André Saraiva: "Graffitien står stadig for rebelskhed, selvom folk har fået en bedre forståelse for det. Det er en global bevægelse"

André Saraiva – eller bare André, som han oftest omtales – voksede op i 1970’ernes Sverige med portugisiske forældre, der havde undsluppet Salazars diktatur. I skolen var han den eneste med sort hår og blev derfor kaldt ’Svartskalle’ af de andre blonde børn. Da André var 10 år gammel, flyttede familien til Paris, og her – som ung mand – tog han favntag med tiden og farvede den med spraymaling og spraglede motiver. Siden da og ved siden af graffitikunstnergerningen har han også gjort sig i natklubber (i godt og vel alle verdens metropoler) og hoteller (to styks i Paris).

Og så er André selvfølgelig også typen, der kan fortælle dig om ikke bare den ene, men de to gange, han har lagt lokaler til en fødselsdagsfest for Mick Jagger i New York. På hans samvittighed ligger et hav af prominente kollaborationer, og nu har den 50-årige altmuligkunstner indledt sig med danske Vipp og tilført ét af deres minimalistiske køkkendesigns et los rebelsk kolorit.

André Saraiva, du skabte dig et navn tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Hvordan skete det?

”Jeg begyndte jo med graffiti, så jeg var ikke specielt populær. Det var helt klart en undergrundsting, og ingen gik rigtigt op i, hvad vi lavede. Bortset fra politiet, der forsøgte at smide os i fængsel. Det var ikke sådan, at folk ligefrem skreg ad os, når vi gik på gaden. Vi var ikke særligt elskede.”

I følte jer ikke som rockstjerner?

”Nej. Men vi troede på det, vi lavede, og vi vidste, at graffiti var nyt og kraftfuldt. Nu vokser folk op med graffiti, børn ved, hvad det er, og det er en del af det urbane sprog. Det er en æstetisk reference. Men det gør stadig, hvad kunst skal gøre; er en del af samtalen og stiller spørgsmål. Det er blevet en del af samfundet, og nogle gange bliver vi sågar udstillet på museer. Vi får vores hævn!”

I er blevet en del af bourgeoisiet?

”Ja, vi er blevet bourgeoiser! Ej, for idéen med et museum er, at det er for alle.”

Hvad var appellen ved graffiti, da du begyndte?

”En ægte følelse af frihed.”

Hvad handlede friheden om?

”Vi havde noget, der ikke var vores forældres. Det var ikke konventionel kunst, vi havde lært i skolen, eller noget som alle andre lavede. Det var totalt nyt og kom sammen med hiphoppen. Det var nyt, og det var vores. Og ikke kommercielt.”

Hvis du sammenligner med tiden dengang, hvordan ser du så graffitiens rolle nu?

”Graffitien står stadig for rebelskhed, selvom folk har fået en bedre forståelse for det. Det er en global bevægelse. I alle byer i verden bliver der lavet graffiti. Men det er stadig i opposition til etablissementet.”

Har det fået et nyt sprog, nu hvor man kan sprede ordet gennem sociale medier?

”Absolut, ja. Da jeg voksede op, var det svært at finde graffiti andre steder fra. Der var ingen bøger om det, ingen magasiner, intet internet. Hele kulturen blev båret fra mund til mund. Sommetider tog nogen til New York og vendte retur med billeder i en sort bog, de viste frem til os andre. Det var en svær kultur at få adgang til. Nu er graffitikulturen og alle andre undergrundskulturer lette at få adgang til. Børn kan bo i en lille by og vide alt.”

Har det gjort graffiti som udtryksform svagere eller stærkere, at det er blevet demokratiseret?

”Stærkere. Selvom jeg også godt kan lide ting, der er sjældne. Hiphop er vel også blevet den mest lyttede genre? Det var ikke tilfældet, da jeg begyndte at lytte til det. Det største dengang var vel … hård rock?”

Ha! Det er det helt sikkert ikke i dag. Når du ser på tidens ungdom og den måde, de udtrykker sig på, hvad ser du så?

”De er meget mere bevidste og bekymrede over problemer. Og de er meget mere åbensindede.”

Er de mere politiske, end din generation var?

”Jeg var meget politisk, og det var mine venner også. Men ja, helt unge børn i dag er jo bevidste om alverdens problemer. De har deres woke-bevægelse – og Black Lives Matter, der blev og er et globalt tema netop i kraft af sociale medier.”

Vil dagen nogensinde komme, hvor du bare vil bruge tiden på at surfe i Portugal (André Saraiva ejer et sommerhus i landet, red.)?

”Jeg elsker at surfe, men jeg gider ikke blive sådan en, der bare tænker på at surfe. Jeg kender et par af dem. Men det hjælper mig med at finde balancen og slå hjernen fra en gang imellem.”

Så du vil blive ved med at have fart på, indtil det hele er forbi?

”Ja, jeg skal have projekter i gang. Det holder mig i live. Jeg holder af at skabe ting, at bringe mennesker sammen … at fortælle historier. Det hele handler om at fortælle historier. Når jeg skaber et hotel, fortæller jeg en historie. Når jeg maler et billede, fortæller jeg en historie. Når jeg laver et samarbejde om en skraldespand (André Saraiva har også malet Vipps karakteristiske skraldespand, red.), så fortæller jeg en lille historie.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst og Graffiti