7 film, vi glæder os til at se på CPH:DOX

Efter to år med nedlukninger vender den københavnske dokumentarfestival CPH:DOX atter tilbage. Fra den 23. marts til den 3. april viser de mere end 180 film, og vi har her udvalgt dem, som vi glæder os mest til at se.

7 film, vi glæder os til at se på CPH:DOX
Offentliggjort

’Look at me!’

Da Soundcloud-rapperen XXXTentacion blev dræbt i forbindelse med et røveri tilbage i 2018, havde den 20-årige rapper netop fået sit helt store gennembrud og var en af de mest streamede artister på daværende tidspunkt. Ved siden af successen kæmpede han med en bipolar lidelse og selvmordstanker. Det kom også frem, at han var voldelig mod sin kæreste og havde et slemt stofmisbrug. I ’Look at me!’ bliver den unge rappers liv foldet ud med egne optagelser og interviews med folk omkring ham, og man kommer virkelig under huden på en stor karakter.

Filmen har premiere den 25. marts i Empire Bio

’Nordic by Nature – Michelin Stars’

Fortællingen om den afsidesliggende, 2-stjernede Michelin-restaurant, Koks, på Færøerne er i sig selv fascinerende. Med sin blotte tilstedeværelse har været med til at booste den færørske turisme, men nu flytter den hæderkronede restaurant til Grønland. I filmen ’Nordic by Nature’ følger man chefkok Poul Andrias Ziska, og kommer med på jagt efter lokale råvarer og tilberedelsen af de ekstravagante retter på den traditionelle færøske måde. Desuden er filmen spækket med smukke naturbilleder fra Færøerne, men også mere eksplicitte og rå billeder af blandt andet den kontroversielle grindehvalsjagt.

Filmen har premiere den 24. marts i Empire Bio

’Sirens’

’Sirens’ handler om det første metal-band fra Mellemøsten, der udelukkende består af kvinder. I filmen følger vi de fem libanesiske bandmedlemmer fra ’Slave to Sirens’ og deres kampe med musikken, hjemlandets konflikter og hinanden, hvor interne forhold i bandet udfordrer de fem kvinders relation. Filmens tematikker kredser om centrale rettighedsspørgsmål i det konfliktefyldte Libanon, hvor den sociokulturelle modstand og anti-LGTBQ+-politikker gør det svært at være en fremtrædende, kvindelig musiker.

Filmen har premiere den 26. marts i Empire Bio

’Taliban Land’

Efter årtiers krig falder Afghanistan pludseligt til Taliban i sommeren 2021. Som den eneste journalist i verden beslutter Nagieb Khaja at tage på rundrejse i landet i de kaotiske dage omkring magtskiftet. Mens de andre journalister rapporterer fra sikker grund i Kabuls lufthavn, insisterer han på at opleve overgangen til det fundamentalistiske Taleban-styre på tætteste hold. På sin rejse forsøger han at tegne et portræt af folkene bag Vestens fjendebillede. Dokumentaren er en beretning om det afghanske folk, som gennem mere end et halvt århundrede har været kastebold i et storpolitisk spil med forskellige internationale magter.

Filmen har premiere den 24. marts på Bremen Teater

’The Chocolate War’

For 20 år siden underskrev nogle af verdens største kakao-producenter en aftale om at afskaffe børneslaveri, men siden er problemet faktisk kun blevet værre. Menneskerettighedsadvokaten Terry Collingsworth har dedikeret sit liv til afskaffelsen af slaveri og menneskehandel, og forsøger bl.a. at få de store producenter Nestlé og Cargill dømt for systematisk at udnytte børn i Elfenbenskystens kakaoproduktion.

Nu er sagen nået til den amerikanske højesteret, og for at forberede sig på retssagen vil Terry Collingsworth samle flere beviser. Derfor tager han retur til Afrika, og på sin rejse til Mali møder han de seks tidligere barneslaver, som er hans nøglevidner. Han besøger blandt andet et børnerehabiliteringscenter, støttet af regeringer og NGO'er, som står ubrugt og ubenyttet. Alt sammen i forsøget på at holde kakaoprisen lav. 'The Chocolate War' taler direkte ind i en global dagsorden om social uretfærdighed, magtubalance og konsekvenserne af forbrugeradfærd.

Filmen har premiere den 23. marts i Grand Teatret

‘The Cars We Drove Into Capitalism’

Bilmærker som Trabant, Zastava, Zhiguli, Wartburg, Volga og Zaz var nogle af helt store spillere på den østlige side af Berlinmuren. Lige indtil Murens fald i 1989, hvor mange af bilerne sidenhen er blevet skrottet. Og selvom bilerne i dag langt fra er folkeeje, er der stadig en hård kerne af entusiaster, der holder liv i dem, og som udruster dem i bedste ’Pimp My Ride’-stil. På et charmerende road trip rundt i Østeuropa møder vi i filmen ’The Cars We Drove Into Capitalism’ samlerne og deres unikke og elskede biler, mens vi bliver lidt klogere på, hvordan det mentale jordskred som følge af overgangen fra kommunisme til kapitalisme mærkedes indefra.

Filmen har premiere den 26. marts i Palads

’A.I. At War’

Kunstig intelligens og algoritmer vinder mere og mere frem. Nu tager den franske krigsreporter og filminstruktør Florent Marcie teknogien skridtet videre og drager sammen med en lille robot ved navn Sota til brændpunkter som Mosul og Raqqa og siden til Paris under de Gule Vestes gadekampe. Sota kan tale, og pendanten mellem den lille robot med den kunstige intelligens og de belastede områder skaber en sjov synergi i dokumentarfilmen.

Filmen har premiere den 24. marts i Charlottenborg

Se hele programmet for CPH:DOX her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Dokumentar, Festival og Guide