David Dencik er skurk i ny James Bond: ”I de morbide karakterer er der også plads til en masse humor”

KALENDEREN SKRIVER DEN 7. januar 2020. På nuværende tidspunkt er der godt tre måneder til, at ’No Time to Die’, den heftigt anticiperede fortsættelse i fortællingen om den hemmelige agent James Bond, er sat til at få dens verdensomspændende premiere til stor fanfare og smokingbeklædt begejstring.

Dagens plan er denne: David Dencik skal til dette magasin fortælle om den skurkerolle, han indtager i filmen. Mødestedet er et hotelværelse i midten af København, og udover Dencik og denne journalist er også en pr-medarbejder til stede. Så langt, så godt: Planen er på skinner.

Hvad vi ikke ved, er, at der langt mod øst – et sted i den kinesiske provins Hubei – er noget grusomt i gære; et virus er på spring, på jagt efter en ny vært, et menneske, for så i de efterfølgende måneder at tvinge armen rundt på hele den menneskelige civilisation og sende store som små stater i abrupt kriseberedskab.

På denne januardag er vi dog lykkeligt uvidende om dette.

Vi snakker om vejret (som er gråt og vådt og trist, æv, typisk Danmark!) og brokker os selvfølgelig også lidt. Gafler én af de fremsatte kager og nipper til kaffen.

David Dencik må undskylde sig – hans telefon ringer – og den tilstedeværende pr-medarbejder fra SF Studios, der står for at distribuere ’No Time to Die’ i Skandinavien, udfylder vakst det opståede pauserum:

”Vi er jo faktisk det land i verden, der ser mest James Bond målt på indbyggere,” siger hun smilende.

Og tallene bakker hende op: De to seneste James Bond-film, ’Spectre’ (2015) og ’Skyfall’ (2012), er med henholdsvis 915.000 og 870.000 solgte biografbilletter i Danmark de største biografhits i 2010’erne, kun overgået af Anders Matthesens ’Ternet Ninja’ (2018).

Dencik vender tilbage til bordet:

”Sorry!” siger han.

David Dencik er dagen forinden fløjet hertil fra solskinsrige Los Angeles, hvor han skal bo det næste halve år med sin familie.

Tilbage i 2012 var kursen den samme, og Dencik indtog i den anledning forsiden af dette magasin. Var rejsen over Atlanten mon med det helt store Hollywood-gennembrud for øje, rejste vores reporter dertil for at spørge den gennembrydende skuespiller.

”Historien om mig i Hollywood kan ingenting,” lød Denciks svar.

Faktisk skulle den bare helt punkteres, nåede de frem til.

Nu, otte år efter, er Dencik på vej samme vej, og fristende er det derfor at høre, hvorvidt turen denne gang er ladet med større drømme i kasketten.

”Der er intet af den vare,” svarer han. ”Det lyder større i folks ører, end det er i vores familie.”

Jeg noterer ’punkteret’ på blokken.

Meget lig 2012, hvor han red på en bølge af roller i store, velanmeldte film som ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’, ’War Horse’ og ’The Girl with the Dragon Tattoo’, har han også i denne ombæring internationale vinde i sejlene. Han spiller rollen som Mikhail Gorbatjov i HBO’s kæmpesucces ’Chernobyl’, hans medvirken i BBC-serien ’McMafia’ har givet pænt med opmærksomhed i Storbritannien, mens han for sin rolle i filmen ’Quick’ netop har modtaget den svenske filmpris Guldbaggen for bedste mandlige hovedrolle. Og så har han medvirket i den Golden Globe-nominerede serie ’Top of the Lake: Chinagirl’, hvad der for dette portræt spiller en særlig rolle. Det var nemlig i denne serie, at den mangeårige James Bond-caster Debbie McWilliams igen fik øjnene op for Dencik, som hun havde mødt nogle år forinden under castingen til ’Skyfall’. Ved den lejlighed var det blevet ved castingen, men nu var var der mere i gærde.

”Hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme til London og mødes med Cary Fukunaga (instruktøren af ’No Time to Die’, red.),” fortæller Dencik. ”Så jeg fløj derover.”

Det gjorde han nogle gange, fløj til London og mødtes med chefcaster Debbie McWilliams og instruktør Cary Fukunaga. Carys hund og Debbies niece, Jemima McWilliams, som også arbejder som caster, var der også. Første møde fandt sted i december 2018, og det og de efterfølgende møder gik med at sludre og se hinanden an. De snakkede om alt muligt. Alt andet end selve filmen.

”Det var det eneste, vi ikke snakkede om,” griner Dencik. ”Sådan var det igennem hele forløbet.”

Men i marts 2019, efter endnu et møde med Debbie og Cary og med kurs mod Londons lufthavn, modtog Dencik et opkald fra sin agent. De var parate til at tale løn. For første gang begyndte noget formelt at tage form – og herfra gik det stærkt. Mod en filmproduktion med et budget på 250 millioner dollar.

”Tre uger senere skulle jeg til Jamaica og begynde på optagelserne,” siger Dencik. ”Egentlig skulle mit forløb kun vare til august, men så blev produktionen ramt af forsinkelser og omrokeringer, fordi Daniel Craig snublede og slog sin fod. Det var lidt kaotisk. Så jeg endte med at flyve frem og tilbage i et halvt år. I starten til Jamaica og siden til London.”

Hvordan var det at være på set?

”Det var jeg vild med. Jeg kan dybest set godt lide at være på set, især hvis jeg har noget sjovt at lave. Det var spændende, altså … det var skægt!”

Hvordan adskilte det sig fra andre store produktioner, du har arbejdet på?

”Det adskilte sig budgetmæssigt. Det var voldsomt imponerende kulisser … helt vildt imponerende kulisser! Og de resurser, de havde! Når vi fløj hjem fra Jamaica, fløj vi sgu ikke på kommercielle flyvninger. Det var med deres eget fly – med flere hundrede mennesker ombord. Og gennem deres egen gate.”

HER TIL LANDS ER 46-ÅRIGE David Dencik ikke noget blockbusternavn. Ikke nogen folkeligt omfavnet skikkelse, som kolleger som Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen for eksempel er det. Han er vokset op i Valby, men i Sverige er han født. Det var også i Sverige, han tog sin uddannelse – på Teaterhögskolan i Stockholm i 2003 – og det var i Sverige, han i 2005 fik sit gennembrud som skuespiller med sin hovedrolle i ’Lasermannen’. 15 år senere er han stadig kendt som Lasermannen i sit andet hjemland, og på mange måder er han mere etableret på dén side af Øresund. Men selv føler han sig hverken mere eller mindre til den ene eller anden side.

”Jeg identificerer mig lige meget og på forskellige måder og tidspunkter. Det afhænger af, hvem jeg er sammen med, og hvilket humør jeg er i. Om jeg vil være antiautoritær eller politisk korrekt. Så jeg vælger tit min egen identitet, og ofte vælger jeg minoriteten, har jeg bemærket. Men det er nok mere for at pleje min lyst til at blive set,” fortæller Dencik.

Han vægter sine ord – ikke kun i denne sammenhæng, hvor det omhandler hans todelte tilhørsforhold, men i stort set alle svar, han giver, komplicerede som banale, vejes ordene nøje. Hans tonering har et præg af noget gammelt, lidt fornemt, som er han trådt ind fra en anden tid. Han kigger rundt i rummet og smager på ordene, og sommetider næsten hvisker han dem, når han har fundet de rigtige. Han er ikke et sludrechatol, det er tydeligt, talestrømmen er i kontrol, en afmålt elegance.

Selv om David Dencik i løbet af sin karriere har indtaget hovedroller, for eksempel i Anders Thomas Jensens ’Mænd & høns’ fra 2015, hvor han spiller over for netop nævnte Lie Kaas og Mikkelsen, bliver Dencik sjældent betragtet som en hovedrolletype. Det, som man på engelsk vil kalde en leading man eller – når det skal være rigtig flot – en movie star. Det kræver et gudsgivent fjæs og charme, Robert Redford, Paul Newman, den slags. Næ, i stedet er Dencik, hvad man kalder en karakterskuespiller. Ovenikøbet én af Europas bedste, hvis man skal tro en filmskribent fra det amerikanske blad Variety. Hans evne til at finde noget skævt, ubehageligt, nervepirrende, komisk, ægte frem er hans levebrød, og det er en færdighed, han har forfinet lige siden barndommen.

”Jeg kan huske, at jeg til fastelavn var Charlie Chaplin. Jeg kunne godt lide at imitere andre. Det er noget, der stadigvæk virkeligt fortryller mig.”

Imiterede du kun mennesker, du så i film, eller var det også folk, du kendte?

”Jeg imiterede mine forældre, når der blev serveret middag. Så holdt jeg øje med dem.”

Hvordan reagerede folk på at blive imiteret af dig?

”Det var jo som regel med en komisk bagkant.”

Med kærlighed?

”Der har sikkert været nogen, jeg har såret og gjort fortræd, men det var ikke sådan, at jeg rendte og imiterede skide meget. Men det blev gjort for at få folk til at grine.”

Det hører sig efterhånden sjældenhederne til, at Dencik får lov at indtage roller, der er skrevet til at få folk til at grine. Langt oftere er det nogle stoddere, han bliver bedt om at portrættere (”Jeg er havnet i at spille seriemordere og farlige typer,” siger han selv). Under dette interview fremstår han flere gange ganske morsom, skal det siges, også selvom et interview ikke ligefrem er et skægt samtaleformat. Men når jeg sidder over for ham, er det også slående indlysende, hvorfor han hos casterne er endt i kassen for onde mænd. Det hele sidder i hans øjne. De store, hængende brune øjne, som kan virke så bedøvende ligeglade og sært opslugende på samme tid, truende. De føles som analyseapparater på overdrev, hvis ydre ro kun er et dække. Som om de observerer og dechifrerer ens træk og bevægelser. Og gør klar til modtræk. Og jeg bliver i tvivl, om han mon er … ond? Lige indtil han venligt færdiggør et af mine spørgsmål, hvis jeg hjælpeløst famler efter en titel eller et årstal, og han begynder at svare med sit let affekterede, næsten kælende københavnske.

”Jeg har dræbt rigtigt mange, og jeg er selv blevet slået ihjel rigtigt mange gange,” siger Dencik. ”Men jeg har det strålende med at være endt i den skuffe. Og jeg synes egentlig, at der i de morbide karakterer også er plads til en masse humor. Men tit flyver det hen over hovedet på folk.”

DAVID DENCIK BLIVER DEN FEMTE dansker i en James Bond-film. Første danske islæt stod Cecilie Thomsen for i 1997. To år efter kom Ulrich Thomsen og siden d’herrer Mads Mikkelsen og Jesper Christensen. Danskerne har været efterspurgte, og en rolle i en Bond-film er ikke noget, man siger nej til. Ligegyldigt størrelsen. Det er aldrig nogen petitesse, aldrig nogen parentes at være ombord. For Dencik krævede det heller ingen betænkningstid. Ikke så meget som et hint om rollens indhold var nødvendigt for at takke ja.

”Man skulle da være et skarn at sige nej til Bond på grund af sin egen forfængelighed,” griner han.

Hvor stor en rolle, han har fået, kan han ikke røbe noget om. Vi ved, at det ikke er hovedskurken, for den tjans er blevet tildelt amerikanske Rami Malek, som sidste år vandt en Oscar for sin skildring af den afdøde Queen-forsanger Freddie Mercury i ’Bohemian Rhapsody’. Men et eller andet sted i laget derunder må Dencik befinde sig. Han må ikke rigtigt røbe noget, men han afslører trods alt, at han taler med tyk russisk accent i filmen … så langt, så godt. I ’Chernobyl’, den store HBO-serie fra 2019, spiller han som sagt også en russer, Gorbatjov, og da jeg spørger ham, hvor meget de to roller kan sammenlignes, svarer han, at de er ’hinandens modsætninger’. En modsætning til Gorbatjov, aha. Jeg prøver at lokke lidt mere ud:

Dræber du nogen?

”Nej.”

Sprænger du noget i luften?”

”Det er nok bedst, vi lader de spørgsmål ligge.”

Javel. Hvad han kan løfte sløret for uden at frygte repressalier fra Bond-toppen, er, hvordan han reagerede, da han endelig blev klogere på, hvad det var for en rolle, han var gået med til.

”Det var en reaktion, som udviklede sig med ugerne, der gik. Jeg fik flere og flere sider og forstod mere af historien. Jeg tænkte ’wauw, der er nogle fede muligheder i den her lille rolle’. Jeg kan huske, at jeg havde mange uger, hvor jeg var vældigt glad i låget over den spillemulighed, jeg havde fået. Og Cary var begejstret for det, som jeg fik fyret af. Jeg følte også, at andre mennesker var begejstrede. For eksempel kom Barbara Broccoli (mangeårig James Bond-producer og datter af Albert Broccoli, som producerede de første Bond-film, red.) ind i min trailer og sagde ’skidegodt, fortsæt!’, og det har man bare virkeligt brug for at høre nogle gange. Lysten steg gevaldigt, så snart vi kom i gang.”

En ny James Bond-film er næsten altid noget særligt. Men i tilfældet ’No Time to Die’ er den alligevel lidt mere end sædvanligt. For det første er det nummer 25 i rækken – 59 år efter den første, der havde titlen ’Dr. No’ og udkom i 1962 med Sean Connery i rollen som Agent 007. For det andet er det 53-årige Daniel Craigs femte og sidste film i den ikoniske rolle. David Dencik beskriver ham som ’kanon’ og en ’god kollega, som forstår, hvor jeg kommer fra’.

”Det er jo hans femte James Bond-film, så han er fuldstændigt i orkanens øje under sådan en produktion, og jeg tror også, at han har en finger med i spillet i forhold til mange ting. Det er et ansvar, han kan håndtere – samtidig med at han løfter et kolossalt ansvar med sin egen præstation. Der ligger meget træning i det. For ham nok også lidt mere, end Pierce Brosnan gjorde sig i,” siger han og griner.

Hvad synes du om Daniel Craigs James Bond?

”Jeg synes, han har været med til at sætte nogle nye standarder for, hvad man kan få ud af en James Bond-film, hvad angår realisme, og hvordan han udfører rollen. Det er en meget velkommen modernisering. Det kræves, at filmene fornyer sig selv, og det har han på fortrinlig vis været med til at gøre. Han kom på nogenlunde samtidig med ’Bourne’ og lignende film, som havde nogle af de samme kvaliteter med hård, realistisk action. Det kunne man ikke lukke øjnene for. Før i tiden blev James Bond jo ikke ked af det, hvis en pige døde, eller hvis en pige skred, eller hvis han selv blev skudt. Men nu får Daniel Craig jo ondt i foden, og han kan godt have følelser på en helt anden måde.”

Hvordan har det været at arbejde med Cary Fukunaga?

”Det blev rigtigt fedt, så snart vi kom i gang. Mange hev i ham hele tiden, så det var svært at finde tid til at snakke rolle og sådan nogle behageligheder, men jeg fornemmede næsten umiddelbart, at han satte pris på mit bud på rollen og støttede op omkring det.”

Der var plads til dit bud på rollen?

”Helt klart. Det var noget, han blev glad for. Vi legede det meget frem. Rollen, jeg laver, opstår ud fra de omstændigheder, som rollen befinder sig under. Det var virkeligt noget, vi lavede sammen. Men Bond er en actionfilm. Der er plads til, at enkelte roller fordyber sig, men ellers er menneskene rundt om instrumenter i et fyrværkeri af en spillefilm. Der er ikke plads, i hvert fald ikke i de segmenter, hvor jeg er med, til at synke ned i malende beskrivelser af, hvad det er for en karakter, man har. Det går tjept, en helt anden frekvens!”

DER ER SÆRLIGT ÉN TING, David Dencik har lært, siden han var på forsiden af Euroman i 2012. Og det er, at ting tager tid.

”Jeg kan være utålmodig,” siger han, ”men det nytter ikke noget. Det tager tid, før det næste projekt dukker op.”

Han joker med, at han i 2027 måske får lov at spille Boris Jeltsin eller Josef Stalin, nu hvor han har spillet Gorbatjov i 2019. Det griner vi lidt ad, selvom der selvfølgelig er en sandhed bag vores latter. Den ene dag er du hot shot, den næste en varm kartoffel, ingen vil røre ved. Så karikeret har tilværelsen aldrig været for Dencik, men at det går op og ned i showbusiness, har han som alle andre bemærket. Jeg spørger ham, om han kan genkende min grovanalyse, som er, at der i årene efter 2012 ikke var samme internationale schwung over sagerne, som der var i årene forinden – og som han nu oplever igen.

”Der var jo film, de blev bare ikke særligt store. Jeg var for eksempel med i ’Regression’ med Ethan Hawke og Emma Watson, men den fik slet ikke luft under vingerne. Jeg var også med i ’Serena’ af Susanne Bier med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence. Næsten hvert år har der været et eller andet. Det er ikke en højintens arbejdsindsats, jeg laver,” siger han og griner. ”Og jeg kan godt se, som du korrekt nok beskriver, hvordan opsvinget fra ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’ nærmere gik i en dvaleperiode. Men jeg arbejdede jo videre side om side med spændende skuespillere som i ’The Homesman’ med Tommy Lee Jones, ’Mænd & høns’ og den svenske ’Gentlemen’, hvor jeg spillede hovedrollen. Ting, som var vedkommende for mig at lave, og som gav mening for mig.”

Jeg fornemmer ikke, at du bliver irriteret på mig, men irriterer det narrativ, der sommetider kan blive skabt ude fra, dig?

”Jeg bliver ikke irriteret på dig, nej, men jeg kan godt nogle gange føle – og det gør rigtigt mange skuespillere – at jeg har gravet guld og virkeligt er kommet langt ud ad en tangent, og der så bare ikke er et øje, der ser det. Det falder bare mellem to stole. Det er en evig sten i skoen. Man krydser fingre for, at noget, man har været glad for at lave, får noget luft under vingerne. Men ’Top of the Lake: Chinagirl’ blev enorm i Sverige. Hvis du havde været en svensk journalist, så havde du set den. Men i Danmark ved man slet ikke, at den findes.”

Er der noget, du er blevet overrasket over, som er kommet til at definere dig?

”Jeg synes ikke, at min historie er særligt defineret. Men jeg kan ærgre mig over, at ’Lykke’ (dansk tv-serie, 2011-2012) blev lagt for had af kultureliten. Jeg synes, det var en meget fin serie. Men der er ingenting, der rigtigt har defineret mig – ikke i Danmark i hvert fald. Her i Danmark er jeg jo ret ukendt i forhold til nogle af de titler, som jeg har været med i, og nogle af de kolleger, jeg spiller sammen med.”

Det er ikke en sten i skoen på dig?

”Nej, anonymiteten har jeg det rigtigt fint med.”

TO MÅNEDER SENERE lukker COVID-19 verden ned. Og James Bond lige så. Den store, forkromede plan, som så nøje var blevet udtænkt og udrullet af MGM og Eon Productions – produktionsselskaberne bag ’No Time to Die’ – og deres overvældende maskineri af marketingsspecialister og pressefolk, ja, den ryger på gulvet med snotten først. Biografkonceptet er uforeneligt med kravene om afstand, og filmbranchen bliver sendt til tælling.

Nu – her halvandet år på bagkant – ved vi, at planen er fundet frem igen.

I denne uge, på torsdag den 30. september, får ’No Time to Die’ omsider premiere.

Og for ligesom at slå, hvad der må kunne minde om en passende krølle på dette interview, slutter vi selvfølgelig hos David Dencik, der, mens COVID-19 stak kniven ind, og verden ramlede sammen, jo som bekendt havde sat kursen mod englenes by.

Her er, hvad han havde at sige, da vi midt imellem Første og Anden Nedlukning ringede ham op for at høre, hvordan tingende havde taget sig ud for ham. Og om den famøse Hollywood-drøm, han så demonstrativt havde punkteret ad to omgange i dette magasin, nu også var dét – punkteret altså.

”Jeg havde en spæd forhåbning om, at der muligvis ville ske noget, når filmen fik premiere,” indrømmer han. ”Det er et samfund (filmbranchen i Hollywood, red.), som læner sig meget op ad den slags bedrifter. Jeg troede – for mig selv – at det kunne være, jeg kunne få en agent eller et eller andet,” siger han og griner.

”Men jeg måtte jo bare sande, at det var ikke nu i mit liv. Og da jeg først erkendte det, kunne jeg hvile i det. Så kunne jeg fordybe min relation til min egen familie.”