Da Adam Price skulle skrive den nye sæson af ‘Borgen’, var der to udviklinger i dansk politik, han ikke kunne se bort fra

Hvorfor har du valgt at skrive endnu en sæson af ’Borgen’?

”Da vi lavede ’Borgen’ i første omgang, blev vi meget overraskede over, at det blev et internationalt hit. Der var mange, som sagde, at der da ikke var nogen som helst, der interesserede sig for dansk koalitionspolitik, men det viste sig heldigvis at være anderledes. Vi var og er dybt taknemmelige og benovede over den succes, serien endte med at få, og havde det været alle mulige andre steder end Danmarks Radio, hvor man har en anden rotation, hvad angår serier, var vi sikkert fortsat med et par sæsoner mere. Jeg synes stadigvæk, at det var helt fint, at produktionen blev begrænset dengang, men vi sagde også til hinanden, at hvis den rigtige historie dukker op, vil det være sjovt at bringe bandet sammen igen.”

Og den rette historie dukkede op?

”Ja, det synes jeg.”

Kan du røbe noget af den?

”Jeg har prøvet at lave en historik inde i mit hoved omkring Birgitte Nyborg (spillet af Sidse Babett Knudsen, red.), siden vi sidst stiftede bekendtskab med hende for ni år siden. Hun sluttede tredje sæson af med at blive udenrigsminister i en borgerlig ledet regering under Lars Hesselboe, som blev spillet af Søren Spanning – æret være hans minde. Der sad hun i et antal år, og så har hun siddet i opposition i nogle år, men nu er der dannet et nyt flertal, hvor hun igen er blevet udenrigsminister. Den nye sæson har selvfølgelig en stor national side, men der er flere internationale spørgsmål med i denne sæson end de tidligere. Det handler om, at vi finder noget meget værdifuldt i Grønland. Jeg blev gjort opmærksom på nogle politiske forhold, som jeg virkelig godt kunne tænke mig at afdække gennem ’Borgen’. Vi kommer ind og diskuterer Danmarks relation til Grønland og omvendt, og vi kommer ind på Arktis-spørgsmålet. Det er som at smide en sten i en stille skovsø og se ringene brede sig. Det er den plotmæssige maskine.”

Hvilken del af serien har du haft størst fornøjelse med at skrive?

”Når man taler drama, plejer man at sige, at der er to store styringsmekanismer, man arbejder med: fascinationen og identifikationen. Fascinationen handler i ’Borgen’ om det politiske maskinrum, plottet og det, der driver fortællingen frem via en række plotpunkter. Den del virker godt, men den virker kun, hvis vi oplever, at det har direkte betydning for identifikationen med karaktererne. Så jeg befinder mig bedst, når jeg skriver de stykker, hvor plottet påvirker mennesket Birgitte Nyborg. ’Borgen’ handler så meget om følelserne. Den omtales ofte som ’den politisk serie’ og fred være med det. Men det er, når vi ser et menneske som Birgitte Nyborg, der er blevet ensomt, ulykkeligt og svigtet, at det bliver rigtig godt. Og jeg vil derhen og røre den særlige forbindelse mellem fascination og identifikation i hvert afsnit, for så kan jeg mærke, at serien er rigtig.”

Hvad er det for en Birgitte Nyborg, seerne kommer til at møde?

”Birgitte Nyborg er et helt andet sted – både som politiker og som menneske. Det er et nyt livskapitel for hende. Da Nyborg kom til, var hun jo en ung, smuk, idealistisk og fremadstormende kvinde med et liv, der inkluderede familie, sex, ægteskab. Men gradvist har vi fulgt hende miste alt det, og det har været en historie, jeg gerne ville fortælle: kvinden, der ofrer alt for det vigtigste job i verden. I den nye sæson er hun en kvinde, der formentlig har siddet i toppen af dansk politik i over 20 år. Hvad gør magten ved dig, hvis du er vant til at have indflydelse, og du er vant til at blive hørt? Det forandrer dig som menneske, er mit bud.”

Hvad har været det mest spændende ved at skrive den?

”Birgitte Hjort (der spiller Katrine Fønsmark i serien, red.) sagde det egentlig meget godt i en af de første pressemeddelelser, da hun sagde, at det var ligesom at møde gamle venner igen efter 10 år, hvilket altid er sjovt og spændende. ’Borgen’ har jo haft stor betydning for manges karrierer. Både for os, der skrev den, og for skuespillerne: Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort og Pilou Asbæk strøg jo til udlandet efterfølgende. Men derudover har det politiske ændret sig, og der er især to elementer, som jeg gerne ville have med.”

Hvilke?

”Vi har en lang tradition i Danmark for et embedsværk, der passer sit arbejde og holder sin kæft. Tamil-sagen var der, hvor vi første gang begyndte at drage embedsmænd ind i politiske sager. Efterhånden har vi fået øjnene mere og mere op for embedsværkets indflydelse på ministrene, og vi er blevet klogere på, hvordan ministerierne køres, når det er en svag minister, og når det er en stærk minister. I det gamle ’Borgen’ var der ikke plads til at folde det lag ud, men det fylder virkelig meget nu – senest er vi jo, ved den verserende minksag, endnu en gang blevet opmærksomme på embedsværkets betydning. Det prøver vi at give et indblik i, og det er en større del af serien denne gang. Vi kommer også til at dykke ned i, hvordan en politisk sag opstår og dør, for hastigheden i den proces er virkelig noget, der er accelereret i løbet af de seneste 10 år. Sociale medier har fået en afsindig betydning. Vi lever i en anden verden. Hvem er det egentlig, der skaber stormen? Det har været interessant at dykke ned i. Nu kan en sag starte med 200-300 ’indflydelsesrige’ meningsdannere, der skændes på sociale medier, og fordi de klassiske nyhedsmedier er presset på pengepungen, føler de sigtvunget til at tage sagen op. Sådan var det jo ikke før i tiden. Der skulle det være noget, der skete i verden, som journalisterne rapporterede fra. Nu er det folks holdning til en situation, der bliver historien i sig selv.”

Adam Price

54 år. Født og opvokset i København som barn af skuespillerne John og Birgitte Price. Studerede jura på Københavns Universitet fra 1986 til 1990, inden han droppede ud og blev manuskriptforfatter. Har gennem tiden skrevet på serier som ’Taxa’ og ’Nikolaj og Julie’, mens han har været hovedforfatter og skaber af ’Anna Pihl’, ’Borgen’, ’Herrens Veje’ samt Netflix-serien ’Ragnarok’. Derudover har han lavet 13. sæsoner af programmet ’Spise med Price’ på DR med sin storebror James Price. Far til børnene Josephine (24 år) og Storm (13 år).

Det lyder jo ikke videre positivt ...

”Jeg havde en stor ambition om at fortælle om demokrati og politik betragtet gennem den idealistiske prisme. Meget andet politisk drama på det tidspunkt var klassisk og kynisk i sin dramaturgi, hvilket også er en helt legitim vej at gå ned ad. Jeg talte meget med Michael Dobbs, der har skrevet ’House of Cards’ (bog fra 1989, red.), og som jeg betragter som en ven, der netop har skildret den politiske verden gennem den modsatte, kyniske prisme. Selvfølgelig skulle ’Borgen’ også være en serie, hvor man får snavs på manchetterne. Birgitte Nyborg sidder jo i fjerde afsnit i første sæson og siger til sin spindoktor, der spilles af Pilou Asbæk, at hun da havde håbet på, at der var gået mere end 100 dage, før hun løj for befolkningen. Men der var en lille flamme af håb et eller andet sted i det store mørke.”

Er den flamme slukket?

”Jeg ved ikke, om den er helt slukket.”

Men idealismen er forsvundet?

”Den politiske verden er blevet mere giftig i løbet af den tid, der er gået, synes jeg. Hastigheden i det politiske spil gør fejlprocenten større. Politikerne forventes altid at have en kommentar klar til et eller andet. Når først en shitstorm raser, kan tingene pludselig udvikle sig eksplosivt, og indimellem går det for stærkt. Jeg synes også, at der er tendenser til, at man ofte arbejder taktisk og destruktivt i national politik, hvor det har lige så stor betydning at skade politiske modstandere som at fremsætte og gennemføre sine egne synspunkter. Det er grundlæggende problematisk, for det handler mere om positionering end om politik. Hvis man har for meget af den slags, tror jeg, at det kommer til at skade tilliden til det politiske system med nogle langvarige effekter. Så ja, noget af den idealistiske gas er gået lidt af ballonen.”

Hvad har været den største udfordring ved at skrive den nye sæson?

”At holde os på niveau med den aktuelle politiske situation, ikke mindst i Grønland. Den har ændret sig konstant, og det var jo fx til stor interesse for mig og de andre manuskriptforfattere, at der var systemskifte i Grønland. Nogle af de synspunkter, som blev fremført i den grønlandske valgkamp, ville vi gerne have med. Vi har bestræbt os på at undgå de faldgrubber, man nemt kan falde i, når man forsøger at beskrive relationen mellem Danmark og Grønland. Der er mange fortidige klichéer, som vi har forsøgt at styre udenom og på den måde fremstå mere moderne.”

Hvor langt var I så i skriveprocessen, da Donald Trump udtalte, at han ville købe Grønland?

”Vi var et stykke undervejs, men USA virkede jo til nærmest at befinde sig i en anden galakse i de fire år, hvor Trump var præsident. Vi diskuterede, om det skulle indgå i serien, men samtidig har det været så bizarre udmeldinger, at det nærmest overgik fiktionen. Og det er ikke særlig sigende for, hvordan USA normalt agerer, hvis vi kigger med et historisk perspektiv. Der var så mange ting, der var helt uden for skiven under Trump, så jeg har valgt at dosere det ned.”

Der var nogle, der påstod, at du med ’Borgen’ groomede befolkningen og gjorde den klar til en kvindelig statsminister, og at du dermed banede vejen for Helle Thorning-Schmidt i 2011. Tror du på, at du kan påvirke virkelighedens politik med din fiktion?

”Tak for tilliden, men det har ikke noget på sig. Fordi Birgitte Nyborg befandt sig et sted på midten af dansk politik, hvilket var et dramaturgisk valg, jeg havde valgt, fordi Danmark ofte ledes hen over midten i praksis, blev vi også skudt i skoene – især af Dansk Folkeparti – at vi ville påvirke befolkningen politisk. Men Copenhagen Business School lavede en undersøgelse af, om ’Borgen’ havde haft skubbet til sine kerneseeres politiske ståsted. Det viste sig, at ’Borgen’ havde øget den politiske interesse hos seerne, men den havde ikke bevæget nogen partipolitisk. Folk er lykkeligvis i stand til at se forskel på fiktion og virkelighed. Jeg blev også fortalt, at efter afsnit 24 eller 25 havde Landbrug & Fødevarer overvejet et politisk beredskab i England, fordi afsnittet var kritisk over for dansk svineproduktion, og ’Borgen’ var sindssygt populært i England. Landbrug & Fødevarer var efter sigende bange for, at det kunne påvirke den danske svineeksport til England. Jeg tror ikke, at de oplevede udsving overhovedet i svineeksporten, men bare det, at de havde overvejelsen, er interessant.”

Du blev også anklaget for at have et meget karikeret syn på højrefløjen. Har dit syn på højrefløjen ændret sig i løbet af de seneste 10 år?

”Jeg er barn af det gamle, polariserede Danmark, hvor der var en meget markant højre- og venstrefløj. Verden har forandret sig helt fundamentalt siden da. Der er nogle synspunkter, som mange havde forsvoret aldrig ville rejse hen over midten, som pludselig er blevet helt legitime at have på tværs af det politiske landskab. Ole Thestrup (der stod i spidsen for Frihedspartiet, seriens svar på Dansk Folkeparti, red.) – æret være hans minde – var jo en fantastisk skuespiller, og vi prøvede at sige til hinanden i forfatterrummet, at det, der kom ud af munden på den mand, det var nødt til at være sandt i et eller andet omfang. Det kan godt være, at det var sat på spidsen, men der skulle være noget sandhed i det. Ole Thestrup var lun, så han kunne stå og sige nogle ting, hvor andre gerne skulle tænke: ’Ej, det sagde han ikke. Men et eller andet sted har han jo ret.’ Så jeg synes, at det var interessant at gøre ham til leder for et parti, der har den type holdninger. Det havde været noget helt andet, hvis vi havde sat en rigtig skurk i front for Frihedspartiet. Så var det blevet ondt, negativt og tendentiøst uden nogen form for humor.”

Du har lige skrevet en opera med Kasper Holten, du har skrevet en ny sæson af ’Borgen’, og du er i gang med at optage endnu en sæson af ’Spise med Price’. Hvor meget arbejder du?

”Jeg arbejder i princippet hele tiden. Når man skriver eller arbejder inden for det kreative fag, er man aldrig rigtig færdig med sit arbejde. Men jeg er også bevidst om, at det er vigtigt at vide, hvornår man i princippet har fri. Der er dog det særlige ved at arbejde som forfatter, at man ikke altid er herre over, hvornår den idé, man gik og ventede på, kommer.

Jeg kan sidde sammen med nogle venner og drikke vin, og pludselig opstår der noget i samtalen, der får puslespillet til at gå op. Eller jeg kan ligge og være ved at falde i søvn, og så kommer jeg i tanke om en idé, som jeg så skynder mig at taste ind i min Noter-app på telefonen, så jeg ikke ender med at ligge og tænke over det hele natten. Der var engang en, der sagde til mig, at når man arbejder inden for de kreative fag, så svarer det på en måde lidt til klichéen om at have en gård i gamle dage: Man kan ikke bare forsvinde i ugevis; dyrene skal jo have mad; ideerne og projekterne skal fodres løbende. Et eller andet sted i hjernen er der jo nok altid en proces i gang, der handler om arbejde.”

Har du altid været i stand til at styre det?

”Det har taget mig en del år at finde en rytme, der er frugtbar og effektiv. En metode, der kunne udnytte min fortællelyst og rastløshed på den bedst mulige måde, fordi jeg var dårlig til at strukturere min arbejdsgang før i tiden. Men nu, hvor jeg faktisk synes, jeg har knækket koden, føler jeg også, at jeg næsten er blevet mere produktiv, samtidig med at det føles som om, jeg arbejder meget mindre.”

Du har ikke altid været så produktiv, som du er nu?

”Jeg tror egentlig, at jeg altid har været relativt produktiv. Det er en af mine store forcer, at jeg kan skrive ret hurtigt, når idé og retning først er klar. Begejstring er meget min drivkraft. Det skal være sjovt at tage på arbejde. Jeg prøver at skabe et positivt ladet forfatterrum, som er drevet af lyst og god stemning på alle projekter, jeg er en del af. Legebarnet forlader mig nok aldrig.”

Hvor kommer din arbejdsiver fra?

”Arbejdet, og det vil James (Adam Prices storebror, red.) også sige, har altid haft en meget høj prioritet i vores familie. Vores forældre var teaterskuespillere, og der skal man naturligvis møde op, ellers kan de jo ikke spille stykket. Der var noget nærmest helligt over arbejdet for vores forældre, og det har jo naturligvis påvirket min bror og mig. Den særlige nødvendighed omkring arbejdet gjorde jeg også til en del af ’Borgen’. Det har jo både en positiv og en negativ side. Mennesker, der nærmest er tændt af en mission, når de er på arbejde, har ofte en evne til at sætte deres vilje igennem, og det kan virke nærmest nådesløst overfor deres omgivelser. Sådan var det at vokse op med to kunstnere, som begge havde en meget stærk vilje og idé om, hvad de ønskede at opnå. Men det handler også om hårdt arbejde, hvis man vil lykkes indenfor denne her branche. Man skal virkelig ville det. Når der kommer en ny forfatter ind hos os (produktionsselskabet SAM, som Adam Price er medejer af, red.), så vil vi ikke mindst gerne mærke, at de har en stærk vilje i forhold til den historie, de vil fortælle, for hvis forfatteren ikke tror stærkt på sin egen historie, hvordan skulle man så nogensinde kunne overbevise andre om dens vigtighed? I øvrigt er det ikke uinteressant at drage en direkte sammenligning med dramaturgiens verden. Det, der konstituerer en karakter, er faktisk også, at den har en vilje. En karakter skal ville noget, uden en vilje er det ikke en karakter.”

Har det været vigtigt for dig at sprede din kunst over flere fag?

”Jeg har ikke mindst lavet mange forskellige ting, fordi jeg har skullet leve af det. Jeg var på vej til at blive jurist, men valgte i stedet at blive manuskriptforfatter, og der handlede de første mange år om overlevelse. Så når telefonen ringede, og jeg blev spurgt, om jeg ville skrive nogle mellemtekster til et muligvis rædsomt underholdningsprogram på en eller anden obskur tv-kanal, så sagde jeg ofte ja. Så jeg har været i en masse forskellige hjørner af branchen af ren og skær nødvendighed, men det har også givet mig meget erfaring inden for forskellige genrer.”

Hvad kan du bedst lide at beskæftige dig med?

”Min far var instruktør og skuespiller, og så skrev han om mad ved siden af som en meget væsentlig hobby. Men kernen for ham var teater. For mig er kernen at skrive – helt ubetinget. Og jeg vil sige det samme, hvis du vækker mig midt om natten. Jeg havde i mange år en meget fornem sidegesjæft som madanmelder på Politiken, der medførte, at jeg kom dybt ind i gastronomiens verden. Senere sendte James og jeg et programforslag til Danmarks Radio, hvor vi skrev, at vi gerne ville sidde i redaktionen, hvis de igen ville lave et madprogram. Men efter DR havde hørt vores familiehistorie omkring mad, foreslog de, at vi selv blev værter. Det blev så til ’Spise med Price’.”

Havde I regnet med, at det ville blive så populært?

”Vi troede på ingen måde, at det skulle være mere end én sæson. Vi var jo bare to madglade brødre, der rendte rundt i et sommerhus og lavede den mad, vores far havde lært os at elske. Men det blev pludselig enormt populært, og nu er vi i gang med at lave 14. sæson. Det forstår vi knapt nok selv. Der er nok mange ude i landet, der primært kender mig gennem det. Det har inden for de sidste 10 år ydermere kastet en række restauranter af sig. Det var en gammel familiedrøm at eje en restaurant, som vores forældre aldrig fik realiseret. James og jeg var så heldige at kunne indgå et samarbejde med min gamle ven Mads Bøttger, der, ud over at eje Dragsholm slot, også er en superprofessionel og dygtig restauratør. Og hvor vil jeg så hen med den historie? At det er en række af tilfældigheder, der har givet mig en fantastisk sidekarriere som tv-vært og restauratør. Men kernen i mit professionelle liv vil alligevel altid nok være arbejdet som forfatter.”

Har du planer om at forene mad og fiktion?

”Det drømmer jeg i hvert fald om. Der er så mange historier i den branche, så det kunne være sjovt en dag at skrive et voldsomt drama med udgangspunkt i gastronomiens verden.”

Jeg går ud fra, at de store mediegiganter står på spring for sådan en serie?

”Det er en meget privilegeret situation, at vi kan tillade os at drømme stort. Vi sidder til møder med Netflix, HBO, Apple etc., og de er jo alle begejstrede for, hvad der foregår i Danmark. Da jeg for 20 år siden var dramachef på TV 2, og vi gik til møder med BBC, var det jo umuligt at sælge nogle af vores idéer om internationalt samarbejde: ’Why should we? We don’t need you. You will buy our stuff anyway, and we are not interested in yours.” De var iskolde. Nu, mange år senere, er vi endelig nået til en situation, hvor de faktisk tager telefonen, når vi ringer.”

Savner du at være madanmelder?

”Jeg savner den forbindelse, man har med restaurationsbranchen. At man ved, hvad der foregår alle steder. Kender de nye kokke, der er på vej. Jeg er jo ikke lige så orienteret i dag, som jeg var engang, og det kan godt ærgre mig en gang imellem. Men jeg har stadig fornøjelsen af Københavns restaurantscene, fordi jeg bor og arbejder i og omkring byen.”

Hvor går du hen?

”Jeg besøgte for nylig The Samuel, som Jonathan Berntsen står bag. Det er et meget personligt køkken, som jeg ikke vil vove at sætte et geografisk mærkat på. Det er moderne gourmet med udsigt til hele verden. Jeg fik blandt andet blæksprutte i en kokos-beurre blanc, og det var sgu godt og overraskende. I et strengt nordisk univers var der naturligvis ikke nogen, som pludselig kunne finde på at begynde at strinte med kokos, men nu er vi et nyt sted med nye ambitioner og horisonter – og det er forfriskende. Derudover er det helt fantastisk, at vi har fået et sted som Sushi Anaba i Nordhavn, der laver sushi af den kaliber. Jeg elsker også det lag, der er i hverdagsgastronomien. Fx det mexicanske køkken, så jeg kan rigtig godt lide at komme på et sted som Sanchez, som den tidligere Noma-kok Rosie Sanchez har. Men ellers spiser jeg jo ofte på vores egne restauranter, for man skal jo altid lige tjekke en ny ret, som vores køkkenchef har sat på kortet, eller sikre sig, at der er nok paprika i Boeuf Stroganoffen.”

Hvad synes du om den udvikling, den danske madscene har været igennem?

”Som madanmelder var jeg i sin tid virkelig med til at opleve hele den ny-nordiske madrevolution. Den havde en vanvittig betydning, og den har været med til at sætte den danske gastronomiske scene på det internationale landkort. Men jeg er utrolig glad for, at madkunsten ikke er stagneret der. Den har hele tiden været i bevægelse. Hvis man ser på de allerførste retter, der kom fra Noma-universet, har det virkelig bevæget sig, i forhold til hvor det er i dag. Og det har betydet, at Danmarks gastronomiske claim-to-fame ikke kun er fnuglette, syrerige og urtebaserede menuer, som er ledsaget af 10 naturhvidvine. Nu kan vi byde ind med en masse andre genrer. Restaurantscenen er kun blevet mere og mere interessant.”

Er der noget, du savner?

”Man ville være et svin, hvis man sad her og efterspurgte mere, for vi er så utrolig heldige med vores gastronomiske scene. Da jeg voksede op, var der godt nok langt mellem snapsene. Der var måske to Michelin-restauranter i hele landet. Jeg synes, det er blæret, at når der sker noget nyt på den globale restaurantscene, kan det være startet påJægersborggade frem for på Lower East Side på Manhattan. Jeg venter bare på det næste nye, der kommer, som godt kunne være endnu et asiatisk boom. Jeg er selv meget glad for at lave asiatisk derhjemme, og jeg har en stadig mere og mere madinteresseret søn, der er begyndt at sige: ’Ej, nu skal vi fandeme have den der caramelized sweet and sour pork.’ Det brokker jeg mig ikke over.”

Betragter du dig selv som folkelig?

”På den ene side kommer jeg fra en ældgammel, kulturbærende familie, og jeg har et meget finkulturelt ben, idet jeg elsker litteratur, poesi, teater og opera. Jeg er vokset op i et hjem udelukkende med klassisk musik, der var ikke én rytmisk plade i mine forældres hjem – måske lige på nær én med Charles Aznavour. Samtidig stammer jeg også fra en gammel gøglerslægt, der har rejst Europa tyndt og optrådt for høj og lav. Min familie har altid forholdt sig til et publikum; de ’fine’ i familien har været balletdansere, operasangere eller kongelige skuespillere; andre har været klovne og cirkusartister, der skulle sælge et grin til det nærmeste publikum på en markedsplads. Jeg er et produkt af hele denne kulørte familiehistorie. Det har nok også lært mig, at der skal fisk i bassinet; der er nogen, som skal se det, man optræder med. Jeg skaber fortællinger til et massemedie nu, og det er jeg på ingen måde flov over. Hvis jeg har et talent for noget, så er det måske at kunne anskueliggøre komplekse ting på en underholdende og forhåbentlig medrivende måde. Det synes jeg i princippet, at både ’Herrens Veje’ og ’Borgen’ er eksempler på. At man arbejder med vanskelige emner, samtidig med at man forsøger at skabe en fortælling til et stort publikum uden at tale ned til folk. Og ligesom de gamle cirkusartister, der var mine forfædre, prøver jeg at målrette mine historier til det publikum, der har lyst at komme.”