Sheila Christiansen har skabt avanceret satellitteknologi, kæmpet mod sexisme og sigter nu mod stjernerne

Det er 23. august 2022, vejret er lunt, himlen nogenlunde skyfri, og industrikvarteret i den gamle del af Sydhavnen i København er overraskende levende, i forhold til at det er tirsdag formiddag.

Ude foran klatrecentret Boulders hænger amatørklatrerne ud og drikker økologisk kaffe i moderigtigt sportstøj.

Langs vejen går ældre mænd og kvinder ned mod selve havnen og de fortidslevn af havnecaféer, hvor læderhudsfolket til dagligt mæsker sig i middelmådigt smørrebrød og store fadøl.

Gentrificeringens poler mødes, og inde i bygningen ved siden af Boulders, hvor SpaceTech denMACH holder til, er der ligeledes et noget stereotypt præg over de ansatte.

Der er slipsemændene med faste håndtryk og ihærdige omgangstoner, der hører enhver startup-virksomhed til, ligesom der er programmørtyperne i praktisk tøj med mere flakkende øjenkontakt.

Men så er der også en kortklippet mand i stram T-shirt og shorts, der viser sine veltrænede, solbrune og tatoverede ben og arme frem. I og for sig typer, man har set før, men sammen udgør de en spøjs social gruppe.

I front for dem alle står Sheila Christiansen.

Hun har sammen med sin forretningspartner, Alexandru Csete, skabt SpaceTech denMACH, et rumingeniørfirma der gør sig i komplekse IoT-løsninger (Internet of Things), og hvis produkt, denMACH one-enheden, er med i bagagen, når den danske astronaut Andreas Mogensen skal på en tur til Den Internationale Rumstation senere på året.

Den lille enhed, der ikke fylder mere end to cigaretpakker, skal med som led i et uddannelses- og forskningsprojekt, hvor skoleelever i Danmark, Grønland og på Færøerne får mulighed for at prøve kræfter med satellitkommunikation.

Skoleeleverne kan gennem SpaceTech denMACHs enhed måle fx Den Internationale Rumstations indeklima og derudover få mulighed for at stifte bekendtskab med satellitteknologi og IoT generelt.

Noget som Uddannelses-og Forskningsministeriet ser en stor værdi i: ”At gøre satellitkommunikation til almen viden, i en ung alder, er med til at afmystificere ikke kun rumindustrien og satcom, men også videnskabsfelterne generelt,” som de skriver på deres hjemmeside.

Sheila Christiansen har langt kastanjebrunt hår, hud med sommerkulør i, klædt i nederdel med blå skjorte og høje hæle og med en energi, der er til at blive rundtosset af. Hun sidder for enden af bordet og holder hof under frokosten.

Med chilli con carne i munden gestikulerer hun ivrigt, mens hun på skiftevis engelsk og dansk det ene øjeblik taler om satellitter og det næste om investeringsstrategi.

Hun hoster i sin hånd, griner af sine egne jokes, og ethvert medlem af personalegruppen har kun øjne for hende.

”’I’ve got an idea yesterday,” siger hun og holder sig for munden, så maden holder sig indenbords.

”I don’t believe it,” joker en af de ansatte sarkastisk, inden de roser hende for at huske at spise frokost.

Der har altid været fart over feltet for Sheila Christiansen. Hun har været livredder i NASA og studerende på DTU, hun har lavet grundforskning og ansøgt om at blive astronaut for Det Europæiske Rumagentur, ESA, været med til at bygge raketter i Copenhagen Suborbitals og oprettet en velgørenhedsorganisation til støtte for kenyanske børn, der bor på gaden.

De første syv år af Sheila Christiansens liv boede hun i Danmark. Her rendte hun rundt i den nordsjællandske idyl i Gentofte og senere i Rungsted Kyst med bedsteveninden, Belinda Pedersen, der i dag er Administration Officer og personlig assistent for Sheila Christiansen i SpaceTech denMACH.

De byggede huler i deres haver og dånede over den evigt problemknusende Angus Macgyver. Sheila fik også meget af tiden til at gå med at leve op til sin ambitiøse fars forventninger.

Da Sheila som 10-årig ville have en hest, skulle hun lave et forretningsoplæg med budget for hestesko, hø og øvrig pleje, krævede han.

Da hun som seksårig skulle lære at stå på ski, tog hendes far hende med op på den sorte piste, kørte hele vejen ned og ventede på, at hun fulgte efter ham. Så stod hun der, grædende og bange og bad sin far komme og hente hende.

Men det ville han ikke, for hun skulle lære at stå på ski, fortæller hun. Faren var en streng patriark og havde mange forventninger til Sheila Christiansen.

Med store evner kommer et stort ansvar, og evner var i høj grad noget, hun havde. Da hun var syv år gammel, blev hendes mor og far skilt, og hun flyttede derefter til Californien, hvor moren, Judith Christiansen, der er amerikaner med danske rødder, havde familie.

Tre måneder senere var Sheila Christiansen blandt de to bedste procent i en statslig matematiktest, selvom testen var på engelsk, et sprog hun kun igennem hendes mor havde snuset til, og hun var et år yngre end resten af dem, der tog testen.

En indlysende matematisk begavelse, der kombineret med en stor passion for rummet, får hendes nutidige liv til at føles skæbnebestemt.

Siden hun som lille fik læst op af tegneserien ’De første mænd på månen’, har Sheila nemlig været besat.

Af vægtløsheden, ufremkommeligheden ved universet, og den intelligens og gejst, der skal til, hvis man skal være så heldig og dygtig at blive rumfarende. Som lille virkede det hele muligt, men verden er ikke altid rar ved drømmere. Specielt ikke hvis de er piger.

Da en familieven, der var brandmand, en dag kom på besøg hos familien, fortalte Sheila Christiansen, at hun drømte om at blive astronaut. Han grinede, og hun smilte, lige indtil han sagde, at det kunne piger da ikke blive.

I 2021 åbnede ESA op for endnu ansøgningsrunde til at blive astronaut. Det var senest sket i 2009, hvor blandt andre Andreas Mogensen kom igennem nåleøjet.

Dengang havde over 10.000 mennesker fra overalt i Europa ansøgt om en plads. I 2021 var Sheila Christiansen én blandt over 22.500 ansøgere. Det havde været hendes store drøm, så længe hun kunne huske, og på en video, man kan se på TV 2, der dengang fulgte hendes forløb, er glæden over, at hun klarer en optisk test i forbindelse med ansøgningen, ikke til at tage fejl af.

Næverne knyttede, kroppen dansende, tungen rakt ud og et blink til kameraet. Hun klarede sig videre gennem den første fase, der kaldes screeningen. Da dagen for svaret på, hvorvidt hun var gået videre fra anden runde, oprandt, var det en skæbnedag i mere end én forstand.

Sheila Christiansen og Alexandru Csete havde et par måneder forinden efter et års forarbejde med forretningsudvikling startet SpaceTech denMACH, og de skulle nu afholde en investorrunde.

De potentielle investorer havde gjort klart for hende, at hun skulle vælge, hvilken vej hun ville forfølge. Ville hun være virksomhedsleder eller astronaut? Klokken 14:06 tikkede en mail ind fra ESA.

Sheila Christiansen skulle ikke være astronaut. I den omgang i hvert fald.

”Jeg var faktisk lettet over, jeg ikke skulle tage beslutningen, for den havde været rigtig svær. Det egoistiske valg havde været at forfølge astronautdrømmen, og i dag er jeg glad for, at hele mit fokus er på SpaceTech denMACH.

Jeg tror virkelig på vores projekt, og vi skylder at bringe den her teknologi ud i verden. Men jeg skal 100 procent ansøge igen på et senere tidspunkt. Drømmen er ikke død.”

Sheila Christiansen er barnligt begejstret for sin Tesla, der lydløst æder motorvejen under os. Der er gået fem måneder siden vores første frokost.

Efter et hurtigt visit i SpaceTech denMACHs nye lokaler i Nordhavn hopper vi ind i hendes nye midnatsblå Tesla for at drøne mod Nordsjælland og barndommens gader.

Det enorme display i kabinen afslører, at den senest afspillede sang på hendes Spotify er ’Elon Musk’ af den danske rapper Magzim. Et passende sangvalg for en kvinde, der ligesom den sydafrikanske mangemilliardær og excentriker har større drømme end de fleste, og modsat almindelige dødelige faktisk evner at realisere dem.

Sheila spørger, om jeg kan lide at køre stærkt. Det kan jeg på ingen måde, lader jeg hende forstå, og hun ligner en hundehvalp, jeg netop har frarøvet et kødben.

”Okay, jaja, fint, så giv den gas,” siger jeg. Hun trykker speederen i bund, så mit hjerte hopper, og anelserne af en køresyge dukker op i mig.

”Arh, det gav sgu ikke rigtig noget. Det var ikke hurtigt nok,” siger hun slukøret, mens jeg har glemt mit næste spørgsmål.

Vi aflægger et kort visit hjemme hos hende selv. Et lille parcelhus i Lyngby, der umiddelbart ikke efterlader indtryk af noget ekstraordinært. Teslaens placering på den humørforladte villavej føles en smule malplaceret.

Villavejens eneste menneskeskikkelse, en midaldrende hundelufter, fastholder med en ugles fleksible nakkebevægelser blikket på Sheila Christiansen og mig, der sætter os ind i Teslaen igen, mens han går forbi.

”Så du, hvordan ham manden kiggede?” spørger Sheila Christiansen ”Jeg lagde godt mærke til det,” svarer jeg.

”Han tænker garanteret: ’Ej, nu har hun igen haft en mand hjemme hos sig, og han var der kun i 20 minutter.”

Der er i Sheila Christiansens liv et gennemgående tema om sexistiske oplevelser. Hun fortæller om, hvordan hun, da SpaceTech denMACH var i opstartsfasen, og hun netop havde oprettet sin velgørenhedsforening Our Kenyan Children, holdt mange af sine møder hjemme hos sig selv, da hun endnu ikke havde noget kontor.

De mange besøg fik hendes kvindelige nabo til at spørge hende, om hun havde åbnet et bordel.

”Hvis man ser ud, som jeg gør og har penge, er det åbenbart et bordel, man har.”

I 2019 var Sheila Christiansen begyndt at lave grundforskning for ESA, der blandt andet handlede om Software Defined Radio, et radiokommunikationssystem hvor visse hardwaremæssige funktioner er erstattet af software.

Hun lagde et billede på Instagram, hvor hun skrev om sit nye job. NASA’s Flight Director kommenterede på det og spurgte til, hvad hun arbejdede med for ESA.

Hun svarede ham og forklarede detaljeret, hvad Software Defined Radio er og blev straks nervøs for, hun havde skrevet noget forkert.

Så hun spurgte Alexandru Csete, om ikke han ville læse svaret. Roligt læste han det igennem og sagde, at alt var rigtigt. Undtagen en ting.

’Åh nej,’ tænkte hun og spurgte, hvori fejlen bestod.

”Der, hvor du har skrevet, at han garanteret allerede vidste, hvad Software Defined Radio er.”

”Man siger, at når kvinder læser en jobansøgning, så går de systematisk igennem de ting, annoncen hævder, jobbet kræver, og hvis der bare er én af de ting, de ikke kan, så søger de ikke jobbet,” fortæller Sheila Christiansen og fortsætter:

”Modsat en mand, der, hvis han bare kan halvdelen af det krævede, søger jobbet. Og der skal vi kvinder være bedre til at indse, at vi er mennesker i udvikling.

Kvinder føler ofte, at de skal kunne det hele, før de bliver taget seriøst. Men et job skal ikke være kedeligt. Hvis man kan alt det, jobannoncen kræver, så er det jo et kedeligt arbejde.”

Det var i 2018, da Sheila Christiansen arbejdede hos Copenhagen Suborbitals, drabsdømte Peter Madsens gamle raketlaboratorium, at hun mødte Alexandru Csete. Han er på mange måder den diametrale modsætning til Sheila Christiansen.

Hvor hun er autodidakt, højlydt, umiddelbar og kræver ens opmærksomhed, er han universitetsuddannet, mere stille, og reflekterende. Han har venlige øjne, en svag østeuropæisk accent, og så har han et CV, der for teknologiske analfabeter må være som at læse hieroglyffer.

Han har en kandidat i fysik fra Aarhus Universitet, hvor han undervejs forskede ved CERN-instituttet i Schweiz.

Han har arbejdet med softwareudviklingen af det europæiske rumagenturs ATV, kaldet Jules Verne, et slags rumfragtskib i mangel af bedre ord, ligesom han har været med til at udvikle noget af verdens førende maritime kommunikationsteknologi.

Som stiftere af SpaceTech denMACH fungerer de som et slags forretningsmæssigt Yin og Yang.

De giver hinanden, hvad de hver især mangler. Alexandru Csete kan dulme den tvivl, der ofte kan følge med den autodidakte forbandelse, og Sheila Christiansen kan give noget af den drivkraft, hun fortæller, hun har brugt til at kæmpe mod sin fars forventninger og sit køns opsatte begrænsninger:

”Jeg har egentlig altid haft en iværksætterånd i mig,” fortæller Alexandru Csete og fortsætter: ”Men jeg har ligesom manglet et eller andet, der fik mig til at tage springet og blive selvstændig. Det fik jeg, da jeg mødte Sheila. Førhen kunne jeg godt lide trygheden ved fast arbejde, men noget ved hende gav mig lyst til at kaste mig ud i det ukendte.

Hendes måde at være menneske på har også påvirket min egen personlige udvikling og hjulpet mig med at genfinde en del af mig selv, som jeg havde forsømt i rigtig mange år.

Når jeg ser på mit liv før og efter, jeg mødte Sheila, føles det som om, det er gået fra at foregå mest i gråtoner til nu at indeholde alle regnbuens farver. Det er den effekt, Sheila har på dem, hun møder. Hun har en unik evne til at se mennesker, som ingen andre kan.”

Det er også en evne, Sheila Christiansen har brugt i rekrutteringen af sine ansatte og kolleger. Nogle er kommet med fra Copenhagen Suborbitals, nogle andre fra DTU, barndomsveninden Belinda var jordemoder førhen, mens andre var faldet uden for jobmarkedet.

”Det er mennesket, vi ansætter,” fortæller Sheila Christiansen, da jeg spørger ind til hendes ansættelsesstrategi: ”Evner er intet værd uden motivation. Selvfølgelig er det en fordel med en uddannelse indenfor noget rumfart, men det vi laver i SpaceTech denMACH er noget anderledes, som alle, vi ansætter, alligevel skal uddannes i.

Så det handler om, hvorvidt man er villig til at se timevis af YouTube-videoer og på andre måder tilegne sig evner. Belindas kompetencer fra hendes arbejde som jordemoder kommer også vores virksomhed til gode.

I en startup er der en masse forvirring, og hun evner virkelig at kunne slukke ildebrande, have et overblik og samtidig have øje for mennesket. Og så er hun ekspert i mig. Det er også vigtigt.”

Hvor banebrydende SpaceTech denMACH’s arbejde kommer til at blive, må for nu stå hen i det uvisse. Men når det gælder IoT generelt, er det en teknologi, der over de næste mange år kommer til at fylde mere og mere.

World Economic Forum kalder IoT for en del af den fjerde industrielle bølge på lige fod med kunstig intelligens.

Selv er Sheila Christiansen, meget forventeligt selvfølgelig, ikke bange for at drømme stort. Under vores første møde, spørger hun drillende, om hun ikke skal på forsiden af herværende magasin.

Det må vente, til firmaet er blevet større, svarer jeg.

”Hvis det går, som vi tror, det gør, så er jeg på forsiden af Forbes til den tid,” grinende som for at skjule den ærlige ambition bag udsagnet.