Folkene fra Gramsespektrum og Tue Track fra Malk de Koijn har dannet bastardgruppen Xtra Naan, som netop har udgivet sin debutplade. Resultatet er rapfortalte røverhistorier om kopatter, ostesmuglere og mænd, der står op og skider. Og det er lige præcis så sjovt, som du tror.
Simon Bonde: ”Det er en old school hip-hopgruppe, der startede som et hobbyprojekt tilbage i 2006.”
(Det sidste gruppemedlem, Peder Thomas Pedersen, kommer ind i lokalet, red.).
Annonse
SB: ”Det kom sig af, at Peder sprang ud som bøsse.”
Anders Lundby Brixen: ”Og resten er historie.”
Hvad er missionen?
Peder Thomas Pedersen: ”Anders og jeg havde studie lige ved siden af hinanden. Jeg sad og arbejdede på mit Peder-projekt, som er lidt indelukket og alvorligt. Så Anders stak hovedet ind og sagde, at jeg skulle huske at lave noget musik for sjov også. Det blev så til Xtra Naan.”
Hvordan holder I fast i, at det skal være sjovt?
PTP: ”Der er ikke ting, som vi skal gøre. Vi skal ikke lave en video, vi skal ikke lave flere sange, vi skal ikke på turné. Og vi har så vidt muligt ingen deadlines. Når vi laver noget her, gør vi det, fordi vi har lyst. Det skal være lifligt. Vi kan godt lide vores dagjob, men der bliver man hyret ind til at lave en plade eller en film og har noget ansvar. Xtra Naan er vores pokerklub. Der, hvor man mødes med vennerne.”
Hvad så med anmeldelser og folks meninger? Betyder det noget, når det bare er for sjov?
SB: ”Vi vil selvfølgelig gerne have, at folk kan lide det. Men Peder og Anders laver musik i andre sammenhænge, hvor de måske bruger et helt år på en plade. Og så er det klart, at man er mere nervøs, når anmeldelserne kommer, end når man mødes én gang hvert år op til jul.”
Alle numrene handler om nogle fiktive figurer. Hvorfor?
Anders Lundby Brixen: ”En af de ting, som rap kan, er, at man kan lave noget, som lyder som en film. Man kan blive suget ind i det. Du kan lave en dialog og scener. Så ja, vi var enige om, at vi skulle lave noget, som indeholdt en historie. Det er nærmest blevet et hørespil.”
SB: ”Xtra Naan er ligesom at lave film, bare uden billederne. At skabe karaktererne er meget den samme proces, som når jeg laver film.”
Hvad kommer først, musikken eller karaktererne?
Annonse
SB: ”Vi plejer at mødes, og så sidder Anders og fedter med knapperne. Når der kommer et halvt beat, kan vi begynde at skrive tekster. Så sidder vi hver for sig. Så snart én er klar med et vers, finder vi andre ud af, hvad sangen handler om, og så skriver vi noget, der passer til. Men der er aldrig en masterplan.”
Så da I fx skrev sangen ’Smuglerne’, havde I ikke på forhånd bestemt, at det var det, den skulle handle om?
ALB: ”Simon havde ideen til en figur ved navn Lille Jørgen Danmark. Derfra puttede vi Bøssemanden ind, som også optræder i et andet nummer. Og jeg var Frank Tavs. Det var skelettet. Så skulle vi finde en alliance, eller hvad der var plottet. Det blev, at Lille Jørgen Danmark og Frank Tavs rullede med noget ostesmuglerbusiness nede på Gedser Havn, og det ville Bøssemanden gerne have del i. Det ledte til ideen, at de i sangen skulle ringe til hinanden. Det var skægt at skrive. Det hele ender i et shoot out på havnen.”
Men hvor finder I figurerne?
PTP: ”Jeg har aldrig været sådan en, der skulle spille med musklerne og vise min maskulinitet. Jeg bliver altid provokeret af, når mænd siger sådan noget som: ’Skal du drikke latte? Er du en svans eller hvad?’ Altså, hvor man vælger nogle ting, som gør, at man er mere eller mindre mand. Dem har jeg mødt rigtig mange af i hiphop-verdenen. Så derfor fandt jeg på hr. Klammerik, som er en ekstrem version af den type mand. Han spiser fx rå løg og står op, når han skider.”
Hvorfor er det så sjovt at skrive om de her karakterer?
PTP: ”En anden figur, Bøssemanden, er sjov at arbejde med, fordi han er så voldsomt maskulin og samtidig homoseksuel i en hiphopkultur, hvor det nærmest er ildeset at være bøsse. Det synes jeg er barnligt, så derfor lavede jeg Bøssemanden. Han er en figur, der i virkeligheden er hiphoppernes værste mareridt. Han er mere maskulin, mere hardcore, bedre til at rappe, og så kan han tage dem, hvis han har lyst. Han elsker jo hip-hopdrenge, ikke.”
Videoen til jeres første single, ’Malk mig’, er allerede blevet set over 100.000 gange. Den foregår i et højhus, hvor vi møder tre forskellige figurer. Den ene er skizofren, den anden har en komule i ansigtet, og den sidste har et yver i skridtet.
Hvordan kom I på den idé?
SB: ”Peder havde den her ambition om, at han ville vise verden sit yver. Så det tog vi udgangspunkt i.”
PTP: ”Det startede med yveret og de der cornrows (frisuren, red.). Det er der jo bare noget skægt over. Så det ville vi gerne have med. Men da jeg endelig fik yveret på, fik lavet cornrows og så mig selv i spejlet, blev det pludselig lidt mere uhyggeligt og forstyrrende end sjovt.”
SB: ”Ja, Yvermanden er typen, der altid er på amf og har et akvarium med minihajer.”
PTP: ”Kom indenfor, mand. Jeg har købt et akvarium. Er I tørstige?”
Hvordan satte I yveret fast?
PTP: ”Jeg måtte barbere mine kønshår af, så vi kunne lime det på foran, og så var det tapet op mellem ballerne og op på ryggen, når vi filmede forfra. Jeg havde det på i i hvert fald fem til seks timer.”
SB: ”Det var faktisk Kasper Tuxen (dansk filmfotograf, red.), der lavede yveret.”
PTP: ”Ja, et par uger inden lavede han en reklamefilm med David Bowie, og så kom han til København og byggede et yver og filmede musikvideo til Xtra Naan. Det kan jeg stadig ikke rigtig få mit hoved omkring.”
Det er åbenlyst, at videoen har en humoristisk side. Men er der noget mere i den?
SB: ”På en måde handler den om ingenting. Men alle Xtra Naan-tekster handler om nogle eksistenser, som er lidt ved siden af. De føler sig anderledes. Tag fx den første person i videoen. Han er en almindelig mand, der er forfængelig, og derfor har han lavet cornrows. Han har gjort sig umage med faldskærm og vinreol og det hele. Men han har et yver. Og så kan du enten være stolt af dit yver, eller du kan gå i MC Hammer-bukser og prøve at gemme det. Men ham her er stolt af det. Hvis videoen handler om andet end fis og ballade, og hiv mig i pikken, så kan man måske spejle sig i netop dét. For alle har et eller andet yver. Det kan du enten rocke eller lade være.”
ALB: ”Haha, alle har et yver. Det er fuldstændig rigtigt.”
Hvordan har responsen været på videoen?
ALB: ”Jeg synes, vores video er noget af det flotteste på dansk jord. Helt ærligt. Men den er så grænseoverskridende, at selv jeg har lidt svært ved at rumme den. Når jeg ser folk kommentere negativt på den, tror jeg, at det for det meste skyldes, at de bliver stødt. At de ikke kan rumme at se en mand med yver. Og det synes jeg er helt rigtigt. Den er noget mere end bare at være en klaphat.”
SB: ”Når jeg har lavet noget kreativt, siger min mor altid, at jeg har været dygtig, og klapper mig på skulderen. Men her kunne jeg mærke, at det var for meget. Hun syntes ikke, den var fresh. Og jeg synes ellers, at vi har lavet noget, der var meget værre.”
På pladen har I forskellige hiphopgenrer, som I så laver lidt sjov med. Er der nogen, I gerne vil stikke til?
SB: ”Næh, det er bare den musik, vi godt kan lide. Men rap er jo svært at tage dybt seriøst, når man bor i Danmark og er 42. Vi kan ikke stille os op og lade, som om vi mener det. Det er derfor, vi har figurerne.”
PTP: ”Vi har ikke nogen plan om at gøre grin med nogen. Jeg bruger figurerne som en forsvarsmekanisme. Jeg ville ikke kunne rappe, hvad jeg virkelig mener. Så ville jeg begynde at sammenligne mig selv med folk, som jeg ser op til. Der kan jeg ikke følge med. Men jeg kan finde ud af at lave figurer, og det gør det nemmere. Plus at grænserne ophører. Alt, hvad jeg siger, er noget, figuren mener. Så kan jeg være gangster, homoseksuel eller en eller anden klam stodder.”
SB: ”Eller hvad man nu går og drømmer om.”
Hvornår mødte I hinanden første gang?
ALB: ”Jeg mødte Peder første gang i 1996 til et hiphoparrangement i Aarhus på det, der i dag hedder V58. Jeg skulle spille med Malk de Koijn, og Peder var konferencier. Hver gang han skulle præsentere nogen, sluttede han af med at sige: ’Men glæd jer til Malk de Koijn.’ Det syntes jeg var fedt, fordi jeg godt kunne lide The Prunes, som Peder og Simon spillede i på det tidspunkt. Vi mødte hinanden til arrangementet, hvor Peder kunne noget af Malk de Koijn-nummeret ’Hold din magle’, som ellers aldrig havde været udgivet.”
PTP: (rappende, red.) ”Kender du en, der kan ride på en råbehest?”
Så du kunne deres tekster?
PTP: ”Ja, jeg havde hørt lidt fra Jeppe (Bisgaard, som havde skrevet pladeselskabskontrakt med både Gramsespektrum og Malk de Koijn, red.). Jeg kan huske, at vi var som små drenge. Jeg kom hjem til dig (Anders, red.) og så alle dine plader, og så scratchede vi lidt.”
ALB: ”Desuden rendte vi ofte på hinanden ude i DR’s gamle radiohus på Rosenørns Allé, hvor Peder og Simon lavede Gramsespektrum til P3, og jeg lavede noget andet radio. Så det var meget sammenfiltret.”
Får I stadig at høre for ’Gramsespektrum’?
PTP: ”Det sker ret ofte ja. Jeg har en dreng på otte, som er begyndt at høre det, efter nogen havde spillet det i skolen.”
SB: ”Mere nu end tidligere faktisk. Det er, som om det hele tiden får et nyt liv.”
Er det irriterende at blive mindet om et satireprogram, I lavede på DR for snart 20 år siden?
PTP: ”Nej, alle de tilkendegivelser, jeg har fået, har været fra folk, der har været søde. De siger: ’Tak for det, I lavede dengang.’ Folk gør det på en pæn måde. Det kan man ikke synes er træls. Jeg er stolt af det.”
Det hænder bare, at folk bliver trætte af at blive mindet om en gammel succes …
PTP: ”Jeg synes ikke, at det andet, jeg har lavet, bliver mindre værd pga. det. Gramsespektrum var sjovt og bredt og kom derfor langt ud, mens det andet, jeg laver, er noget, man skal lære at synes om. Grunden til, at det ikke gør os noget i dag, er måske også, at vi ikke gad snakke om det dengang. Folk ville have os med i alle mulige tv-programmer, hvor vi skulle være sjove, men vi sagde nej til alt. Vi optrådte heller ikke med det bagefter. Og det er måske også derfor, det står stærkt i folks bevidsthed. De husker kun det sjove og ikke, at vi var med i et eller andet lamt quizshow.”
