21 Savage har aldrig skjult sin status som immigrant, siger hans advokat

Rapperen 21 Savage tilbageholdes i disse dage af amerikanske myndigheder, fordi han i strid med hidtidige oplysninger ikke er amerikaner. Men hans advokat siger nu, at hans oprindelse aldrig har været forsøgt skjult.

21 Savage har aldrig skjult sin status som immigrant, siger hans advokat
Offentliggjort

I søndags blev rapperen 21 Savage, borgerligt døbt Sha Yaa Bin Abraham-Joseph, anholdt i sin hjemby Atlanta og bragt i immigrationsstyrelsen ICE’s varetægt i Georgia.

Der sidder han stadig, anklaget for at være illegal indvandrer, efter han som 13-årig ankom til USA med sin familie. Anklagerne lyder på, at han siden 2006, hvor hans oprindelige visa udløb, har opholdt sig ulovligt i landet.

Men 21 Savages advokat Charles H. Kuck påpeger, at hans klient aldrig har forsøgt at skjule sin oprindelse - faktisk, så anmodede han i 2016 om et såkaldt U Visa, som udstedes til folk, der har været udsat for kriminalitet i USA og oplevet betragtelig psykisk eller fysisk skade.

”Hr. Abraham-Joseph har aldrig skjult sin immigrationsstatus over for den amerikanske regering,” udtaler advokat Charles H. Kuck i en pressemeddelelse.

”Ministeriet for indenlandsk sikkerhed har kendt til hans adresse og hans historik siden anmodningen om U Visa i 2017. Alligevel har de ikke foretaget nogle handlinger mod ham før denne weekend.”

En prekær situation for den succesfulde rapstjerne, som på søndag er med i kapløbet om to Grammy-statuetter for sin medvirken på Post Malones verdenshit ’Rockstar’.