Hvad holder dig vågen om natten?
”Jeg kan have meget svært ved at slippe mit arbejde, hvis der er udfordringer med trivsel eller mennesker generelt i virksomheden. I starten af 2021 havde vi en del problemer med vores struktur, og vi havde svært ved at skalere forretningen bæredygtigt. Det medførte en del hårde nætter og mange tanker, men det gjorde også̊, at vi fik truffet nogle nødvendige beslutninger. Vi kom i mål med en helt ny velfungerende struktur, der har aktiveret en højere grad af trivsel, mere samarbejde og en sundere organisation, end vi nogensinde har haft. Havde jeg ikke ladet det holde mig vågen, indtil det blev løst, så̊ havde vi ikke været der, hvor vi er i dag. Når noget holder mig vågen, ved jeg, at det er vigtigt – og så̊ ved jeg, at jeg skal agere på det.”
Hvem er din vigtigste medarbejder?
”Hos Bonzer er vi alle lige vigtige. Det er en meget essentiel del af vores DNA, at vi ser hinanden som mennesker fremfor vigtige ledere og mindre vigtige medarbejdere. Hvis jeg fik en pistol for panden, ville jeg dog sige Fine, vores Office Assistant, fordi hun hver dag sikrer frokost, snacks, kaffe og et lækkert kontor til alle 50 mennesker på det danske kontor. Det har en kæmpe – nogle gange – usynlig betydning. Men nu har jeg heldigvis ikke en pistol for panden, så̊ mit svar er alle.”
Hvornår står du op?
”Jeg står oftest op mellem kl. 6 og kl. 7. Så kan jeg både nå at følge lidt op på nogle nyheder og løbe en kort tur, inden dagen for alvor starter. Sker det nogle gange, at jeg først kommer op kl. 8? Ja. Men generelt prøver jeg at ramme seks timers søvn, da det er der, jeg fungerer bedst. Så det styres ret ofte af, hvornår jeg går i seng.”
Hvad spiser du til frokost?
”I hverdagen er vi så heldige at have en fantastisk frokostordning på kontoret, hvor vi får en masse forskelligt – hvis jeg selv skulle finde på det, ville det nok være meget ensformigt. I weekenden varierer det også̊ en del, men det sker ret tit, at min kæreste og jeg glemmer at spise frokost lørdag og søndag, og vi har ikke helt fundet ud af hvorfor. Som du kan høre, går jeg ikke forfærdeligt meget op i mad. Men det kommer nok, når min krop begynder at fortælle mig, at jeg bliver nødt til det.”
Hvad var din skærmtid på din iPhone i sidste uge?
”Jeg kan se, at jeg ikke har skærmtid aktiveret på min telefon, så det ved jeg faktisk ikke. Min fornemmelse er, at den er i den lave ende, da jeg ikke har Instagram, og generelt bruger jeg kun min telefon til arbejde og kommunikation med venner og familie. Måske jeg ville være overrasket, hvis jeg kunne se det, men det er nok computeren, der stjæler tiden fra telefonen, hvis jeg skal være helt ærlig. Min overordnede skærmtid på tværs af enheder er nok en del højere end gennemsnittet.”
Hvornår tager du fejl?
”Grundlæggende har jeg det meget svært med korrekt og rigtigt som noget definitivt. For mig handler det meget mere om udviklingen fra udgangspunktet, og hvor effektiv og vedvarende den udvikling kan være. Hvis man jagter den rigtige beslutning i alt, hvad man gør, kommer man aldrig i gang med noget. På den måde behøver man heller ikke at sætte alt over styr, fordi en beslutning bare er åh-så-rigtig, at det ikke kan gå galt. Det kan det, for rigtigt er kun rigtigt, indtil det pludselig er forkert.”
Ulrich Svarrer
25 år og CEO i Bonzer, som han stiftede i 2017. Bonzer er et bureau, der beskæftiger sig med SEO (search engine optimization, red.) og beskæftiger i dag 60 medarbejdere på tværs af virksomhedens tre kontorer i København, Stockholm og Oslo, men forventer at have over 300 ansatte inden for de næste tre år.
Hvordan fejrede du sidst en succes?
”Jeg har altid fået at vide, at jeg er dårlig til at fejre succeser, og det er nok sandt. Jeg kan heller ikke huske den sidste succes, jeg personligt har fejret. Jeg tror måske, at jeg er bange for at være tilfreds. Jeg er nervøs for at gå i stå̊ og bremse min udvikling, hvis jeg fejrer for meget. For mig ligger glæden i selve udfordringen om at nå et mål og ikke i indfrielsen af at nå det. Jeg tror, at man skal gøre det, der virker naturligt, og ikke påtage sig et behov for at fejre, hvis man ikke har det. Men omvendt; hvis man konstant hæver barren, føler man så nogensinde succes? Det er noget af det, jeg nogle gange tænker lidt ekstra over i fritiden, men jeg lader det ikke holde mig vågen om natten.”
Hvad er din dårligste, arbejdsrelaterede vane?
”Jeg har en ret ærgerlig vane med at tromme på kontorstol og -bord, når jeg hører musik. Jeg ser det som et talent at kunne tromme til alt og intet. Mine kollegaer har dog ikke helt fået øjnene op for mit talent endnu, og derfor prøver jeg at gemme det lidt væk.”
Hvad er dit vigtigste arbejdsredskab?
”Min computer. Notesblok og telefon må komme lige efter.”
Hvornår ville du ønske, at du havde mindre ansvar?
”Jeg trives faktisk godt med ansvar og kæmper hver dag for at være mit ansvar voksent. Når det er sagt, så har vi i virksomheden historisk haft enkelte episoder, hvor vi har indset et dårligt match og desværre har måttet afskedige en kollega. Det er personligt for mig noget af det sværeste ved at være leder, og noget jeg nok aldrig bliver vant til. Det er i grunden nok mere processen end ansvaret, men det er et af de lod ved at være leder, der for mig vejer tungest.”
Er der nogen fordomme forbundet med at være en ung leder?
”Mine erfaringer er, at kollegaer, kunder og omverdenen generelt kun ser dig som en ung leder, hvis du opfører dig som en. Jeg har altid set mig selv som leder og forsøgt at trække alder ud af ligningen i alle henseender. Det handler for mig meget mere om kompetence end alder. Jeg ser mange unge ledere, der opfører sig voksent, og jeg ser mange ældre ledere, der opfører sig barnligt. Jeg tror, at man bliver opfattet på baggrund af ens handlinger, person og prioriteringer mere end alderen – og heldigvis for det.”
Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har lavet?
”I erhvervsøjemed har det vigtigste opkald, jeg har foretaget, været det, jeg lavede til min gode ven Mads, da jeg skulle bruge noget hjælp til at udforme vores kommende visuelle identitet til Bonzer. Mads spurgte hurtigt ind til, hvad jeg skulle bruge det til, og det endte med, at vi sad hele aftenen og udviklede identitet og hjemmeside. I dag er Mads kommet med ombord som co-founder af Bonzer.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Penge, Business, Iværksætter og De unge ledere