Hvad fik dig oprindeligt til at interessere dig for at dække den amerikansk-mexicanske grænse?
”Meget af mit arbejde går med at undersøge komplekse magtforhold og usynlige, undertrykkende ideologier. Jeg har altid været interesseret i den amerikanske militærindustrielle infrastruktur, som nu er blevet udvidet til den sydlige grænse i mit land.”
Hvorfor er overvågning et interessant emne for dig?
”Jeg var teenager og boede i staten New York den 11. september 2001. Den begivenhed havde en dybtgående indvirkning på USA, men også på det samfund, jeg voksede op i.
Mine venner mistede forældre og familiemedlemmer, og jeg så mennesker, jeg stolede på, opgive deres frihed til fordel for sikkerhed. At vokse op i det miljø forandrede dybt den måde, jeg ser på verden.”
Var der en bestemt hændelse, som gav næring til dit ’Geography of Disappearance’-projekt?
”Ja, det startede ved et tilfælde, da jeg fotograferede det elektroniske overvågningshegn langs grænsen i Arizona for fire år siden, hvor jeg tilfældigvis stødte på en migrant i nød.
Han lå på ryggen i vejkanten og råbte på hjælp. Jeg ringede 911 og gav ham vand og holdt ham i hånden, mens vi ventede i over 90 minutter på, at ambulancefolkene og politiet ankom.
På det tidspunkt var han holdt op med at trække vejret. Jeg kan ikke beskrive følelsen af at holde en fremmed i hånden, mens vedkommende er ved at dø. Det påvirkede mig dybt. Oplevelsen blev kun endnu mere foruroligende, da jeg så, hvor ligeglade og apatiske politimændene var, da de smed hans ejendele ud og sagde til mig: ’De illegale dør herude hele tiden.’”
Hvad er din metode til at komme så tæt som muligt på de mennesker, du fotograferer?
”I de sidste tre år har jeg arbejdet frivilligt for flere organisationer og tilbragt mine somre i ørkenen med at smide vand på stier, yde lægehjælp til migranter og arbejde på herberger i Mexico. Det har givet mig mulighed for at blande min personlige aktivisme med min kunstneriske praksis.
Jeg har indsamlet obduktionsrapporter og oplysninger, og jeg har fotograferet det nøjagtige sted, hvor hver enkelt migrant er død. Jeg har brugt meget tid på de steder på at reflektere over disse mennesker og deres liv, håb og drømme, som er blevet gjort til skamme. Hvert fotografi er lige så meget en mindetale, som det er dokumentation.”
Copenhagen Photo Festival, 6.-11. juni, hvor man blandt andet kan se værker af Marcus DeSieno, Chloé Azzopardi,Mafalda Rakoš, Emanuele Occhipinti, Andi Galdi Vinko og Natalia Kepesz.
