Anders W. Berthelsen blev far sent i livet: ”Det var som om, en masse ting faldt på plads inde i mig”

Hvorfor sagde du ja til at spille Flemming ’Bamse’ Jørgensen?

”Jeg syntes, at det var en skidegod historie. Jeg kendte selvfølgelig til Flemming, men jeg vidste ikke, at han var blevet bortadopteret som lille og bar rundt på en historie, som også havde nogle meget mørke sider.

Allerede da jeg læste den første version af Bo Hr. Hansens manuskript, blev jeg meget rørt. Men så kom alle de andre overvejelser: Jeg sætter jo min røv i klaskehøjde ved at portrættere en mand, som var så folkekær, og som så mange mennesker har en relation til. Alle kender hans numre, og mange er vokset op med hans musik, selvom de måske ikke kender hans personlige historie.

Men jeg syntes, at projektet var så spændende, at jeg ikke kunne lade være, og så besluttede jeg mig for at gå ind i det med hud og hår.”

Hvordan har du forberedt dig til rollen?

”Jeg har gennemtærsket samtlige tv- og radiointerviews, der findes med ham. Det er to år siden, at Nimbus Film kontaktede mig første gang, og siden har jeg brugt uendeligt mange timer på at studere hans karaktertræk, hvordan han snakkede, og hvordan han bevægede sig.

Jeg har talt med hans gamle bandkammerater, og jeg har mødtes flere gange med hans enke, Kate, og hans to børn for at blive klogere på, hvem Flemming var.

Normalt læser jeg et manuskript og danner mig et billede af karakteren rimelig hurtigt, men her var det en langt mere grundig proces, fordi jeg gerne ville levere et troværdigt portræt.”

Var der noget ved ham, som overraskede dig?

”Jeg kendte ikke til den smerte, han bar rundt på hele sit liv. Jeg hørte et interview med ham, hvor han fortalte om at opsøge sin biologiske familie, og det havde han ikke ønsket at gøre, før hans adoptivforældre var døde, fordi han ikke ville risikere, at de skulle føle sig fravalgt, som han selv gjorde i så mange år – indtil det gik op for ham, at han nok havde fået et bedre liv af at blive bortadopteret. Jeg har arbejdet meget med, at den indre sorg skal skinne igennem, selv når det går godt.”

Hvad sagde hans familie til, at du skulle portrættere ham?

”Det var meget vigtigt for mig fra starten, at Nimbus Film fik familiens velsignelse til at lave filmen. Heldigvis var de meget positive overfor, at historien blev fortalt. De besøgte settet, mens vi optog filmen, og efter en scene kom Kate hen til mig med tårer i øjnene. Det var stort for mig, at jeg kunne mærke, at hans familie syntes, at jeg havde ramt hans væsen og hans sind.”

Hvad var den største udfordring ved rollen?

”Jeg synes, at alt ved rollen var udfordrende, lige fra at gå til sangcoach for at lære at synge Flemmings sange til at komme til at ligne ham. Jeg sad i makeuppen fire timer hver dag, og efter optagelserne gik der en time med afsminkning.

Jeg prøvede adskillige parykker, men ingen af dem fungerede, så i stedet lod jeg mit eget hår gro, hvorefter vi farvede det rødt og satte extensions på.”

Hvad med vægten?

”Jeg tog 12-15 kilo på i løbet af et halvt år, resten lagde vi på i kostumet. Jeg var ikke ude i en Robert De Niro (som tog 30 kilo på til ’Raging Bull’, red.), men det ville se for mærkeligt ud, hvis jeg blot havde kostume på, og mine hænder fx stadig var helt magre.

I starten skypede jeg en del med produceren Bo Erhardt, og hver gang spurgte han mig: ’Er du i gang? Har du taget på?’ Jeg lagde ikke en kostplan, men spiste bare mere, end jeg plejer.

Normalt tænker jeg over, hvad jeg spiser, fordi jeg godt kan mærke, at det sætter sig, men i det halve år tog jeg et ekstra stykke brød til maden og sagde ja tak til sovs. Efterhånden begyndte mit tøj og især mine T-shirts at sidde virkelig dårligt, og jeg tænkte: ’Fuck,’ når jeg kiggede mig i spejlet, men på settet gik jeg jo heldigvis bare i kostume.

Efter optagelserne har jeg måttet hyre en personlig træner, som også fortæller mig, hvad jeg skal spise. Det kræver noget mere arbejde at smide kiloene end at tage dem på.”

Du går aldrig til casting. Hvorfor?

”Jeg tror kun, at jeg har været til tre castings i mit liv. Jeg bliver heller ikke rigtig inviteret til nogen længere. Det er jo et eller andet sted noget pjat, når jeg alligevel konstant bliver bedømt i mit job, men jeg har det frygteligt med at stille mig op foran det blå lærred.

Måske ville det være nemmere for mig i dag, men da jeg var yngre, påvirkede det mig meget, og jeg blev så ked af det bagefter, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne nå at vise, hvad jeg kunne på tre minutter. I det hele taget fungerer jeg nok bedst, når jeg kan mærke, at folk stoler på mig.”

Tror du ikke, at du er gået glip af roller på grund af det?

”Det er jeg da helt sikkert, men der er ikke noget, jeg sidder tilbage og er ked af eller fortryder. Jeg har gjort tingene på den måde, som fungerede bedst for mig.”

Hvorfor er du aldrig taget til udlandet, som mange andre store navne i dansk film har gjort?

”Jeg har lavet lidt i udlandet, og jeg har fået udenlandske tilbud, hvor jeg var i gang med projekter i Danmark, som gjorde, at jeg måtte sige nej.

Nogle gange tænker jeg, om jeg måske bare skulle have droppet projekterne herhjemme og have sagt ja, men jeg har altid haft det sådan, at jeg helst ikke ville pisse i min egen rede, og når jeg har lavet en aftale, så holder jeg den.

Måske er jeg også lidt en tryghedsnarkoman, der gerne vil være tæt på min familie, og selvom min datter er blevet 14 år, har jeg ikke stadig ikke lyst til at sidde på et hotelværelse på den anden side af Atlanterhavet. Lige omkring da Vigga blev født, var jeg blevet tilbudt at lave en fransk film, men hvis jeg sagde ja, skulle jeg rejse allerede dagen efter fødslen, og det kunne jeg ikke få mig selv til.”

Har du haft gode oplevelser på udenlandske film?

”Nogle år før min datter blev født, var jeg i USA og Canada for at lave ’The Weight of Water’ med Kathryn Bigelow som instruktør. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle tage af sted alene, og jeg havde fået arrangeret, at jeg kunne få en person med derover. Men så ville skæbnen, at Ulrich Thomsen også blev hyret til at være med i filmen, og det var konge, for han var god at læne sig op ad.

I dag er jeg vist blevet voksen nok til, at jeg ikke behøver at have en anden person ved min side hele tiden, men jeg har det bare bedst i trygge rammer.”

Hvad har det betydet for dig at få din datter?

”Jeg blev far relativt sent i livet, og da det skete, var det, som om der faldt en hel masse ting på plads inde i mig. Også i forhold til mine prioriteter. Jeg valgte tidligt, at jeg gerne selv ville være hjemme hos Vigga, og at hun ikke skulle vokse op med barnepiger.

I stedet har min kone, der også arbejder i filmbranchen som produktionsleder, og jeg sørget for at være hjemme på skift, selv når vi har haft travlt.”

Var din egen barndom også sådan?

”Ja. Vi er tre brødre, og min mor gik hjemme med os alle, og det var en meget sikker base, hvor vi kom i første række og aldrig blev tilsidesat. Hvis der kom en psykolog forbi, ville han måske sige, at det er dér, tryghedsnarkomanen stammer fra.”

Anders W. Berthelsen

Født i 1969. Opvokset i Kolding. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1994. Debuterede i Niels Arden Oplevs ’Portland’ i 1996. Fik sit gennembrud året efter med DR-serien ’Taxa’ i rollen som taxachaufføren René Boye-Larsen. Aktuel med komedien ’Alle for fire’ og med ’Bamse’, et biografisk drama om den folkekære musiker Flemming ’Bamse’ Jørgensen. Debuterer som instruktør med komedien ’Lykkelige omstændigheder’, der har premiere 6. oktober. Bor i København med sin kone, filmproducenten Christina Pind, og sin 14-årige datter Vigga.

Du har rundet 50 år. Hvordan har du det med at blive ældre?

”Egentlig har jeg altid haft det meget fint med det, i hvert fald indtil nu. 30 og 40 gjorde mig ikke noget, men 50 var pludselig noget andet.

Jeg tror, det var Troels Lyby, der engang sagde, at når man er ung, har man helt vildt mange gravstene foran sig, men efterhånden bliver de færre, og til sidst er det ens egen, man kan skimte ude i horisonten.”

Hvad interesserer du dig for, når du ikke spiller skuespil?

”Mit arbejde er jo min hobby og har været det, siden jeg gik i folkeskole, så jeg må sige, at det fylder rigtig meget. Men jeg kan godt lide at lave mad. Det er sådan, jeg stresser af, når jeg er hjemme.

Jeg er heller ikke typen, der render rundt og spiller golf, men jeg har nogle venner, som også lige har rundet de 50, der har fundet golftasken frem, så måske det kommer.

Til gengæld er jeg glad for at se fodbold – Liverpool og FCK – og så sidder jeg og sms’er med en gruppe venner om kampen, mens den kører.”

Lige om lidt springer du ud som instruktør med ’Lykkelige omstændigheder’. Hvad gav dig lyst til selv at instruere?

”Lysten har været der i mange år, men jeg har taget et langt tilløb og dels ventet på, at jeg følte mig klar, og dels har jeg ventet på det helt rigtige projekt. Jeg dyppede tåen i vandet med ’Ser du månen, Daniel?’ Det var mig, der startede projektet og ringede til en producent, fordi jeg gerne ville filmatisere Puk Damsgårds bog.

Jeg ringede også til Niels Arden Oplev, som jeg har kendt hele livet – hans debutfilm som instruktør, ’Portland’, var også min debutfilm som skuespiller – og spurgte, om han ville være konsulent på projektet.

Men ret hurtigt kunne jeg se, at den bog var en alt for stor mundfuld for mig, så jeg endte i stedet med at spørge Niels, om han ville instruere den sammen med mig, og det ville han heldigvis gerne. Han havde kun to betingelser: At jeg selv skulle spille en rolle, og at hvis vi blev uenige, så var det ham, der bestemte. Set i bakspejlet var det den rigtige beslutning.

Det var en kæmpe historie, der var ni forskellige nationaliteter med, og vi skulle optage i Jordan, så det krævede en erfaren rotte som Niels. Men jeg lærte utroligt meget af at være medinstruktør.”

Var det den oplevelse, der gav dig det sidste rygstød?

”Ja. Jeg har efterhånden også været på så mange filmset gennem årene, at jeg flere gange har haft en oplevelse af at stå og tænke om instruktøren: ’Fint nok, men jeg ville have gjort det anderledes.’ På et tidspunkt, når det er sket tilpas mange gange, bliver man nødt til at prøve at kaste sig ud i det og se, om man rent faktisk har fat i den lange ende. Og ’Lykkelige omstændigheder’ foregår jo bare hjemme i Kolding.”

Hvorfor blev det lige en romantisk komedie, der blev din første film som instruktør?

”Det er jo en genre, som ligger mit hjerte nært, og som jeg har beskæftiget mig en del med som skuespiller. Jeg kan godt lide komedier, som også har noget dybde i sig.

Der er så mange situationer i livet og i hverdagen, som både er groteske og sjove, og det, synes jeg, er sjovt at portrættere på film, hvis ellers man tager det alvorligt.”

Er det også et mere sikkert valg, end hvis du havde valgt selv at lave en film som ’Ser du månen, Daniel?’

”Nej, jeg synes, det er et mere usikkert valg. Det er sværere at lave noget, hvor du skal have folk til at grine og få det til at fungere end at lave en meget alvorlig og melankolsk film.

I komedien er der en kæmpe risiko for, at det kan falde fuldstændig fra hinanden og blive virkelig usjovt … Nu bliver jeg helt bange (Anders W. Berthelsen banker tre gange under bordet, red.). Men der er så meget i en komedie, som kan gå galt – replikkerne skal leveres helt rigtigt, timingen skal være der, og det må ikke blive hverken for meget eller for lidt.”

Hvad har været det mest krævende ved at instruere?

”Det er en kæmpe opgave at have et helt hold af spillere og få dem til at forstå min vision, og hvor jeg gerne vil hen med filmen. Hver morgen før optagelserne spillede jeg alle scenerne igennem selv for at mærke, om det føltes rigtigt.

Martin Høgsted er med i filmen, og til afslutningsfesten på produktionen holdt han en tale, hvor han sagde: ’Tusind tak for alle nej’erne.’ Hver gang han lavede et eller andet, sagde jeg ’tak, men nej tak, prøv at gøre sådan her i stedet.’ Som skuespiller kan du være nok så meget inde i din karakter og dit stof, men der er jo en grund til, at der er en instruktør, og det er, at nogen skal have det samlede overblik.

Jeg har selv stået i Martins sko mange gange, og der må man bare stole på sin instruktør. Men selvfølgelig skal jeg også være åben over for, at skuespilleren kommer med et bud, der er helt genialt, og kunne løbe med det.”

Hvordan er det for en selverklæret tryghedsnarkoman at bevæge sig fra rampelyset til instruktørstolen?

”Det har været nervepirrende, fordi det var nyt, men jeg har ikke været usikker. Måske fordi jeg har sørget for at være helt enormt velforberedt og fundet en tryghed i det.

Men uanset hvor meget tid jeg har brugt på at tænke alle mulige scenarier igennem, kan jeg ikke forberede mig på, når det pludselig begynder at pisse ned inden den slutscene, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle optage i høj solskin, og der ikke er tid til at udskyde den, fordi Esben (Smed, red.) skal videre til optagelser på Billes (August, red.) film.

Det var også meningen, at han skulle ligge og flyde rundt på en luftmadras ude i vandet, men det fucking stormede, og da jeg sendte min indspilningsleder ud i badebukser med luftmadrassen for at teste det, kunne jeg godt se, at det var umuligt. Så i stedet filmede vi scenen, mens Esben svømmede nede i vandet, og mens det regnede, og pludselig gav det større mening, end jeg havde forventet.”

Blandt journalister har du et ry for at være svær at interviewe. Har du selv hørt det før?

”Ja, det har jeg. Synes du, jeg er det? Måske er det, fordi jeg aldrig er kommet ind med store armbevægelser og har sagt: ’Så gjorde jeg sådan og sådan og sådan, mand.’ Jeg har altid bare sagt: ’Det ved jeg ikke.’ Især er jeg dårlig til live-tv.

Når jeg er i ’Go’ Morgen Danmark’ fx, tænker jeg ikke på andet, end at jeg kan komme til at blowe det hele. Hvad hvis jeg siger noget, der er fuldstændig åndssvagt? Dybest set er jeg nok bare ikke så vild med at skulle være i centrum.”