”Da vi åbnede i år, havde vi omkring 500.000 hatte. Nu er 300.000 af dem væk”

Det føles nærmest okkult at stå inde i det trange, træbeklædte baglokale. Gulvet er klistret, og her flyder det med afgnavede og tilsandede chilipeberfrugter. En bidende dunst af tequila og chili blander sig med en fugtig og varm luft, der leder tankerne hen på et omklædningsrum. Jeg forestiller mig, at det er sådan her, det må være at være fanget i en tequilaflaske.

Vi befinder os på Mucho Macho, et berømt og berygtet barlokale tilhørende den endnu mere berømte og berygtede Gringo Bar. En bar, som de fleste velbevandrede Roskilde-gæster, jeg har talt med, har en eller anden obskur historie forbundet med. Hvis de ikke selv har oplevet noget vanvittigt her, kender de med garanti nogen, der har.

Det er min første gang på Gringo Bar, da jeg besøger stedet torsdag aften. I baggrunden spiller den populære rapper Megan Thee Stallion på Orange Scene, og selvom det gør det svært at smalltalke med sidemanden og vende aktiekurserne eller andet, der lige er oppe i tiden, synes folk slet ikke at ænse det.

Måske det bare er mig, der synes, at lyden fra musikken er høj. Det er i hvert fald mig, der lige nu har den suverænt laveste promille på Gringo Bar. For promillen er høj her. Folk er ristede, ja faktisk er de plørefulde, på den måde som Henrik Sass Larsen var det på valgnatten under et folketingsvalg for et par år tilbage.

Klientellet er ret blandet. Jeg vil beskrive det som Zwei Grosse Bier Bar i Randers, der møder Kødbyen. Nogle influencerlignende unge kvinder står i et sandområde og sipper daiquiries. Oscar Bjerrehuus, Oliver Bjerrehuus’ søn, kommer gående med en kvinde under armen. Fulde fædre råber hen over en fadøl. Og rigtig mange af gæsterne bærer cowboyhat i strå med bånd på, hvor der står ’Mucho Macho’. En af dem har sågar samlet til bunke, og render rundt med fire hatte stablet oven i hinanden.

En mand, jeg vil skyde til at være i midten af halvtredserne, med afskallet neglelak og kamuflageshorts, har smidt sig midt på plænen foran baren. Måske tager han blot en lur for at blive klar til Dua Lipa senere. Han ligner i hvert fald en, der drømmer. Eller også er hans tequilabrandert bare blevet for meget.

Ikke så langt derfra har en gruppe mænd besluttet sig for at hælde en kande strawberry daquiri i munden på deres kammerat, der ligger i sandet. Jordbærdrikken flyder i hovedet på ham og videre ned. Det ligner han har fået blodnæse. Han rejser sig og tørrer lidt sand af issen. Daquirien sidder fortsat om munden på ham. En ven kommer med en strikket karklud og tørrer ham lidt om munden.

Der er ingen tvivl om, at Mucho Macho-hatten er beklædningsgenstand nummer ét i Gringo Bar. Især en mand fanger mit blik. Oven på hans hoved sidder intet mindre end 10 hatte. Stakken vokser sig konstant større, og lidt senere, da jeg igen ser ham, har han endnu flere hatte på hovedet, og han går da også i pendulfart ud og ind af det mørke Mucho Macho-træhul for at skaffe sig friske provianter.

Jeg spørger ham, hvor han har fået alle hattene fra, men med et nærmest zombieagtigt blik kigger han på mig og går videre. Hans ven, der er lige i hælene på ham, kommer mig dog til undsætning.

”Han har 13 hatte, en med guldbånd. Han har købt dem alle selv, så han har gjort sig fortjent til hatten. De koster 129 kroner stykket. Han giver endda også nogle til os andre,” siger vennen.

Hver gang man køber et Mucho Macho-shot, der koster 129 kroner, får man nemlig Mucho Macho-hatten med. Med lommeregneren fremme kan jeg konstatere, at bargæsten på blot få timer har købt Mucho Macho-tequila for over 2.000 kr.

Og på den måde er Roskilde Festival vanvittigt og fascinerende på samme tid. For der er jo noget bizart over at sætte en uge af til dødsdruk og drikke sig fra sans og samling på en mark på Sjælland for så finde tilbage til hverdagens studier og ni-til-fem-job.

Omvendt virker det også forløsende; at komme ud, at te sig tosset, at miste kontrollen. Og at bruge 2.000 kroner på at drikke chilitequila og brænde i kroppen for at få en hat. Det tapper ind i Roskildes legende og berusende energi, hvor folk lever og ånder for den orange festivalboble.

Derfor beslutter jeg mig for, at jeg skal ind i det træbeklædte baglokale, det, man kunne kalde ’hulen’, og prøve et Mucho Macho-shot. Jeg må finde ud af, hvorfor det er det åndelige adgangskrav til Mucho Machos fest.

Det lille rum er fuldstændig proppet. En gruppe gæster anført af en mand i et grønt krokodillekostume banker i bordet, mens de synger Mucho Machos tequila-sang. Det slutter med at alle råber ”Mucho Macho,” inden de drikker tequilaen af en chilipeberfrugt for så til slut at bide bunden af for at vise, at de klarede den.

Alle pruster og skærer ansigter, mens de hver især får langet en hat over bardisken som bevis på, at de klarede skærene.

En af aftenens bartendere er Frida. Hun var også på vagt i går, og i dag deler hun hatte og shots ud fra 13 til 23.

”Tequilashottet er ekstremt populært. Folk strømmer til for at prøve det og få en hat. Det er et fedt sted at være frivillig, for stemningen er altid fantastisk. Da vi åbnede i år, havde vi omkring 500.000 hatte. Nu er 300.000 af dem væk. Det er nok gået hen og er blevet lidt kult,” fortæller Frida, mens jeg funderer lidt over, hvor mange hatte 300.000 egentlig er.

Så er det min tur. Jeg banker i bordet, mens jeg nynner med på sangen. I sig selv er tequila jo en krasbørstig drik, men når den så oveni det har ligget og trukket iblandt chili og jalapeños, frygter jeg for, hvordan den vil slå.

Jeg tager tequilaen i et nup, og med det samme stiger varmen mig til hovedet. I et øjeblik føles det, som om at mit svælg brænder op, inden det sortner lidt for øjnene. Jeg bider bunden af peberfrugten og modtager ærbødigt min Mucho Macho-hat. Jeg overlevede ritualet.

Pludselig føler jeg mig også som en del af festen. Pludselig forstår jeg hypen omkring drikken, selvom 129 kroner er meget for et shot. Jeg spankulerer tilbage til sandområdet foran Gringo Bar. Snakken går lidt lystigere nu. Måske er det på grund af hatten. Måske er det på grund af tequilaen.