Arthur Nygaard er forsanger i det fremadstormende Aarhus-band Undertekst: ”For os er Northside det største, vi har opnået indtil videre”
Aarhusianske Undertekst spiller lørdag på Nova-scenen på NorthSide. Det er første gang, at bandet skal spille på festivalen, og for de fire bandmedlemmer er koncerten en milepæl. Marcus Højgaard har talt med bandets forsanger Arthur Nygaard om vejen mod at blive god, de bedste festivaltips og de bedste minder fra Northside.
”Vi startede Undertekst på Klejtrup Musikefterskole, hvor vi alle gik i niende klasse. De fleste, der starter på Klejtrup, kommer for at spille musik, og sådan var det også for Bertil, Marius, Tobias og jeg selv, da vi startede i sin tid.
Vi blev hurtigt tætte, og ret hurtigt valgte vi at gå i øvelokalet, hvilket senere skulle vise sig at være en god idé. Den første sang, vi lavede, var ’Skibet', og sangen blev et mindre hit på Klejtrup gennem vores ophold. Siden da har vi både lavet en EP og et album.
Annonse
Spiller man en Undertekst-sang på sit anlæg, er jeg overbevist om, at man kan høre, at vi er venner. Musikken er ægte, og der er ikke noget smart pladeselskab eller nogen afdanket manager, der har bedt os om at spille sammen. Vi gør det derimod, fordi vi kan lide det, vi laver, og ikke mindst hinanden.”
Undertekst
Bandet består af Marius, Tobias, Bertil og Arthur. Tobias er 21 år, mens de tre andre er 20 år gamle. Vandt P3´s KarriereKanonen i 2019, og samme år var deres sang ’Skal vi tage til månen’ i top-10 over mest spillede sange på P6. Har været support på Go Go Berlins Danmarks Turné, og i 2020 spillede de deres første officielle koncert på spillestedet VOXHALL, der blev udsolgt på kort tid.
Forsanger Arthur Nygaard
Hvornår vidste I, at I var gode?
”Siden vi startede, har vi kunne mærke, at folk har brudt sig om vores musik. Efter vi udgav nogle af vores første sange, fik vi et hav af positive beskeder Instagram. Det forstærkede også vores egen tro på projektet.
Selvom troen og selvtilliden var stærk omkring vores musik, var der i en lang periode ikke ret mange, der lyttede til vores sange. Vi talte ofte om, hvornår andre udover vores venner mon fandt ud af, at vi var gode.
I 2019 meldte vi os til Karrierekanonen, som vi endte med at trække os sejrrigt ud af. Konkurrencen var en kulmination på flere års hårdt arbejde. Når man er musiker, forsøger man at formidle et budskab og få andre til at forstå den vision, man har med ens musik. KarriereKanonen var med til at gøre, at der endelig var nogen i musikbranchen og i de etablerede medier, der endelig så, at vi var gode til at lave musik.”
Hvordan bliver det at skulle spille på NorthSide?
Annonse
”For mig er Northside det største, vi har opnået som band indtil videre. Første gang jeg var på festivalen var, da jeg var 12 år gammel. Sammen med min familie og mit fodboldhold, var jeg med til at samle det skrald, der lå spredt udover festivalpladsen. I mange år lå der et billede af mine brødre og mig inde på Northsides hjemmeside fra dengang, hvor vi gik og ryddede op på festivalpladsen.
Den allerførste koncert jeg nogensinde hørte, var på Northside, hvor jeg hørte ASAP Rocky, som jeg på det tidspunkt ikke anede, hvem var. Fordi vi alle er fra Aarhus, er det specielt at skulle spille på Northside. Det plejer også være ret selektive i deres programsammensætning. Så at de har vurderet, at vi er gode nok til at komme igennem det nåleøje, er et kæmpe skulderklap. Jeg synes, det er en af de sejeste festivaler, vi har herhjemme.”
Hvad er dit bedste festivalstip?
”De fleste unge, som mig selv, er nødt til at tænke på økonomien, når man går på festival. Derfor kan en god måde at starte festivaldagen på være at slå et smut forbi et af de nærtliggende supermarkeder og få drukket nogle øl, inden man går ind på festivalspladsen. Ofte er priserne høje på pladsen, så det gælder om at have lagt en god bund, inden du står og hører et af de bands, du har glædet dig til.”
Hvad er dine bedste festivalminder?
”Som sagt er mange af de festivalminder jeg har forbundet med Northside. En af de koncerter, jeg husker bedst, er MØ, der spillede til Northside i 2015. Det var virkelig fedt. En anden nævneværdig koncert, jeg også har set på NorthSide, var Liss i 2019, der også er fra Aarhus ligesom os selv. Jeg husker specielt, da Liss blev annonceret som navn på festivalen, at vi sad og tænkte: ”Okay, det har vi også lyst at en dag”. Så er det bare fedt, at det endelig sker.
Jeg er også glad for at komme på Roskilde Festival. Her husker jeg særligt, da Bruno Mars spillede på festivalen i 2018, hvilket var en stor musikalsk oplevelse for mig. Hans album ’24K Magic’ var netop udkommet forinden koncerten, og det var bare en oplevelse at se, hvordan han ejede scenen.”
Annonse
Hvorfor skal man komme til jeres koncert på Northside?
”Først og fremmest er vi et band, hvor alle spiller på et instrument. Det er noget andet at opleve vores musik live end bare at høre det på Spotify. Vi går meget op i at gøre noget ekstra ud af vores koncerter, så hvis man både elsker at danse, hoppe og skråle med, er det afgjort en koncert, du vil bryde dig om.”
Undertekst spiller lørdag klokken på 14.00 på Nova-scenen på NorthSide
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.