Jeg voksede op i en lille landsby, Såderup, uden for Nyborg. Min far var murermester, så vi havde sådan set penge nok, men mine forældre havde ikke tænkt, at vi skulle have fjernsyn, før det var virkelig nødvendigt. Og det blev det, da der var VM i fodbold i 1966.
Det var fabelagtigt at have fjernsyn. Jeg så Hitchcock-film, som var skrækindjagende, og serien ’Flygtningen’, som var spændende. Der var også en fransk gyserserie, som hed ’Belphegor’, der handler om nogle spøgelser i Notre Dame. Den gjorde mig rædselsslagen.
Som teenager gik jeg i biffen i Nyborg og Odense. Jeg husker især katastrofefilmen ’Det tårnhøje helvede’ med Steve McQueen.
Den handler om en skyskraber, der bryder i brand. Odense Bio reklamerede med, at de viste filmen med special effects. Jeg tror, de havde lagt varme ind i sæderne, eller også havde de bare skruet op for varmen i salen, for til sidst sad vi og svedte alle sammen. Det var åbenbart biografens version af special effects. Vi skulle føle varmen på egen krop. Det var en mindeværdig aften.
Enhver biograf i 1970’erne med respekt for sig selv havde både A-film og B-film, og under B-film hørte pornofilm. Jeg var på sommerferie i Gråsten med en skolekammerat og min fætter.
Vi var 14-15 år. Vi bildte min mormor ind, at vi skulle i biografen og se en Olsen Banden-film i Gråsten Bio. I virkeligheden skulle vi se ’Langt ned i halsen’ med Linda Lovelace. Lige så kække, kæphøje og fnisende vi var, før filmen startede, lige så rystede var vi, da den var færdig.
Vi var helt stille, da vi cyklede hjem. Vi tænkte: ’Det er altså sådan, den voksne verden er.’ Det var et blik ind i en verden, der ventede os. En chokerende oplevelse.
Andre film, som gjorde indtryk på mig, var storfilm som ’Spartacus’, ’Ben Hur’, ’Once Upon a Time in the West’ og ’Doktor Zivago’. Men det var ikke sådan, at jeg tænkte: ’Nu vil jeg være skuespiller.’
Jeg havde det ikke som et mål. Jeg læste til korrespondent i engelsk og spansk, og jeg regnede med, at jeg skulle være oversætter. Alligevel var jeg hele tiden i nærheden af skuespillet. Jeg spillede med i en revy, og jeg tog en dramalinje, da jeg var på højskole.
Til sidst tænkte jeg: ’Så lad mig da bare prøve det.’ Jeg søgte ind på Statens Teaterskole, og siden da er det bare fortsat.
Jeg har altid været betaget af de gode skuespillere, som med meget enkle midler kan få min fantasi til at blomstre. En af mine favoritter er Gene Hackman. Han har en stor kraft i sig. ’French Connection’ er fabelagtig, jeg blev ærbødig over ham. Hvis man kan lave noget, der bare er i nærheden af det, så ville det være godt. Han er ikke bange for, hvordan han ser ud. Han skal ikke smukkeseres og se godt ud, selvom han laver en scene, hvor han er langt ude.
Den seneste virkelig store filmoplevelse, hvor jeg nærmest svævede ud af biffen, var ’Birdman’ med Michael Keaton. Han spiller en mand, som tidligere har spillet en tegneseriefigur og nu kæmper for at blive accepteret som en A-skuespiller.
Han sætter et stykke op på Broadway med sig selv i hovedrollen, og vi følger hans kamp for at få stykket op. Filmen flåede mig ud af min almindelige verden og ind i et andet univers og holdt mig derinde, indtil den var færdig.
Bjarne Henriksen
(f. 1959) Lagde ud med biroller i film som ’De største helte’, ’Festen’, ’Pizza King’ og ’Dybt vand’. Senere har han medvirket i film og tv-serier som ’Edderkoppen’, ’Forbrydelsen’, ’Hvidstengruppen’, ’Jagten’, ’Ulven kommer’ og ’Badehotellet’. Han kan opleves i komedieserien ’Minkavlerne’, der har premiere på ny sæson 27. marts på TV 2 Play og 4. april på TV 2 ZULU. Han har to børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Film
