Det var en stjerneparade backstage, da Kundo spillede sit livs koncert på Roskilde

DET ER IKKE, fordi han er nervøs. Han er nok nærmere spændt, fortæller han mig i tourbussen på vej ud ad Roskildemotorvejen.

For andet år i træk skal Kundo optræde på Roskilde Festival. Sidste år havde han femten minutter til at vise, hvad han kunne, i år er oddsene forhøjet til 45 minutter. Tilmed er han placeret på et tidspunkt, der må siges at være primetime: klokken 23.45. Ikke et optimalt tidspunkt for alle de gamle sjæle, men et rigtigt fornuftigt tidspunkt, hvis man vil forsøge sig med at skabe en abefest.

Det er stort for Kundo, at han skal spille på Roskilde Festival. Det er nok faktisk det største, han indtil videre har opnået med sin karriere. I februar spillede han en udsolgt koncert i Lille Vega, men det var alligevel lidt noget andet.

”I Vega spillede jeg for min fanbase. Jeg vidste, at dem, der havde købt billetter, kunne lide min musik. Der er mere på spil i dag,” fortæller han.

Men han er altså ikke nervøs, insisterer han.

Det er ikke sådan, at du lå og slet ikke kunne sove i nat?

”Jeg kunne nærmest ikke sove. Jeg har sovet lidt.”

KENDER MAN IKKE KUNDO, er det første, man skal vide, at han er fra Vejle, som alle veje i dette tilfælde fører til. Det er i Vejle, hans familie bor, der nu også inkluderer en datter. Det er i Vejle, han føler sig tilpas.

”Jeg føler, jeg kan være i fred i Vejle. Der er ikke nogen, der vil have taget billeder eller stirrer på mig. De kender mig,” fortæller han.

Det er Vejle, der har affødt hans gennembrud, der kom med postnummersangen ’7100’. Og det er Vejle, han vender snuden mod, når han er færdig på festivalen en gang i nat.

Når man er fra Vejle, spejder man ikke nødvendigvis mod alle de store scener på Roskilde Festival. Det gjorde Kundo i hvert fald ikke. Han har aldrig ligget i L og taget ølbongs en masse, han har faktisk aldrig rigtigt været på festival. Eller, der var lige en gang i syvende, hvor han var afsted på den nærtliggende Jelling Festival. Og så var han også lige ud at mærke stemningen, da han havde spillet på Roskilde i fjor. Men ellers ikke rigtigt.

”Jeg tror heller aldrig, jeg troede, det var realistisk at spille her. Roskilde Festival var aldrig en ting i mit hoved.”

Det er altså ikke, fordi han har gået hele sit liv og drømt om en dag at få lov til at spille på Orange Scene, ligesom hans ven, Lamin, skal gøre det om et par dage. I 2022 var det ham, der spillede på en af festivalens mindre scener i opvarmningsdagene. Dengang regnede, lynede og tordnede det. Man vil derfor kunne se det, der møder Kundo, da han stiger ud af bussen, som en form for varsel.

”Det ligner regnvejr,” konstaterer han.

”BRO, FORBERED DIG på madness,” siger Artigeardit, der står klar til at tage imod sin ven ude foran artisternes check in.

”Jeg er kun kommet for at se det her.”

Og så kommer den:

”Jeg er lidt nervøs,” siger Kundo.

”Man skal være nervøs,” svarer Artigeardit, der om nogen må vide, hvad han taler om: I 2018 spillede han her under festivalens første dage, sidenhen er det blevet til to koncerter, der har været dele af hovedprogrammet.

Så ankommer en ordentlig bimmer til pladsen, og ud stiger Lamin og hele hans hold. Snart er vi backstage, hvor først Thor Farlov ankommer og sidenhen Mas, der var i Kundos situation med sin egen nattekoncert sidste år.

Det er i det hele taget noget af et hold, der har samlet sig for Kundo i aftenens anledning. Der er måske tyve venner backstage, og det tæller både en lyriker, en skuespiller, sangere, en natklubejer og mennesker, der til tider laver betalte samarbejder på Instagram.

Men Kundo er ikke at se. Han sidder i sit eget lille rum i sin egen lille container med en kop te og de nærmeste. Lejlighedsvist stikker en ny ven hovedet ind for at sige, at ”det bliver sindssygt,” men mest af alt får han lov til at være i fred.

ET PAR DRENGE med tagrende-frisurer har sneget sig backstage og når at få taget et par selfies med dem, der er dukket op for hovednavnet, inden de smides ud med en ordentlig omgang voksenskældud. Man må give festivalens vagter det, at de absolut ikke er til at hverken hugge eller stikke i.

Det rockband, der har spillet området op, er gået af, så baggrundskulissens lyd nu er det, der stammer fra det helt enorme opbud af publikummer. Der er mange. Rigtig mange.

Klokken nærmer sig midnat. Lamin og Artigeardit smutter ud i crowdet til unge pigers hvinen.

Kundo får de sidste klap på skulderen, så går han op ad metaltrapperne, hvor han forsvinder ind i bagscenens mørke.

PUBLIKUM ER MED Vejlenseren. Op og ned med hænderne til de tungere numre. Lys fra mobiltelefonerne til de lettere numre. Hoppefest, da Thor Farlov kommer på scenen. Fuldkomment amok går det, da tonerne til ’7100’ lyder klokken halv et: Publikum er klar til at sige det med deres chest. Der er mennesker så langt, det overhovedet er muligt at spejde. Alle mand er dukket op foran Eos-scenen for Kundo.

”Det var fedt,” siger han, da han snart er nede fra scenen igen.

”Jeg håber, det var fedt. Jeg synes, folk var med. Jeg håber, de havde en lige så god oplevelse som mig. Syntes du, det var fedt?”

Ja, det syntes jeg.

”Du trækker lidt på det.”

Nej, det var virkelig fedt.

”Jeg er meget spændt på at høre, hvad andre syntes. Jeg har jo mine venner. Men jeg glæder mig til at høre, hvad folk, jeg ikke kender, syntes.”

Læser du anmeldelser?

”Det gør jeg, men alt er jo ekstremt subjektivt. Men hvis jeg var wack, så var jeg wack. Jeg håber ikke, jeg var wack. Jeg håber, jeg var nice.”