Inden ’Monte Carlo’ startede, fik vi sådan et lille papir udleveret af DR, hvor man skulle skrive sine mål. Jeg skrev, at min plan var at skabe en ny æra inden for dansk radio, et program, som folk huskede om 20 år, og som kom til at betyde noget for en hel generation. Jeg skrev også, at jeg gerne ville vinde prisen som årets radiovært, ’Den Gyldne Mikrofon’, inden jeg fyldte 30 år, for det havde ingen andre gjort. Ni måneder senere blev Esben og jeg kåret som årets radioværter. Jeg var lige fyldt 27 …
At sige sådan noget, ved jeg godt, er rigtig udansk, men jeg har bare stadig til gode at skyde ved siden af. Så begynder folk at tale om storhedsvanvid. Men det siger man også om Kanye West, det er jeg jo ikke enig i. Og i øvrigt er jeg offentligt ansat og cykler på arbejde. Mere storhedsvanvid er der heller ikke i det.
Jeg er vokset op på den rigtige side af strandvejen i Risskov. Jeg var enebarn – og voksede op i troen på, at universet drejede rundt om mig. Der blev ikke sat så mange grænser. Jeg havde aldrig et tidspunkt, jeg skulle være hjemme på, og måtte sådan set gøre, hvad jeg ville. Så min opdragelse – eller mangel på samme – er baseret på tillid. Det har været en fornøjelse, men har også givet mig lidt løsere tøjler end Esben og lidt flere oplevelser på den konto.
Min mor har en seddel hængende på opslagstavlen derhjemme fra vores musiklærer Marius, hvor der står: ”Peter har i dag været med til at stoppe et par underbukser ned på ryggen af en pige fra klassen. Jeg har talt med ham og forventer, at det samme sker derhjemme.”
Jeg var lidt af en ballademager. Mine venner var tre-fire år ældre end mig. Der skulle man konstant bevise sit værd og være hurtig for at følge med. Jeg manglede måske det der gearskifte i forhold til mine jævnaldrende. Så når vi kom op at slås, var det som regel mig, der slog sidst, og så stod jeg tilbage som syndebukken. Så jeg lærte tidligt at tale min sag.
I 8. klasse kom jeg på privatskole inde i Aarhus. Jeg var lige startet, da en gut inde i spiserummet truede mig med en saks. Jeg knaldede en stol i hovedet på ham. Der kunne jeg ikke forstå, at det var min skyld, når nu han havde truet mig med en saks … Så jeg kom på Rudolf Steiner-skole. Der gik to måneder, hvor jeg blev bedt om at tage skoene af, når jeg var indenfor og danse mine følelser ud, før jeg tog den første selvstændige beslutning i mit liv og sagde til min mor: ”Du bliver nødt til at fjerne mig herfra. Ellers bliver jeg aldrig til noget.”I 2. g blev jeg formand for AKI, idrætsforeningen på Aarhus Katedralskole, et stolt foretagende. Der var sådan en opstartsting, hvor de forskellige foreninger skulle ind i aulaen og tale til alle 1. g’erne om, hvorfor de skulle melde sig ind i netop deres forening.
Der lavede musikudvalget et oplæg om, at det var dumt at dyrke sport og dumt at melde sig ind i AKI. Da vi så skulle på talerstolen, tog Fanden ved mig. Jeg endte med at holde en rasende salgstale om, hvor latterlige disse tykke bassister med tvivlsom skægvækst var, og hvor meget federe det var at dyrke sport. Jeg heilede ikke, men det var en ren Hitler-tale. Det endte med stående bifald fra alle 1. g’erne. Jeg havde altid fået at vide, at jeg var god til at tale og formulere mig, men det var første gang, jeg indså, at jeg kunne fange folks opmærksomhed på den måde. Folk lytter, når jeg taler, hvis bare jeg mener det, jeg siger. De tykke bassister gav mig en fandenivolskhed, som ikke har forladt mig siden.
Annonse
Da jeg kom i journalistpraktik på P3 hos ’Adam og Sara’, kan jeg huske en af de første gange, de trak mig i studiet. De talte om folk, der gik i spidse sko. Så kom jeg ind og lavede en kobling til min barndomsven, Jens Riis, som blev chef for McDonald’s på Grenåvej i en alder af 16 og siden strøg direkte ind på Harvard. Han havde altid gået i spidse sko. Det, tror jeg bare, ’epitomiserede’ (opsummerede, red.), hvad ’spidse sko’-typen var – og så fik jeg i farten også sagt, at folk i spidse sko var ’hurtigkneppere’. Adam Duvå Hall er rigtig svær at få til at grine – og han døde af grin. Der gik det op for mig, at jeg kunne træde ind i et radioprogram og skyde fra hoften. Da vidste jeg, jeg var god.
Efter at jeg i sommeren 2011 havde lavet ’Saint Tropez’ (på P3, red.), fik jeg tilbudt eftermiddagsfladen. Jeg skulle have en ny medvært. Det var under den såkaldte værtsflugt. Sara Bro var stoppet, Adam Duvå Hall, Felix Smith og Huxi var stoppet. P3 stod pludselig uden navne, der vakte genklang i sladderbladene. De ville gerne ansætte en, folk kendte i forvejen, og så foreslog jeg en journaliststuderende, der aldrig havde lavet radio før, og som var på udvekslingsophold i San Francisco … Så det tog selvfølgelig lige nogle måneder at overbevise dem. Men jeg får altid min vilje.
Jeg tænker tit på, hvor jeg ville være uden Esben. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg meget af tiden er rigtig svær at være omkring, hvorimod Esben er det letteste menneske at omgås. Jeg har svært ved at forestille mig, at andre end Esben har kunnet holde mig ud de sidste to og et halvt år.
Jeg er nærtagende og temperamentsfuld, og jeg er nok også følelsesmæssigt ustabil. Lige så glad jeg bliver, lige så ked af det kan jeg blive.
Jeg er ked af det, hver eneste gang nogen skriver noget negativt om den, jeg er, eller det, jeg laver. Jeg er intelligent nok til at vide, at jeg provokerer mange. Det er lettere at holde af Esben, end det er at holde af mig. Hvis vi sidder til et møde, og nogen afskriver det, vi laver, som ’gøgl og spas’, så rejser jeg mig og går. Esben er mere kompromissøgende. Vi supplerer hinanden godt.
Jeg blev erklæret ordblind i 4. klasse. Det ramte mig hårdt. Den følgende sommer var jeg på telttur med min far i Nordjylland. Dengang samlede alle på Jumbo-bøger, som man stillede op i nummereret rækkefølge, så bogryggene dannede de forskellige figurer. Den sommer sagde min far, at han gerne ville købe hele serien til mig, hvis jeg lovede at læse dem alle sammen. Det gjorde jeg så. Jeg brugte hele sommerferien på at bladre i Jumbo-bøger. Da jeg startede i 5. klasse, kunne jeg læse.
Det har altid været lidt op ad bakke for mig. Jeg har fire folkeskoler på samvittigheden, jeg fik specialundervisning i skolen og blev siden erklæret uegnet til at komme i gymnasiet, hvor det alligevel lykkedes mig at blive sproglig student. Der har altid været folk omkring mig, der har skullet fortælle mig, hvad jeg kunne og ikke kunne. Da jeg kom i praktik på P3, kom en talepædagog for at skille mig af med mit jyske. Efter et par timer gav hun op. Senere sagde folk i DR, at jeg var sjov nok til at være den fjollede praktikant, men at jeg aldrig ville kunne bære et program selv.
Annonse
Jeg er sådan indrettet, at når folk fortæller mig, at der er noget, jeg ikke kan, så skal jeg fandeme nok rive verden sønder og sammen for at bevise det modsatte. Alt, hvad jeg har opnået siden 4. klasse, er sket i ren og skær trods. Jeg har altid haft en masse at bevise, hvorimod meget skulle gå galt i universet, for at Esben ikke havde fået et godt, solidt job inden for journalistikkens verden. Han hviler så dejligt meget i sig selv og tilværelsen. Han er så rolig og beskeden, den del har jeg aldrig mestret.
’Monte Carlo’ blev kørt ind ad bagvejen. Det blev kaldt et ’vikar-program’ af ledelsen i DR Medier, fordi de ikke troede på det. I dag hører alle fra Uffe Holm til Adrian Lloyd Hughes vores programmer. Merethe Stagetorn og Inger Støjberg abonnerer på vores podcast. Vi rammer utrolig bredt, fordi vi er ærlige og kan koge tingene ned til noget, folk kan forholde sig til. Det, vi i virkeligheden gør, er at snakke om alle de ting, de gør i TV Avisen, på den måde, du og jeg ville snakke om det, hvis vi sad i omklædningsrummet efter en serie 5-kamp. Sværere er det ikke. Vi behandler aktuelle emner, så alle kan være med.
Jeg er virkelig bange for den første gang, hvor jeg falder på halen med et eller andet. Det bliver forfærdeligt. Jeg tror heller ikke, det er givet på forhånd, hvor lang tid folk finder mig interessant. Så det handler bare om at klø på. Jeg synes, man skylder sig selv at finde ud af, hvor meget man kan, og hvor langt ens rumskib kan flyve.
