Anemone Sejr: "Jeg kan godt lide kulturen omkring skateboarding, og hvordan de kommer fra ingenting og bliver ikoner”
Vores forhold til visse genstande fortæller noget om os selv. Eksempelvis hvordan man er villig til at køre fra San Diego til Los Angeles for en pastaret og en DVD, eller hvordan man investerer 200 dollars i en vintage T-shirt fra 2004. Oliver Enné har talt med Anemone Sejr, freelance kreativ og udvikler bag ’Insert Yourself Here Magazine’, om fire særlige ting i hendes samling.
“Jeg fik det i 18-års fødselsdagsgave, og jeg havde ønsket mig det meget, meget længe. Jeg har altid har været interesseret i fotografi, og jeg begyndte at arbejde mere målrettet med det, da jeg fik kameraet. Kort efter kom jeg ind på fotoskolen Fatamorgana. Jeg tager ikke vildt mange billeder på mit kamera til hverdag, men når jeg skal bruge det, så har jeg det. For det meste tager jeg billeder på min iPhone. Jeg kan godt lide, at det er sløret og uperfekt.
I august 2019 startede jeg på Fatamorgana. Jeg nåede at gå der i en uge, og så besluttede jeg mig for, at skole ikke længere var noget for mig. Derefter startede jeg med at arbejde på mit eget magasin, Insert Yourself Here, der tog mig seks måneder at gøre færdigt. Jeg ville bevise for mig selv og mine forældre og venner, at jeg godt kunne. Jeg var enormt motiveret til at skabe mit eget efter en svær beslutning om at droppe ud så hurtigt. Folk har taget vildt godt imod magasinet. Alene det, at så mange ville være med i magasinet, havde jeg slet ikke regnet med. Så før nogen købte det, var det allerede en succes, alene fordi de var med.”
Annonse
Supreme-’Blessed’-DVD
“Sidste år var jeg i San Diego for at styrke mit engelsk på en sprogskole og for at komme lidt ud og stå på egne ben for en kort periode. Det var ret vildt at være helt alene så langt væk. Det var virkelig en udfordring, men jeg lærte meget på den ene måned.
En dag lejede jeg en bil og kørte fra San Diego til Los Angeles. Turen tager cirka fire timer. Jeg kørte derop, fordi jeg ville have spicy fusilli hos Jon & Vinny’s, som er min livret. De havde ikke noget bord, så jeg måtte sidde og spise på parkeringspladsen ved siden af. Rimelig antiklimatisk.
Mit andet mål i Los Angeles var at tage i Supreme og købe skateboardvideoen ‘Blessed’ på DVD. Jeg havde ikke tænkt over, at jeg ikke kunne afspille DVD på min computer. Så måtte vente, til jeg var tilbage i Danmark, før jeg kunne se den. Da jeg endelig så den, åbnede den en helt ny verden for mig. Det var på mange måder en introduktion til alle de skatere, som jeg ser op til i dag. Jeg kan godt lide kulturen omkring skateboarding, og hvordan de kommer fra ingenting og bliver ikoner. Jeg elsker æstetikken, og hvordan de er så dedikerede til én ting. Jeg har selv vildt svært ved at koncentrere mig om én ting. Jeg elsker, når der sker noget nyt.
Skating er ikke rigtig en ting i min omgangskreds. Men det er måske derfor, jeg så godt kan lide den verden. Fordi de er en hel gruppe, der interesserer sig for det samme. De har et sammenhold på en måde, som jeg ikke har prøvet før.”
Cartier Trinity Ring
Annonse
“Min mor fik den, da hun blev friet til. Jeg tror, hun var 18 år gammel. Jeg ved faktisk ikke af hvem. Hun sagde nej, men beholdt ringen. Hun siger selv, det er en normal ting, men det er jeg ikke sikker på. Det er lidt mærkeligt at tage imod en ring, hvis man ikke siger ja.
Hun går aldrig med den, så en dag tog jeg den på, og nu er den lidt blevet min. Jeg har den på pegefingeren, fordi den passer bedst der, men jeg synes også, det er sejest. Det er et ikonisk design, men i starten troede jeg bare, det var tre af hendes ringe, der havde foldet sig sammen.
Jeg går normalt i ret drenget tøj, hvis man kan sige det. Men når jeg har smykker på, bliver det mere feminint. Det er et design, der for mig altid vil være klassisk og nærmest ikonisk. Den slags ting kan jeg godt lide.”
Prince-vintage-T-shirt
“Lige inden lockdown var jeg i New York, fordi jeg havde fået en praktikplads hos Office Magazine. Jeg nåede at være der i tre dage. Jeg skulle have været der i fire måneder. På min sidste dag i byen skulle jeg lige have det sidste med, og tog forbi en række af mine yndlingsforretninger i SoHo. I Procell fandt jeg den her Prince T-shirt, som jeg er ekstremt glad for. Den har en mærkelig pasform, og jeg kan ikke rigtig finde ud af at gå med den, men jeg elsker den stadig.
Den minder mig lidt om min barndom. Jeg er vokset op med, at Prince var den sejeste. Jeg husker tydeligt en særlig liveoptræden, hvor han spiller ‘Purple Rain’ med Beyoncé. Den video har jeg set 100 gange. Så jeg måtte eje den T-shirt, selvom den var ret dyr.
Den er fra hans Musicology-turné i 2004. På turnéen har den nok kostet 20-30 dollars, men den bliver solgt for meget mere nu. Jeg tror, jeg gav 200 dollars for den. Alt var ekstremt dyrt inde i den forretning. Jeg forstår det ikke helt.
Annonse
Jeg er vokset op med Prince i hjemmet, da min far er musiker, og min mor er stor fan. Jeg kan godt lide Prince, fordi han var så speciel. Han var forud for sin tid. Jeg kan godt lide folk, der skiller sig ud og tør at være sig selv.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.