Christian Degn elsker Musik i Lejet, og Musik i Lejet elsker Christian Degn

Der er noget vidunderligt paradoksalt over publikummet i Fiskerbaren. DJ Degnamite har fyret op for Natasjas udødelige ’Gi’ mig Danmark tilbage’, og temperaturen er på kogepunktet. Hørskjorterne er helt åbne, solbrillerne sidder trofast på næsetippen, og de fortrinsvis blonde hestehaler svinger vildt rundt i luften.

”Men se, økonomi er ganske fri for empati. Har ingen pli, eks-hippier, skabsrygere der vælger at tie.”

Alle rapper efter bedste evne snørklende med i det hidsige dancehall-tempo om venstrefløjsidealer og hippievaner, men det er godt nok svært at se, at mange af dem herinde oprigtigt skulle kunne blive arrige over kapitalismens natur eller være nogenlunde faste gæster på Danmarks mest politibesøgte ø.

Men så igen; skinnet bedrager, bogens omslag og alt det der. Og er der én, der forstår Tisvilde i uge 29’s nuancer, er det manden bag pulten. Danmarks højeste tv-vært, nyslået far, mixerpult-aficionado og helt igennem god fyr, Christian Degn.

”Jeg kalder det bermudatrekanten. Tre elementer af mit DJ-sæt, som får det til at gå ned i Lejet. Der skal være noget, der appellerer til whiskybæltet. Alt med Nik & Jay og måske lidt Rocazino. Jeg vil også gerne have lidt værdighed over festen, så det andet element består af noget, man kunne høre inde i kødbyen.

Altså noget lidt mere kreativ musik, kan man sige, men det kan også være rock. Bare det ligesom har lidt dybde i sig. Og den tredje del af bermudatrekanten er jo Randers," fortæller han.

Således kommer man rundt i landet. Fra det dyre Nordsjælland, til det rå Vesterbro og videre til byen, der mere end nogle andre må høre lidt af hvert om dens karakter.

”Vi kender jo alle sammen de der videoer fra Instagram, hvor der sidder nogle friske fyre i en bil og hører 'Tsunami' så højt, som man overhovedet kan. Og vi griner alle sammen af det, men sandheden er jo, at rigtig mange af os godt kunne tænke os at sidde i den bil og fyre en kæmpe basarm.

Vi er et tæppefolkefærd i Danmark. Fra oktober til maj sidder vi under tæppet og putter os, og fra maj til engang i september smider vi tæppet og lukker vores indre skandinaviske latino ud. Der bliver der lige lidt kortere til himlen.”

Manden ved, hvad han taler om, må jeg konstatere nogle timer senere. Ganske rigtigt ryger 'Tsunami' på, og enhver, der har stået og støttet byens hold inde i Parken, kender dens insisterende opbygning mod det voldsomme klimaks til hudløshed. Jeg ved selvfølgelig ikke, om der kun findes FC-fans herinde, men publikum ved i hvert fald, hvad der skal ske. Ingen tvivl der.

’Lålålålålå’ og det bliver ved, indtil den dybe, nærmest dæmoniske stemme lader klimakset udløses. 'Tsunami' siger den, og så kører bussen, skal jeg love for. Den så berømte basarm sidder løst på hver en torso, og ligeledes gør den på Christian Degn, der svedende, smilende og grinende ejer gulvet.

Bag enhver DJ gemmer der sig et ønske om at være en del af festen. Og det er tilsvarende sandt for Christian Degn. Der er dog ikke tale om et genert gemyt, der i ungdommen måtte gemme sig bag pulten for at føle sig hjemme, når festen var i gang. Han er et meget socialt væsen. Altid grinende og klar på at fortælle skøre anekdoter. Problemet for den kære Degn var af anderledes karakter.

Når man er et stykke over to meter og vejer over 100 kilo, kan det med hans egne ord godt være ’livsfarligt’ for de andre på dansegulvet, hvis nu han skulle miste herredømmet over den store krop og ryge ukontrolleret ind i en sagesløs nattekriger.

”Jeg er vildt festlig og vildt social, men jeg har angst for at danse. Min krop på et dansegulv svarer til en lastbil inde i storbyen. Jeg er så bange for at lave en højresvingsulykke og svinge ind i én. Det, at være DJ, giver mig en mulighed for at være vildt meget med i festen, uden jeg sætter folks liv på spil.”

Det er nok for det bedste, at Christian Degn befinder sig blandt vennerne, bag pulten hævet over det pulserende menneskelandskab. Sild i en tønde er et fattigt begreb at beskrive trangheden inde i Fiskerbaren med.

Jeg bevæger mig fra den modsatte side af det store telt hen mod baren, og det er en udmarvende affære at ase og mase sig forbi de varme og våde rygge. Folk skærer grimasser til musikken og leder febrilsk efter cigaretter, som der af uransagelige årsager ikke sælges inde på festivalpladsen. Jeg møder en kollega, der normalvis er meget behersket. Calm, cool, collected er en fin beskrivelse af ham. Bare ikke lige nu. Han lyser op i et stort smil, mens hans nærmest kaster cigaretter efter mig og danser vildt til ’Jeg vil la’ lyset brænde.’

Jeg lader mig rive med af stemningen og en lille kærlighedscirkel formes foran den travle bar. Her danses, krammes og synges i vilden sky. Odbjerg og Rahims landeplage, ’Stor mand’ fyrer kun mere op under festen, og jeg kan ikke undgå at tænke, at Christian Degn må føle sig som den største af dem alle. Med det varme overblik og festen i sin hule hånd.