Post Malone var Roskildes første store (positive) overraskelse
Målt på folkelighed fristes man til at sige, at Post Malone er det internationale svar på Thomas Helmig.
Ja, du læste rigtigt.
Annonse
Hans koncert onsdag aften på Orange Scene cementerede da også, hvor bredt og vidt numre som ‘White Iverson' og ‘Rockstar’ rent faktisk er nået ud.
På en lun sommeraften fik han teenagere fra Gentofte, mødre fra Esbjerg og 80.000 andre til at skråle så højt, at det var umuligt at føre en samtale med sidemanden. Det var en overraskende god koncert, ikke mindst set i lyset af, at den ansigtstatoverede amerikaner siden 2018 har været på lidt af en musisk deroute, hvor de seneste års singler og album har båret præg af, at han er blevet opslugt af den kønsløse og kommercialiserede mainstreampops sorte hul.
Men på Orange kom, så og sejrede han og leverede et levende show, der inkluderede kast med guitarer, ild på scenen, guitarsoloer og growl. Post Malone mindede os om, hvor stærkt et bagkatalog, han har, og når han tilmed selv sang – endda ganske godt – uden playback, gik det hele bare op i en højere enhed. Og til slut blev gigahitsene bakket op af et storslået fyrværkeri-show, der fik horderne på pladsen til at bryde ud i en nærmest Sommeren 92-agtig jubel.
Det er (næsten) umuligt at finde cigaretter på Roskilde
Man skal have smøger med hjemmefra. Så kort kan det siges, hvis man skal på Roskilde Festival. I bod efter bod kan man opleve at spørge efter en pakke Marlboro eller Camel, og ingen steder har man heldet med sig.
Fraværet af salget af cigaretter skyldes, at det har været overordentlig svært for Roskilde at skaffe frivillige i år. Det betyder, at der ikke er nogen til at bemande boderne, og rigtig mange steder på festivalpladserne er der lange køer til eksempelvis mad og alkohol.
Annonse
Festivalen har dog selv meldt ud, at der efter planen skulle åbne fem boder med cigaretter i området. Det har dog hidtil ikke været muligt for Euromans udsendte at finde disse boder. Heldigvis er mange festivalgæster dog i det gavmilde hjørne og låner gerne ud til højre og venstre.
Her er ingen sure miner
Man kunne have frygtet, at kombinationen af omkring 25 graders varme og et festivalfolk, der skulle tage revanche oven på to års corona-nedlukning ville resultere i overspændte aggressioner og mulige slåskampe. Men det stik modsatte er tilfældet.
Alle er glade, alle er søde, alle smiler. Det kan virke bizart, at det kommer som en overraskelse, men med tanke på øldåsekast i Fælledparken og knivstikkeri til Fredagsrock i Tivoli på det seneste, så er Roskilde i år en tryg oase af venlighed og overskud.
I bedste Roskilde-ånd passer alle på hinanden, og har du brug for hjælp, er der både i ’Dream City’ og på selve festivalpladsen tusindvis af fremstrakte arme, der er klar til at guide dig. Mon ikke, at stifterne af festivalen tilbage i 1970’erne er stolte over at se 50-års-udgaven af Roskilde udfolde sig i år.
Der står en Soundboks i hver anden camp
Tobias Rahim, Gilli og Kesi dominerer lydbilledet i camp-områderne på festivalen. Det er svært at bevæge sig meget mere end 10 meter på Roskilde, uden at ’Mucki Bar’, ’Baianá’ eller ’Blå Himmel’ blæser ud af én af de mange Soundbokse.
Annonse
De tre ungdomskoryfæer må siges at have godt fat i camp-folket, og fordi vejret har været over al forventning, er den eksotiske musik med til at sætte stemningen, der i højere grad får dig til at drømme dig til en solkyst som en anden Don Domingo fremfor en mark vest for hovedstadsområdet.
Musikken bliver, som nævnt, udelukkende spillet på Soundbokse, og har du sagt Roskilde Festival, har du per automatik også sagt Soundboks. Gad vide hvad det danske firma har omsat for, når festivalen er overstået?
Mediebyen eksisterer ikke længere
Engang var Mediebyen på Roskilde stedet, hvis du skulle gnubbe skuldre med Nicklas Bendtner, Nicki Bille, Lykke May og andet godtfolk. Sådan er det bestemt ikke længere. Faktisk er der ikke noget, der hedder Mediebyen mere, og sådan har det vist været i et par år.
Nu hedder området, hvor pressen, pladeselskaber og alskens andre hænger ud,’Backstage Village’. Her spankulerer c-kendisser og influencere rundt, blandt label-folk, der er store i slaget og lystigt bonger ud på repræsentationskontoen, når de bestiller rhubarb-cocktails, kander med øl og Jägermeister-shots. Enkelt nægter dog at anerkende ’Backstage Village’ og har sat et skilt op, hvor der med håndskrift og en pil står ’Mediebyen – 100 meter den vej’.
En ting er dog, som det altid har været. Tuborg-teltet eksisterer stadig, og her flyder øllet gratis fra fad, hvis man er så heldig at have skaffet sig adgang.
