Arian Kashef er dansk skuespils nye stjerneskud: ”Jeg bliver ved, indtil folk får nok af mig”

Som lille var jeg en meget energisk dreng, der ikke kunne sidde stille. Jeg kan huske, at skoleinspektøren viste mig en tegning med to cirkler, hvor hun pegede skiftevis på dem og sagde: ’Det her er alle de andre, der godt kan finde ud af at sidde stille, og det her er dig – og det handler ikke hele tiden om dig, Arian’. Det gjorde det lidt svært for mig at vide, hvor jeg lige hørte til. Man får jo ikke at vide, at man kan være musiker eller skuespiller. Der er ligesom en følelse af, at man skal gå efter at være læge eller revisor eller sådan noget, og de kasser passede jeg bare ikke ind i.

Jeg vidste ikke som lille, at jeg ville være skuespiller, men senere har min mor fortalt mig, at der mange gange gennem livet har været skuespilleri tæt på mig. Da hun fødte mig, lå hun på hospitalet lige ved siden af en kendt skuespillerinde, og da jeg gik på Bernadotteskolen, var jeg med i en Dr. Dolittle-opsætning, og Mads Mikkelsens søn eller datter gik vist også på skolen. Jeg kan ikke huske nogen af tingene. Det er først efter, jeg er blevet skuespiller, hun har fortalt mig det. Det er sjovt, hun først har nævnt de her ting nu, men på den anden side tror jeg også, jeg havde været ret ligeglad som barn, hvis jeg vidste, at jeg gik på skole med Mads Mikkelsens et eller andet. Jeg var slet ikke interesseret i skuespil på den måde.

Jeg har altid været kreativ. Da jeg var lille, kom det mest til udtryk i musikken. Jeg var barndomsvenner med Artigeardit, og jeg kan huske, vi sad på mit værelse i et skraldet hjemmestudie og prøvede at rappe. Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at blive klar over, at det kreative skulle være min levevej. Det var i 2.g, hvor jeg kedede mig enormt, så jeg startede en YouTube-kanal, hvor jeg lavede sketches, og kanalen blev vildt populær. Daily Mail skrev en artikel om en af mine videoer og det hele. Det er lidt noget, jeg som skuespiller har prøvet at lægge bag mig, men det er jo en del af mig, så det kan jeg ikke løbe fra.

Da jeg skulle søge ind på skuespillerskolen, vidste jeg slet ikke, hvad det ville sige at være skuespiller. Jeg vidste ikke engang, at det var noget, jeg var god til. Runi Lewerissa, der er skuespiller og Hella Joofs eksmand, stod for noget, der hed C:NTACT, hvor en masse unge opførte små stykker taget ud fra deres eget liv. Vi blev gode venner, og han opfordrede mig til at søge ind på skolen. Til prøverne skal man fremføre en monolog fra et stykke, og vi aftalte, at jeg skulle opføre noget fra ’Romeo og Julie’.

På det tidspunkt kørte den med Danika Curcic og Thomas Hwan på Det Kongelige Teater, så jeg tog ind og så den. Den sluttede, og jeg syntes, det hele var lidt mærkeligt. ’Var det ikke meningen, de skulle dø?’ tænkte jeg.

Da jeg kom ud i min bil, ringede jeg til Runi og spurgte ham, om det ikke var lidt mærkeligt, at den sluttede så brat. Så grinte han bare og sagde, at jeg var kommet til at gå, da anden akt sluttede. Så blank var jeg. Men jeg tog ind og så stykket igen og lavede oplæsningen til prøverne og kom heldigvis ind. Den historie vidner om en dreng, der ikke ved, hvad det vil sige at være skuespiller, men bare kommer med det, han selv har. Og det var åbenbart godt nok.

Det var meget mærkeligt at skulle flytte til Aarhus for at gå på Skuespillerskolen. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle bo der. Men det var rigtig dejligt at gå et sted, hvor jeg endelig fik lov til at være mig selv og nørde skuespil. Det var et sted, hvor jeg fandt ud af, at den energi, jeg rendte rundt med, passede perfekt ind. Jeg fik lov at udforske mig selv, og jeg fik lov at eksperimentere med, hvad jeg kunne, hvem jeg var, og hvad jeg gerne ville. Jeg fandt mig til rette. Og der kunne jeg lige pludselig godt finde ud af at sidde stille.

Jeg gik i klasse og i skole med folk, som åbenbart havde efternavne, der betød noget i branchen. Men jeg var så grøn inden for skuespil, at jeg ikke vidste, hvorfor de betød noget, og det er jeg glad for. I stedet for at blive påvirket af det, så jeg bare alle mennesker, som de nu engang var.

I begyndelsen turde jeg ikke sige så meget og komme med så meget kritik, fordi jeg følte mig ny. Så jeg tog meget ind i stedet. Men jeg følte mig ikke usikker. Jeg havde meget selvtillid, selvom jeg ikke vidste, hvad fanden det hele var. Jeg har altid en tro på, at det hele nok skal lykkes for mig alligevel. Jeg vidste, at jeg nok skulle få job, når jeg var færdig, for jeg bliver ved, indtil folk får nok af mig. Det er min indstilling.

Min første store rolle var i ’Når støvet har lagt sig’. Til castingen øvede vi en dramatisk scene med min karakter og hans storebror. Det handlede om, at jeg skulle prøve nogle forskellige ting af i forhold til min karakters reaktion på noget, storebroren havde gjort. Der gik en uge, og så fik jeg at vide, jeg var kommet videre til næste castingrunde. Efter den sagde de, at de ville give mig et svar hurtigst muligt. Og ugerne gik, og jeg tænkte bare: ’Hvad fuck sker der, mand?’

En dag under prøverne til mit afgangsprojekt ringede telefonen. Det var casteren, der sagde, jeg havde fået rollen. Det var for sindssygt. Hovedrollen i en DR-serie. Jeg havde aldrig prøvet noget så stort før. Jeg var lidt nervøs. Jeg ringede hele tiden til producerne og spurgte dem om alle mulige ting. Jeg tror også godt, de kunne fornemme, jeg var ny i det. Men jeg er glad for, at jeg stillede så mange spørgsmål, for nu ved jeg, hvordan det er og fungerer.

Jeg synes, jeg er dygtig, når jeg får lov at gå i dybden med en karakter. Jeg er glad for at spille historier, der er rørende. Jeg er glad for melodramaet. Film som ’Moonlight’ eller ’Pianisten’ tiltaler mig. Jeg synes, jeg er ret god til at være i kontakt med mine følsomme sider.

Jeg er meget intuitiv i min arbejdsproces. Jeg læser manuskriptet og mærker ret hurtigt, hvad karakteren skal. At lave en serie eller film involverer mange mennesker, så jeg prøver heller ikke at gå så meget ind i karakteren, at jeg ikke kan komme ud igen, hvis min medskuespiller går i anden retning, eller instruktøren vil have noget andet. Det skal være åbent, så det kan udvikle sig. Skuespil er energier mellem mennesker.

Jeg synes ikke, mit fulde potentiale er blevet forløst endnu. Jeg har endnu ikke mødt det helt rigtige manuskript. Det skal ikke lyde egoistisk og for højrøvet, men jeg kan mærke på mig selv, at jeg godt kan blive mere udfordret, end jeg tidligere har været. Jeg håber på en dag at lave en spillefilm, hvor jeg har en bærende rolle. Det tiltaler mig, at man er på et spillefilmset i mange dage og virkelig dykker ned i sin karakter og får lov til at se udviklingen fra start til slut.

Genremæssigt kunne jeg godt tænke mig at lave en historiefilm à la ’Margrete den Første’. Eller en western eller en krigsfilm. Det kunne være sindssygt. Jeg laver jo mange serier, hvor det er meget ungdommeligt, og jeg kunne godt tænke mig at lave noget lidt mere melodramatisk. Spillefilmen er en charmerende størrelse. Man går ind sammen som publikum og ser den i biografen. Man får en samlet oplevelse, og det gør man ikke på samme måde med en serie.