Amager er historien om industri, losseplads og danmarkshistoriens værste forbrydelser, men også strandparker, hippe kaffebarer og prisbelønnet arkitektur. Måske er Amager selve tværsummen af Danmark? Palle Strøm tog hjem til ’Lorteøen’ for at se, hvad der sker, når man blander noget gammelt, noget nyt, Grøn Tuborg og caffe latte.
Jeg har en del venner, der ikke kan svare på det helt enkle spørgsmål ’Hvor kommer du fra?’ De kan en lang remse af byer, de har boet i som børn, men de slutter altid af med at vælge én og sige, de nok mest kommer derfra. Det må være et grundlæggende behov. Man vil komme fra et sted.
Jeg kommer fra et sted. På en måde en pudsig provins med en stærk identitet kringsat af københavnere, der talte om, at man burde brænde broerne ud til ’Lorte-øen’. Det var ikke et drilleri, der bed, for det var jo rigtigt nok. Amager havde kedelig storindustri, stinkende kemikaliefabrikker, den gamle losseplads, hvor sigøjnerne boede, og hvad ved jeg.
Annonse
Jeg plejede at kalde det ’Københavns Manhattan’ for at tage lidt pis på det, men voksede alligevel op med en ukuelig stolthed over et Amager, der føltes som en uforanderlig størrelse de 32 år, jeg boede der. Men omkring årtusindskiftet skete der pludselig noget.
Da Amar Sushi åbnede på Øresundsvej, var jeg ved at kløjes i kaffen. Det var, som om monolitten fra ’Rumrejsen 2001’ var landet i et kvarter, der stadig mest havde grillbarer, smørrebrød og billig fastfood. Men det bredte sig. Når man ikke længere kommer på Amager hver dag, er det tydeligt, at der er sket noget siden dengang. Nye butikker, nye mennesker. Flere unge, flere familier, flere hipstere på den ene eller anden måde. Hipstere i bred forstand, ikke specifikt dem med pastelskjorter.
De store ryk kom med åbningen af metroen, en Ørestad med stjernearkitektur og nytænkende gymnasium, akvariet ’Den Blå Planet’, DR Byen og kvartersløft i den ellers plagede Holmbladsgade. Den gamle Amager Strand blev til en fantastisk strandpark, og Bryggen har fået et hipt søbad, hvor livet summer om sommeren. Selv den gamle Forbrænding skal genopføres, tegnet af Bjarke Ingels med skibakke på toppen.
De mere moderne franchises som Baresso er flyttet til øen, og Meyer har åbnet bageri midt på Amagerbrogade. Tilsammen har det fjernet lidt af lorten ved Amager, og nye typer mennesker kan pludselig se sig selv bo på Amager. Folk fra Nørrebro og Vesterbro. Byen er ved at brede sig over broerne, og i mødet med det gamle Amager opstår noget særligt.
Bo Laursen, chef for Københavns Gokart Bane på Kraftværksvej 10.
Da jeg var dreng, havde vi båd. En beskeden Fjord 27, der lå for anker i Københavns Motorbåds Klub eller bare KMK. En bådklub, der var så langt fra lystyachts, sejlersko og lille halsklud, man kunne komme. KMK lå midt mellem Benzinøen og Amager Forbrændingsanstalt. Det var mere goldt, end det var grønt. Så langt øjet rakte, var der støvede grusveje, storindustri med kæmpe skorstene og gigantiske siloer til brændstof. At nogen havde lagt en lystbådehavn netop her, virkede utroligt. De fleste medlemmer havde kaldenavne som Dykker-Kaj og Taxameter-Klaus.
Annonse
Tonen i klubben var kammeratligt hård, men kærlig på en rigtig københavnermåde, som den var dengang i Anker Jørgensens brune 70’ere. Det var folk af støbningen Flyttemand Olsen og Stewart Stardust. Omgivelserne så aldrig ud til at genere nogen, men de færreste var der også for at sejle. De fleste sad i klubhuset med en kasse øl inden for rækkevidde i højt humør og hyggede. Sådan husker jeg det.
Nu er jeg her igen, 35 år senere. Det er, som om noget af det Amager, jeg kommer fra, begynder her. Intet ser ud til at have forandret sig, da jeg svinger ind på Kraftværksvej, hvor Forbrændingen troner for enden af vejen, som den altid har gjort. På parkeringspladsen foran KMK’s klubhus holder en enkelt bil. Det er en gammel, slidt Mercedes. Jeg havde ikke forventet, at der var nogen en tidlig tirsdag morgen, men i det fjerne kan jeg se en lidt kraftig, ældre mand med stok og blå overalls gå rundt og rumstere. Da jeg begynder at tage billeder ind over hegnet, bevæger han sig målrettet over mod mig. Det er måske heller ikke høfligt af mig bare sådan at tage billeder, og jeg forsøger at vinke imødekommende. Da han kommer over, siger han venligt:
”Vil du indenfor og kigge lidt?”
Tæt på kan man se, han er en rar mand. Da jeg fortæller, at vi havde båd her engang, lyser han op i et kæmpe smil. ”Kom med over i klubhuset. Jeg skal lave ål til drengene, der kommer her klokken 12.”
Sammen går vi over i det lille træhus, der engang husede juniorklubben. Nu er det et ekstra klubhus med køkken og spisebord. Der er dækket op til syv. Manden hedder Horst, han er midt i halvfjerdserne.
”Vil du have en bajer?”
Jeg kigger tøvende på mit ur. Den er 9.42.
Annonse
”Ja, du kan også få en whisky.”
Jeg nikker, og Horst hælder op i to små plasticglas.
”Det var da hyggeligt med lidt morgenselskab.”
Horst har været maskinmester det meste af sit liv på store fabrikker herhjemme, har rejst meget og set verden. Nu har han en motorbåd, ’Gitte’, der ligger i havnens ene hjørne. For enden af den ene mole har han bygget et hyggeligt læskur med borde, stole og udsigt til indsejlingen. Forbrændingen til venstre, Benzinøen til højre. Sammen med nogle af dem, der kommer til ål, har han bygget en nedgang til vandet og sat et ’Costa del Sol’-skilt op. Old school KMK-humor.
For nogle år siden blev det hipt med en lille motorbåd blandt yngre i København. KMK er særlig populær, fordi den også har bådpladserne inde foran Christiansborg i Frederikholms Kanal. De nye medlemmer har smarte briller, langt skæg, Kon-Tiki-hår og arbejder med medier. Ja, ikke ulig mig selv, minus skægget.
Horst kan godt lide de unge, men synes ikke, de helt har forstået ideen omkring KMK.
”De vil bare ud og sejle. De har aldrig tid til at drikke en bajer.”
Som jeg står der og skåler, forstår jeg, hvordan det at drikke en bajer er så meget mere end at kæve. Det er en fredspibe, der går rundt til en indiansk powwow. Siger man nej til den, er det som at sige nej til venskabet og fællesskabet.
Efter den anden dram er Horst godt i gang med ålene, som han vender i paprika og rasp, inden de ryger på panden. Han betror mig, at hemmeligheden ved stegte ål er at blande raspen med lidt karry. Efter nogle timer sammen giver vi hånd, og Horst gør klar til næste hold ål.
Som jeg kører fra KMK, kan jeg ikke lade være med at smile over en verden, der er helt sin egen. Et fristed og noget af det bedste ved den gammeldags arbejderkultur, der også er Amager. Noget, jeg nær havde glemt. Da jeg svinger fra Kraftværksvej og passerer Kløvermarken, slår det mig, at i al den tid, jeg var der, spurgte Horst ikke en eneste gang til, hvad jeg lavede, eller andre ting, der skulle afgøre, hvor fin jeg var. Jeg var bare velkommen.
Prags Boulevard 43, også kendt som ’PB43’, er et samlingssted med gallerier, kreative værksteder og byhave. Mikkel Anker, 30 år (th.), er en af de 10 personer, der for tre år siden etablerede knallertværkstedet Arnes Dækservice. Kasper Poulsen (tv.), 28 år, møbelsnedker, har værksted ved siden af.
Der er noget råt over Amager. Det har der altid været. Det er grundtonen, der både ligger i jargonen, og når man går på de vindblæste gader. Tydeligst var det på Islands Brygge, der i min barndom var et vaskeægte arbejderkvarter med værtshuse og egen håndboldklub liggende i en baggård til Njalsgade. Den hed MK 31 og fostrede flere af de senere ’bolsjedrenge’, der gjorde det godt på landsholdet i 80’erne. En af dem var Morten Stig Christensen, der voksede op i Hollænderdybet:
”MK 31 var noget helt specielt for os. Et enormt sammenhold fra drengeårene. Holdet bestod halvt af nogle fra folkeskolen, halvt af de lokale rødder. Klubhuset var et samlingssted for unge og gamle med billard, filmaftner og sommerlejr.”
Træningsfaciliteterne husker jeg selv, fordi jeg startede som miniput, da min storebror Michael var træner. Faciliteter er en overdrivelse. Det foregik i gymnastiksalen på Lille Amagerbro Skole, hvor der kun var plads til, at man var tre i angreb ad gangen plus en stregspiller. Målet skulle pakkes ned, hvis man var de sidste, der trænede.
Jeg droppede håndbolden, fordi jeg ikke gad løbetræne rundt om Sundbyparken, men både min bror og Morten blev ved. De tilhørte nogle gyldne årgange, der vandt DM fire gange med MK 31 som drenge- og ynglingespillere.
”Vi kom meget på ’Brigade Bodegaen’, hvor mange fik taget mødommen, om man så må sige, med øller, damer osv.,” siger Morten. ”En klassisk MK 31-weekend var kamp om lørdagen i Sundbyhallen, så fest på ’Brigaden’, der lukkede kl. 2, holde den kørende på morgenværtshus og så pølsevogn og ud og se fodboldkamp med Fremad Amager søndag formiddag. Folk fulgte med i, hvad vi lavede. Vi repræsenterede øen. Engang ude hos Fremad kom en af de lokale over og klappede mig på skulderen og sagde: ’Godt gjort.’ Det var ’Makrellen’, rockerhøvdingen fra Bullshit, der senere blev skudt på Agerlandsvej.”
Sundbyhallen var det store håndboldtempel, hvor man kunne købe røde romkugler i den lille slikbod og pølser i cafeteriet, hvor Frank Arnesens far stod bag disken. De hårdeste kampe var mod nogle af de pænere klubber nordfra som Virum eller Holte. Der blev taget fat, ikke mindst af Morten, der var kendt som en fighter.
”Vi syntes selv, vi var seje. Det var en del af vores selvforståelse. De kunne komme med hvad som helst, ’Lorte-øen’ og alt det der. Det gjorde bare, at vi tænkte: ’Nu skal vi fandeme vise dem.’ Nogle af de finere klubber syntes nok, vi var nogle bonderøve, men de fik respekt, da vi begyndte at vinde mesterskaber.”
Måske var det omverdenens stempling af Amager som en lorte-ø, i hvert fald var følelsen af sammenhold meget tydelig, husker Morten.
”Hvis man var en fra kvarteret, var døren altid åben. Lige meget hvad man havde af problemer, havde brug for et sted at sove eller hvad som helst, så kunne samfundet herude samle sig omkring én og hjælpe. Det blev der aldrig stillet spørgsmål til. Uanset hvor lidt folk havde.”
Nu skal man så heller ikke tro, at tiden har lagt et blindt arbejderromantisk slør over tingenes virkelige tilstand. Den hårdhed, der kunne vendes udad, havde også en barskere bagside. Meget af den mest voldelige kriminalitet i nyere tid er foregået på Amager, og alle, der har boet på Amager, kender nogen, det er gået galt for. Nogen, der har drukket sig ihjel eller sidder i fængsel i dag. Det gælder både mig selv og Morten.
”I den gård, hvor vi boede, var der en familie med tre drenge og en far, der var psykopat. Han bankede dem. En af drengene, lillebroderen, ville så gerne accepteres af os, der var lidt større, at han gjorde alt muligt åndssvagt. Satte ild til alle sine skolebøger og klatrede op i tagrenden. Det gjorde bare, at han fik endnu flere tæsk.”
Morten boede på Amager, indtil han blev tilbudt at komme til udlandet som professionel håndboldspiller. Hans lillebror Troels bor stadig i kvarteret.
Man siger ofte, at folk, der kommer fra Amager, aldrig flytter derfra. Det er komikeren Christian Fuhlendorff måske et eksempel på. Han er opvokset i Tårnby og boede på vej med fodboldspilleren Nicklas Bendtner. Som ung flyttede han til Østerbro og Indre By, men for et halvt år siden flyttede han tilbage. Faktisk købte han Nicklas Bendtners barndomshjem mindre end 50 meter fra sit eget. Christian voksede op med en far, der var slagter, og en mor, der var økonoma.
”Jeg tror, jeg har fået noget rebelskhed af min far. Amager er jo lidt ved siden af København, og amagerkanere er sådan en slags australiere. Her går folk bare over gaden, når de vil, også selv om der holder en politibil. De er skide ligeglade. Det er typisk Amager.”
Han fortæller triumferende, hvordan Tårnby Kommune nægtede at betale for, at metroen skulle gå under jorden i Tårnby. Derfor kommer metroen op ved kommunegrænsen og kører over jorden det sidste stykke mod lufthavnen i Kastrup.
Vi sidder og drikker cortado på et af de mange kaffesteder, der er kommet på Amagerbrogade. Amager har ellers altid været bodegaens land med happy hour og et ’sæt’ til 20 kr. bestående af øl og en sidevogn efter eget valg, så længe det var snaps eller bitter. Nu er der muffins. Christian, der selv sysler med palæobrød hjemme i køkkenet, har valgt et økologisk valnødde-flute til kaffen.
”Da jeg var ung, ville jeg bare væk fra Amager, men efter nogle år fandt jeg ud af, at jeg var en outsider alle de steder, jeg så boede. Til sidst havde jeg boet nok steder, hvor jeg ikke følte, jeg hørte til. Her hører jeg til. Amager har en særlig udgave af janteloven. I stedet for ’du skal ikke tro, du er noget’, er det her mere ’vi er ingenting, sammen’, og det kan være ret befriende.”
Stoltheden over Amager er på en måde stolthed på trods af alt det grimme. Christian tager den lige en tak længere: ”Ingen her var sure over, at man brugte navnet ’Amager’ om Amagermanden, for folk her kunne godt forestille sig, sådan en kom fra Amager. Tænk, hvis han havde heddet ’Holtemanden’. Det havde folk i Holte nok ikke villet acceptere.”
Vi forlader kaffebaren og går ud i regnen. Vi følges hen til Amager Centret, hvor Christian tager sin cykel. ”Engang var jeg flov over at sige, jeg kom fra Amager. Nu er jeg ligeglad. Noget af det, Amager har givet mig, vil jeg gerne give videre til min datter.”
Gaderne og stortorvet i Amager Centret ligner sig selv, men da jeg kommer til det hjørne, hvor kundeservice plejede at ligge, stopper jeg op. Det er som en tidsportal mellem det gamle og det nye Amager. Forneden er åbnet et kæmpe serveringssted med caffe latte. Ovenover ligger centerpubben ’Amagerhylden’, hvor den altid har ligget.
Det er kun formiddag, men man skal klemme sig ned for at få bord. Der må ryges, og det bliver der. Her drikker man stadig kun Tuborg eller Hof. Ingen ville drømme om at betale 50 kr. for et eller andet ale-, stout-, mikrobryggeri-halløj. Tjeneren kommer over til en mand med kasket, tager den BT, han læser i, og lægger Ekstra Bladet. Det foregår uden ord eller blikke, og manden læser videre.
Folk hilser på hinanden. De fleste er over 60. Der bliver snakket, og når man kigger efter, bliver der faktisk også flirtet.
”Generer det, jeg ryger cigar?” spørger en mand, da en dame sætter sig ved det tilstødende bord.
”Nej, jeg ryger selv. Det er jo et af de sidste steder, man må ryge,” siger hun.
Hun tænder sin smøg, og så er snakken i gang. Ved det andet bord sidder to ældre par og skraldgriner. Manden i midten har gang i den store underholdning, og jeg kan lige høre det sidste af en vittighed:
”Der kommer masser af røvhuller, så du er også inviteret.” Så skraldgriner de igen.
Jeg er den eneste, der drikker kaffe. Ville egentlig have bestilt en danskvand, men tænkte, det virkede for åndssvagt. Tænk, at man i en alder af 45 tænker over sådan noget. Jeg sidder i min hættetrøje fra American Apparel og åbner min MacBook Air. Jeg kan godt selv se det ynkelige. Den er helt gal. Jeg hører overhovedet ikke hjemme her og er ren turist. Det ville være krukkeri at sige, at jeg plejede at komme sådan nogle steder. Det gjorde jeg ikke. Pludselig er jeg kommet over på den anden side. Jeg er ikke amagerkaner herinde. Jeg er hipster.
Jeg sætter kurs mod Amagers nok mest hyggelige og upmarket villakvarter omkring Ingolfs Allé. Her åbnede Henrik og Malene Ingolfs Kaffebar for 14 år siden. Her kommer den kreative klasse af den lidt venstresnoede slags, både når de spiser, hygger med venner, hører musik eller bare drikker nogle af de Cristal-øl, Henrik og Malene importerer fra Cuba. Henrik er engageret, når han fortæller.
”Vi var helt til grin de første fire år. Der kom ikke et øje. Vi sad og spiste aftensmad ved bordene og fattede ikke, hvorfor der ikke kom nogen. Vi kunne se, folk kiggede ind ad ruderne, men de kom ikke ind. Vores revisor bad os om at lukke.”
De kæmpede med alle mulige lokale initiativer, og da de fik Nat & Dags Københavnerpris, var det, som om det vendte. Efterhånden kunne de se, at dem, der plejede at tage ind til byen for at gå på café, kom hen til deres kaffebar i stedet, og i de sidste par år er der skabt en masse stamkunder.
I gårdhaven har de lavet en scene til musik, og lokale kunstnere har malet garageanlægget. Deres seneste påfund er en urban garden oven på garagen, hvor kokkene plukker ramsløg, og hvad årstiden ellers byder på.
”Nu bliver folk både gift, konfirmeret og begravet hernede. Altså holder gravøl. Det er helt fantastisk. Vi ville jo gerne skabe et sted, der var meget mere end kaffe og mad. Et sted, man mødes,” siger Malene.
Kjeld Vilstrup, 60 år, er pro-træner i Københavns Flugtskytte Klub på Selinevej. Han har været medlem af klubben siden 1975 og fuldtidsansat siden 2000. Han har boet i Kastrup siden 1989.
Søndag er fodbold og Fremad Amager. Det foregår i Sundby Idrætspark, der har ry for at være en stærk hjemmebane. Jeg kommer ind på stadion, netop som dommeren fløjter kampen i gang. Der er allerede gang i stortromme og tilråb fra ’De Blåhvide Engle’, der er Fremads fanklub. Bag Englene hænger et kæmpe banner, hvor der står ’Øens stolthed’, og nedenfor står nogle voksne damer og sælger hjemmelavet kage. ”Husk at købe kaffe og kage, og støt Fremad,” lyder det fra højttaleren. Lidt inde i kampen dukker en solbrændt Frank Arnesen op i nydelig blå frakke og forsøger at snige sig op på tilskuerpladserne. Da fansene opdager den gamle Fremad-legende, synger de: ”Vi eeeelsker Arnesen.”
Fremad spiller mod GVI – Gentofte-Vangede Idrætsklub. Det giver mig en særlig helgardering, for jeg kommer fra Amager, men bor nu i Vangede. Første halvleg er spændende og ender 2-2, da Fremad scorer et minut før tid. Folk rejser sig og brøler, mens højttaleren spiller Fremads slagsang med Kim Larsen: ”Vi er dem, de andre ikke må lege med. Vi er det dårlige selskab.”
Jeg støder på min gamle ven Lars. Han er på mange måder en typisk nybygger, der kommer med noget nyt til Amager. Han kommer fra Gentofte, og hans kone Anya kommer fra Fredericia. De har tre børn, arbejder begge i DR og købte for lidt over 10 år siden et håndværkertilbud i det pæne Ingolfs-kvarter, et par huse fra Klaus Rifbjergs barndomshjem.
”Jeg kan godt lide, det er mere blandet her. Jeg gik på Maglegårdsskolen i Gentofte, og der var det ret vigtigt, man havde råd til Lacoste. Det havde vi ikke altid. Her er der ingen, der har råd til Lacoste, og det gør, at man ikke går så meget op i det. Man møder flere overraskelser på Amager. Det er svært at blive klog på folk, og det er sjovt. Den anden dag kom min søn hjem og ville vise mig en musikvideo, Ibrahim havde vist ham ovre i skolen. Det var slet ikke en video, men Yahya Hassan, der læste digte op.”
Fremad har scoret igen, og stemningen på stadion stiger. Der lugter af hash. Frank Arnesen sniger sig ned fra tilskuerpladserne med et lille rævesmil. Fansene er i gang med en sang, der ender med ”... det lugter af første division”, men slår hurtigt over i ”Vi eeelsker Arnesen”.
Nu er der store planer med Fremad Amager. Et par folk udefra har sat sig sammen for at lave Fremad Amager til en god forretning, og det er blevet modtaget godt i klubben. Lars er også meget begejstret. Det er prøvet før, men måske lykkes det denne gang. Måske står stjernerne rigtigt med blandingen af gamle og nye kræfter. Dommeren fløjter. Fremad vinder 8-2.
Christianshavn er et helt særligt kapitel i historien om Amager. Spørger du folk på Christianshavn i dag, vil de fleste sige, de slet ikke bor på Amager. Christianshavn lavede tidligt en mild og usynlig løsrivelse og blev hurtigt Amagers Frederiksberg. Det er et af Københavns hyggeligste kvarterer med det oprindelige Lagkagehus, den supercool klub Halvandet og restaurant Noma.
Christianshavns fortid som rimelig rå med baggårde, Gasolin, tunge værtshuse og grove typer kan være svær at få øje på, men faktisk var Christianshavn så vild i 70’erne, at de gamle Christianshavnere, der var trætte af hårde stoffer på Christiania, samlede en flok af de hårde drenge og kørte ud og bankede rockerne. Det var i hvert fald en del af folkemytologien. Det var folk, der arbejdede på skibsværftet B&W, havde hænder som køller og ikke var bange for nogen.
Nu bor her arkitekter, smykkedesignere og andre med finere hud. Christianshavns rejse mod pænhed og gentrificering er godt på vej. Måske et varsel om, hvad andre dele af Amager bliver en dag. Nok ikke lige i overmorgen, men jeg kan godt forstå, at Amager er blevet hipt eller måske er lige på nippet til det. Det er ægte. Folk har større udfordringer end work-life balance, og det giver alle ro til at have lige så kaotiske liv, som alle andre har, uden at foregive, man har styr på det. Der er lidt højere til loftet, og det blæser lidt friskere. Niveauet af selviscenesættelse er rekordlavt.
Folk på Amager er direkte i en verden, der ellers kan føles strategisk og kalkulerende. Nybyggerne er anderledes selvbevidste – hvis kommoden er lavet af drivtømmer, er det med vilje, ikke fordi man er fattig – men de kommer også med den dynamik, det overskud og den kreativitet, der hiver Amager fra potentielt at blive sin helt egen rådne banan til at blive frontierland.
Der, hvor det hverken er for sølle til, at nogen vil flytte dertil, eller så pænt, at de lokale mister stedet (hvornår var en københavner sidst i Nyhavn?). I midten er der et sted, hvor grøden lige har den rigtige temperatur, som i eventyret med Guldlok og de tre bjørne. Så kommer der energi, og et nyt spændende kvarter kan tage form.
Det er mødet mellem det gamle og det nye, der gør det. Selv står jeg med et ben hvert sted. Med det ene er jeg amagerkaner og med det andet en af de nye. Jeg græder ikke over, at de gamle værtshuse lukker, og jeg elsker hver en ny kaffebar. Min kommode ville være af drivtømmer, hvis jeg havde råd, og samtidig vil jeg gerne drikke en bajer med Horst. Måske ender jeg tilbage på ’Lorteøen’ en dag. Måske ender det med at være Københavns Manhattan.
Hvis ikke det er grund nok til at synes om Amager, har Christian Fuhlendorff en mere konkret: ”Jeg har altid tænkt, at Amager var et perfekt sted at bo, hvis der kom zombier. Så kunne vi først hejse broerne og så flyve væk fra lufthavnen i Kastrup. Problemet er selvfølgelig nok, at hvis der kommer djævle, dæmoner og zombier op af jorden, kommer de sgu nok op på Amager.”
