Aflyste festivaler har store konsekvenser for folk som Thomas Wittenburg

Din årlige festivalbrandert er aflyst, og det får store konsekvenser, der rækker langt ud over din ødelagte sommerfestivitas.

Aflyste festivaler har store konsekvenser for folk som Thomas Wittenburg
Offentliggjort

Da regeringen i mandags meldte ud, at forbuddet mod store forsamlinger opretholdes indtil slutningen af august, braste drømmen om en sommer fyldt med koncerter og festivaler for alvor.

Og selv om mange begræder, at vi ikke kommer til at vælte rundt på Dyrskuepladsen eller i Bøgeskoven i vores årlige sommerbrandert, medfører beslutningen langt flere, alvorlige konsekvenser.

Thomas Wittenburg er partner i firmaet Merch City, som designer og sælger merchandise for en række musikere, youtubere, podcastere og festivaler, herunder bl.a. Poul Krebs, Lars Lilholt samt Sussi og Leo, og han oplever, hvordan aflysningerne har fatale konsekvenser for festivalbranchen.

“Det er selvfølgelig synd for dem, der går glip af fx Roskilde Festival på publikumssiden, men det er rigtig ærgerligt for dem, der nu mister deres indtægt, som bl.a. festivalarrangørerne, lyd- og lysteknikere, stage hands, chauffører til tourbusser, catering, udlejningsfirmaer osv. Det er en ret stor industri, som man måske ikke lige tænker over bliver påvirket. Den nuancering vil jeg gerne have med i debatten,” siger Thomas Wittenburg.

Han holder dog fast i, at det er helt i orden, at folk begræder, at de ikke må komme på festival.

“Der er jo ikke nogen af dem, der er ærgerlige over aflysningerne, som er uenige i, at det er nødvendigt. Jeg er selv meget enig med Sandie Westh (podcaster og klummeskribent for Ekstra Bladet red.), der i en klumme skriver, at vi er nødt til at give hinanden plads til at have følelser i den her situation.”

“Nu har vi kørt på frygtens overdrev i den sidste måneds tid, og vi har gjort alt, hvad vi er blevet bedt om fra myndighedernes side, og så er det klart, at vi er skuffede. Der er sindssygt mange mennesker, som er kede af, at nogle store oplevelser, som de har set frem til, nu bliver aflyst. Det synes jeg godt, man folk må være ærgerlige over.”

Efter knap en måned med corona-nedlukningen har Merch City tabt 1,5 millioner kroner i omsætning, og Thomas Wittenburg forudser, at de i alt kommer til at miste omkring 3-4 millioner i år, hvilket svarer til 50 procent af virksomhedens forventede omsætning.

“Vi er ikke umiddelbart dækket ind i forhold til hjælpepakkerne, men vi må se, om der kommer noget, vi kan bruge i forhold til omsætningsgodtgørelse eller noget i den stil. Som udgangspunkt er det ikke noget, vi sætter næsen op efter at kunne få del i,” siger Thomas Wittenburg.

"Vi synes jo, at vi tager et hårdt slag i den her situation, men på den anden side, er vi også ret sikre på, at vi kommer ud af det her med skindet på næsen.”

Skal han se lidt ud i fremtiden, har han dog ikke store forventninger til, at situationen for landets festivaler har gode udsigter.

“Lige nu er vores forventning, at det her måske ikke kun strækker sig til august, men muligvis væsentligt længere end det. Måske endda til august næste år. Jeg gør mig i hvert fald ikke nogen vilde illusioner om, at der kommer til at stå 80.000 mennesker foran Orange Scene næste år. Det er pessimistisk, men for vores vedkommende er det den måde, vi behandler hele situationen på. Vi tør ikke satse på andet,” siger Thomas Wittenburg.

Selv om tiderne er hårde for Merch City, håber de alligevel på, at de kan være med til at hjælpe nogle af de mange danske musikere og festivaler, der er i krise.

“Den største hjælp er, at folk ved, at vi eksisterer og køber merchandise fra deres yndlingsbands. Det er den måde, vi tjener penge på, men det også den måde, de forskellige kunstnere kan få en økonomisk håndsrækning på,” siger Thomas Wittenburg.

Som et ekstra initiativ har Merch City lanceret en række T-shirts designet af forskellige kunstnere med teksten ’Andra Tutto Bene’ (på dansk: alt bliver godt igen), som er blevet et folkemantra i Italien under pandemien. Overskuddet af salget skal gå til noget opmuntrende for landets sundhedsmedarbejdere. Om det bliver kage til de mest pressede sygehusafdelinger under corona-krisen eller en festival for hele sundhedsvæsnet afhænger af indtjeningen.

“Når vi nu har platformen og hele logistik-apparatet til at banke sådan et initiativ op, så er det det, vi kan gøre, og det synes vi, giver god mening.”