Det begyndte med mavefornemmelsen. Jeg var i Oslo som ung trainee, tilbage i 2000, og ledte efter fastfood på nettet. Jeg kunne ikke finde noget. Det syntes jeg var lidt underligt. Kort efter skrev jeg den første forretningsplan. Ideen var at gøre det nemt og enkelt at bestille takeaway-mad og få det leveret til døren.
Du vil hellere være 25 % af en succes end 100 % af en fiasko. Jeg var en ung hvalp og kendte mine begrænsninger. Jeg havde brug for større kræfter, dels på marketing, dels på netværkssiden.
Annonse
Så jeg gik sammen med firmaet Freeway om marketing og diskokongen Carsten Mikkelsen på netværksdelen. Han havde stiftet Crazy Daisy og var Carlsbergs største kunde herhjemme. Jeg tænkte, at hvis han tog med, ville de nok godt snakke med mig.
Jeg tror ikke, jeg var i stand til at lykkes som onemanshow. Jeg får 3-5 henvendelser om dagen fra folk, der ønsker at komme i gang med en opstartsvirksomhed. Når det er enmandsprojekter, siger jeg altid: ”Tusind tak, men nej tak.” Hvis man skal opbygge en virksomhed til at blive en milliardforretning, skal man have the power of the mastermind – et team, der sammen rummer alle dele, ideer og evner, som virksomheden skal bruge.
Jeg fik 31 %, de andre to fik hver 18 %, og så lånte vi 1 mio. kr. i BG Bank. Det var stressende at skulle betale tilbage hver måned, ikke mindst fordi vi bare boede og arbejdede i en kælder på 16 m2 i min ven og vores salgschefs, Henrik Østergaards, hus i Kolding. Men folk sagde deres job op, og vi fik en nørd ved navn Per Meldgaard til at kode det første site.
Det afgørende var, at vi blev ved. Jeg tror, langt størstedelen, der havde fundet samme idé, var stået af. Vi var ved at gå konkurs flere gange. Jeg vidste ikke, hvad en vc var (en venturekapitalfond, red.). Jeg troede, det var et toilet. Der var ingen internetentreprenører dengang, vi vidste ikke, hvad man ved i dag.
Just Eat betød alt. Det kom over mig selv, min kæreste, mine venner, min hund. Vi gik så meget i flæsket på konkurrenterne. Hvis det havde været lovligt at slå dem ihjel, havde jeg gjort det. Vi gik lige til stregen. Vi tjekkede hele tiden på deres sites, om de havde fået nye restaurationer. Hvis stederne også var hos os, overtalte vi dem til at vælge os.
Men vigtigst sagde vi hver uge til hinanden: ”Vi vil rent teknisk altid være to år foran vores konkurrenter.” Det betød alt. Og ofte lavede konkurrenten det samme som os 3-6 måneder senere. Det betød meget, at vi var ekstremt tidligt ude i Danmark. Så efter 4-5 års drift kunne vi pakke en Bilka-pose med tøj og gøre præcis det samme i England – og stadig være first mover.
Annonse
En fejl var tæt på at koste os livet. Vores server og to harddiske gik ned næsten samtidig, backuppen virkede ikke. Jeg var så presset, jeg brækkede mig, helt askegrå i ansigtet. Vi sendte harddisken til de bedste recovery-eksperter i London, og i 7-10 dage levede vi i uvidenhed.
Samtidig satte vi os alle mand og tastede ind, som om vi havde mistet det hele: menukort, data, koder til bogføring – vi sov på kontoret og fik måske genskabt 60 %. Men så kom usb-nøglen tilbage fra London, og vi skulle vente tre timer – uforståeligt længe – indtil: Boom! Vi var online igen! Jeg blev fem år ældre på de 10 dage.
Jeg er jyde, men tror ikke på janteloven. Det er min force: At udvikle et produkt til højest mulig kommerciel værdi, så du får mest muligt ud af hver bruger. 80 % af omsætningskanalerne i Just Eat lavede jeg. Det var små justeringer – kredit til forbrugeren, topplaceringer til restauranterne – som lavede store millionbeløb på bundlinjen.
Jeg havde ikke været god ved mig selv. Jeg holdt fire ugers ferie i otte år. Det duer jo ikke, når du samtidig arbejder 60 timer om ugen. Jeg skulle nok have taget orlov i et halvt år. Men jeg solgte i stedet nogle aktier og fik så en anden mand ind som direktør. Meningen var, at jeg skulle stå for de blødere områder, innovation, marketing, og han skulle lede. Men det viste sig, jeg valgte helt forkert. Jeg blev kørt helt ud på sidelinjen. Det var ligesom filmen ’Social Network’, hvor de tager røven på en af partnerne. Den slags forretning er en jungle.
Du har et svagt øjeblik, og straks er du omringet af folk med skarpe albuer. Jeg valgte at sælge mine aktier primært på baggrund af følelser og holdninger, som jeg ikke vil gå på kompromis med. Når jeg ikke har samme holdning som topledelsen, så vælger jeg med hjertet. Det koster en gang imellem. Jeg kommer til at miste mange mio. kr. i kontanter, når Just Eat går på børsen.
Men: Jeg har stadig tjent nok på Just Eat til ikke at skulle lave noget resten af mit liv, og jeg er fucking ligeglad, om jeg har en helikopter. 300 mio. eller 3 mia. – herregud, man klarer sig nok. Det handler om frihed.
Og: Jeg har siden investeret i 10 andre virksomheder, hvor jeg sikkert har tjent det samme, som jeg kunne have gjort i Just Eat, og samtidig haft det sjovere end at sidde og se min virksomhed blive mere og mere stiv, topstyret og corporate.
Annonse
Jeg solgte i 2011, hvor der kom et tilbud fra en venturefond. Så sad man der og skrev under på en pdf. Jeg sad med en lommeregner og kunne se, at jeg snusede til et trecifret millionbeløb.
Jeg tænkte, der nok ville gå lidt tid, men dagen efter stod pengene på kontoen. Som om der var tale om 1.000 kr. Jeg blev 20 år ældre på 10 år. Men heldigvis skulle jeg kun gøre det én gang.
Jesper Buch savnede et sted, hvor man kunne bestille fastfood på nettet. Så han lavede
takeaway-tjenesten Just Eat og indledte et hæsblæsende kapløb med andre, der havde fået den samme idé. Undervejs var en fatal fejl tæt på at sænke projektet.
