I gamle dage sprang der ild og gnister i den store, grå hal på B&W-værftet på Refshaleøen i København. Beskidte hænder smedede jern i arbejdstiden og knappede øl op i pauserne, og betonen genlød af et konstant, metallisk bulder.
Det er de samme elementer, som 23.000 altovervejende sortklædte metalelskere fra på torsdag vil boltre sig i, når ottende udgave af COPENHELL, Danmarks største festival for den hårde rock, åbner på B&W-grunden. Ildkanonerne er tanket op, øltønderne båret ind, og de enorme højttalerne klar til at smide voldsomt mange decibel ud over hovedstaden. Også det såkaldte ”smadreland” er klar til åbningen, fyldt op med bilvrag og forkastede hårde hvidevarer, som festivalens gæster kan få lov til at hamre i stumper og stykker i en art terapi, der skal få dem ud på den anden side som bedre mennesker.
Og terapien ser ud til at virke. COPENHELL er igen i år udsolgt og efterhånden vokset til landets sjettestørste festival. Hvad der i de første år var en underskudsforretning og genstand for megen skepsis, er i dag en etableret institution med en – ifølge arrangørerne – sund økonomi, der har langtidssikret festivalen.
Annonse
”Vi har været igennem en sund og organisk udvikling og står nu med en festival, der ligger på et fedt sted med en historie, som passer til vores DNA. Ild, jern, larm og masser af øl. Alt det, som vi dyrker med stor alvor i metalverdenen,” griner Jeppe Nissen, hovedmanden bag COPENHELL.
En vigtig bestanddel i metalgenren og dermed også i COPENHELL er lige akkurat spillet mellem alvor og humor. Det er svært ikke at smile, når man ser granvoksne mænd smide kontorjakken, iklæde sig vesten med nitter og læder og modtage undervisning i at headbange, eller når man hører 130 kilo store metalhoveder fra provinsen skrige i falset under karaokefesten i Biergarten. Så løfter taget sig. Den gode stemning er blevet et varemærke, og efter de første syv år mangler COPENHELL fortsat sin første politianmeldelse for vold. Det betyder ikke, at det er ufarligt at være gæst. Der opstår hvert år en del blå øjne under de testosterontunge danse foran scenen, og ikke alle nakker er trænet til tre dages intens hovedrysten.
”Men generelt set er metalfans venlige, respektfulde og rummelige, om end de ikke altid ser sådan ud,” som arrangørerne skrev i en mail til Euroman i forberedelserne til denne artikel. For metalentusiasterne er den hårde musik dog også dødsens alvor.
”Metal er lige så meget finkultur som opera, jazz, film og teater,” siger Jeppe Nissen: ”Vi slås med den fordom, at vi er sådan nogle, som spiser hunde ude i skoven, og den er svær at slippe af med. Men der er også mange mennesker, som ikke forstår opera eller jazz, og de genrer anses fortsat bredt som finkultur. Hvorfor så ikke metal? Den rummer den samme dybde og seriøsitet, og jeg kæmper for at få anerkendt metal på linje med andre musikgenrer.”
Han får ikke megen hjælp fra radio og tv, som stort set ignorerer den hårdeste rock.
”Og det forstår jeg ikke. Der er masser af mennesker, som lytter til metal. Jeg ved det, for jeg sælger fan’me mange billetter til metalkoncerter,” siger Jeppe Nissen, der til daglig arbejder hos koncertarrangøren Live Nation: ”Jeg beder ikke om, at hele radiofladen plastres til med metal, og genren har bevist, at den sagtens kan klare sig uden. Men det er synd, at metal er sådan lidt hengemt.”
Annonse
Årets hovednavne er alle amerikanere: System of A Down, Prophets of Rage, Five Finger Death Punch og Slayer. Ingen af dem er formentlig velkendte uden for metalkredse herhjemme, men i USA er flere af dem etablerede stjernenavne, og hvad angår Slayer er der lige frem tale om levende legender inden for den allerhårdeste genre, der kaldes thrash metal. Netop metalmusikkens aldrende pionerer som Slayer nyder en særlig prioriteret på COPENHELL. Tidligere har Black Sabbath, Iron Maiden, Scorpions og Alice Cooper været hovednavne, og det er ikke tilfældigt.
”Mange af de her bands, som grundlagde heavy metal, er i bogstavlig forstand på vej i graven, og jeg synes, at de kids, der står ude foran scenerne, skal nå at lære dem at kende. Er du sindssyg, hvor de her bands stadig kan sparke røv, hvis bare de kommer i de rigtige rammer, og det kan vi give dem,” siger Jeppe Nissen.
COPENHELL ville næppe være den succes, den er i dag, havde det ikke været for modet til at satse på nogle af de bands, som andre opfattede som udtjente. Black Sabbath-koncerten i 2016 var i arrangørernes egne øjne en skelsættende begivenhed, der for alvor skabte respekt om festivalen, og i 2014 lagde Twisted Sister alle ned med måske den hidtil bedste koncertoplevelse på COPENHELL.
”Da vi præsenterede Twisted Sister rynkede mange på næsen, og der blev snakket om, at vi skabte tvivl om den musikalske retning. Men bagefter var ingen i tvivl om, at de hørte til herude. Det blev en gudsbenådet koncert.”
COPENHELL indledte sin tilstedeværelse som en festival for en inderkreds af metalfans. Nogle af dem er stået af gennem årene i takt med, at festivalen har åbnet sig for en bredere skare, men de fleste er blevet hængende og accepterer, at der må være noget for enhver smag – så længe det er rock afspillet på en vis volumen. Jeppe Nissen føler, at festivalen efter mange sats undervejs, og mange succeser og fejl, er ved at nå det helt rigtige koncept, men han ser stadig muligheder for at forny sig og for at vokse yderligere:
”Vi må gerne være en lille smule større. Ikke meget større, for så bliver det svært at skabe de rigtige forhold på Refshaleøen. Det er vores opgave at skabe rammerne, og så skal publikum fylde dem ud med fest og farver. Det er de gode til, så længe vi ikke gør rammerne for snævre.”
Også musikalsk skal der hele tiden nyheder på programmet. Jeppe Nissen forudser, at de næste store globale metalkonger, som ikke helt er udråbt endnu, kan blive franske Gojirah, amerikanske Avenged Sevenfold eller svenske Ghost. Eller måske endda danske Myrkur, sanger og musiker Amalie Bruuns soloprojekt, som der er store forventninger til, og som i øvrigt kan opleves sent lørdag aften på årets festival.
Annonse
Og så skal COPENHELL år efter år huske at præsentere sine gæster for nye tiltag uden at gøre vold på traditionerne. I år åbner for eksempel en restaurant med tre retters menu inde i B&W-hallen. Så har smedenes gamle og 80 meter høje fabriksvægge set det med.
”Men bare rolig, øllet skal nok komme til at flyde derinde, og der bliver som altid højt til loftet på COPENHELL,” forsikrer Jeppe Nissen.
