Mirco skal sove nul timer på valgnatten: ”Det er det værste, du kan gøre”

Sådan holder Mirco Reimer-Elster, USA- og Tysklandsanalytiker, sig opdateret.

Mirco skal sove nul timer på valgnatten: ”Det er det værste, du kan gøre”
Offentliggjort

Hvad er det første, du læser, ser eller lytter til, når du står op om morgenen?

”Jeg griber ud efter min telefon og tjekker, hvad der er kommet ind af notifikationer og mails. Jeg får push-beskeder fra 8-10 amerikanske nyhedsmedier. Når jeg går i seng, er klokken stadig kun cirka 18 på USA’s østkyst, så der kan være sket en hel del, når jeg står op.”

Hvilke medier abonnerer du på?

”The Wall Street Journal, National Review, The New York Times, The Washington Post, The Bulwark, The Dispatch, The Atlantic, The New Yorker, New York Magazine, Vanity Fair, Counterpoint Cartoon, Foreign Affairs og Jyllands-Posten samt Nate Silvers Substack, Silver Bulletin. Intet af det på print. Jeg kan faktisk ikke se behovet. Det hele går så stærkt, så hvis man skal følge med, skal man være online.”

Hvordan er det for dig at være bagud med udviklingen i amerikansk politik?

”Det er jeg ikke. Det er mit arbejde at være fuldstændigt opdateret på alt. Det, jeg laver på skærmen, og når jeg skriver analyser, er kun 10 procent.

De fleste, der følger lidt med i nyhederne, kan godt være på News i fire minutter om et emne, de har haft tid til at forberede sig på, men der, hvor du virkelig kan se forskellen, er, når du skal padle på live-tv. Hvis du sidder i studiet, og der kommer en stor breaking, og du ikke ved, hvad der kommer til at ske. Der kan man spørge mig om næsten alt, fordi jeg er så ekstremt opdateret.

Jeg falder jo hver dag ned i kaninhuller og tilegner mig derved en dyb viden om alt muligt underligt, fx statistik, jeg kan bruge senere. Jeg kan have læst, at 26 procent af alle amerikanere har mindst en kat i husstanden, og så kommer J. D. Vance og siger, at landet er ledet af childless cat ladies, og så kan det pludselig bruges.”

Hvorfor er amerikansk politik så spændende?

”USA er ekstremernes land på godt og ondt. Det har altid fascineret mig enormt meget. Og så er der virkelig meget på spil, fordi de ideologiske forskelle i USA er så store.

Hvis du tager vores egen lille andedam herhjemme, er stort set alle forlig i Folketinget brede forlig. Vi har et ret konsensuspræget demokrati, og så bliver det en kæmpe historie, at vi diskuterer småtterier på en finanslov.

USA er et land, hvor du har fundamentale uenigheder om fx retten til abort. Der kan man ikke bare lave et kompromis.”

Hvis man skal være godt klædt på forud for det amerikanske præsidentvalg, hvor skal man så søge hen?

”Mit bedste råd er, at man skal orientere sig bredt. Det amerikanske medielandskab er fragmenteret og polariseret, så det nytter ikke noget kun at læse The New York Times eller The Wall Street Journal. (Times er en fremragende avis, du bliver bare ikke klogere ved kun at gå ind på nytimes.com hver dag.)

Hvis du vil forstå et land, der er så splittet og mangfoldigt som USA, bliver din nyhedsdiæt også nødt til at være alsidig. Hvis du kun læser Times, svarer det til kun at spise fisk. Ser du kun Fox News, svarer det til kun at spise cheeseburgere. Du har brug for noget mere varieret.

I Danmark vil du godt kunne læse ét dagblad og få et repræsentativt billede af, hvordan Danmark ser ud – selvfølgelig med en vinkling – men i et land som USA, er der ingen medier, der rammer midten af det politiske landskab.”

Når der sker noget breaking i USA, som fx et attentat mod Trump, eller der bliver valgt ny vicepræsident, hvad er så det første medie, du tænder for?

”Det er X. Min arbejdsdag er som udgangspunkt sådan, at jeg altid har min indbakke åben for nyhedsbreve – jeg får cirka 30 om dagen – og altid har X og Facebook åbne. Her holder jeg mig løbende orienteret om mediebilledet.”

Er der aktører, hvis arbejde du følger særligt nøje?

”Mange! En af dem er Nate Silver, statistikeren, der blev særligt kendt for at have lavet den her model, hvormed han prognosticerer udfaldet af præsidentvalg. Silver ramte 50 ud af 50 stater rigtigt i 2012. Jeg er ikke selv datajournalist, men når man som jeg arbejder meget med analyse, er det svært ikke at blive Nate Silver-discipel.

Jeg kan godt lide den mere datadrevne tilgang til journalistik frem for synsninger, eller at man taler med fem random mennesker på gaden og bilder sig ind, at det er repræsentativt for noget som helst. Jeg er meningsmålingsmand, og det er Nate Silver også.

Så er der David French, en konservativ klummeskribent – en af de mest interessante og velreflekterede i USA. Han er dygtig til at beskrive det konservative USA og har et klart værdisæt. French tilhører den gruppe af konservative, der har taget klart afstand fra Trump. Det kan godt være, at Trump er blevet Republikanernes kandidat, men det er ikke dét konservative parti, der tiltrak French i sin tid, og det skriver han om.”

Hvad skal der ske på valgdagen?

”Jeg kommer til at være en del af TV 2’s valgdækning, og mon ikke der også kommer et ’Only in America’-afsnit i de dage. Amerikanerne går jo til valg om tirsdagen, vi går nok på klokken 20 og sender hele natten, men det bliver først rigtigt spændende, når tirsdag bliver til onsdag.

I 2016 sagde min chef: ’Mirco, du skal huske at tage nogle pauser.’ Så sov nogle timer, men det er det værste, du kan gøre i det døgn, for så ved du ikke, hvad der er sket, mens du har sovet, og du skal også i sminken igen! Så denne gang springer jeg nattesøvnen over.”

Mirco Reimer-Elster

(f. 1986) Opvokset i Sydslesvig. USA- og Tysklandsanalytiker på TV 2, vært på podcasten ’Only in America’ på Radio IIII, klummeskribent på Jyllands-Posten.

Ph.D. i historie og cand.mag. i amerikanske studier.

Har skrevet flere bøger om tysk og amerikansk politik.

Far til fire.

Se, hvad vi ellers skriver om: USA og Valg