ZLATKO BURIĆ STÅR OG tripper lidt på stedet uden for Da Laura i Cannes. Restauranten ligger på Rue Hoche, en sidegade til hovedstrøget Rue d’Antibes, og er stedet, man går hen, hvis man vil ses i Cannes. Vi befinder os midtvejs i årets filmfestival i maj i det sydfranske. I går blev svenske Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ vist i det store palæ nede ved vandet, og da rulleteksterne efter gallapremieren på filmen begyndte at køre over lærredet, rejste alle publikummerne, sådan cirka 1.500 mennesker, sig og kvitterede med otte minutters stående ovationer.
Da Laura er en af de restauranter, hvor man ikke bare kan ringe og bestille bord. Man skal møde op og reservere et bord. Så det har jeg gjort dagen før. Nu er klokken 14, den aftalte tid, og Zlatko Burić og jeg er ankommet. Til tiden. Vi træder indenfor, jeg siger mit navn, og en tjener, der vaklende balancerer to kopper espresso på en bakke, siger hastigt: ’Yes, yes, you can wait outside, then we’ll get you a table.’
Vi går udenfor i varmen, småsnakker lidt og observerer rendet af filmfolk: producere, indkøbere, filmbosser og skuespillere, der alle sætter sig ved deres borde. Minutterne går. Pludselig træder en velklædt mand i skjorte og solbriller direkte hen imod os. ’Zlatko, god damn, how have you been?’ siger han.
Zlatko Burić slår, som han altid gør, når han møder folk, et stort grin op og breder armene ud til en dyb omfavnelse.
