André Saraiva: "Graffitien står stadig for rebelskhed, selvom folk har fået en bedre forståelse for det. Det er en global bevægelse"

André Saraiva – eller bare André, som han oftest omtales – voksede op i 1970’ernes Sverige med portugisiske forældre, der havde undsluppet Salazars diktatur. I skolen var han den eneste med sort hår og blev derfor kaldt ’Svartskalle’ af de andre blonde børn. Da André var 10 år gammel, flyttede familien til Paris, og her – som ung mand – tog han favntag med tiden og farvede den med spraymaling og spraglede motiver. Siden da og ved siden af graffitikunstnergerningen har han også gjort sig i natklubber (i godt og vel alle verdens metropoler) og hoteller (to styks i Paris).

Og så er André selvfølgelig også typen, der kan fortælle dig om ikke bare den ene, men de to gange, han har lagt lokaler til en fødselsdagsfest for Mick Jagger i New York. På hans samvittighed ligger et hav af prominente kollaborationer, og nu har den 50-årige altmuligkunstner indledt sig med danske Vipp og tilført ét af deres minimalistiske køkkendesigns et los rebelsk kolorit.

André Saraiva, du skabte dig et navn tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Hvordan skete det?

”Jeg begyndte jo med graffiti, så jeg var ikke specielt populær. Det var helt klart en undergrundsting, og ingen gik rigtigt op i, hvad vi lavede. Bortset fra politiet, der forsøgte at smide os i fængsel. Det var ikke sådan, at folk ligefrem skreg ad os, når vi gik på gaden. Vi var ikke særligt elskede.”