Adnan Al-Adhami er konfliktsky af natur. Alligevel er det frygtløse konfronteringer, han har fået succes med

Da en presset Frank Jensen stiller sig frem på talerstolen til pressemøde d. 19. oktober 2020, er han omringet af kritiske journalister, der kigger på ham, som rovdyr betragter deres bytte, og med dybdeborende spørgsmål står de klar til at flå hans eftermæle i småstykker som følge af den sexisme-skandale, overborgmesteren befinder sig i.

Adnan Al-Adhami er P3s udsendte, og han har fundet en god placering i midten af halvcirklen omkring Frank Jensen, da han stiller sit spørgsmål:

”Har du et godt råd til Jeppe Kofod?” med hentydning til udenrigsministerens sexsag fra 2008. Der er ingen tvivl om, at det er en yderst flabet sammenligning. Med ansigtet i stive folder svarer Frank Jensen ’nej,’ og skynder sig videre.

Scenen stammer fra P3-satirevideoen ’Sexkrænkelser i Socialdemokratiet’ og er blot en af mange i satireserien ’Adnan på tværs’, som handler om 26-årige Adnan Al-Adhami, der tager ud i Danmark for at være, ja, på tværs.

Selv siger han, at han af natur er utroligt konfliktsky – noget, som kan synes svært at tro på, når størstedelen af hans arbejde består i at opføre sig som det, han selv kalder et dumt røvhul. En dag er han en ubeslutsom kunde blottet for sociale normer ved en pølsevogn, og en anden dag overfuser han helt almindelige danskere på gaden eller danser ’unge’ TikTok-danse på Borgen for at lokke Jeppe Kofod ud af Folketingssalen til en snak om sexisme.

”Min adfærd ofte er ret grænseoverskridende, og det bryder jeg mig egentlig ikke om. Derfor har jeg et behov for at minde mig selv om, at det er et arbejde, og det skal passes,” forklarer han, “ Det er også derfor, jeg har brug for at springe ud i de ubehagelige situationer, så plasteret bliver trukket af hurtigt.”

”Det er især ubehageligt at lave skjulte optagelser med almindelige mennesker, hvor jeg opfører mig ubehøvlet. Til gengæld er det en stor lettelse, når jeg afslører, at det er et set-up. Ni ud af ti synes heldigvis, det er sjovt og vil gerne medvirke.”

Hvis du ikke allerede har hørt om Adnan Al-Adhami, er det på tide, du lærer ham at kende. På ganske kort tid har han med sine tåkrummende, hårdtslående og morsomme satirevideoer etableret sig som et navn i den danske medieverden. Mens traditionelle journalister kæmper for at fange den unge målgruppes interesse, har Adnan Al-Adhami den i sin hule hånd. Flere af ’Adnan på tværs’-videoerne har rundet en million visninger alene på Facebook.

Med sin krøllede hjerne, kloge humoristiske sans og kvælende kærlighedserklæringer til politikere, der ikke fortjener det, synes Adnan Al-Adhami at være et godt bud på en folkekær satiriker in spe. Også selvom han blev journalist ved et tilfælde og egentlig ikke helt ved, hvorfor hans videoer er blevet så populære.

Hvorfor blev du journalist?

”Det var meget tilfældigt. Jeg troede, at jeg skulle være statskundskaber. Heldigvis havde jeg en gymnasielærer, som sagde: ’Du kommer til at dø i det der statskundskabsregi.’ Når jeg tænker over det i dag, tror jeg, at hun havde helt ret. Selvom jeg altid har været politisk interesseret, syntes jeg endnu mere om at lave sjove videoer, som blev spillet på gymnasiets morgensamlinger. Pludselig gav journalist-studiet mening. Jeg ville rigtig gerne være graverjournalist, og jeg fik også prøvet lidt kræfter med det, da jeg var praktikant på Radio24syv. I min praktiktid lærte jeg to ting:

1) At levere klager. Mange af dem. Faktisk fortalte min chef mig, at han aldrig havde haft en praktikant, som leverede så mange klager som jeg.

2) At konfrontere folk. Vi havde blandt andet et koncept under valgkampen, som lød: ’Glemmer du, så husker vi,’ hvor vi konfronterede politikerne med sager, de har nægtet at kommentere på. Vi konfronterede dem, mens de stod på gaden og delte flyers ud. Det var ret ubehageligt, fordi man virkelig var en sten i skoen på nogen, der bare ikke havde lyst til, at man var der.”

Men der er alligevel langt fra undersøgende journalist på Radio24syv til satire på P3?

”Absolut, men på Radio24syv lavede jeg en del indslag, som var grineren. Den daværende nyhedschef Kristoffer Eriksen sagde til mig, at det var ærgerligt, at jeg skulle bruge min tid på at sidde og lege graverjournalist, når jeg var dygtig til at lave skæve indslag. Så jeg fik flere og flere opgaver, der handlede om at tage pis på folk.

Da Morten Østergaard eksempelvis skulle svømme fra Lindholm til Stege Bugt, fik jeg lov til at hoppe med på Radikale Venstres båd, hvorfra jeg live-kommenterede undervejs, og kom med dumme bemærkninger såsom: 'Morten Østergaard befinder sig lige nu på dybt vand, og her befinder han sig rigtig godt.' Siden er det gået op for mig, at jeg skulle fokusere på det, jeg er god til, i stedet for det der er anerkendt i branchen som den allerfineste journalistik.”

Hvornår vidste du, at du var en god satiriker?

”Jeg har altid vidst, at jeg var sjov, men jeg fik først selvtilliden til at være sjov offentligt, da jeg startede på Radio24syv. Det er nok den arbejdsplads, jeg har været på, hvor man har gjort mest ud af at anerkende sine medarbejdere. Man fik klapsalver, når man kom ind på redaktionsmøderne, hvis man havde lavet et godt indslag. Det var et drug, som man blev afhængig af, men det gav mig selvtillid og troen på, at jeg var dygtig.”

Hvad består dit talent i?

”Det lyder nok selvsmagende, men jeg er meget arbejdsom. Hvis der er noget, jeg gerne vil være god til, så går jeg all-in. Jeg tror, at man kan meget, hvis man er ihærdig. Jeg holder derfor heller ikke igen med at byde mig selv til, hvis der er en arbejdsopgave, jeg gerne vil løse.”

Det var for eksempel også mig selv, der kontaktede satireredaktionen på P3 og sagde: ’Jeg tror, jeg kan bidrage med noget her’. Så kan det godt være, at man bliver gjort til grin, og de synes, man er en kæmpe idiot, fordi man antager, at man kan bruges til noget som helst. Men hvis man ikke tør at stille sig selv et sårbart sted, så rykker man sig jo sjældent. Og jeg har rykket mig, fordi jeg har fået lov til at arbejde sammen med mennesker, der har gjort mig dygtigere.”

Hvordan opstod 'Adnan på tværs'?

”Min nuværende chef og jeg talte om at lave et satireformat, som var forankret i virkeligheden. Der findes meget god satire, men det er oftest ren fiktion. Vi startede ud med at lave en video, som handlede om, at vi var blevet lidt for gode til at udskamme folk, der ikke holdt afstand i starten af corona-pandemien. Jeg gik derfor rundt og skældte folk ud. Videoen var virkelig trukket ud ad røven. Vi anede faktisk ikke, hvad vi lavede – men det gik jo godt.

Ellers prøvede vi at lave videoer, hvor jeg stillede politikerne sjove spørgsmål. Sådan noget som: ’Søren Pape, hvad gjorde du, da frisørerne lukkede?’ Det viste sig hurtigt, at der var et stort publikum for det, og det beviser jo, at man godt kan lave politisk satire til en yngre målgruppe. Unge mennesker har en kæmpe interesse for politik, de har bare ikke altid lyst til at få det serveret tv-avisen-style.”

Hvad er det mest grænseoverskridende?

”Det er, når vi laver skjulte optagelser, hvor jeg skal være ubehagelig over for helt almindelige mennesker. En af vores videoer handler eksempelvis om Inger Støjbergs ubeslutsomhed i forhold til, om hun ville hun blive i Venstre eller ej, nu hvor det er afgjort, at hun skal for en rigsret.

Videoen skulle vise, hvor irriterende det er, når folk ikke kan beslutte sig. Jeg gik hen til en pølsevogn og ville først bestille en ristet hotdog, nej, så var det en fransk hotdog, så var det en ristet hotdog igen - eller, nej, vent, stop, jeg kan ikke beslutte mig. I sådanne tilfælde bliver folk jo oprigtigt irriterede på mig, fordi jeg opfører mig som et røvhul.”

Hvordan får du dine ideer?

”Det er den del af processen, vi bruger allerlængst tid på. Nogle gange handler det om at tage en idé, smide den op i luften og lade den falde, så krølle den og vende den på hovedet, før der er en idé. Nogle gange har vi været ude og filme og klippet det hele, så videoen er klar til publicering for at indse, at den ikke er god nok.”

Hvad er du mest stolt af at have lavet?

”Jeg bliver generelt stolt af vores arbejde, når vi accepterer virkeligheden og tilpasser os den. I videoen ’Findes der racisme i Danmark?’ snakker jeg med Rasmus Paludan, men det var slet ikke meningen, at han skulle have medvirket. Ideen var oprindeligt, at jeg skulle have spurgt mennesker på gaden, om hvorvidt racisme eksisterede, mens Rasmus Paludans demonstration foregik. Men fordi folk på gaden ikke havde lyst til at tale med os, gik jeg hen til Paludan og spillede naiv. Det kom der en del indhold ud af, som vi kun kunne drømme om.”

Hvorfor tror du, at ’Adnan på tværs’ er en succes?

”Det må andre vurdere. Nogle gange kan jeg også undre mig over, at folk synes, en særlig bid er sjov, fordi vi slet ikke havde opfanget, at det var dér, grinet var. For eksempel ser man mig i en video øve mig på at tale jysk, fordi jeg synes, det virker mere troværdigt. Det var slet ikke en joke – jeg tænkte oprigtigt, at det ville lyde mere troværdigt, hvis jeg talte jysk. Men det, syntes folk, var vildt sjovt.

Omvendt kan jeg også undre mig over, at eksempelvis videoen ’Sexkrænkelser i Socialdemokratiet’ er gået under radaren. Der dukker jeg op til Frank Jensens pressemøde og spørger ham, om han har nogle gode råd til Jeppe Kofod. Jeg synes selv, den har rigtig mange elementer, der er vildt sjove. Men det er ikke altid til at blive klog på.”

Er det vigtigt for dig at andre synes, du er talentfuld?

”Ikke at andre synes, jeg er talentfuld, det handler mere om ikke at lade kritik påvirke mig. Engang sagde jeg, at jeg glædede mig til den første shitstorm, vi ville få. Jeg troede, at det ville blive vildt grineren, men da det skete, var det overhovedet ikke sjovt. Den kom i forbindelse med Nørrebro Pride, hvor arrangørerne bad brune mennesker gå forrest i kampen for antiracisme. Vi lavede en video, hvor vi stillede spørgsmålstegn ved, om det var en god måde at bekæmpe racisme på at dele folk op i etnicitet. Dét blev folk helt vildt sure over på Instagram. Jeg blev tagget i alle mulige opslag, og folk kommenterede på mine gamle billeder og skrev grimme ting til mig. Desuden blev DR beskyldt for at sende mig, en homoseksuel indvandrer, afsted for at kunne forsvare sin homofobiske propaganda.

Det kom ikke bag på mig, at folk blev sure over videoen, men det kom bag på mig, hvor meget det påvirkede mig. Men det fik mig ikke til at tænke, at videoen var en fejl. Tværtimod gjorde det mig mere trodsig.”

Kan du forestille dig, at lave satire på P3 om 10 år?

”Jeg tager livet i den rækkefølge, det sker. Der er nogle, der spørger, om jeg er bange for aldrig at blive taget seriøst igen, og det er jeg ikke. Hvis man har travlt med hele tiden at tænke over, hvad man skal næste gang, så tror jeg ikke, at man får lov til at blive dygtig til det, man laver lige nu og her.”