Som barn fik min søster og jeg læst rigtigt meget højt i køjesengen. Grimms og H. C. Andersens eventyr, ’Bulderby’, og Halfdan Rasmussens vidunderlige børnerim kunne vi forfra og bagfra. Men den historie, jeg nok har taget mest til mig, er Peter Plys.
Som voksen har jeg fundet ud af, at den er dybere, end man skulle tro. At hver figur er en arketype, der repræsenterer forskellige sider af det menneskelige; Peter Plys er den godmodige, Grisling er altid en lille smule nervøs, Tigerdyret den sangvinske, Æslet pessimistisk, Ninka Ninus er jo manikeren, og Uglen lader, som om den er meget klogere, end den er.
Da jeg selv lærte at læse, kunne jeg ikke få nok. Når jeg kom hjem fra skole, smed jeg tasken, og inden aftensmanden havde jeg læst en bog. Jeg var altædende. Det startede med Jan- og Kim-bøgerne.
Jan og Kim var sådan nogle friske fyre, der skulle på ferie hos deres onkel, så var der nogle smuglere på egnen, som politiet ikke kunne komme på sporet af, og så klarede Jan og Kim lige den i deres sommerferie.
En dag fandt jeg en bog i min mor og fars reol, der virkelig blæste hovedet af mig, fordi hovedpersonen jo var helt lost! De fleste bøger, jeg havde læst hidtil, var de der lidt stereotype fortællinger om raske drenge, frejdige piger og rendyrkede helte. Men sådan en bog var ’Forbandede Ungdom’ af J. D. Salinger ikke.
Den foregår over tre dage i december, 17-årige Holden er blevet smidt ud af skolen, han kan ikke finde ud af at tage hjem og fortælle det, så han driver bare rundt. Det er en meget poetisk og pessimistisk beskrivelse af at være ung og fortabt og ikke have en retning.
Jeg var selv 14-15 år, da jeg læste den, og var begyndt at synes, at livet var indviklet. Ikke så sort/hvidt, som man tror, når man er barn.
Salinger fik mig på sporet af amerikansk litteratur. Scott Fitzgeralds ’The Great Gatsby’ mystificerede mig. Al den iscenesættelse, Jay Gatsby havde foretaget sig for at få Daisy tilbage!
Alle lyver i den bog, alt er fake, og det gjorde voldsomt indtryk på mig, at man ikke kunne regne med nogen.
Jeg er også nødt til at nævne ’Glasklokken’ af Sylvia Plath. Den handler om depression. Psykisk lidelse i første person.
Min mor havde det, der hedder et vanskeligt sind, og det havde vi ikke rigtigt ord for dengang, men når jeg læste ’Glasklokken’, var der nogle ting ved hende, jeg lidt bedre kunne forstå.
I starten af mine 20’ere begyndte jeg for alvor at interessere mig for poesi. Jeg havde skrevet digte helt tilbage, fra jeg var 10-12 år, men den store eksplosion i hovedet indtraf en dag hos min ven i Nordjylland, hvor der i bogreolen stod en bog, der hed ’Glas’ af Henrik Nordbrandt.
Jeg læste den, og den fucked with my mind på den fede måde. Det, han skriver, er på en gang lysende klart og samtidig utroligt komplekst. Det var totalt magisk for mig, at nogen kunne skrive sådan.
Da tænkte jeg: ’Okay, det er den her vej, jeg vil gå.’ De digtsamlinger, jeg udgav i starten af 80’erne, var meget inspireret af Nordbrandts digte.
Det var aldrig meningen, at min bog ’Martin og Victoria’ skulle være en ungdomsroman. Men sådan tror jeg, at den blev opfattet, fordi jeg skrev et meget let anslag, inspireret af Dan Turéll og Charles Bukowski, der var sjove og grove og skrev, som man taler, hvor jeg hidtil havde lænet mig mod det modernistiske, den meget tunge ende af poesien. Det var sådan: Velkommen til min bog, og tonen var let, fordi karakterne var unge.
Jeg har anmeldt rock, siden jeg, da jeg gik i folkeskolen, blev kaldt ind på inspektørens kontor efter at have skrevet en anmeldelse af Alice Cooper-albummet ’Killer’ til skolebladet. ’Hvad er det, du skriver, Klaus? Det er jo morbidt!’ Men det var en morbid plade, så det var jeg jo nødt til at skrive.
I 90’erne blev jeg hyret til at skrive anmeldelser til Kristeligt Dagblad, siden Information og Weekendavisen, og så gik der tre årtier med det.
Nu har jeg en ny bog på vej. For første gang i 38 år. Kodeordet her vil nok være grundangst. Jeg har været ude af spillet så længe, jeg læser ikke sæsonens bøger, jeg har ingen føling med markedet – min yndlingsbog of all times er ’Iliaden’ – så jeg aner ikke, hvor min bog vil placere sig i dag.
Den handler om en mand, der er yngre end mig, har en anden politisk holdning end mig og ser verden på en anden måde.
Jeg er lidt inspirereret af Kirsten Thorups måde at sætte sig i et andet menneskes sted, langt fra tidens autofiktion, hvor forfattere skriver om noget, der ligger rimelig tæt på dem selv.
Hendes bog ’Indtil vanvid, indtil døden’ handler om en kvinde, der gifter sig med en nazist i 1942 og kommer ind i inderkredsen af den nazistiske overklasse i München under Anden Verdenskrig.
Litteraturen behøver ikke, for mig i dag, at være et spejl, som da jeg var 21 år og søgte efter identifikation. I dag er jeg mere interesseret i at læse om nogen, der tænker helt anderledes end mig selv, for det er det, litteraturen kan lære os: hvordan det er at være en anden end sig selv.
Klaus Lynggaard
(f. 1956) Forfatter, kritiker, musiker. Født på Christianshavn, opvokset i Kokkedal. Debuterede i 1981 med ’Vinterkrig’. Fik sit gennembrud med romanen ’Martin og Victoria’ fra 1985, der blev sammenlignet med ’Den Kroniske Uskyld’. Har anmeldt musik, primært rock, for Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisen og selv været udøvende rockmusiker. Udgav sit første soloalbum, ’Herrens Mark’, i 2005. Netop nu aktuel med sin første roman i 38 år, ’En færdig mand’.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Bøger
