Alex Vanopslagh er blevet… fodboldkommentator?!

Og så endda på Disney+.

Alex Vanopslagh er blevet… fodboldkommentator?!
Offentliggjort

Er du også en af dem, der efterhånden ikke kan hidse dig op over en Europa League-kamp? Så har du på torsdag mulighed for at give begivenheden lidt ekstra spice.

Her tager FC Midtjylland nemlig imod FCSB, som til daglig gør sig i den bedste rumænske række.

Og det er da heller ikke nødvendigvis fodboldspillet, der skal få dig til at tænde for fjernsynet. Det er derimod kommenteringen, som Alex Vanopslagh den pågældende aften har fået lov at tage sig af i ledtog med Jakob Nørgaard, der ligesom den liberale kronprins er en lokal Ikast-dreng.

Den mulighed får de som en del af Disneys nye koncept ’Supporter streamet’, som er lanceret fra og med denne sæson og tillader fans at kommentere deres favorithold i Europaturneringerne Conference League og Europa League.

Jakob Nørgaard er journalist og har tidligere arbejdet som blandt andet presse- og kommunikationsansvarlig i FC Midtjylland. Da han i 2018 stoppede i klubben, genoptog han sit sæsonkort til tribunen i Herning og har siden da været fast inventar på stadion.

Alex Vanopslagh er udover sit formandskab for Liberal Alliance og selvfølgelig sin nuværende opportunistiske bogflirt med Jakob Mark også en offentligt kendt FC Midtjylland-supporter, der i sine unge dage brugte sine kræfter på tribunerne.

Supporter-streamet af kampen mellem FC Midtjylland og Fotbal Club FCSB starter klokken 18.40 torsdag d. 7. november og vil herefter være muligt at gense i 48 timer.

Er man ikke til alt det fjolleri, har man også mulighed for at lade de professionelle i form af Jonas Schwartz og Flemming Povlsen gøre deres sædvanlige arbejde på hovedkanalen på Disney+.

Vi må dog meddele, at vi på her på redaktionen er tossede med ideen om kommentatordemokratisering. Må vi til FCK’s kommende Conference League kampe foreslå en duo bestående af Nicklas Bendtner og Pilou Asbæk?