Hvad er det første, du læser hver dag?
”Jeg har to små børn, der først skal have havregrød. Radioavisen kører i baggrunden, så tjekker jeg Twitter og bagefter Forza Football-appen for at se, hvem der har scoret i de forskellige ligaer, efter jeg faldt i søvn om aftenen. Jeg ser hvert eneste minut af AGF’s kampe, og hvis de har spillet aftenen inden, læser jeg kampreaktionerne som det allerførste.”
Hvilke udenlandske medier holder du dig orienteret hos?
”Mit medieforbrug er præget af, at jeg har boet i Bruxelles og har skrevet meget om Europa. Jeg læser Financial Times på mobilen, det er nok det medie, jeg læser mest udover Information og Weekendavisen. Financial Times er virkelig gode til økonomi, EU, krigen, USA og har verdens bedste opinionsskribenter, blandt andre Martin Sandbu og Martin Wolf.
Quartz udgiver nyhedsbrevet ’Obsessions’, hvor de dykker helt ned i én ting, og så bruger de den ene ting som en linse til at forstå hele verden, hvilket er sygt fedt. Det kan være diamantindustrien eller rugbysporten. Jeg abonnerer også på Politico-nyhedsbrevet ’Brussels Playbook’.”
Hvem følger du på de sociale medier?
”På Twitter følger jeg intenst den britiske historiker Adam Tooze, som har over 160.000 følgere. Tooze er idealet for, hvad Twitter og i virkeligheden den demokratiske samtale kan være. Han tweeter hele tiden og konsumerer alt: artikler og statistikker om økonomi, politik og så alt muligt andet. Han er en filtrering af informationsstrømmen. Og så vil jeg også gerne anbefale Twitter-kontoen ’Out Of Context Football’.”
Lytter du til podcast?
”Jeg hører ofte ’The Ezra Klein Show’ på The New York Times. Ezra Klein interviewer én person om et emne, som vedkommende er en af de største kapaciteter inden for. Det handler ofte om økonomi og amerikansk politik, men det kan også handle om børn, opdragelse eller en ny bog om sex. Han er enormt god til at stille spørgsmål og særligt til at frame samtalen, så man forstår, hvorfor en given diskussion er vigtig.
Desuden lytter jeg til den amerikanske økonom Tyler Cowens samtaleprogram ’Conversations with Tyler’, han stiller de mest sindssyge, konfronterende og komplicerede spørgsmål til sine gæster, der kan være alt fra en fugleekspert til en science fiction-forfatter.
Jeg synes også, ’Orientering’ på P1 er sindssygt gode, og til sidst vil jeg gerne fremhæve ’Espresso’, der er The Economists daglige opdatering. Jeg har haft abonnement på The Economist gennem et årti, og selvom jeg ikke altid er enig i deres ledere, så er det bare det bedste politiske magasin i verden.”
Christian Bennike
(f. 1986) Opvokset på Fyn og i Aarhus. Er journalist på Weekendavisen, hvor han ifølge egne ord skriver om alt fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Tidligere Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information. Far til to børn og bor på Vesterbro i København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Medier og Interview