Ben Affleck: ”Når du føler, du bliver irrelevant over for det samfund, der omgiver dig, kommer du i krise”

Verdensstjernerne Ben Affleck og Oscar Isaac indtager hovedrollerne i Netflix-filmen ’Triple Frontier’. For dem var det interessant at spille maskuline mænd, der føler sig svigtet, i fortællingen om en gruppe tidligere elitesoldater, som udfører et dødsensfarligt kup.

Tripple Frontier
Offentliggjort

Det er tydeligt, at Oscar Isaac og Ben Affleck holder hof.

På det fornemme Hotel Villa Magna i Madrid sidder skuespillerne omkring et rundt bord og småsnakker med kilovis af marmor i baggrunden. Hænderne stikkes frem til eftertrykkelig hilsen, men fokus fjernes ikke fra den anekdote Affleck er i gang med. Derfor går der lige et halvt minut med mumlerier, inden det hele slutter i et fællesgrin.

Affleck vender som den første sin opmærksomhed hen over bordet for at forklare sig:

”Jeg er altid kun i Madrid på grund af arbejde, men denne gang har jeg faktisk nået at se lidt af byen. I går aftes var jeg ude og gå en lang tur og fik trænet mit ret ringe spansk i butikkerne. Hvor længe er du her?” siger han og retter på den langærmede poloshirt, der sidder klinet til de brede skuldre.

- Tre timer fra flyet landede og til returflyet letter…

”Okay. Så lad os komme i gang!”, griner Affleck og banker i bordet.

Det er i sig selv sjovt, at de to skuespillere sidder ved et rundt bord. For den nye Netflix-actionfilm ’Triple Frontier’ handler nemlig om en gruppe moderne riddere, der drager ud på togt. En flok tidligere amerikanske elitesoldater – med Isaac og Affleck i spidsen – føler sig svigtet af det amerikanske samfund efter hjemkomsten fra verdens brandpunkter.

trip3.jpg

Derfor beslutter de sig for at stjæle en narkobarons svimlende summer af penge, men stille og roligt bliver soldaterloyaliteten sat på prøve, og en række overraskelser gør, at man aldrig aner, hvor filmen er på vej hen. Det resulterer undervejs i åndeløs spænding, mens man forkæles med dystre billeder og konstant skiftende magtforhold imellem filmens roller.

”Historien skifter hele tiden sympati, og det gør, at både den og rollerne bliver som et stykke sæbe, der smutter imellem hænderne på dig,” siger Ben Affleck og hælder vand op i et vinglas med krystalstilk.

”Sådan føles det i hvert fald, når man har spillet med. Det var svært at vide, hvad man skulle synes om den rolle, man spillede, fordi historien konstant sendte én i en ny retning. Det gjorde det udfordrende, men også sjovt at indspille ’Triple Frontier’.”

Oscar Isaac, kører en hånd igennem det store fuldskæg og smiler skævt.

”Uden, at det skal blive alt for højpandet, så er det her jo nærmest som Shakespeares ’Macbeth’, hvor man ikke kan holde med nogen, fordi de alle opfører sig utilgiveligt på et eller andet tidspunkt,” siger han så, hvilket får Ben Affleck til at dreje opmærksomheden tilbage imod sin sidemand.

”Vi skubber hele tiden til publikum,” siger Oscar Isaac forklarende.

”Derfor må de stå af rent moralsk, men spørgsmålet er, hvornår det sker. Når vi ser film, er vi blevet vant til at holde med mennesker, der bliver trådt på, men hvad nu hvis de gør noget kriminelt? Holder vi så med dem? Ja, nogle gør, men hvad så, hvis de skejer mere og mere ud, som handlingen skrider frem? For mig er ’Triple Frontier’ en række udfordringer af publikums moral. Hvor langt er seeren villig til at gå, inden han står af?”

”Det var også det, der tiltrak mig ved filmen,” siger Ben Affleck og smiler ud i luften.

”’Triple Frontier’ er en gedigen actionfilm, men den udvikler sig til at blive noget andet.”

”Ja,” siger Oscar Isaac og løsner en knap i sin mørke striktrøje med stolpeåbning, mens han læner sig ind over bordet, som om hans pointe skal overhale Afflecks.

”Det er sjældent, man får lov til at tvære den kompleksitet ud i hovedet på et actionfilmpublikum, men det har været virkelig cool at være en del af, fordi man heller ikke selv helt anede, hvordan man ville reagere, før man stod der som skuespiller og havde fundet sin rolle.”

trip2.jpg

Både Affleck og Isaac har i de senere år udmærket sig ved at vælge filmprojekter, der danser i alle mulige retninger.

46-årige Affleck har fået både ros og ris for sine præstationer i ’Kvinden der forsvandt’, ’The Accountant’ og ’Batman v Superman: Dawn of Justice’, mens 40-årige Isaac er blevet én af USA’s mest efterspurgte skuespillere på grund af sit storspil i så forskellige film som ’Ex Machina’, ’Inside Llewyn Davis’ og ikke mindst de nye ’Star Wars’-film.

”En rolle skal ramme mig følelsesmæssigt, før jeg takker ja,” siger Oscar Isaac og napper det resterende vand fra Afflecks flaske.

”Jeg gider ikke være med i en film, som ikke har et tydeligt projekt. Uanset om det så er kunstnerisk eller moralsk. ’Triple Frontier’ har heldigvis begge dele, fordi filmen undersøger, hvordan USA opfører sig i verden. Og ikke mindst, hvordan landet behandler sine hjemvendte soldater, der har udført nationens ordre. Det er en vigtig historie at fortælle.”

”For mig skal en film fungere på lige netop flere niveauer,” siger Affleck og klør sig i det korte strithår.

”Denne gang har vi lavet en actionfilm, som pludselig twister og bliver et studie i persongalleriets moralske kompas. Det, synes jeg, er vildt interessant, og noget, som meget få actionfilm leverer, fordi de normalt skal passe ind i et bredt biografpublikums smag. ’Triple Frontier’ er mere kompleks, og på den måde får vi også skabt et mere nuanceret billede af den moderne mand.”

Ud over Affleck og Isaac spiller stjerner som Garrett Hedlund (’Mudbound’), Charlie Hunman (’Sons of Anarchy’) og Pedro Pascal (’Game of Thrones’) også med i filmen. Alle formår de at tegne et billede af mænd, der har svært ved at finde en retning i både tanker og handling.

”Filmen handler først og fremmest om, hvordan mænd opfører sig, når de føler, de bliver overset,” siger Oscar Isaac og skæver over til Ben Affleck, der nikker.

”Den moderne mand har også følelser, og det har han formentlig altid haft,” fortsætter Isaac, men stopper så op et øjeblik, for at finde de rigtige ord.

”Det er lidt svært at forklare, men jeg synes, at vi her fremstiller en gruppe mænd, der har levet i en meget maskulin verden, som militæret jo er. Hvad gør sådanne mænd, når de føler sig svigtede af den nation, der tidligere var deres øverstbefalende? Hvilken moral skaber det for dem?”

”Når du føler, du bliver irrelevant over for det samfund, der omgiver dig, kommer du i krise. Og hvad gør mænd, når de føler sig svigtede som dem i filmen?” siger Ben Affleck og banker så igen i bordet med et svar på sit eget spørgsmål.

”De tager deres skæbne i egen hånd. ’Triple Frontier’ er reelt et nyt blik på den amerikanske drøm. Den er bare set fra en gruppe, der er blevet svigtet af forestillingen om, at enhver er sin egen lykkes smed. Om det, de gør, er moralsk forsvarligt, er ikke op til Oscar og mig at vurdere. Vi er egentlig bare de instrumenter, der spiller nummeret, og så må folk, som ser med, vurdere, om de kan lide det, eller om de vil skrue ned.”

’Triple Frontier’ kan ses på Netflix fra 13. marts.

Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix, Film og Interview