Sidste år lavede vi en liste over 19 sproglige misforståelser, der gav os kvalme.
Nu benytter vi årsskiftet til at bringe endnu en blandet pose af sprogbolsjer, vi på redaktionen ikke har lyst til at tage i munden.
Posen er blandet i den forstand, at nogle af vendingerne smagte os udmærket, inden de blev så forsuttede, at de mistede enhver skarphed, mens andre lige fra begyndelsen var ren selvglæde, jantelov eller passiv aggressivitet overtrukket med et lag syntetisk sødme.
Den er også blandet i den forstand, at nogle af tingene ikke så meget bliver sagt som skrevet i vores samtaler på de sociale medier eller i marketinglingo. Men lad os komme til sagen:
Så fint
Som i: ”Det er så fint, at du kommer en time for sent til vores aftale.” eller ”Det er så fint, at du ikke likede mit billede.” Måske endda: ”Det er så fint, at du ikke reddede det straffespark.” Prøv i stedet med ’fint nok’ eller ’i orden’, hvis du gerne vil fortælle nogen, at noget er OK.
Godt brølt!
Høres mest på Facebook. Lidt i samme afdeling som ’så fint’, bare endnu mere patroniserende, også selv om det kommer fra Shakespeare. Bruges, når andre har brugt tid og hjerte på et synspunkt, som du tror, du klapper dem på skulderen for. I virkeligheden siger du: Flot forsøg, men din lille mening kommer aldrig til at ændre noget som helst.
Abonnere på
Effektivt, men perfidt. Vi taler ikke Politiken-, Netflix- eller Euroman-abonnementet. Vi taler om metaforen, som politiske kommentatorer og andre magtmennesker anvender, når de vil skyde andre i skoene, at de blindt klynger sig til deres synspunkter. Stillingtagen per PBS, kunne man sige. Anvendes udelukkende med nægtelse først: ”Det er ikke en holdning, jeg abonnerer på.”
Entreprenør
Vi er nogle, der mener, at titlen stadigvæk er forbeholdt firmaer, der arbejder med bygge- og anlægsvirksomhed. Hvis du har lavet en app, et juicefirma eller et tøjmærke, kan du så ikke nøjes med iværksætter, please? Og jo, vi ved godt, at det hedder entrepreneur i USA, hvor du drømmer om at slå igennem, men det er jo derovre.
Oh my god
Udtryk for forbløffelse. Som i ”oh my god, sagde hun det?” eller ”oh my god, skal vi have spaghetti til aftensmad?” Selv teenagere burde vokse fra det. Prøv med 'virkelig', hvis du savner et alternativ.
Stop dig selv
Dine frelste internetvenners krav om, at du udøver selvcensur, hvis din tone eller humor bliver for smagløs. Indikerer, at nogen er helt ude på det frådende hæmningsløse overdrev og er generelt et belejligt modsvar, hvis nogen ytrer noget kontroversielt. Er også hørt i ’det virkelige liv’. Stop det!
Ironi kan forekomme
Vi bliver på internettet, og må bare sige, at det som bekendt er svært at blæse og have mel i munden på samme tid: Enten stoler du på din egen kryptiskhed, eller også formulerer du dig eksplicit. Det er for øvrigt en fornærmelse mod dine læseres intelligens at forsyne dine indlæg med varedeklaration.
Jeg går med …
Som i ”Skal jeg have chokolade eller vanilje? Jeg går med chokoladen.” Nej. På dansk hedder det, at vælge.
At løbe med
Stafet-metafor overtaget fra det amerikanske og anvendt på arbejdspladser med flere afdelinger. Som i: ”Marketing har den og løber med den.” Efter vores mening må politikerne gerne beholde sportssproget.
At slå op i banen
Apropos. Den slags, Anders Samuelsen hælder ind i en sætning, når han skal vinde tid og lyde så gammelklog, som sad han i Forum til seksdagesløb og røg cerut. Udtrykket stammer fra banecykling, og vi ved ikke, hvordan det har listet sig ind i moderne kommunikation, men vi ved, at vi var nødt til at slå det op.
Når noget ikke ser kønt ud
Og nu vi er ved Samuelsen, så er han og flere kommentatorer begyndt at tale meget om politiske processer, der ”ikke ser kønne ud”. Men er det virkelig der, vi er endt, at politik skal bedømmes med stilpoint og ikke på resultater?
Skalérbart
Moderne købmandssnak, du sikkert kender fra jobbet. Vil vist nok sige, at man kan øge produktionsmængden uden at øge udgifterne tilsvarende.
Partner in crime
En tid lang et udmærket udtryk for venner, der er dårlig indflydelse for hinanden, men har det fedt med den ballade, de laver, sådan Bonnie og Clyde-agtigt. Efterhånden udvandet til noget, som folk bruger for at sexe deres partnerskab med en kompagnon, hustru eller squashmakker op.
At hylde
Høres ofte inden for modekommunikation. Som i ”Levi’s nye kollektion hylder denim.” Eller ”Nikes nye støvle hylder fodbolden.” Er I sikre på, at I ikke kan fylde mere opstyltethed ind i den salgslinje?
Vi kører den ind med
Jovist, det gav en munter tone til beslutninger et pænt stykke tid, men skulle vi ikke snart finde på noget nyt?
Hold da op!
Som i ”hold da op, du er blevet klippet.” Hvad er det nu, man plejer at sige? Nå jo: Hvis ikke du har noget pænt at sige, så ...
Som du selv siger
For så vidt en inkluderende gestus. Men i stigende grad anvendt af storsnakkende personager, der ikke overlader os et sekund til at sige noget som helst. På den måde kan de holde monologen i live i timevis.
Fremadrettet
I tilfælde af, at der stadig skulle være nogen, der kunne finde på det. Det hedder bare ’fremover’, hvis ikke du vil lyde som en kommunaldirektør i provinsen.
LÆS OGSÅ: Sprogsminke: Vintage og 11 andre ord, der skal ud af sproget
LÆS OGSÅ: 230 ting man burde gøre noget mere
LÆS OGSÅ: Mølle og 24 andre fynske vendinger alle burde kende