Universet i Darren Aronofskys ’The Whale’ er i og for sig fascinerende. Charlie (Brendan Fraser) er skrivelærer for nogle gymnasieelever, som han kan se via onlineundervisning på sin computerskærm.
De kan til gengæld ikke se ham.
Han undskylder sig med, at kameraet på computeren er defekt, men i virkeligheden skjuler han sig.
Charlie vejer nemlig – slag på tasken – op mod 250 kilo. De eneste øjeblikke, han for alvor lever, er, når han kan inspirere en skoleelev til at yde sit ypperste.
Den ensomme og livstruede mand med dårligt hjerte får kun få besøg. Dels af en sygeplejerske, der bor i nærheden, dels af en ung mand, som synes at repræsentere en religiøs bevægelse, der banker på døren.
Charlie vil egentlig helst bare gemme sig i sin gigantiske krop og kun føre en skyndsom dialog med den lokale pizzamand, der kommer med to bakker ad gangen.
Uden at afsløre for meget skal det også med, at Charlie i sin tid har forladt sin hustru og datter, fordi han var forelsket i en mand. Han satsede alt på kærligheden. Om han tabte eller vandt, må hver enkelt bedømme.
Men han er endt et sted, hvor han kun med store besværligheder kan gå på toilettet ved hjælp af et gangstativ.
Darren Aronofskys cv som instruktør består af det ypperste, amerikansk film kan præsentere – tænk bare på ’Requiem for a Dream’, ’The Wrestler’ og ’Black Swan’. Rene mesterværker.
Men hans velkomne satsninger har også ført ’The Fountain’ og ’Mother!’ med sig. To skrækkeligt overstyrede rædsler. Og nu får vi så ’The Whale’, der desværre mest ligner de to sidstnævnte.
Brendan Fraser får sig et comeback af dimensioner i et avanceret fatsuit, og hans præstation som skuespiller er fornem. Den er filmens hjerte.
Men uden om ham går meget galt. Dels spiller de fleste andre skuespillere næsten alle en smule under niveau.
På den led at de overstyrer og råber eller hvæser deres ord ud. Der er for meget diskant i afleveringen af vredladne og forivrede replikker og i selve historien for mange rumlende baslyde.
Krumtapperne i handlingen og forsøgene undervejs på at tage det tunge og klaustrofobiske univers og lade det flyve med poesiens vinger virker forlorne og stangamerikanske.
Filmen er ganske enkelt for konstrueret.
På positivsiden kan man godt indvende, at den kan fremkalde en klaustrofobisk fornemmelse i biografsædet, men den gør det med alt for bastante virkemidler.
Når man kører så store kanoner i stilling, er det nemlig ikke nogen kunst at ramme en stemning.
I et par i særklasse overflødige scener sættes Fraser til at spise glubsk, grådigt og savlende, og det er et meget godt billede på, at filmen ikke magter nuancerne og og bare bliver grim.
’The Whale’ har redet på en hype, fordi Darren Aronofsky igen har vist os et egensindigt projekt, og fordi Fraser får lov til at spille en anden rolle end de helte fra action- og romantiske film, som han plejer.
Men akkurat som den hval af en mand, vi møder, er strandet, strander filmen også selv på sin kalkulerede bund og den udtalte mangel på mellemtoner.
’The Whale’ har premiere 2. marts.
