Er dit nytårsforsæt, at du vil læse noget mere? Her er tre gode bøger, du kan kaste dig over

Lad litteraturen hjælpe dig igennem vinteren.

Er dit nytårsforsæt, at du vil læse noget mere? Her er tre gode bøger, du kan kaste dig over
Offentliggjort

’Pink Moon’

Historien om tilblivelsen af den første biografi om den engelske guitarist og sangskriver Nick Drake, som i 1974 tog sit eget liv i en alder af 26 år, er ret vild i sig selv. Da Nick Drake gik bort, var han nærmest totalt ukendt, selvom han havde sendt tre album på gaden.

I 1979 drog den danske digter Gorm Henrik Rasmussen til Warwickshire og interviewede Nick Drakes forældre, Rodney og Molly Drake, i deres hjem. Det blev til ’Pink Moon’, som udkom i 1986 – og senere på det internationale marked, hvor bogen blev kult.

I dag er Nick Drake hyldet som et af de vigtigste navne i engelsk musikhistorie, og denne opdaterede version af ’Pink Moon’ byder blandt andet på i alt otte års korrespondance mellem Gorm Henrik Rasmussen og Rodney og Molly Drake.

’Drømmenes by’

Don Winslow anses for at være en af de største krimiforfattere i USA i moderne tid, ikke mindst på grund af den mesterlige ’Kartellet’.

Længe har Winslow i sine bøger fokuseret på narkokrigen med tråde til Sydamerika, men i sin nuværende trilogi, som blev indledt med ’Flammernes by’, zoomer han ind på en blodig krig mellem den irske og den italienske mafia.

I midten af det brogede persongalleri står gangsteren Danny Ryan, som er på flugt med sin lille søn, sin aldrende, alkoholiserede far og nogle få loyale bandemedlemmer.

Ryan ender i Californien, og mens han begynder at involvere sig i filmindustrien i Hollywood, genopbygger han sit kriminelle imperium.

Don Winslow er i topform og har i sine seneste bøger slebet sin stil så meget til, at han efterhånden er på niveau med James Ellroy og nu afdøde Cormac McCarthy.

’Skynd dig at elske’

Det virker, som om den svenske forfatter Alex Schulman har en tilsyneladende utømmelig åre at tappe fra, når det kommer til at skrive selvbiografiske bøger.

I både ’Glem mig’ om relationen til sin alkoholiserede mor og i ’Brænd alle mine breve’ om hans mormor og morfars tragiske skæbner har Schulman taget gevaldige hug af hovedstolen.

Det samme gælder ’Skynd dig at elske’, hans debutroman, som oprindelig er fra 2009 og nu udkommer på dansk. Her beretter han om sin far, Allan Schulman, en kendt tv-producer, der døde som 84-årig i 2003, da Alex Schulman var 27 år.

Flere år senere tager han til familiens sommerhus i Värmland for at blive klogere på sin far og for at håndtere sin sorg.

Langsomt udrulles minderne, og det er flere steder uafrysteligt, på en gang smertefuldt, varmt og rørende, at følge en søn og hans fars kamp mod den tid, der er tilbage.