I vores særlige udgave af "Det har jeg lært - Nørrebro edition" kan du møde fem mænd, der kender Danmark travleste bydel bedre end de fleste. Den første er Peter Bjerring, 50 år, der er buschauffør i linje 5A. Linje 5A er Nordeuropas mest befolkede rute med op til 70.000 passagerer om dagen, eller ca. 20 mio. om året.
____
"Der er knald på fra Nørreport og hele vejen ud gennem Nørrebro. Der er hele tiden nogen, der løber ud foran dig, en bildør, der åbnes, vilde cyklister og mange mennesker ved stoppestederne. Passagererne er utålmodige, folk tænder hurtigere af over småting og råber op. Det sker stort set aldrig, når du kommer ud på den anden side til Brønshøj og Bellahøj. Så er det noget helt andet, helt andre mennesker, flere ældre. Der er mere tid. Nørrebro haster man igennem som chauffør.
Byen vokser og ændrer sig, uden at jeg ser det. Jeg kører forbi de samme steder hver eneste dag, men jeg er nødt til at holde øje med vejen. Jeg skal kigge tre eller fire biler frem. Jeg kan se på en bil og vide det, inden den drejer. Også når den ikke blinker. Jeg kan ikke forklare det, det er intuition. Jeg flyder mentalt ind i trafikstrømmen. Det er en rytme. Jeg kender sving og lyskryds – jeg ved, at de skifter til grønt anderledes i weekenderne, og ved, hvor jeg kan gasse op eller slappe af.
Som chauffør skal jeg ikke kun tænke på passagerernes sikkerhed. Det gælder om at køre bussen rigtigt. Hvis vi starter på de rigtige tidspunkter, bremser eller gasser op korrekt, sparer selskabet flere hundredetusind kroner om året i benzin.
Jeg har set kollegaer, der er blevet spyttet på, slået eller har fået kastet ting i hovedet, så de blødte. Jeg har set, hvordan det kan gå andre chauffører bare for en billet. Nogle chauffører ender i konflikter med passagerer, men det kan også handle om deres eget kropssprog eller deres tilgang. En var tidligere busbilletkontrollør, han gik nogle gange ned i bussen og tjekkede folks billetter. Han holdt et halvt år. 5A har knækket mange chauffører.
Jeg kom til at ridse en bil med mine slingrelygter bagest på bussen. Den holdt på fortovet ved et stoppested i udkanten af Nørrebro. Tre gutter røg ud af den her Bimmer, eller hvad det var. De var store. De begyndte at hamre på mit vindue, som jeg lige nåede at lukke, og på døren. Tændte helt af og var tæt på at smadre glasset. ”Du skal fandeme ikke stikke af,” råbte de. ”Hør nu her, jeg kan jo ikke stikke af i en stor bus, vel?” svarede jeg. ”Lad os nu lige tale sammen.” Jeg tænkte, at jeg måske ville få en røvfuld som aldrig før, men gik alligevel ud til dem. Jeg har lært at snakke med alle slags mennesker af at køre bus. Nogle gange må du bare snakke folk efter munden og altid tale stille og roligt. Jeg tog ansvaret for ridsen, selv om det nok ikke var min fejl, og de fik mit chaufførnummer. Jeg fik talt dem til ro. Jeg kunne have trykket på min overfaldsalarm, og så var det blevet en stor sag, men jeg fik dem til at dampe af, og passagererne kunne komme videre så hurtigt som muligt. Det er det vigtigste.
Én person kan ændre stemningen i bussen, men på Nørrebro kan jeg hurtigt få opbakning fra andre passagerer. ”Hey, opfør dig ordentligt” eller ”Tal pænt til chaufføren,” kan passagererne finde på at sige. I villakvartererne og yderkanterne er folk mere tilbageholdne. De bliver siddende og lader som ingenting.
Tiden er min værste modstander. Den er altid imod mig. På den ene eller den anden måde. Fra Elmegade til Nørreport Station skal jeg fx bruge otte minutter. I hvert fald. For jeg risikerer kø i Gothersgade. Kommer jeg først for sent til Nørreport, hænger jeg på den hele vejen til Amagerbro Station og risikerer at forsinke busserne bag mig. Andre gange er der slet ingen biler i Gothersgade, og så hænger jeg også på den. For så er jeg for tidligt på den. Så må jeg holde lidt i Rømersgade eller køre langsomt for at udligne og holde tiderne på mit vognpap. Det er et konstant pres.
Jeg får fingeren mange gange i løbet af en dag. Cyklister er strenge. De overhaler på begge sider og spreder sig udad i lyskryds. Deres holdning er, at de er den svage trafikant, så de har lov til at gøre, hvad de vil. Det er fint nok, at de kører med cykelhjelm, men hvad gør det, når de kører over for rødt og nogle gange med små børn bagpå?
”Hvad fanden, skal vi ikke snart videre?” Hvis jeg kommer til et stop før tid og skal udligne tiden ved at holde lidt længere, går der bare et lille minut, før jeg kan se i spejlet, at passagererne begynder at blive urolige nede i bussen. Hoster og rører på sig. Folk har travlt.
Det gælder om at parkere oplevelserne sammen med bussen i garagen. Ind ad det ene øre, ud ad det andet og så en dyb indånding. Det skal du kunne for at holde. Husk at sætte pris på det hurtige smil, det lille nik eller klappet på skulderen. Dem får jeg også.
Jeg så engang en ung pige, der fik en på smasken af sin kæreste. Det var tidlig morgen, bussen var stort set tom, og de var på vej hjem fra byen. De skændtes uden for bussen, på vej ned gennem bussen, og da de havde sat sig helt bagest. Pludselig lå hun mellem sæderne, og han slog videre. Jeg stoppede bussen. Ham her ville jeg have fat i. Da jeg var på vej derned, trak fyren i et nødhåndtag, så døren gik op, og så løb de sammen. Jeg stod helt paf. Hvorfor løb hun med ham? Han havde lige slået hende til blods, og fik hun ikke bare flere bank, når de kom rundt om hjørnet? Jeg tænkte på det resten af turen. Jeg har måske lært at aflæse folk, men jeg kan ikke altid helt forstå mennesker."
Linje 5A er Nordeuropas mest befolkede rute med op til 70.000 passagerer om dagen, eller ca. 20 mio. om året. Ruten går fra Københavns Lufthavn i Kastrup, ind over Amager og Indre By og videre ud gennem Nørrebro til endestationen Husum Torv. Frem og tilbage er det ca. 40 km’s kørsel med over 100 stoppesteder. Kendes også som ’Gorillaruten’, ’Tarzanruten’ eller ’Kødpølsen’, fordi bussen ofte svinger og maser sig gennem storbyjunglen med en skov af mennesker ombord.
LÆS OGSÅ Neongrin og Nørrebro: Velkommen til Danmarks vildeste bydel
