Søren voksede op i et misbrugshjem. I dag bor han på Strandvejen, er en succesfuld direktør og levemand

DET VAR EN JULEAFTEN, at Søren Flemming Larsen så sin far græde for første gang. Han var 7-8 år gammel. Moren havde været så fuld og sejlende, at juleaftenen var blevet ødelagt. Søren var gået i seng, da faren kom ind på hans værelse og satte sig ved sengen. Han græd i meget kort tid. Men alligevel nok til, at det gjorde stort indtryk.

”For så vidste jeg, at den var gal. Og at det ikke kun var min lillesøster og jeg, som syntes, at det hele var kaos.”

55-årige Søren Flemming Larsen er vokset op i et misbrugshjem i Valby, og dengang Valby virkelig var et arbejderkvarter. Den fireværelses andelsbolig på Valby Langgade var hjemmet, som man aldrig besøgte i vennegruppen. Søren Flemming Larsen var flov over sit hjem og søgte andre steder hen for at undgå, at kaosset blev opdaget.

Et tidligt ansvar han påtog sig som dreng for at beskytte sig selv og ikke mindst sin mor. Derfor vidste hans bedste barndomsvenner ikke engang, hvor slemt det egentlig stod til.

Lige så længe han kan huske tilbage til, var hans mor dybt alkoholiseret. Han er vokset op med, at det ikke nødvendigvis var givet, at der var aftensmad, eller at der blev taget sig af ham, når han kom hjem fra skole. Mens moren drak, var faren, der arbejdede som salgschef for en tysk virksomhed, ofte på udlandsrejser. Hvorfor han rejste så ofte, har Søren Flemming Larsen senere reflekteret en hel del over. Men han holdt meget af sin far.

Moren var hjemmegående og kunne ikke passe et arbejde.

”De få jobs, hun fik, blev hun fyret fra på grund af alkohol, og fordi hun lå og flød på gader og stræder. Det gjorde hun bogstaveligt talt. Jeg fandt hende alle mulige steder henne og nede i gården til vores lejlighed,” fortæller han.

Mødte Søren Flemming Larsen købmanden eller grønthandleren, råbte de efter ham på gaden: ’Din mor skylder penge. Kom og betal, dreng!’

DER HOLDER EN JAGUAR i indkørslen til huset, som har adresse på Strandvejen i Vedbæk, men ligger godt gemt fra trafikken på en af Danmarks dyreste veje og tæt op til en skov. I døren står Søren Flemming Larsen allerede klar til at tage imod. Han er klædt i et jakkesæt i Prince of Wales-tern. Der er en charmeklud i brystlommen og en vest indenunder jakken.

Han viser os indenfor i hjemmet, som heller ikke kan være en større kontrast til barndomshjemmet på Valby Langgade. Intet kaos. Ingen kakkelborde eller et tilfældigt sofastykke.

I stedet hænger originale malerier af blandt andre Frederik Næblerød, Cathrine Raben Davidsen, Maria Torp, Tal R og Michael Kvium. Da afdøde Prins Henrik solgte ud af sin store kunstsamling, deltog og købte Søren Flemming Larsen også ved alle tre auktioner.

”Kunst skaber en tidskapsel, hvor man bliver nødt til at stoppe op og fokusere. Det er en personal timeout.”

Kunst og mad er Søren Flemming Larsens hele store interesser. Han byder også på et glas champagne, selv om klokken kun er 13.

”Der findes jo ikke noget dårligt tidspunkt at drikke champagne på,” som han siger.

Søren Flemming Larsen brød den sociale arv og lykkedes med sit liv. Han har skabt sig en karriere og sin egen familie, som han har kunnet give rigelig med tryghed og omsorg. Siden 2014 har han været administrerende direktør i blomsterhandleren Interflora Danmark. En virksomhed, som i april 2020 solgte flere blomster end nogensinde før i sin 96-årige levetid.

Det stod ingen steder skrevet, at Søren Flemming Larsen skulle blive en succes. Selv bryder han sig ikke om ordet mønsterbryder.

”Nej, fordi det sætter mig og andre i min situation op på en piedestal. En idealperson. Og jeg betragter mig selv som alt andet end det. Men det er jo det, man kalder det, når man bryder med den sociale arv. Min opvækst har formet mig som menneske, og det er virkelig historien om, at man selv bestemmer, hvor lykkelig man vil være.”

”Jeg ønsker at fortælle min historie, fordi jeg gerne vil række hånden ud til andre, som har siddet i den samme situation eller har oplevet noget lignende og vise dem, at på trods af, at man har siddet med sorteper på hånden som et af de få kort, man havde, så er der altså masser af veje og muligheder.”

SOM BARN DRØMTE han ikke om et direktørjob eller villa på Strandvejen. I stedet var hans billede på det gode liv at kunne spise chokoladebarer og drikke colaer. Han kan stadig huske, da han så en voksen mand mæske sig i chokolade og cola, og han tænkte: ’Tænk engang, hvis jeg får råd til at købe sådan nogle ting selv.’

Derfor lærte han hurtigt, at hvis han skulle have de samme lommepenge som sine jævnaldrende kammerater, måtte han selv skaffe det. Han måtte ud at få noget arbejde. Ved siden af sin skole arbejdede han stort set hver dag, fra mandag til lørdag. Han spillede også fodbold, håndbold og gik til FDF.

”Det var min flugt. Det tænkte jeg ikke så meget over dengang, men det forstår jeg i dag. Jeg havde en frygt for at komme hjem og møde det rod og syn. Som dreng og senere som ung mand var det jo ikke behageligt og godt at møde det syn,” siger han. ”Min flugt gjorde, at jeg var meget udadvendt, fik mange venner og tjente mange lommepenge, men det betød også, at jeg haltede efter med skolen. Der var ikke rigtig tid til at lave lektier.”

Han måtte tidligt tage sit liv i sine egne hænder og havde ikke nogen naturlige voksenpejlemærker at se op til. Det var survival of the fittest.

”Som yngre mand havde jeg nogle ambitioner i livet om, at jeg godt kunne tænke mig ikke at skulle nøjes, som jeg havde gjort i hele mit liv. Og ikke mindst at få min egen familie. Men jeg var ikke sindssygt målrettet i forhold til min vej dertil med studie- og karrierevalg. Jeg tog tingene, som de kom og var opmærksom på de muligheder, der bød sig. Men jeg var ikke ekstremt målrettet. Og kigger man i mange ledelsesbøger, er der mange, som taler for, at det er helt forkert.”

”Omvendt er der fx også sådan én som Jack Welch (forretningsmand bag flere ledelsesbøger, red.), der siger, at ved at være meget målrettet misser man også nogle af de muligheder, der ligger, fordi man ikke ser dem.”

Da han mistede sin far som 20-årig og havde været i militæret, begyndte han at tage sit liv mere alvorligt og sige til sig selv, at nu kunne det ikke kun være fester, nu skulle der også ske noget. Han kom ind i tøjbranchen, blev sales trainee i Magasin du Nord og tog en ganske almindelig handelsuddannelse. Som sin karriere skred frem, fik han en master i Media Management og blev udnævnt som kommerciel direktør i Berlingske Media. Han var seks år i koncernen og ser det som sit mest lærerige job, han har haft.

”Jeg følte nærmest, at jeg tog en ny uddannelse hver eneste dag. Jeg var på den kommercielle side, men sad alligevel med flere store journalistiske koryfæer. Alt foregik i løb, og jeg elskede det, for det var vildt spændende. Jeg nød det der med at kunne gå i byen en fredag aften og så tage et smut forbi ind på redaktionen klokken 02 om natten, og så sad sportsredaktionen der stadig og arbejdede. Det kunne bare et eller andet.”

Forinden havde han været National Sales Manager i Richemont, et Schweiz-baseret luksusvarebeholdningsfirma, og arbejdede blandt andre for Cartier. Det var en fest, som han selv valgte at forlade efter tre år.

”Jeg sagde simpelthen op, fordi jeg var bange for at miste jordforbindelsen. Alt var fantastisk. Når man var på forretningsrejser, lå der Mont Blanc-kalendere med en indgraveret fyldepen til, hvor ens aftaler var skrevet ind på forhånd. Jeg tog til Geneve og Basel på udstillinger, hvor jeg sad til bords med Catherine Deneuve, Frank Rijkaard og Robert Downey Jr. og spiste fin mad. Det var helt deroppe på det niveau. Da jeg sagde op, kom de også op fra Holland og sagde, at jeg blev nødt til at fortsætte. Men jeg var sådan: ’Det er simpelthen for udansk til mig.’”

”Jeg følte ikke selv, at jeg kunne mærke, at den levestandard forandrede mig som menneske. Men det må den jo have gjort. Når du sidder til fine fester og spiser kaviar og store bowler med muslingeskaller. Når din store kvindelige idol Catherine Deneuve er din borddame. Når du bliver hentet i limousiner, og alt handler om guld, platin og diamanter. Det går altså ikke for sådan én som mig. Jeg blev nødt til at komme videre i min karriere, men jeg elskede urindustrien.”

Alligevel stråler det ud af Søren Flemming Larsen, at han kan godt lide det gode liv og har dyre vaner. Udover den store kunstsamling, Jaguaren i indkørslen, som næste gang bliver skiftet ud med en elbil, har han lovet sig selv, bruger han mange penge på mad. Han er medlem af Det Kongelige Gourmetselskab og frekventerer Københavns fine restauranter.

”Jeg synes, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg er en levemand og er ikke flov over det, fordi jeg ikke har fået noget forærende. Det, jeg ejer, har jeg og min familie selv skabt og kæmpet for. Vi er ikke kommet nemt til noget eller har arvet noget. Og så har vi tilladt os at nyde det.”

I de første uger efter restauranterne genåbnede, var han ude at spise tre-fire gange om ugen. Det var lige lovligt tit, og han måtte sige til sin kone, at de måtte skrue lidt ned igen. Hans stamsteder er Søllerød Kro, Bistro Boheme og Salon i Indre København. Særligt Salon værdsætter han. ’Inde hos den røde,’ som han siger om kokken og ejeren Claus Christensen.

”Claus tilhører den generation, hvor en kok gerne må være stor og rund, og det kan jeg fandme godt lide. Det er så hyggeligt derinde, han er så dejlig, og jeg laver mad efter hans kogebøger. Hvis jeg er i tvivl, hvor jeg skal tage hen, eller hvis vi to skulle tage ud, ville jeg spontant sige ’Salon’.”

”Du starter altid med deres østers, og jeg foretrækker at sidde så tæt på køkkenet som muligt, så jeg kan høre det syde og boble og se Claus i aktion, når han selv er der. Og så skal jeg have hans smør- og butterdejsindbagte fisk.”

Til oktober drager Søren Flemming Larsen endnu engang på trøffelfestival i Alba i Italien med otte gutter. I fire dage skal de indtage trøffel til både frokost og aften. Alle restauranter har her i højsæsonen deres bud på den bedste trøffelret. Alt emmer af liv. Det er ligesom, når man tager til vinhøst i Champagne i samme måned.

”Det er jo en drengerøvstur. Også selvom vi er blevet ældre, men det har vi bare ikke erkendt. Vi hygger os og snakker business, kvinder og fodbold, men alt sammen centreret om den gode madoplevelse. Hele sceneriet omkring mad er for mig sublimt. Det er kunst i spiselig form.”

”Vi er meget forskellige i vores vennegruppe, men har alle den fælles interesse omkring bordets glæder. Og så skal vi sidde og fortælle om os selv. Man har én aften hver, hvor der bliver gået til en. Der er ikke plads til medløberi eller glatte svar. Alle bliver spurgt ind til, hvordan det virkelig går derhjemme, på den gode måde selvfølgelig, og med kæmperespekt for hinanden. Alle parader er sænket, fordi vi kan lide hinanden alle sammen.”

Søren Flemming Larsen føler sig bestemt ikke som en dandy og bruger meget af sin tid på velgørenhed og på at være noget for andre, netop på grund af sin opvækst i et misbrugshjem. Han kører ud med julepakker hver jul i tre dage til alkoholikere og andre fra samfundets nederste sociale rangstige. Desuden samler han ind til Kræftens Bekæmpelse.

”Jeg sidder i forskellige netværk, og qua mine jobs møder jeg også mange mennesker, som er på toppen i deres karrierer. Og særligt blandt os mænd kan der godt være en tendens til at skulle namedroppe og overgå hinanden. Og i virkeligheden interesserer det mig langt mindre, hvad folk har, end hvem de er som menneske.”

DA HAN STOPPEDE I urbranchen, var han ledig i et par måneder, før han blev tippet om en stilling som administrerende direktør i Interflora Danmark i 2014. Folk sagde, at der stod hans navn på opslaget. 174 personer søgte stillingen, og processen varede i flere måneder, indtil Søren Flemming Larsen landede jobbet. Han gjorde det klart for bestyrelsen, at han intet anede om blomster og kun kunne nævne fem slags.

”Min karriere har været kendetegnende ved, at næsten hver eneste gang, jeg tog et karriereskift, har det også været et industriskift. Igen noget, som mange ville sige, var uklogt, for hvis du gerne vil skabe dig et navn, skal du blive i branchen. Jeg har gået helt modsat og har skiftet industri hver gang. Det har også gjort, at det nogle gange har taget længere tid for mig at finde nye jobs, fordi jeg ikke havde nogen kundeportefølje eller brancheerfaring med mig. Til gengæld har jeg lært noget nyt hver gang.”

I Interflora er det ren e-commerce, og det fangede hans interesse.

”Men jeg fik ikke særlig meget streetcredit fra mine venner. Det var lidt federe med ure og smykker, så at gå fra det til blomster gav sgu ikke så meget på vennekontoen. E-commerce er jo kommet for at blive, og jeg oplevede i dagbladsverdenen, hvilke udfordringer det gav, hvis man ikke var omstillingsparat og så det i tide.”

Både privat og arbejdsmæssigt lever Søren Flemming Larsen meget på kontraster og omgiver sig ofte med mennesker, som er helt anderledes end sig selv. Det, synes han, er mest spændende, for ellers er verden for kedelig. Derfor er hans medarbejdere også ham langt overlegne.

”Jeg tror, at det er en vigtig ting at ansætte folk, der er dygtigere end dig selv. Det er du simpelthen nødsaget til. Det er derfor, at vi har succes i Interflora. Det er ikke på grund af mig. Jeg mener det helt ind i mit hjerte og min sjæl. Hvis du liner alle medarbejderne op, så kan de alle sammen mere, end jeg kan, på lige præcis det område, de har med at gøre.

Jeg skal jo orkestrere, som er dette meget populistiske og fine managementord. Den erkendelse kræver, at man har tilpas meget selvværd og selvtillid, men har du det, har du verdens bedste opskrift på succes.”

FOR 15 ÅR SIDEN SLOG Søren Flemming Larsen hånden af sin mor. Hun var inviteret til børnefødselsdag for en af hans døtre, men mødte op beruset. Ikke sejlende, men nok til, at han vidste, hun havde drukket. Dén evne får man desværre som pårørende til en misbruger, fortæller han.

”Jeg kan på en tiendedel sekund mærke, om et menneske har drukket. Det er helt på automatik, fordi jeg i hele mit liv lynhurtigt har skullet observere, om min mor var påvirket, når jeg fx talte i telefon med hende eller, når jeg trådte ind i lejligheden.”

Da fødselsdagen var slut, måtte Søren Flemming Larsen sige til sin hustru, at det var sidste gang, at moren skulle hjem til dem. Han følte sig som verdens ondeste far, fordi hans børn ikke fik lov til at se deres farmor, men han vidste, at det var det rigtige at gøre. Døtrene skulle ikke også mærke den dårligdom, som han havde gjort.

Der var tale om et clean cut. Han talte ikke med hende i 15 år.

”Jeg sørgede for at få hende placeret på et hjem, da hun blev ældre, og betalte for de ting, som der nu skulle til, men meddelte personalet, at de først skulle ringe til mig igen, når hun var død.”

Og så kom opkaldet her i sidste måned.

”Stik mod alle odds blev hun meget gammel, på trods af, at hun i snit må have drukket en flaske sprut om dagen det bedste af sit liv. Hun har haft et stærkt hjerte, og det må jeg håbe, at jeg har arvet. Men det var en mærkelig ting at skulle lægge sin mor i graven og i virkeligheden ikke rigtig have delt noget med hende i sit sene liv.”

”Jeg holdt en tale ved kisten for den nærmeste familie. Jeg fik sagt det, som der skulle siges, uden at det lød forkert. Man skal altid have en evne til at tilgive, for det er en god egenskab at have. Og det, jeg har fundet mig til rette med i min indre ro, er, at hun har været syg og maniodepressiv. Og hun nok ikke bevidst har villet gøre sine børn noget ondt. Men derfor er det smerteligt det, som er sket.”