Hvad er det første, du læser, når du står op?
”Politiken. At gå ud til postkassen og hente avisen er faktisk det allerførste, jeg gør hver morgen. Det er et ritual, jeg har arvet fra mine forældre, der holdt samme avis i 1970’erne, hvor alle abonnerede på mindst en papiravis. Det er en vane, som ligger helt fast. Ligesom dem, der skal ud at have deres morgencigaret som det første, når de vågner. Efter jeg har været i postkassen, smider jeg avisen på spisebordet og bladrer den igennem. Ofte uden at læse en eneste artikel. Jeg gør mig ekstremt umage med ikke at læse nyheder om morgenen. Altså lige ud over ritualet med at bladre gennem avisen. Jeg venter med at hive fat i min telefon for at læse mig ind i dagens nyheder, til mine børn er taget i skole og min hustru på arbejde. Først da begynder jeg at danne mig et nyhedsoverblik.”
Hvor orienterer du dig så?
”Jeg bruger flere mediers nyhedsapps. Vores egen, TV 2 Nyheder, BBC og NBC’s apps og hjemmesider besøger jeg flere gange dagligt. Le Monde bruger jeg også en gang imellem. Jeg kan desværre ikke fransk, så jeg må nøjes med den engelske version. Det internationale perspektiv er vigtigt i mit arbejde, fordi de ting, jeg beskæftiger mig med, ofte rækker ud over Danmarks grænser. I løbet af arbejdsdagen svinger jeg også forbi flere af de danske dagblades hjemmesider, Ekstra Bladet og Berlingske hovedsageligt. Jeg har ikke abonnement til andre medier end Politiken, men hvis jeg falder over en artikel i andre medier, jeg gerne vil læse, har vi et mediecenter på TV 2, der kan låse artiklen op for mig.”
Hvilke sociale medier bruger du?
”Ingen. Indtil for lidt mere end et år siden havde jeg en bruger på Facebook, Instagram og Twitter (X, red.), men jeg besluttede mig for at slette det hele. Det gav mig ikke noget positivt at være på de medier.”
Gav det heller ikke noget positivt i arbejdsregi?
”Jeg frygtede egentlig, at jeg ville komme til at savne de sociale medier i mit arbejde, men det har slet ikke været tilfældet. Det skyldes nok, at alt det, der sker på sociale medier, som har relevans for mig, efterhånden bliver samlet op af de etablerede medier. Det er der mange, der er særdeles gode til. Hvis Donald Trump fx skriver noget på sine sociale kanaler, bliver det ret hurtigt viderebragt af flere etablerede medier, som jeg stoler på, og som videreformidler det med kontekst.”
Hvilke podcasts lytter du til?
”Slet ingen. Det kunne aldrig falde mig ind. Jeg kan slet ikke tage viden og informationer ind gennem lyd. Der fungerer mit hoved nok helt anderledes end manges andres; jo mere fysisk, jo bedre for mig. Det ville forstyrre mig gevaldigt, hvis jeg fx skulle gå en tur med en podcast i ørerne. Eller lave andre ting, mens jeg skulle fokusere på, hvad der blev sagt i en podcast. Jeg ville hverken få lavet det, jeg skulle, særlig godt eller få lyttet ordentligt efter, hvad folk siger. Så den slags stimuli frekventerer jeg slet ikke.”
Læser du så også kun i din fritid?
”Ja. I forbindelse med, at jeg har skrevet denne her nye bog om demokratiets udfordringer (’Derfor ender demokratiiet som vi kender det’, red.) har jeg læst masser af faglitteratur om emnet. Ellers elsker jeg at læse skønlitteratur. Helst gamle romaner. I øjeblikket genbesøger jeg flere bøger, som jeg ved, er rigtig gode. Det har en nærmest meditativ effekt på mig, og så kan skønlitteraturen også det, at den kan få mig til at se den verden, jeg beskæftiger mig med, på en helt anden måde. Lige for tiden læser jeg ’På sporet af den tabte tid’ af Marcel Proust, som er en ekstremt lang bog, for nu at sige det mildt, så den har jeg mange gode timer til gode med. Den var jeg, og er stadig, virkelig glad for. Min dagligdag er desuden konstant styret af, hvad der er nyt, så der er en fantastisk modvægt i at beskæftige mig med noget, der på ingen måde er netop det.”
Søren Lippert
(f. 1976) Vært på på ’Lippert’ og desuden kendt fra ’News & Co’ og ’Newsroom’ på TV 2 og TV 2 News. Har en MSc i politisk kommunikation fra University of Liverpool og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Fra 2007 til 2015 arbejdede han på Christiansborg i en række ministerier for Socialdemokratiet. Debuterede som forfatter i 2016 med ’Bag magten’. Aktuel med ’Derfor ender demokratiet som vi kender det’ på Gyldendal. Bor i København med sin hustru, Julie, og deres tre børn på 18, 14 og otte år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Danmark