Arkitekt Line Davenport: ”Dette sted er fabelagtigt om vinteren”

Bragt i samarbejde med Visit Nord.

På alle måder tænker arkitekter over årstider og dermed også vinter. Det er dels en teknisk, praktisk ting, der handler om at sikre sig, og at et hus, en bygning eller et byrum patinerer ordentligt. Men det handler selvfølgelig også om at skabe rum, hvor vi kan fornemme verdenen omkring os.

Jeg kommer til at tænke på Gottfried Semper, den tyske arkitekt og teoretiker, der skrev ’Arkitekturens fire elementer’ – frit oversat til dansk. Heri forsøger han at forestille sig, hvordan arkitekturen i sit forsterstadie opstod. Han ser for sig, at det første element har været ild i mørket. Et ildsted, man kunne varme sig omkring efter kamp og vandring. Noget, der kunne give varme og lys i mørket, og som skabte orden og form i menneskets verden.

På den måde kan man sige, at lys og varme i høj grad kan skabe nye forbindelser om vinteren. Det er, tror jeg, noget meget elementært i arkitekturen. Det samme gør sig gældende i saunaen, når vi vinterbader. Det er godt for os. Ikke bare at mærke kulden og det kolde vand på den nøgne hud. Men også bagefter, inde i saunaen, når vi samles om varmen og lyset. Det vækker noget i os, som vi ellers risikerer at miste.

Når jeg tænker på vinteren, tænker jeg i virkeligheden på ret elementære fænomener. Måden, man sanser naturen på. Forholdet mellem natur og menneske. Vi mærker elementerne på en helt anden måde om vinteren. Det vækker et urinstinkt i os, nærmest.

I Aalborg har vi blandt andet et vinterbadelaug i Vestre Fjordpark. Sidste år vinterbadede jeg også i Rold Skov, hvor der er et fantastisk fællesskab. De har en lille bjælkehytte, som de selv samler, inden vinteren kommer. Og skiller ad igen, når vinteren er forbi. Og så er der en lille badebro, hvorfra man springer ud i skovens brune cola-sø.

Jeg tror, de fleste kan genkende følelsen af at gå en tur i skoven i sneen og føle, at man er lidt mere sig selv bagefter. I bedste fald er sæsonerne jo kontrastfyldte. En ægte vinter, et ægte forår, en ægte sommer og et ægte efterår. Så de maler sig op over for hinanden og påvirker os på forskellige måder. Og får de forskellige momenter frem i tilværelsen.

På det seneste har jeg også tænkt på, at vi inden for den skandinaviske arkitektur har en tradition for arkitekttegnet interiør. Jeg tror, det hænger sammen med, at der er så forholdsvis koldt i denne del af verden. Sydpå er de vildt gode til at bruge byen som en dagligstue. Men det er kun i få måneder af året, at det er muligt for os. Derfor, tror jeg, har vi gjort os umage med at skabe sanselige, personlige hjem.

Med fare for at lyde som én, der hælder ananas i egen juice, har vi her på Utzon Center et ret fantastisk tag. Når man står udenfor og betragter det, har det karakter af et landskab. Hvert år tager jeg et billede af det første sne, der falder, fordi taget får karakter af et bjerglandskab.

Line Davenport & Utzon Center

Line Davenport er arkitekt og ph.d. i arkitektur. 

Hun har siden 2020 været udstillingsdirektør på Utzon Center, der ligger ved havnefronten i Aalborg. 

Utzon Center er et kultur- og videnscenter, der både byder på udstillinger, workshops, sociale arrangementer og en restaurant. Utzon Center er tegnet af Jørn Utzon og blev opført i 2008. 

Utzon døde senere samme år, og centeret blev derfor hans sidste værk.

Det er netop det, vinteren kan: Den transformerer vores virkelighed og skaber nogle helt nye situationer og helt nye motiver.

Hvis man befinder sig på de her kanter, så synes jeg, at Kunsten er fabelagtigt om vinteren. Det er tegnet af finnen Alvar Aalto, som er endnu bedre til vinter, end danske arkitekter er. I hvert fald kan jeg konstatere, at han har tegnet et palads af et museum i italiensk marmor. Og netop, fordi huset primært er hvidt, er det rent eventyr, når sneen falder.

Når jeg tænker på vinteren i Aalborg, tænker jeg også på fjorden. Utzon Center ligger lige ved siden af. Den skaber en korridor, som vinden kan passere igennem. Når det bliver rigtig koldt, ligger der is på fjorden. Det er vildt dramatisk. Man fornemmer naturen, der kiler sig igennem byen og deler den i to. Nørresundby på den ene side, Aalborg på den anden. Og når isen bryder, skaber den noget, der minder om mosaikker på den enorme overflade. 

Jeg tænker også på overgangen til forår, når jeg tænker på vinter. Man kan se det på folk, når de træder ud af vinteren og ind i foråret. Vi ranker ryggen. Det, der kommer efter, nemlig foråret, er også en del af vinteren. Uden vinteren er foråret ikke den lettelse, vi oplever det som.