Brian Lykke havde det hele: Kone, børn, hus og masser af penge. Men han manglede noget fundamentalt i sit liv

BRIAN LYKKE ÅBNER døren og undskylder rodet for tredje gang.

”Jeg har luftet grundigt ud,” forsikrer han og griner. Det samme gør skuespiller Jakob Schnohr, en rødblond mand i en sort sweater med Mickey Mouse-motiv, da han træder ind på Brian Lykkes ældste teenagedatters værelse. Omkring os ligger tøj og ting kastet tilfældigt rundt på gulvet. Sengen er ikke redt, og i det ene hjørne står en flyttekasse fra Silvan. Bagerst står et vindue på vid gab ud mod baggården på Vesterbro. I midten af det hele er tre stole placeret. Brian Lykke tager en håndholdt mikrofon med pelsklædt vindhætte frem. Han sætter sig på den ene stol, Jakob Schnohr på den anden og jeg selv på den tredje.

”Jeg havde glemt, hvor klamme teenagere kan være,” siger Brian Lykke.

Det er en tirsdag formiddag i maj. 20 minutter tidligere er Jakob Schnohr trådt ind ad døren til lejligheden, hvor Brian Lykke, hans kone Tilde Mardahl-Hansen og deres to døtre for nylig er flyttet ind. Det eneste, Jakob Schnohr har fået på forhånd, er en sms fra Brian Lykke. I den står et kort oplæg til dagens afsnit af ’Undskyld vi roder’, den populære satire-podcast om den fiktive radiostation R8dio. Det er mere information, end han plejer at få. Alle afsnit af podcasten er improviseret frem. Ofte er der kun tre-fem sætningers manus til et program på 40-50 minutter. Nogle gange tager de medvirkende små overraskelser med til hinanden. Som da komiker Kasper Nielsen, den anden halvdel af podcasten, under sidste uges optagelse pludselig gav sig til at give Jakob Schnohr fodmassage, mens båndet rullede. Tricket er at kende sin karakter så godt, at man ved, hvordan vedkommende vil reagere i enhver situation, også de uventede. Derudover gælder kun improvisationsteatrets to grundregler: Sig ja til det, din medspiller kommer med. Og lyt til, hvad der bliver sagt.

Inden dagens optagelse har Brian Lykke og Jakob Schnohr over en kop kaffe og en croissant talt sig varme på dagens afsnit og er trådt lidt ind og ud af deres karakterer. Plottet er simpelt: Programchefen, spillet af Brian Lykke, og teknikchefen, spillet af Jakob Schnohr, lytter til bud på R8dios nye webshop-radiospot og beslutter sig for, hvilken de bedst kan lide. Den eneste udfordring er, at afsnittet skal forestille at foregå i et sommerhus i Hvide Sande. Derfor går det ikke med motorstøj fra Vesterbrogade. Så nu sidder de på værelset, som tilhører datteren Asta, der er væk på efterskole. Brian Lykke trykker på optageknappen, en lille lampe på mikrofonen lyser rødt. Han rømmer sig let og skruer op for den midtjyske dialekt:

”Ja, halløjsa, det er Allan Sindberg, programchef på R8dio, Danmarks nye snakke-sludre-og-taleradio.”

I ’UNDSKYLD VI RODER’ følger man tilblivelsen af radiokanalen R8dio. Mirakuløst har en sammenslutning af lokalradioer og aktører i kulturlivet, herunder Folkekirken og Givskud Zoo, vundet et udbud om at lave en landsdækkende taleradio, der skal sende fra den fiktive jyske by Skuldborg. I spidsen for det hele står den talentløse, nervøst anlagte radiodirektør Klavs Bundgaard (Kasper Nielsen) og programchef Allan Sindberg (Brian Lykke), en lokalradiovært med diva-tendenser og et forskruet selvbillede. Idéen til podcasten opstod som de to Radio24syv-kanalchefer Mikael Bertelsen og Mads Brüggers beske kommentar til det politiske forløb, der tog livet af radiokanalen, hvor Brian Lykke og Kasper Nielsen i fire sæsoner lavede sommerserier. R8dio blev skrinlagt, efter Radio24syv tabte udbuddet til Radio Loud, men da Covid-19-pandemien ryddede de to komikeres kalendere i foråret 2020, besluttede de sig for at lave ’Undskyld vi roder’.

Foruden de to hovedpersoner møder man en række andre karakterer, spillet af venner og kolleger fra branchen, blandt andet Jakob Schnohr, der spiller Rune Ingemann, teknisk chef og sikkerhedsansvarlig på R8dio. På teenageværelset taler han og Brian Lykke sig ubesværet gennem en halv times optagelse bortset fra en enkelt afbrydelse, da Jakob Schnohr er ved at knække sammen af grin. Men ellers taber de to skuespillere ikke tråden en eneste gang.

’Undskyld vi roder’ har på et år udviklet sig til et helt univers med flere selvstændige programmer og mere end 100.000 afspilninger pr. afsnit. Efter mere end 50 programmer er der efterhånden så mange tråde i fortællingen om R8dio, at Brian Lykke af og til skal anstrenge sig for ikke at miste overblikket. Blandt andet er et sideplot om radiodirektørens kønssygdom gået lidt i glemmebogen. Men selv når det sker, fungerer fortællingen i ’Undskyld vi roder’ stadig først og fremmest, fordi den begynder og ender med dens centrale karakterer.

”Alt, jeg laver, tager udgangspunkt i en stærk karakter,” siger Brian Lykke, da jeg 14 dage tidligere besøger ham første gang i lejligheden på Vesterbro. ”Noget af det værste, jeg ved, er, når nogen dukker op til en brainstorm og siger: ’Kan vi lave noget med en grillbar?’ Selvfølgelig kan man det, men for mig er det karaktererne, menneskene, der er interessante, og så kan historien udvikle sig derfra.”

DET VISER SIG, at man kan lære en del om Brian Lykke ved at studere hans karakterer. Uanset om han spiller bedrevidende husbond i DR2-satireprogrammet ’Krysters Kartel’, formand for et vandværk i fiktionspodcasten ’Livets Vand’ på Radio24syv, lokalradiostjerne med storhedsvanvid i ’Undskyld vi roder’ eller senest midtvejskriseramt mand i DR-serien ’Guru’, er alle Brian Lykkes karakterer – i hvert fald alle dem, han selv har skrevet – forankret i ham selv.

Den i dag 45-årige komiker fik sit gennembrud som 33-årig i 2009 med ’Krysters Kartel’, men mange danskere vil nok først og fremmest kende ham fra ’Live fra Bremen’, hvor han i fem sæsoner fra 2011 til 2013 tonede frem på tv-skærmen hver fredag i bedste sendetid, mens en million danskere så med. Og børn og yngre seere vil genkende ham som Brille, sidekick til Onkel Reje, der i en årrække har været en populær figur på DR-børnekanalen Ramasjang.

Med sit gummiansigt er Brian Lykke blevet en af de komikere, man automatisk genkender, når man ser ham, selv hvis man ikke kender hans navn. Barndomsvennen Simon Kvamm har sagt om Brian Lykke, at han blot behøver at løfte et øjenbryn for at få ham til at grine, og der er ganske rigtigt noget ved komikerens mimik. Han har funny bones, helt bogstaveligt, og han er selv klar over det. I en sådan grad at han i de senere år har forsøgt at tone grimasserne lidt ned og gøre dem mere subtile.

”Det er interessant at eksperimentere med, hvor lidt jeg kan gøre med mit ansigtsudtryk og stadig få det til at være sjovt,” siger Brian Lykke.

Når han opfinder en karakter, tager det ofte udgangspunkt i en detalje. Måske er noget af Allan Sindberg lånt fra en lidt for selvfed lokalradiovært i Silkeborg, han har mødt. Nogle gange kan det begynde med et af de sjove udtryk fra en af Brian Lykkes fire onkler, som alle har dobbeltnavne. En af dem, John Roald, råbte altid ’god påske!’ når han sagde farvel, uanset årstid. I ’Krysters Kartel’ er en karakter opkaldt efter en anden onkel, Finn Bo.

Andre gange igen er det et lille tick, noget ved en persons mimik, eller hvordan de bevæger deres hænder, når de taler, som Brian Lykkes veludviklede antenner opfanger. Han har dem altid ude, det ligger nok i hans natur, men det er også noget, komikeren har forfinet gennem sin karriere. En metode, han har lært af sin gode ven, skuespilleren Troels Malling, er bevidst at studere mennesker, han møder, og forsøge at huske dem ned i mindste detalje: Hvordan bærer de sig selv, hvordan taler de, hvilken farve tørklæde har de på. Men selv om han samler meget op omkring sig, er Brian Lykkes karakterer i sidste ende aldrig langt fra hans egen person.

”Det siger måske noget om et begrænset skuespilstalent,” lyder hans egen forklaring. ”Men for mig er det bare nødt til at have bund i noget, jeg kender fra mig selv, hvis det skal være troværdigt. Nogle gange kan det også være helt terapeutisk. I ’Krysters Kartel’ spillede jeg karakteren Jonas, der er virkelig irriterende og bedrevidende. En dag sagde en af mine gamle venner til mig: ’Det er sjovt med ham Jonas, du spiller jo bare dig selv.’ Og han havde ret. Det spejl er selvfølgelig ikke altid lige sjovt at kigge i, men jeg kunne jo godt selv se, at jeg havde en tendens til at være helt enormt bedrevidende. Det har jeg siden arbejdet meget på at ændre. I dag, når jeg spiller en jysk radiovært fra provinsen, der også har det træk i sig, har det bund i noget ægte. Men det er selvfølgelig skruet op for komikkens skyld.”

Brian Lykke kort fortalt

Født i 1976 og opvokset i Hammel og Silkeborg. Døbt Brian Lykke Sørensen, men tog sin kones mellemnavn, da de blev gift i 2019 og hedder i dag Brian Mardahl Lykke.

Flyttede i 2000 til København for at læse Performance Design på Roskilde Universitet, men blev først kandidat i 2009. Havde sideløben-de en lovende erhvervskarriere, først i marketingsafdelingen på B.T. og siden som selvstændig konsulent for blandt andre Berlingske Media, Vestas og Novozymes. Op gennem 00’erne havde Brian Lykke desuden en håndfuld satireoptrædener på Danmarks Radio, blandt andet et afsnit af ’Drengene fra Angora’ og satireprogrammet ’Trio van Gogh’ (2006).

Han var i 2009 med til at skabe DR2-programmet ’Krysters Kartel’, som over tre sæsoner var en stor succes og gav ham sit gennembrud som komiker. Fra 2011-2013 var han i fem sæsoner skuespiller på TV 2’s store comedy-liveshow ’Live fra Bremen’, de sidste to også som manuskriptforfatter. Programmet, der foregik foran 500 publikummer på Bremen Teater og en million seere på tv, var med til at gøre Brian Lykke landskendt.

I 2014 begyndte Brian Lykke at lave stand-up. Året efter tog han på improvisationsteaterskole i Chicago. Fra 2015 og fire år frem lavede han sammen med komikeren Kasper Nielsen fire sommerserier på Radio24syv, blandt andet ’Livets Vand’, som de er i gang med at skrive om til en tv-serie.

Sidste år startede Brian Lykke og Kasper Nielsen podcast-serien ’Undskyld vi roder’ om den fiktive radiostation R8dio. Programmet er foreløbig udkommet i mere end 50 ugentlige afsnit, har mere end 2.000 betalende lyttere og over 100.000 afspilninger per afsnit. For nylig stiftede de to komikere selskabet R8dio ApS med ambitioner om at lave en app med et betalingsunivers omkring ’Undskyld vi roder’, der med tiden skal blive til en ny landsdækkende taleradio. Bag selskabet står blandt andre Mikael Bertelsen, Mads Brügger, Frederik Cilius, Rasmus Bruun og serie-iværksætteren Jacob Arentoft.

Bor på Vesterbro med sin kone, lektor Tilde Mardahl-Hansen, og sine to døtre, Asta på 16 og Lily på 13.

EN ONSDAG FORMIDDAG står Brian Lykke på fortovet foran sin opgang overfor Vesterbros Torv. Solen skinner, hjerteklubben Silkeborg IF har lige sikret sig oprykning til Superligaen, og han er i godt humør, selvom han er løbet ind i tekniske problemer. Han har brugt det meste af morgenen og aftenen i går på at klippe det seneste afsnit af ’Undskyld vi roder’. Men da han skulle eksportere den færdige lydfil, skete der intet. Så genstartede han computeren, og pludselig ville programmet slet ikke åbne.

Brian Lykke smiler lettere opgivende. Han er klædt i skjorte, navyblå bukser og sneakers. I venstre hånd holder han en danskvand med citrus. Med højre hånd har han fat i den ene ende af en hundesnor. Den anden ende sidder om halsen på cockerspanielen Carlos, familiens hund. Carlos skal på ferie hos Brian Lykkes svigerforældre i Roskilde, inden turen går til Silkeborg.

I hjembyen skal Brian Lykke til efterpremiere på ’Guru’. Serien er optaget i Silkeborg og med støtte fra kommunen, der har inviteret til særvisning i den lokale biograf, efter man måtte aflyse den oprindelige premiere på grund af corona-nedlukningen. I ’Guru’ spiller Brian Lykke karakteren Ralf, bedste ven til Simon Kvamms hovedperson, life-coachen Andreas Mertz, der vender hjem til fødebyen for at give silkeborgenserne modet til at tage skæbnen i egen hånd, mens Ralf er blevet i byen og lever sit trivielle familieliv. Brian Lykke løfter Carlos ind i bagagerummet og sætter sig på forsædet af sin Mercedes. Jeg sætter mig på passagersædet ved siden af. Aftalen er, at jeg skal følge ham på turen til Silkeborg.

Inden Carlos kan blive sat af i Roskilde, skal vi dog gøre et hurtigt pitstop i Hvedstrup, en lille by nordøst for domkirkebyen, hvor Brian Lykke netop er fraflyttet et tidligere landbrug, hans hjem i de sidste seks år, hvor han og hans hustru udlevede drømmen om frisk luft, jord under neglene og masser af plads til børnene. I Hvedstrup skal Brian Lykke aflevere et sæt ekstranøgler til husets nye ejere. Og hente en kasse med glemt service, som ejerne fandt efterladt i opvaskemaskinen, da de flyttede ind i weekenden.

I HVEDSTRUP, der består af 26 husstande, ligger et lille vandværk. Det ser ikke ud af meget og ligner mest af alt et gammelt murstensskur, som er sunket halvt i jorden, da vi passerer lige efter byskiltet. Vandværket ejes af beboerne, der selv står for driften. Året efter han flyttede til byen i 2015, kom Brian Lykke med i vandværkets bestyrelse. I 2017, da den daværende formand gennem 21 år valgte at gå af, påtog han sig modvilligt rollen som hans afløser.

”Vi sad til en generalforsamling, og ingen meldte sig. Jeg havde heller ikke lyst. Men den der akavede stilhed kunne jeg ikke holde ud. Jeg mærkede mig selv række hånden i vejret. Fuck.”

Pludselig stod Brian Lykke med ansvaret for at lave vandanalyser, tage prøver af grundvandet og orkestrere en planlagt sammenlægning med et andet vandværk i nabobyen Herringløse. Uden at ane noget om vand. Det viste sig, at drikkevandet i byen var fuld af pesticider, og at vandværket kørte på en dispensation fra Roskilde Kommune.

”Var det foregået i en større by, havde det været en kæmpe skandale, men 26 husstande var der ingen, der tog sig af. Min kone og jeg var flyttet på landet for at komme tættere på naturen, men endte med at købe vand på flaske i to år, for jeg skulle fandeme ikke hælde pesticider på mine døtre,” siger Brian Lykke.

Hans tid som formand for vandværket i Hvedstrup dannede senere inspiration til podcastserien ’Livets Vand’ på Radio24syv i samarbejde med Kasper Nielsen. Her spiller Brian Lykke tilflytteren Christian, som træder til for at lede vandværket i byen Tamstrup, da den tidligere formand dør. Undervejs må han blandt andet bakse med kommunen, en bestyrelse som har brugt for mange penge på fryns og spor af afføring i det højt besungne danske drikkevand. I 20 afsnit blander de to komikere virkelighed og fiktion, så man som lytter kan komme i tvivl om, hvad der egentlig er hvad – samme greb, som de benytter flittigt i ’Undskyld vi roder’, hvor flere gæster spiller en karikeret udgave af sig selv.

Turen til Hvedstrup er gået ad motorvejen indtil Høje Taastrup, hvor Brian Lykke drejede af og sendte Mercedesen ud ad små, krogede landeveje med grønne marker og gravhøje. Fremme ved det hvidkalkede hus med to længer ringer hans telefon. Det er Kasper Nielsen. Samme morgen har holdet bag det nu knap så fiktive R8dio offentliggjort et ApS i samme navn, hvor de tidligere kanalchefer på Radio24Syv, Mads Brügger og Mikael Bertelsen, står opført som ejere. Det samme gør duoen bag Den Korte Radioavis, Frederik Cilius og Rasmus Bruun. Det er første gang, det er blevet offentliggjort, hvem der står bag podcasten udover de to hovedpersoner. En journalist fra Jyllands-Posten har opsnappet historien. Avisen vil gerne vide, hvad formålet er med det nyoprettede selskab, og nu skal Brian Lykke og Kasper Nielsen udtænke, hvordan de får nyheden fra virkelighedens verden til at passe ind i det fiktive univers.

”Det er jo her, at det med fiktion og virkelighed bliver lidt svært,” siger Brian Lykke. Han triller ud ad indkørslen og videre væk fra byen med kurs mod Silkeborg, mens kassen med service rasler i bagagerummet.

LOKALPATRIOTISMEN kender næsten ingen grænser i Bio Silkeborg. Det er et par timer siden, vi ankom til byen. Brian Lykke er tjekket ind på Radisson Hotel ved siden af biografen. Han er også lykkedes med at eksportere ugens afsnit af ’Undskyld vi roder’, da teknikken pludselig virkede igen. Nu sidder han forrest i Bio Silkeborgs største sal, hvor omtrent en tredjedel af sæderne er fyldt af kommunens særligt inviterede gæster, som på hver deres måde har været med til at hjælpe optagelserne af ’Guru’ på vej. Et par i salen har lagt hus til en scene i afsnittet, vi skal se i aften, lokale virksomheder har åbnet deres døre, der er blevet løftet i flok.

På scenen med en mikrofon i hånden står byens pavestolte borgmester, Venstremanden Steen Vindum. Under blazerjakken er han trukket i en rød Silkeborg IF-fodboldtrøje med et stort, hvidt Mascot Workwear-logo på maven. I ’Undskyld vi roder’ ville de sige, at borgmesteren ikke bare er i øjenhøjde, men i gulvhøjde med sit publikum.

”I har sat Silkeborg på landkortet,” siger han i sin velkomsttale og kigger ned mod række tre, hvor Simon Kvamm som en af de sidste er ankommet og har sat sig bag Brian Lykke, Kasper Nielsen og den kendte psykologiprofessor Svend Brinkmann, der har været med til at udvikle konceptet bag serien. Det skal vise sig at blive en slags mantra for aftenen, som gentages igen og igen.

I afsnit fire af ’Guru’ flytter Brian Lykkes karakter Ralf ind i life-coach Andreas Mertz’ lejlighed med en sportstaske under armen, fordi han har besluttet at tage en pause fra konen. Serien har været syv år undervejs, og det samme har Brian Lykkes karakter. Komikeren kan genkende ham fra sit eget liv: En familiefar i 40’erne, der på overfladen har det hele, men alligevel mangler noget. Sådan har han også selv haft det, når det hele er gået op i madpakker og rengøring, og det trækker han på i rollen som Ralf.

”Selv om jeg er privilegeret, har job, kone og børn, har jeg også prøvet at stå og tænke: Der må være noget mere. Flere af mine nære, jævnaldrende venner har haft det på samme måde. Måske er det 40-års-krisen, måske er det forkælelse. En mand som Ralf er jo også en privilegeret satan, men så bliver det alligevel tirsdag eftermiddag, det regner udenfor, der skal laves aftensmad, han har i øvrigt glemt at støvsuge, og åh, så føles det hele bare så træls,” siger Brian Lykke.

Da afsnittet er slut, har Steen Vindum en overraskelse i ærmet. Op på scenen træder borgmesteren med en bronzestatuette i hånden. Den forestiller en mand med hat og lang frakke. Steen Vindum overrækker ’Drewsen-prisen’ til Simon Kvamm, opkaldt efter Silkeborgs grundlægger Michael Drewsen, som uddeles til personer, der har gjort en ekstraordinær indsats til gavn for Silkeborg.

Inden Simon Kvamm og Brian Lykke får lov at slippe og gå til festmiddag på Café Evald ved siden af, sniger borgmesteren sig til et foto af sig selv med de to prominente bysbørn på hver sin side. Så vender han sig mod Brian Lykke og lægger en hånd på hans skulder:

”Du ska’ ha’ den næste Drewsen.”

”DET VAR SGU lidt noller,” siger Brian Lykke og ryster smilende på hovedet, da jeg møder ham foran hotellet næste morgen.

”Men det er også ægte og kærligt, og jeg kan jo heller ikke lade være med at blive grebet lidt af den her kærlighed til Silkeborg.”

Festen på hotelværelset varede til klokken halv tre om natten, og det har sat sine spor i Brian Lykkes ansigt. Men han har lovet at vise mig rundt i det Silkeborg, han kommer fra.

I går eftermiddag bragte Jyllands-Posten nyheden om det nye selskab bag R8dio, der vil bruge satire-podcasten som afsæt til at skabe en ægte landsdækkende, kommerciel taleradio. Ifølge Mikael Bertelsen har virksomheden allerede søgt om en sendetilladelse hos Radio- og tv-nævnet. Han er også citeret for, at han personligt drømmer om at lave et program, der skal forny true crime-genren. Men med Mikael Bertelsen som afsender fristes man nemt til at tænke: Er det hele bare ironi? Så jeg spørger Brian Lykke, om Jyllands-Posten er blevet narret. Om det blot er endnu et led i legen med grænsen mellem fiktion og virkelighed. Eller om de rent faktisk mener det.

”Det er sgu seriøst,” svarer Brian Lykke og smiler. ”I første omgang er planen at lancere en app, hvor man kan lytte til ’Undskyld vi roder’ gratis som hidtil og for et mindre beløb om måneden få adgang til alle de andre programmer, som er vokset ud af podcasten. Men på sigt er planen at lancere en rigtig taleradio. Vi synes, der er et underligt tomrum efter 24syv, og vi synes i al beskedenhed, at vi har et stærkt hold. Hvor smukt ville det ikke være, hvis vi, når Radio4’s sendetilladelse udløber om seks-syv år, rejste os fra asken? Det kunne blive det vildeste medieprojekt nogensinde.”

Vi sætter kurs mod den sydøstlige ende af byen og området omkring Gudenåvej. Det er en slags epicenter i Brian Lykkes barndom og ungdom. I dag har han kolonihavehus i kvarteret, få hundrede meter fra hvor han boede som barn. På vej gennem byen taler han om det paradoksale i, at folk fra Silkeborg på den ene side er noget nær indbegrebet af jysk beskedenhed og på den anden side nærmest kan eksplodere i lokal stolthed, når det griber dem. Ofte, når han støder på andre, der også er fra byen, udbryder de: ”Neijj! Er du fra Silkeborg?”

Kunsten at finde på

I 2017 begyndte Brian Lykke, Kasper Nielsen, Thomas Warberg og Jakob Schnohr at mødes en gang om ugen i Warbergs Comedy Club på Vesterbrogade i København til improvisationstræning. Her lavede de impro-comedy på tid, først et minut, så to minutter – og til sidst 34 minutter lange scener. Det eneste, de aftalte på forhånd, var et emne og en følelse. En af scenerne handlede om et kortspil, som udviklede sig til en mordgåde, da en af deltagerne ikke møder op – og som aldrig blev løst, fordi de stod stejlt på, at de skulle stoppe efter de 15 minutter, som de havde aftalt på forhånd. Enkelte gange optrådte de fire komikere og skuespillere også med deres improviserede comedyshow foran publikum på Warbergs Comedy Club.

SILKEBORGHUS er en 15 etager høj modernistisk bygning i glas, jernbeton og stål. Da 12-årige Brian Lykke, hans fem år ældre storebror og forældrene flyttede ind, var det stadig byens eneste højhus. Knud Alex Sørensen og Lisbeth Sørensen havde hele Brian Lykkes barndom haft to BP-tankstationer og to kiosker, en i Brædstrup og en i Silkeborg, men i 1988 solgte de dem for at blive højhus-inspektører. Med fulgte en bolig i stueetagen af bygningen. Beboerne var primært enlige og ældre, blandt andet Brian Lykkes mormor, Lily, som hans yngste datter er opkaldt efter. I dag, 95 år gammel, bor hans mormor stadig i en lejlighed på 12. sal.

Som inspektørpar blev Brian Lykkes forældre samlingspunktet i Silkeborghus. Lisbeth Lykke var den servicemindede, der snakkede med beboerne, mens Knud Alex Sørensen var ham, der satte tingene i stand. Begge var grundige, ordentlige, arbejdsomme mennesker. Ifølge Brian Lykke flyttede de ind i en grim, ucharmerende betonklods og forvandlede det til et sted, der rent faktisk var rart at være. Parret flyttede senere længere ind mod centrum, da Knud Alex Sørensen fik job som chauffør hos Toyota, men vendte tilbage til Silkeborghus, da inspektørboligen for nogle år siden blev omdannet til en almindelig lejlighed.

”Jeg oplever, at der er mange komikere, som har haft en vild og voldsom opvækst, men jeg har sgu ikke rigtig noget at bebrejde nogen,” siger Brian Lykke.

Han er født i 1976 og voksede op i forstaden Sejs og senere i Hammel. Efter flytningen til Silkeborg begyndte han i 6. klasse på Vestre Skole, men han passede ikke ind, fik ingen venner og havde et anstrengt forhold til sin klasselærer. Bedre gik det i Silkeborg IF, hvor Brian Lykke fik flere gode kammerater på fodboldholdet. Her gik han under kælenavnet ’Brille’, vist nok fordi han ofte gik med solbriller – blandt andet et par hvor brilleglassene kunne klappes op og havde læder på stellet. Det var også i fodboldklubben, han mødte Simon Kvamm. På sin første træningsdag kom han til at sidde ved siden af Brian Lykke i omklædningsrummet.

En dag i 8. klasse, midt i spisefrikvarteret, gik Brian Lykke hen på privatskolen Th. Langs. Det var her, flere af vennerne fra fodboldholdet gik. Han meldte sig ind og tog hjem til sine forældre og meddelte, at han havde skiftet skole. Og at de blev nødt til at betale de 600 kroner om måneden, det kostede.

”I skal lige gå ned og skrive under,” sagde Brian Lykke, og forældrene indvilligede. De kunne se, at han ikke havde det godt på skolen, han gik på.

EN EFTERMIDDAG i sommeren 1990 sad Brian Lykke og Simon Kvamm i en sofa hos Simon Kvamms forældre i Silkeborg. På tv-skærmen var der fodbold-VM fra Italien. Men kampen mellem Norge og Rumænien var så kedelig, at de to teenagere midtvejs besluttede sig for at skrue ned for lyden og begyndte at kommentere kampen selv – på hollandsk. Det var sådan, Brian Lykke opdagede sit talent for at finde på karakterer, længe inden han vidste, hvad han ville bruge det til.

”Det var, som om det tændte noget i Simon og mig. Fra den dag begyndte vi at lave figurer, når vi var sammen,” fortæller han. ”Vi havde blandt andet en karakter ved navn Arthur fra Kasakhstan. Da ’Borat’ udkom mange år senere, var jeg nærmest i chok. Det var én til én samme person.”

Figurerne opstod ofte intuitivt, når de to venner hang ud. En mand på en bænk med en pose pølser i hånden blev til en karakter med nasal stemme, der konstant gik rundt og sagde: ’Vil du have en chilipølse?’ Allerede dengang kom inspirationen ofte fra folk, Brian Lykke mødte i Silkeborg eller fra hans egne familiemedlemmer.

Når Brian Lykke og Simon Kvamm ikke fandt på karakterer, tilbragte de en stor del af deres fritid på Ansvej i Silkeborg IF’s gamle klubhus og træningsanlæg. I dag er det revet ned, og tilbage på grunden, hvor Brian Lykke i en årrække kom til træning fire gange om ugen, ligger blot en tom græsplæne ved siden af JYSK Park, byens nye, moderne fodboldstadion. Som så meget andet i byen er det sponsoreret af den afdøde mæcen Lars Larsens sengetøjsimperium. Til gengæld ligner Silkeborg-Hallerne (i dag JYSK Arena) stadig sig selv. Her gik Brian Lykke til halbal, kyssede piger og drak Pisang Ambon, som han og vennerne gemte ude i busken.

På fodboldbanen efterlignede han sit store idol Diego Maradona og de andre Napoli-stjerner. Han havde forelsket sig i den argentinske verdensstjerne, da han første gang så den syditalienske klub på den nye landsdækkende kanal TV 2, der sendte fodbold fra den italienske Serie A. Her så Brian Lykke Maradona og Napoli slå Juventus 5-3 på udebane, og derfra var der ingen vej tilbage. Hans drengeværelse var fyldt med Maradona-plakater, han samlede på avisudklip, fik en Napoli-trøje sendt med postordre fra England, og når han løb på banen for Silkeborg IF’s ungdomshold, rørte han ved græsset, slog korsets tegn og kiggede mod himlen – for sådan gjorde Maradona også. Brian Lykke var en hæderlig fodboldspiller og spillede central midtbane på klubbens bedste ynglingehold. Men da han med egne ord fandt ud af, hvor sjovt det var at feste, faldt han fra og fortsatte på andetholdet. Det samme gjorde Simon Kvamm og resten af fodboldslænget med enkelte undtagelser. I stedet for at mødes i klubhuset begyndte de at mødes i byen.

DA BRIAN LYKKE blev færdig med HF i 1995, vidste han ikke, hvad han ville. Andet end at han ikke ville læse videre. Han rejste, tog på højskole, havde småjobs og meldte sig ind på Randers Erhvervsakademi, men droppede ud efter 10 dage. Han flyttede også til Aarhus, mest fordi Simon Kvamm og et par af de andre venner havde gjort det samme. Her blev han og Kvamm begge ansat i B.T.’s marketingafdeling som mer-chandisere, hvilket gik ud på, at de skulle køre Jylland tynd i små, hvide varevogne med B.T.-flag og avisstativer, som de solgte til kioskejere. Jobbet som kørende sælger var kedeligt, men forældrene havde opdraget ham med en god arbejdsmoral. Brian Lykke klarede sig godt.

”Men når jeg i dag ser tilbage på den tid, udrettede jeg absolut intet konstruktivt,” siger Brian Lykke, mens vi kører rundt i barndomskvarteret.

Han var 24 år, da han i 2000 endelig besluttede sig for at gå i gang med at studere. Men Brian Lykke var ikke blevet meget klogere på, hvad han ville med sit liv, så han søgte ind på både Journalisthøjskolen, russisk på Aarhus Universitet og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. På RUC mødte han Tilde Mardahl-Hansen, halvandet år senere blev de kærester, og kort efter flyttede de sammen. Brian Lykke valgte Performance Design som sit hovedfag, igen uden helt at vide hvor han egentlig ville hen med dét.

I mellemtiden var Simon Kvamm kommet ind på Journalisthøjskolen. I 2002 kom han i journalistpraktik på satiresuccessen ’Banjos Likørstue’ med Jan Elhøj og Simon Jul. Gennem Simon Kvamm fik Brian Lykke nummeret til programmets redaktør, da han hørte, at de også søgte en universitetspraktikant. Han var stor fan af ’Banjos Likørstue’ og tænkte, at det kunne være sjovt. Han endte på programmets efterfølger, ’Torsdag i 2’eren’, og på sin første arbejdsdag mødte han Jan Elhøj, som var på vej ud i køkkenet efter kaffe og udbrød: ”Jeg straffer lige ud i salonen og niver en kop sovs.” Brian Lykke stod tilbage med store øjne og tænkte: ’Wow!’

”Jeg syntes, det var så vildt, at man kunne være sådan i virkeligheden. At det ikke var en knap, han trykkede på, når han trådte ind foran kameraet, som det på mange måder stadig er for mig i dag,” fortæller han.

Som praktikant hjalp han til med at tilrettelægge udsendelserne. Han svingede godt med Elhøj og Jul og underholdt af og til på redaktionen ved at tale med en meget dyb stemme. En af karaktererne i programmet var frisøren Fissan Poulsen, og mod slutningen af praktikopholdet fandt de på, at frisøren, spillet af Simon Jul, skulle have en assistent i sin salon Klipoteket ved navn Mowgli Tunis. I et indslag, der stadig findes på YouTube, står Brian Lykke i sin tv-debut iført rød paryk med page, mønstret skjorte, læderjakke og Aviator-solbriller midt på Gammeltorv i København. Ved siden af ham står Simon Jul og forklarer, hvordan han til en hundeudstilling engang har klippet tvillingehundene Røv og Nos, så de fik samme form som Tyrkiet. I Tyrkiet har Fissan Poulsen i øvrigt også set en mand klippe et får, og selvom nogle mener, det er synd, er det nødvendigt, for hvor skulle alle tæpperne ellers komme fra?

”Nede fra butikken,” brummer Mowgli Tunis med sin dybe stemme.

Da klippet første gang blev vist på redaktionen, grinede alle højt.

”Jeg kan stadig fysisk mærke Jan Elhøj, der klappede mig på ryggen bagefter. Det var første gang, jeg tænkte, at her var noget, jeg blev nødt til at forfølge. Men jeg havde mildest talt ikke spidse albuer. En af mine sidste dage fik jeg listet ud, utroligt lavmælt, næsten hviskende: ’I må jo bare ringe, hvis der er noget,’” fortæller Brian Lykke.

I dag kan man være heldig at gå viralt og skabe sig en hel karriere på ét gyldent klip. Men i 2002 blev sketchen vist i tv én gang og hurtigt glemt igen. Brian Lykke stoppede på redaktionen. Telefonen ringede aldrig.

PÅ VEJ HJEM fra Silkeborg mod København kæmper skiftevis sol og slagregn om herredømmet på himlen. Mens vi kører, gennemlytter Brian Lykke afsnittet af ’Undskyld vi roder’, som det lykkedes ham at færdiggøre på hotelværelset i går. Undervejs i den 41 minutter lange udsendelse finder han to steder, der efter hans mening godt kan strammes lidt. Men ellers er reglen, at podcasten ikke må klippes i stykker.

På vej over Storebælt overhaler vi Silkeborg IF’s spillerbus. Brian Lykke dytter og sætter katastrofeblinket på. Han følger stadig sin gamle barndomsklub tæt og ser frem til at se den i Superligaen. Men ellers er han blevet træt af fodbold. Det er blevet for kommercielt, mener han. Engang blev Brian Lykke ellers betragtet som fodboldoraklet blandt vennerne. I dag, når de taler om fodbold, kan de stadig finde på at spørge drillende: ’Nå, hvad siger ’Brille’?’

Han er også selv stoppet med at spille fodbold. De første år, efter Brian Lykke flyttede til København, fortsatte han og en række af de gamle Silkeborg-drenge på serieholdet Olympia, som de havde startet, mens de boede i Aarhus.

”Men med tiden gik der børn og arbejde i den,” siger Brian Lykke. Også for ham selv. Studierne på RUC var stille og roligt gledet i baggrunden til fordel for jobbet på B.T., som han havde taget med sig til København. En ny chef satte ham og en kollega til at lave et oplæg til, hvordan avisen kunne erstatte de kørende sælgere med moderne telemarketing. Senere kom han med på et stort projekt, da Berlingske Medias daværende ejer, norske Orkla, skulle have nyt fælles it-system i hele verden. Pludselig stod Brian Lykke med ansvar for at holde workshops for ansatte, der blev fløjet ind fra Indien.

På projektet var også tilknyttet et eksternt bureau. En fredag eftermiddag efter arbejde drak Lykke øl med en af konsulenterne, som fortalte, at Berlingske betalte ham 1.500 kroner i timen. Brian Lykke, der selv følte, at han lavede alt arbejdet, fik en månedsløn på 30.000.

”Så gik jeg op til min chef, sagde op og meddelte, at de fremover kunne hyre mig som konsulent på timebasis,” fortæller han.

Ved siden af jobbet som selvstændig erhvervskonsulent prøvede Brian Lykke kræfter med satiren, når chancen bød sig. Han og Simon Kvamm skrev, instruerede og spillede radiosatire-programmet ’Opfindelsen & Søn’ på P3 i 2006. Det blev også til en enkelt gæsteoptræden i vennens store gennembrud, ’Drengene fra Angora’, som den hollandske cykelrytter Pim de Keysergrachts værelseskammerat.

”Efter optagelserne kom Jesper Rofelt (instruktør og manusforfatter, red.) hen til mig og sagde, helt mediesmart: ’Vi to skal lave noget sammen en dag.’ Men jeg hørte aldrig fra ham.”

Hans gæsteoptræden var dog ikke helt forgæves. Da Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann, de to andre tredjedele bag ’Drengene fra Angora’, skulle lave et nyt satireshow på DR2, landede Brian Lykke en rolle. Med var også skuespilleren Mia Lyhne. Det måtte være chancen, tænkte han og kvittede konsulentarbejdet.

”Men ’Trio van Gogh’ rykkede ikke særligt meget for mig. Det var overstået på tre måneder, og telefonen var stadig tavs.”

Pludselig stod han uden job. Men gennem en bekendt lykkedes det ham at få hul igennem til et konsulentfirma, der havde Vestas som kunde. Vindmølleproducenten skulle have en ny hjemmeside og manglede en projektkoordinator, og med ét var han tilbage i konsulentverdenen. Han arbejdede også for Novozymes, og da det gik allerbedst, havde han en månedsløn på 90.000 kroner. Han var blevet 30, havde lejlighed, kone, bil og børn. Men også en følelse af at være landet på den forkerte hylde i livet.

En hobby til tiden

Brian Lykke har de senere år fået en stor passion for ure. Det var komiker og ’Live fra Bremen’-kollega Thomas Warberg, der under et improvisationskursus i Chicago i 2015 tog ham med til en urmager i den amerikanske storby, hvor Brian Lykke købte sit første ur – et IWC pilot-ur. Siden er Brian Lykkes samling vokset til 15 ure, som han opbevarer i en bankboks. Hans personlige favorit er et Cartier Santos Dumont, som også er det ur, han går med til daglig. Brian Lykke har desuden startet ur-podcasten ’Watch Me’, der blandt andet gæstes af andre komikere og af samlere, ur-nørder og eksperter, ligesom han arbejder på en bog om emnet.

I SOMMEREN 2008 tog Brian Lykke med familien på 14 dages ferie til Rom. Tilde Mardahl-Hansen var højgravid med datter nummer to, og hans ældste var blot tre år gammel, så når de gik til ro ved 20-tiden, spadserede Brian Lykke alene rundt i Roms gader. Mens han gik, tænkte han over sit liv.

”Jeg kunne se en hel konsulentkarriere for mig. Men hvis jeg gik den vej, vidste jeg, at jeg ikke ville blive glad. Jeg var glad for at kunne betale min husleje. Men jobbet sagde mig ikke noget, og jeg så mest af alt frem til mine weekender. Nu risikerer jeg at svine en hel branche til, men jeg følte, at hvis man var god til PowerPoint, kunne slynge nogle buzzwords ud og lave en SWOT-analyse (udbredt metode til strategiudvikling i virksomheder, red.), så kunne man komme langt.”

Da Brian Lykke kom hjem fra ferien, gjorde han noget, han ikke havde prøvet før: Han tog telefonen og ringede selv til Jesper Rofelt, som han kendte fra ’Drengene fra Angora’. Det opkald førte til, at han i 2009 var med til at skabe et nyt satireprogram på DR2 ved navn ’Krysters Kartel’.

Hvornår gik det op for dig, at du kunne gøre komik og skuespil til din levevej?

”Det var første dag med ’Krysters’-holdet. Jeg blev sat sammen med tre uddannede skuespillere, og da vi skulle i gang med at optage, sagde Jesper Rofelt: ’3-2-1, sig noget sjovt.’ Jeg åbnede munden, de andre grinede, og jeg opdagede, at jeg havde 15-20 års karakterer, jeg havde fundet på i Silkeborg, som jeg bare kunne hive op af rygsækken. Stort set alle mine karakterer i ’Krysters Kartel’ stammer fra dengang. Det var en utrolig forløsning endelig at komme ud med dem.”

I tre succesfulde sæsoner med ’Krysters Kartel’ blev han især kendt for den solariebrune, speedsnakkende Jeff, som drak Bacardi Breezers og var larger than life sammen med sin kone Sanny, spillet af Laura Kvist Poulsen.

Endelig fik Brian Lykke sit gennembrud. Telefonen begyndte at ringe. Sammen med Jesper Rofelt lavede han satireprogrammet ’Skråplan’ med Linda P, Ramasjang-serien ’Osman og Jeppe’, ’Onkel Reje’ og vandt flere tv-priser.

”Vi ramte virkelig en stime. I en periode var det som om, at der blev nikket ja til alt, vi sendte ind,” siger Brian Lykke.

En dag i 2011 ringede en caster til Brian Lykke og spurgte, om han ville være med i sæson fire af ’Live fra Bremen’, TV 2’s store satiresatsning. Først var han skeptisk, han syntes, det var poppet og ikke cool som ’Krysters’. Men samtidig var han til sin egen irritation draget af at få lov til at lave live comedy for en million tv-seere.

”Jeg kan sige ærligt, at de endte med at tilbyde mig så god en hyre, at jeg ikke kunne sige nej,” siger han.

I fem sæsoner stod Brian Lykke på scenen i Bremen Teater hver fredag aften. De sidste to sæsoner også som manuskriptforfatter. Efter den allerførste udsendelse var han en dag ude at sejle i kajak i Københavns Havn.

”Jeg havde lavet tre sæsoner af ’Krysters Kartel’, 30 liveshows og vundet Tvprisen. Jeg sad i våddragt midt ude i vandet, da der var én, der råbte: ’Hey, det er dig fra Bremen!”

Pludselig blev Brian Lykke genkendt, når han kom rundt i landet. Troels Malling, der selv havde været med i én sæson af satireshowet, havde ellers advaret ham: ’Du skal bare vide, at der sker noget nu,’ sagde han. Men Brian Lykke havde for første og eneste gang i karrieren svært ved at holde benene på jorden.

”Programmet havde så mange seere, at vi følte os som rockstjerner. Den fik ikke for lidt fredag aften efter optagelserne, og der var en periode, hvor jeg brugte hver en krone, jeg tjente. Der blev købt meget sushi og mange rejser. En dag ringede min revisor: ’Ehm, der er 300.000, jeg ikke kan finde,’ sagde han. Det var virkelig en lussing, der fik mig til at skrue ned for forbruget.”

Hvad gjorde berømmelsen ved dig?

”Den gjorde mig nok lidt høj på mig selv. Den gav mig en følelse af, at jeg var en helvedes karl, og der er da sikkert nogle af dem, jeg har mødt dengang, som har syntes, at jeg var lidt arrogant. Måske var jeg også bare lidt sen til at blive en moden mand, ligesom jeg var sen til at slå igennem. I hvert fald gav jeg den gas, som var jeg 20 igen og var alt for lidt til stede hos familien. Hele weekenden gik med ’Live fra Bremen’, vi optog sketches torsdag, lavede liveshow fredag aften, gik i byen fredag nat, og så var jeg mig selv igen henad søndag. En dag, da bølgerne gik lidt højt, kan jeg huske, at min hustru sagde til mig, at jeg skulle leve det liv, jeg gerne ville leve. Underforstået at jeg kunne vælge, om det var derhjemme, mit primære liv blev levet, eller om det var ude i byen. Men det sidste ville hun ikke være med til. Og så var det ikke svært at vælge. Det er ikke så flatterende at sige om sig selv, men noget af det, der skete med mig efter ’Live fra Bremen’ – en jyde i København, der brager igennem i medieverdenen – har jeg nok tilfælles med Allan Sindberg.”

EN UGE EFTER turen til Silkeborg står Brian Lykke i sit køkken på Vesterbro og brygger kaffe. Det foregår ved håndkraft i en lille glaskande med tragt og filter fra det japanske mærke Kalita og med en hældekande med smal svanehals, som gør det nemmere at styre vandfordelingen, når kaffen vædes. Det giver en mere ensartet og jævn kop med den helt rigtige ekstraktionsgrad – hverken for sur eller for bitter. Efter seks års søgen har Brian Lykke fundet den helt rigtige kaffebønne, som han kværner frisk i en elektrisk kaffekværn på køkkenbordet. Det foregår som et indledende ritual alle tre gange, jeg besøger ham i lejligheden på Vesterbro.

På Brian Lykkes venstre håndled sidder et sølvfarvet armbåndsur. Det er et Cartier Santos Dumont, fortæller han og kaster sig ud i en anekdote om uret, der er verdens første pilot-ur. De senere år er urene blevet en passion, i en sådan grad at han har lavet en podcast om dem. Begejstringen i hans stemme er tydelig.

For 10 år siden havde han nok ikke sagt det højt. Det er jo lidt noller. Men han har nået en alder, hvor han er ligeglad. Ligesom han heller ikke lægger skjul på, at han går op i sin kaffe. I det hele taget virker Brian Lykke i dag som en mand, der hviler i sig selv, i det han kan lide, og i det han kan. Og som har smidt den midtjyske beskedenhed – i hvert fald den del, der i mange år var en hæmsko. Men jeg er interesseret i at vide, om han selv har et bud på, hvorfor det tog ham så lang tid at vriste sig fri af det mentale arvegods.

”Jeg troede, det var sådan, det var: At man bare lige skulle vise, hvad man kunne, og så gik resten af sig selv. Jeg har selv tænkt meget over, hvorfor der gik så længe. Når jeg ser på unge komikere i dag, for helvede, det er en fornøjelse. Men de tør jo også allerede som 16-årige sige højt: ’Jeg vil være komiker.’ Det var slet ikke noget, man kunne blive i mit hoved, da jeg var ung. Jeg tror ikke, man skal underkende mit jyske ophav, den der stemme i mig, som sagde: ’Jo, ja, lad os nu liiige se.’ Men omvendt tror jeg også, at der var en mening med, at jeg slog igennem i en sen alder. Jeg er ikke sikker på, at jeg som ung havde dét, der skulle til for at stå på en scene. For mig har det krævet noget livserfaring i rygsækken, som jeg i dag kan trække frem og arbejde med.”

Handlede det også om, at du bare skulle finde ud af, hvad du egentlig ville med dit liv?

”Jeg tror, at jeg i mange år ikke har anet, hvad fanden jeg egentlig ville. Selv efter jeg begyndte at lave comedy. Det er først nu, jeg føler, at jeg har en plan. Jeg vil gerne lave min egen tv-serie, jeg vil gerne lave en radio, og jeg vil gerne være instruktør. Jeg har altid tænkt, at det var ligegyldigt at lave femårsplaner, men når jeg ser tilbage, har det ikke nødvendigvis gavnet mig.”

FOR NOGLE ÅR siden stod Brian Lykke pludselig med en følelse af, at han havde sat et flag. I tiden efter ’Live fra Bremen’ havde han kastet sig over stand-up. Han havde skabt sig et navn, som gjorde ham i stand til at lave en god forretning på at køre landet tyndt og optræde til julefrokoster og firmafester. Han vidste godt, at han ikke var danmarksmester i comedy, men han følte, at han var god nok til at spille i komikernes superliga. Måske havde han nået dét, han skulle. I en periode kiggede han sammen med en ven på lokaler og overvejede helt at skifte spor og starte en restaurant eller en café.

”Det var mig meget magtpåliggende at sige til venner og bekendte, at når jeg fyldte 50, så havde jeg i hvert fald ikke længere en paryk på. Måske var det også en del af en 40-års-krise,” siger Brian Lykke.

Men han fandt ny inspiration i at improvisere. I de to sidste sæsoner af ’Live fra Bremen’ var Kasper Nielsen kommet med på holdet. Brian Lykke kendte ham i forvejen gennem sin hustru, som havde studeret med ham. De havde hængt ud og sparret lidt, men det var først efter ’Live fra Bremen’, at de begyndte at arbejde sammen. I 2015 begyndte Kasper Nielsen, der tidligere har været en del af improvisationsteater-gruppen Specialklassen, at undervise Brian Lykke i impro-comedy. Det var også Kasper Nielsen, der foreslog, at de skulle forsøge at overføre disciplinen til lyd. Kasper Nielsen ringede til receptionen på Radio24syv og blev stillet direkte om til Mads Brügger, og i de følgende fire sæsoner lavede makkerparret sommerserier på Radio24syv.

Lige nu går det meste af Brian Lykkes tid med at sidde på sit kontor og skrive en af serierne – ’Livets Vand’ – om til en tv-serie sammen med Kasper Nielsen. Han satser på at kunne begynde optagelserne til efteråret, hvis alt går vel. Så meget, at han har valgt at sige nej til alt andet og holde sin kalender åben resten af året.

”Det er angstprovokerende, for det er da begrænset, hvor mange halvår jeg kan klare, uden at der kommer noget ind. Men der har jeg efterhånden fået så stor tro på det, jeg laver, at det hele nok skal gå. Også hvis telefonen ikke ringer.”

Det gør den allerede få minutter senere. Opkaldet kommer fra Rasmus Bruun, der spiller sig selv som R8dio’s nyhedschef i ’Undskyld vi roder’. De to har aftalt at optage en bid, som skal bruges i næste uges afsnit af podcasten. Brian Lykke skruer op for dialekten igen.

”Ja, det er Allan Sindberg.”

Det siger de om Brian Lykke

Mikael Bertelsen

Tidligere programchef på Radio24syv, bestyrelsesformand i R8dio

”En sommer på Radio24syv sendte Mads Brügger og jeg de faste studieværter på græs for at prøve nye idéer af. Sommeren har noget legende og uforpligtende over sig, så vi lancerede 18-20 nye programformater. Det var blandt andet sådan, at ’Den Korte Radioavis’ startede. Vi var interesserede i 13-taller, men 03 var også velkomment. Alt det, der lå midt i mellem, var vi ikke interesserede i. Brian Lykke og Kasper Nielsen dukkede op med flere idéer til programmer, et af dem hed ’Københavnermodellen’, som handlede om, at Københavns Kommune ville lave improteater for bandemedlemmer. En anden idé var ’Comedyklubben Smiling Table’ om to afdankede danske standupkomikere, der forsøger at åbne en comedyklub i Thailand. Og så var der ’Klovnen fra Lampedusa’ om en dansk klovn, der tager ned til den italienske ø Lampedusa for at klovne for bådflygtningene. Det var i den forbindelse, at jeg virkelig fik øjnene op for Brian Lykke og Kasper Nielsen. Sammen udviklede de en særlig måde at improvisere på, hvor jeg lod mig rive med af det univers, de stablede på benene. Den sidste sommer, hvor radioen var i luften, lavede de ’Livets Vand’, der handler om bestyrelsen i et vandværk. Det viste sig, at Brian var medlem af bestyrelsen i det lokale vandværk, hvor der var alle mulige trakasserier og kampe om vandkvaliteten. Brian og Kasper sendte en time hver dag, det var virkelig krævende. Mads og jeg prøvede hele tiden at sætte Brian og Kasper på nye opgaver, hvor vi tænkte, at det knækker de halsen på, men hver gang honorerede de det. Det sprøjtede ud af dem. Det er altid interessant at arbejde med nogle besætninger, hvor medlemmerne får det bedste frem i hinanden.”

Mads Geertsen

Skuespiller, kendt som Onkel Reje

”Brian er en bedre skuespiller, end folk måske tror, fordi de ser ham som en sjov fyr, hvilket han også er, men han er mere end det. Han er en skuespiller, som kan ændre sig, ændre sin fysik, skifte udseende, og som kan gestalte tunge følelser. Han er nem at arbejde sammen med. Hvor jeg er meget kompromisløs, så har han ja-hatten på, og han har haft lysten og modet til at arbejde med de roller, jeg har givet ham. Hvis vi skulle lave et klassebillede over de figurer, han har lavet i mit regi, så har vi et persongalleri, som er større end en almindelig folkeskoleklasse. Han har spillet doktor John, som tager børn til fange for at koge dem om til skønhedsprodukter. Doktor John bærer sminke og øreringe, der dingler, og samtidig er han et lille bitte menneske, som ikke har det nemt med sig selv. Han har spillet politimanden Bendt Bendtsen med fire arme. Han er et kæmpe skrummel, som fylder hele sin politibil og er en mand, som hader alt, hvad der er heavy. Han repræsenterer lovens lange arm, som lukker ned for spektakel og ballade, men han er også en ensom mand, som aldrig bliver inviteret med til festen. Brian er god til at finde det smertelige frem i de roller, han spiller. Som menneske er han omfavnende og godmodig. Jeg kun set ham vred én gang: Vi var på turné med ’Onkel Rejes store tryllesjov’. Efter forestillingen stod vi på scenen og var i gang med at pakke ned, da der skete det, der ikke må ske, skete. Et system af lamper faldt ned fra loftet, fordi de ikke var monteret godt nok. Lamperne var en halv meter fra at ramme Brians kone. Havde lamperne ramt hende, var hun blevet slået ihjel. Brian var rasende, med rette. Dér så jeg et maskulint urmenneske træde i karakter.”

Christine Exner

Skuespiller og manuskriptforfatter, har medvirket i ’Krysters Kartel’ og ’Livets vand’ m.m. Aktuel i

’Underskyld vi roder’

”Jeg mødte Brian på ’Krysters Kartel’ sammen med Laura Kvist Poulsen og Troels Malling. Vi lavede social satire, der byggede på figurer, vi kendte fra vores eget liv, eller som vi havde set i køen i supermarkedet eller andre steder, blot havde vi skruet 10 procent op for det hele, nogle gange mere. Rygsøjlen i programmet var en række sofa-sessioner, hvor vi optrådte i forskellige parkonstellationer, et af dem var Vips og Jonas. Jonas, der blev spillet af Brian, var ekstremt kværulerende og skulle hele tiden have det sidste ord, mens min figur, Vips, var passivt-aggressiv og nedgørende over for ham. Vi var et forfærdeligt par. Vi optrådte også som parret Anne-Mette og Thomas. Det var Brians idé, at Thomas skulle være en helt almindelig fyr, som læspede. Før optagelserne debatterede vi længe, om det var sjovt, at han læspede. Jeg kommer fra en teaterbaggrund og havde erfaring med dramatiske situationer og havde den holdning, at der skal være mere i en figur, end at han har en sjov stemme. Men Brian havde et helt andet take på det, og det var forfriskende. Han sagde: ’Kom nu, det er satire, lad os prøve det.’ Han var af den overbevisning, at hvis det er sjovt, og man griner, så er det et udtryk for, at det fungerer. Mere kompliceret behøver det ikke være. For tiden arbejder jeg sammen med Brian Lykke og Kasper Nielsen på ’Undskyld vi roder’. Jeg spiller kattedamen Randi, en flyvsk kvinde, som ikke lader sig binde af konventioner. Hun er grådig på livet, hun vil have det hele, men gider ikke arbejde for det. Vi havde aldrig forestillet os, at podcasten ville blive så populær. I ’Undskyld vi roder’ har jeg set en ny side af Brian – det er en side, som er mere underfundig og underspillet – og den klæder ham virkelig godt. I de ting, han har udviklet sammen med Kasper, synes jeg, han har vist, at han har et ekstra gear. Når han går ind i det der felt mellem virkelighed og fiktion, synes jeg, det bliver enormt interessant og ikke mindst sjovt.”

Anders Brink Madsen

Skuespiller, har medvirket i ’De Frivillige’, ’Doggystyle’ og ’Sunday’ m.fl. Aktuel i ’Undskyld vi roder’

”I 2015 blev Brian Lykke inviteret med som gæstespiller, da vi lavede impro-satire på Teater Svalegangen under festugen i Aarhus. Vi lavede satire over ugens nyheder. Publikum var med til at bestemme overskrifterne, fx at unge er ensomme på studierne, og så improviserede vi ud fra det. Vi lavede showet tre-fire år i træk, og Brian blev fast mand på holdet. Han er dygtig til at improvisere, hvilket kræver, at man er åben og nysgerrig, og at man har en overordnet dramatisk struktur i baghovedet, så man kan fortælle en god historie. Siden da har vi arbejdet sammen flere gange, og det overrasker mig jævnligt, hvor stor en kapacitet han har. Han er frygtløs i sit arbejde og kører på, hvor andre ville gå halvt ned med flaget af stress. I ’Undskyld vi roder’ spiller jeg sikkerhedseksperten Per Madsen, som inderst inde er et bange menneske, der godt kunne tænke sig at være med i et fællesskab. Men det meste af tiden sidder han isoleret i sin kælder. Per Madsen har den opfattelse, at verden er farlig, og dermed er han den diametrale modsætning til Brian Lykke, som mener, at verden er fuld af oplevelser og muligheder, der venter. Når Brian en dag som 78-årig sidder og kigger ud over vandet gennem røgfarvet diktatorglas i brillerne, vil han uden tvivl se tilbage og være glad for, at han har prøvet mange ting af.”