Bruun Rasmussen er blevet solgt

Familien bag det snart 75-årige auktionshus har besluttet at sælge familievirksomheden til et af verdens førende auktionshuse.

Bruun Rasmussen er blevet solgt
Offentliggjort

Når Bruun Rasmussen Kunstaktioner fremover lader hammeren falde i Bredgade 33, bliver det under nye faner.

Det oplyser Bruun Rasmussen Kunstaktioner i en pressemeddelelse.

Begrundelsen for salget af livsværket skal findes i, at man fra familiens side ønsker at fremtidssikre virksomheden med en udvidelse af forretningsgrundlaget.

Bruun Rasmussen Kunstaktioner skal, ifølge den navnkundige bestyrelsesformand Jesper Bruun Rasmussen, ikke længere blot være Danmarks og Skandinaviens lokale auktionshus, nu skal udsynet rettes mod globale horisonter.

”At have ført an i auktionshusets begivenhedsrige rejse i så mange år er et privilegium, og jeg ser nu frem til, at vi bliver en del af den fortsatte færd mod endnu større horisonter,” udtaler Jesper Bruun Rasmussen.

Jesper Bruun Rasmussen understreger, at det har været afgørende, at hjerteblodet, der flyder i det traditionsrige auktionshus, stadig bærer Bruun Rasmussens folkekære aftryk, om end det i fremtiden tilføres et internationalt islæt. Derfor består navnet Bruun Rasmussen Kunstaktioner, men med den enkelte tilføjelse ”- Part of the Bonhams Network”.

”Jeg er stolt over, at vores virksomhed har nået et niveau, hvor den er attraktiv for det verdenskendte auktionshus Bonhams. Det er også en glæde at kunne afsløre, at vi beholder navnet,” siger han.

Bonhams blev grundlagt i 1793 og beskrives som et af verdens førende auktionshuse inden for kunst, klassiske luksusbiler, smykker og samlerobjekter. I 2022 beskæftigede aktionshuset 768 ansatte fordelt over 22 lande, i modsætning til Bruun Rasmussens, der beskæftiger 140 ansatte.

Bonhams danske bestyrelsesformand, Hans-Kristian Højsgaard, udtrykker sin glæde ved opkøbet af Bruun Rasmussen Kunstaktioner i lige dele nationalromantiske og forretningsmæssige følelser.

”Auktionshuset Bruun Rasmussen er en institution, der er vævet ind i hjertet af den danske nation. Som dansker giver dette køb mig derfor en særlig personlig glæde. Samtidig styrker det Bonhams strategi om at være verdens førende lokale auktionshus,” udtaler han i pressemeddelesen.