Da Anthony Bourdain døde, efterlod han sig en ufærdig rejsebog. Nu er den udkommet mod alle odds og er blevet en bestseller

En februarmorgen i 2018 tager Laurie Woolever elevatoren op i et højhus i hjertet af Manhattan. Hun har et vigtigt møde med den Anthony Bourdain i hans lejlighed på 64. etage.

I ni år har hun arbejdet som hans assistent, og hun har lært, at ’Tony’ sætter pris på, at man kommer til tiden, gerne lidt før. Hun har forberedt sig til mødet. De skal snakke om en kommende rejsebog, som Laurie Woolever skal skrive med Anthony Bourdain som afsender.

Han virker til at være i godt humør, da han tager i mod hende ved døren. Han er i hvid T-shirt med et rødt logo fra den lokale Jiu Jitsu-klub broderet på ærmet, blå jeans og bare tæer. Han tilbyder kaffe, men Woolever har taget sin egen med. Hun vil ikke vil ulejlige ham med at skulle stå og brygge kaffe. Og så ved hun desuden, hvilken skodkaffe han plejer at drikke, fordi det er hende, der køber den ind til ham. ’Tony’ har altid afskyet baristakulturen, og har flere gange udtalt at der er få ting i verden, han går mindre op i end kaffe.

En anden del af hendes job som assistent er at holde skabene fyldt med basisvarer og køleskabet fyldt med cola zero, øl og vand, så han er velforsynet, når han en sjælden gang er hjemme i New York.

Lejligheden er stor, luftig og spartansk indrettet med tydelig inspiration fra kendishotellet Chateau Marmont i Los Angeles, som ’Tony’ elsker at bo på. Fra lejligheden på Manhattan er der udsigt til Hudson River, New Jersey og George Washington Bridge som et levende panoramabillede.

”Okay, skal vi gå igang?” siger Woolever.

’Tony’ sætter sig på en stol ved det runde bord i stuen. Med sin lange, ranglede silhuet får han stolen til at se lille ud. Han tænder en cigaret. Efter mange års afholdenhed er han begyndt at ryge igen. Meget. Så meget, at Woolever har fået installeret en røgfanger over bordet – sådan en man ser på værtshuse og i casinoer.

Woolever trykker optag på diktafonen. Samtalen kan begynde. Hun har set frem til at komme igang med rejsebogen med Tony. Men som hun sidder over for ham ved spisebordet, kan hun ikke vide, at denne morgen er sidste gang, hende og Bourdain kommer til at snakke om bogen.

Få måneder senere, 8. juni 2018, bliver Anthony Bourdain fundet død på sit hotelværelse i Frankrig. Han har taget sit eget liv, 61 år gammel. Bag sig efterlader han sig et sort hul i det gastronomiske univers, en datter på ni år og en række forliste ægteskaber. Anthony Bourdain kæmpede tilsyneladende med sine dæmoner, og til sidst vandt de over ham.

Men den morgen i lejligheden på Manhattan anede Laurie Woolever ikke, hvor galt fat det var med Bourdain, ud over at hun noterede sig, at han virkede rastløs, mens de sammen arbejdede på bogen – men det var han nu altid.

Bogen skulle ikke være en rejsebog i traditionel forstand. Snarere skulle den være et kærlighedsbrev fra Bourdain til alle de steder i verden, han bedst kunne lide at rejse til. Nøje udvalgte steder med et par essays, anekdoter og anbefalinger smidt ind imellem de allervigtigste informationer – naturligvis med en overvægt af gode steder at spise.

Woolever havde kategoriseret alle de byer og lande, Tony havde besøgt, i kronologisk orden. Det meste af tiden svarede han bare ’ja’ eller ’nej’, som hun remsede de mange lande og byer op. Den kronologiske opremsning var tilfredsstillende effektivt – for de skulle mange lande og byer igennem. Planen for mødet var at få lavet et blueprint over bogen; hvilke steder skulle med, og hvilke skulle ikke? Bogen skulle ikke være altomfattende, men kun med det bedste af det bedste fra hans verdensbillede.

I enkelte tilfælde stoppede han op og blev revet med af nostalgien, på trods af at effektiviteten huede ham.

En rejsebog kan virke overflødig i en tid, hvor pandemier, krig og klimakatastrofer fylder nyhedsblokkene, og hvor restauranter og hoteller kæmper med at overleve. Verden ser ikke ud, som den gjorde for bare to år siden. Men som Laurie Woolever selv forklarer det i dag, så har verden aldrig været statisk.

”Selv før corona var verden i evig forandring. Ting lukker, veje bliver bygget, og alt ændrer sig konstant. Rejsebeskrivelser bliver overflødige i det sekund, der bliver trykket print,” forklarer hun i dag og fortsætter:

”Jeg ved ikke, om verden har brug for endnu en rejsebog, men der har aldrig været en rejsebog, hvor Anthony Bourdain var afsender. Tidligere har jeg selv udelukkende brugt rejser til at komme væk fra hverdagen, men Tony lærte mig, at der er så meget andet i verden end bare resorts og strande. Tony inspirerede mig til at se steder med friske øjne, og det er dét, jeg tror, bogen kan hjælpe folk med. Til at blive inspirerede til at opleve verden på ny. Selvom alt virker kaotisk lige nu.”

Hendes møde med Bourdain den februardag i 2018 forløb efter planen. Han virkede tilfreds. Da listen nåede til Spanien, kunne han ikke dy sig for at dykke lidt mere ned i anekdoterne.

’Vi skal have det hele med,’ sagde han til Woolever.

Han fortalte om Baskerlandet, Barcelona og Arzak-familien med restauranten i bjergene. Han mindedes El Bulli, tapasen og maden over bål på stranden i Catalonien.

Efter en times tid begyndte ’Tony’ at rode med lighteren. Han havde altid noget mellem hænderne.

Woolever fornemmede på ham, at han var klar til at runde af. Selvom Tony altid var varm og vedkommende, når de var sammen, havde hun som regel en fornemmelse af, at han havde den ene fod på vej ud ad døren. Han var ivrig efter at komme igang og ivrig efter at være færdig.

Med lidt over en times lyd på optageren pakkede Woolever sammen. ’Tony’ skulle ned og træne Jiu Jitsu – selv skulle hun mod Queens, hvor hun boede. ’Vi snakkes ved,’ sagde han, da han lukkede døren. Men det blev aldrig til en snak mere om bogen.

Ligesom resten af den gastronomiske verden blev Woolever efterladt i chok, da Bourdain blev fundet død i Frankrig i juni 2018. Men hun blev også efterladt med en underskrevet forlagskontrakt og den opgave at formidle Anthony Bourdains ord og arv.

Bogen skulle skrives, og hun havde accepteret, at researchen skulle bestå i at gennemtrawle de tv-udsendelser og tekster, Bourdain havde lavet om de steder, der skulle med i bogen.

”Rent følelsesmæssigt var jeg i tvivl, om jeg kunne overskue det,” siger Laurie Woolever i dag.

”Jeg vidste hele tiden, at jeg var nødt til at få bogen færdig. Det var jo meningen, at det skulle have været en sjov og spændende opgave at lave sammen med Tony, men pludselig blev bogen en form for ode til en person, der ikke længere er iblandt os. Det var generelt enormt hårdt at prøve at finde ud af, om bogen havde en berettigelse efter Tonys død.”

Rugbrødsarbejdet var heldigvis overskueligt for Woolever, fordi hun havde arbejdet sammen med Bourdain i så mange år. Hun kendte hans stemme og hans måde at formidle på. Men hvad med arven? Hvordan forholder man sig til at skulle udgive en afdød persons eftermæle?

”Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv som den ultimative budbringer af Tonys eftermæle,” siger Woolever.

”Jeg synes, det ville være arrogant af mig at tro, at jeg har den ultimative formel til at videregive hans arv. Det er en balancegang mellem ego og det faktum, at jeg ikke kan eje en anden persons historie.”

’World Travel: An Irreverent Guide’ landede på hylderne i april 2021, knap tre år efter Anthony Bourdains død. Salgstallene taler sit entydige sprog – alt, hvad der bærer Anthony Bourdains navn på forsiden, er stadig ekstremt efterspurgt. Bogen har ligget på toppen af New York Times’ bestsellerliste.

’World Travel’ er en rejsebog, der ikke følger de gængse konventioner. Den er fyldt med anekdoter, citater og udtalelser fra Bourdain, og udvalget af lande og byer, der er med i bogen, er valgt udelukkende efter, hvor Bourdain godt kunne lide at rejse selv. Det er langt fra alle lande, der har fået en plads i bogen – kun 43 klarede cuttet.

København og Danmark er ikke med på trods af, at Bourdain rejste hertil over flere omgange for at lave tv. Han befandt sig ikke godt i et så ordnet samfund, fortæller Laurie Woolever, da jeg spørger, hvorfor København ikke er med. Bourdain trivedes bedst i kaos.

Selvom det har været en kompliceret balanceakt at få ’World Travel’ til at fremstå, som Anthony Bourdain ville have lavet den, har processen hjulpet Laurie Woolever med at bearbejde sin sorg:

”Hvis du er tæt på en person, der dør på en så tragisk måde, er det en gave at få lov til at lave en bog som denne her. Det har hjulpet mig gennem min sorg. Men på samme tid har jeg ikke lyst til at blive kendt som Tonys spøgelse.”