Skillevægge er den største fjende, når du vil brillere på jobbet

Skillevægge er måske det værste i verden.

Skillevægge er den største fjende, når du vil brillere på jobbet
Offentliggjort

Med mine høretelefoner om ørerne lytter jeg og lukker kontorfællesskabet omkring mig ude.

Det er hyggeligt. Men også nødvendigt. For rundt om mig sidder mine kollegaer.

De skiftes til at tale sammen, tale til mig, tale i telefon, tale til folk, der kommer ind i lokalet, og tale til sig selv. Hvis de ikke taler, så ruller de på stolen, sipper til kaffen, trækker gardiner op og ned og op igen og kigger på tv-skærmen bag mig og fortæller, hvor mange der læser den her artikel lige nu.

Det er en fornøjelse at være en del af. Bare ikke, når jeg lige skal brillere lidt.

En undersøgelse af professorerne Jungsoo Kim og Richard de Dear fra Sydney University viser, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Folk har nemlig ifølge undersøgelsen sværest ved at løse deres arbejdsopgaver, når der er andre, der snakker og laver lyde på kontoret.

LÆS MERE: 15 tøj-fejl mænd begår på kontoret

Det mest forstyrrende er ikke bare lyde i sig selv, men når man ikke kan styre, hvad man lytter til. Eller hvad andre hører, man selv siger. Dét er frustrerende for halvdelen af dem, der sidder i åbne kontorfællesskaber.

Og dem, der har det værst, er ansatte i kontorarealer med skillevægge; her føler 60 procent sig forstyrrede af lydende.

Skillevægge forstyrrer mere, end de gavner

Ifølge Harvard Business Review bliver man mest rundforvirret bag en skillevæg, fordi man ikke kan afgøre, hvor lyden kommer fra.

"I åbne kontorlokaler kan man i det mindste se, hvor lyden kommer fra, hvilket giver dem en form for kontrol – uanset hvor illusorisk, den er."

Undersøgelsen uddyber, at 25 procent af sådan nogle som mig, der sidder ved små skrivebords-øer uden skillevægge, trætte af, hvor meget lyd der generelt er i rummet. Her er 30 procent af dem bag skillevægge udfordrede af det generelle lydniveau på deres arbejdsplads.

Et af argumenterne for store kontorområder er, (hvor mit godt nok er et mindre et af slagsen), at de skaber bedre resultater, fordi de ansatte arbejder sammen om at løse opgaverne.

Det giver Richard de Dear ikke meget for.

"Tabet af produktivitet i forhold til at blive forstyrret af larm var fordoblet i åbne kontorer sammenlignet med enmandskontorer. Og opgaverne, der kræver komplekse løsninger, var oftere afbrudt end relativt simple og rutineprægede opgaver," skriver han i en tidligere undersøgelse.

Og så slår han helt og aldeles fast, at de sociale interaktioner ikke kompenserer for det mindre effektive arbejde med de store opgaver.

LÆS OGSÅ: Champagne-importøren: Sådan tjente jeg min første million

Søren Peter Lund, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, giver ham ret.

"Når opgaver kræver stor koncentration, er det svært at se nogle overbevisende fordele ved storrumskontorer, selvom de måske giver mulighed for samarbejde om at løse opgaverne."

Han forestiller sig, at det for udlejere i første omgang er billigere at lave de store kontorer, men men hvis man sidenhen skal løse problemerne med støj, kan det blive dyrt.

"Hvis man vil lave et godt storkontor, så skal man sørge for andre faciliteter, hvor man kan holde møder, hente sin kaffe, printe, få ro, tale i telefon og så videre," siger han. "Det kan kræve lige så meget plads som mindre kontorer."

Og netop det med pladsen er ganske afgørende, slår undersøgelsen også fast.

"Vi vil have et sted, vi kan hænge vores hat," skriver de. Vi vil have ro og plads, men det irriterer faktisk kun 10 procent af de adspurgte, hvis andre roder på deres egen plads.

Støj og stress kan ikke kobles sammen

Jeg kan se min chef lige nu.

Han snakker med en anden chef, og jeg ved ikke, hvad de snakker om, men jeg kan fint høre dem, og så kom jeg til at tænke på, hvad det egentlig er, de står der og snakker om.

Ifølge Peter Søren Lund er snak det mest forstyrrende at lytte til. Selv når det er på sprog, vi ikke forstår.

Lydniveauet varierer, nogle griner, andre er dystre. Det giver en masse lyde, der gør, at jeg formentlig ikke er den eneste, der får lyst til at sende et kan-du-ikke-se-jeg-prøver-at-koncentrere-mig-blik.

Men det gør jeg altså ikke.

I stedet for at sende blikke hører jeg musik. Det er ifølge Søren Peter Lund en god ide. Man kan undgå varierende baggrundsstøj ved en mere konstant lyd, og så er det måske nemmere at koncentrere sig. Han vil dog ikke direkte anbefale at høre musik.

"Musik kan man føle sig forstyrret af eller ligesom baggrundsstøj. Men lyd kan både være forstyrrende og befordrende. Det kræver nemlig, at du for alvor koncentrerer dig for at kunne gennemføre din opgave," siger han.

Om man så er mere træt efter en dag på jobbet med larm og lyde end en dag, hvor der er helt stille, er der ikke entydig dokumentation for, tilføjer han. Men det er rigtigt, at mange føler, at støj er årsag til træthed efter arbejde.

LÆS OGSÅ: "Jeg er kravlet helt ned ad karrierestigen"

Søren Peter Lund forklarer, at støj kan virke virkelig forstyrrende og sætte sig i os som noget meget negativt, selvom det ikke nødvendigvis har den fysiske indvirkning på os.

"Når man taler om støj, har man allerede taget stilling til, at lyden er uønsket, og bliver man spurgt, om støj har nogen negative konsekvenser, så er det vel ikke så underligt, hvis man svarer, støjen både forstyrrer og generer ganske meget."

"Det helt afgørende er, at for langt de fleste vil opgaver med nye emner, eller opgaver der er komplicerede, eller begge dele, være sværere, når der er meget støj. Men om det er støjen eller arbejdet, man bliver træt af, når dagen er omme, er svært at afgøre."

Engang var skillevægge toppen - men hvad er der så lige sket?

LÆS OGSÅ: Facebooks nye hovedsæde får dit kontor til at virke klaustrofobisk

LÆS OGSÅ: Sådan brillerer du til jobsamtalen

LÆS OGSÅ: Sådan scorer du job via de sociale medier

4 succesfulde mænd giver 4 råd til arbejdslivet