David er tilbage på sit stamsted to måneder efter terrorangrebet: "Selvfølgelig er jeg bange, men vi er nødt til at leve"

37-årige David står og læner sig op af bardisken på Le Carillon i det nordøstlige Paris.

Forsiden er skiftet ud, efter der kom skudhuller i den gamle. Det samme er vinduerne ud mod det fortov, hvor 15 mennesker mistede livet, da flere mænd bevæbnet med Kalashnikov kom uanmeldt og gjorde fredag den 13. november 2015 til den mest blodige dag i nyere tid i Paris. I alt mistede 130 mennesker livet, da caféer, barer og spillesteder blev til gerningssteder.

Præcis to måneder efter, onsdag 13. januar, genåbner Le Carillon som den tredje bar efter det koordinerede terrorangreb. Euromans udsendte vil gerne vide, om David som pariser atter tør bevæge sig ud i nattelivet. Men det er ikke det, det handler om, siger han bestemt.

“Du skal ikke skrive, at vi ikke er bange. Det er en dårlig vinkel, og det er det, alle de franske aviser spørger om hele tiden. Selvfølgelig er vi bange, men det er jo kun normalt,” siger den 37-årige mand, der arbejder i filmbranchen og bor lige rundt om hjørnet. Siden han flyttede til kvarteret i 2009, har baren været hans stamsted. Han kommer her, når han har været henne og træne tirsdag og torsdag eftermiddag, på weekendaftener eller om morgenen, når han skal have sin espresso.

“Jeg er ikke kommet i dag for at demonstrere mod terrorismen, for selvfølgelig er vi imod den. Jeg er her, fordi det her sted er mit liv, og vi er jo nødt til at leve”, siger han, efter vi er rykket udenfor for at ryge en smøg i kulden.

Omkring ham står mindst 50 andre parisere og ryger og drikker og snakker, og det ligner en baraften som dem, David har haft mange af, inden den kosmopolitiske bar i den multietniske ende af Paris blev invaderet af terrorister.

“Selvfølgelig har jeg da tænkt på, at hvad nu hvis de ville lave et gentagelsesangreb her på åbningsaftenen, men den tanke har jeg måske haft i et fragment af et sekund, og så var den væk igen. Nu er jeg bare glad for igen at kunne komme her og mødes med mine venner,” siger han.

“Mange er hurtige til at skyde skylden på araberne eller muslimerne. Men når du kommer her tit, giver det ikke mening at sige det. Alle bag baren er muslimer, og her fungerer det godt med de forskellige kulturer”, siger David, der selv er katolik men ikke praktiserende, og som er blevet gode venner med 28-årige Otto, der er muslim, og som er direkte nabo til baren.

Han er her også til åbningen. Faktisk kommer han efter eget udsagn på Le Carillon 3-4 gange om dagen. Han var her også “den trettende”, som de to venner konsekvent kalder dagen for terrorangrebet, men forlod baren en time inden, terroristerne kom. Han holder af Le Carillon, fordi den samler gamle, unge, rige, fattige, børn, hjemløse og kunstnere, ”og alle er lige, når de drikker deres espresso.”

“Jeg vil gerne forstå, HVORFOR man kan skyde på nogle, der er vokset op samme sted som en selv,” siger han alvorligt.

To sekunder efter kommer Laurène, tydeligvis også en stamkunde, ud, og fortæller begejstret, at de stod og heppede på hende inde i baren, mens hun fik lov at tage imod bestillinger.

“De skreg bare ‘Lau-rène, Lau-rène, Lau-rène!’, mens jeg skænkede øl til alle. Så I mig ikke?”

Også i dagtimerne er alt ved det gamle på Le Carillon, der har ligget på hjørnet af Rue Bichat og Rue Alibert i 40 år. Torsdag morgen er det 73-årige Coco fra Algeriet, stedets første ejer, der bestyrer kaffemaskinen. Som sædvanligt har han en grå sixpence på hovedet, som sædvanligt koster kaffen 1 euro og 20 cent, og som sædvanligt går katten rundt bag og på baren. Le Carillon er nemlig den type bar, der har kat.

Frem mod åbningen onsdag aften har personalet forsøgt at lave så lidt om som overhovedet muligt. Det er de samme fyre, der står bag baren, som for to måneder siden, og de har tydeligvis glædet sig til at vende tilbage til deres venner, kunderne. Tandsmilene er ekstra brede her til aften, og kindkyssene sidder løst. Står man for længe i baren efter at have drukket sin fadøl op, skænker de en ny på barens regning.

49-årige Olivier, der er musiker og bor på et herberg efter at have boet på gaden i mange år, er også kommet for at få en øl. Hans besøg skal ses som en demonstration.

”Jeg er kommet for at sige nej til frygten og ja til livet. Vi er et land med frie mennesker, og den frihed skal vi værne om,” siger han og gestikulerer med en hjemmerul og en stor fadøl i samme hånd.

Hans blik vandrer flere gange, mens vi taler sammen. Han har også, som det første efter han kom, scannet lokalet efter den nærmeste udgang. Hvis nu.

”Jeg er konstant på vagt. Jeg forventer hele tiden, at der kan komme en fyr ind ad døren med en Kalashnikov. Jeg venter det værste,” siger Olivier, der var hjemme den aften for to måneder siden. Han hørte sport i radioen, da de afbrød udsendelsen for at fortælle om angrebet. Olivier åbnede vinduerne og kunne høre sirener og skud og begyndte at græde.

Samme aften var 30-årige Pascaline til dans længere nede ad den gade, Le Carillon ligger på. De hørte skud omkring klokken 21:30 og måtte forskanse sig i lokalet, mens de fulgte aftenens udvikling på nettet via deres mobiltelefoner. Da den parisiske journalist på åbningsaftenen ankommer til samme gade for at drikke sit første glas rødvin siden terrorangrebet, bruger hun lidt tid på at tage det hele ind. Hun kigger fra de unge mennesker, der hygger sig, og ned på fortovet. Her ligger stadig blomster, hilsner og franske flag til minde om de 15 ofre. En har skrevet ‘kærligheden strømmer i gaderne’ hen over et hvidt felt i fodgængerovergangen.

”Uha, det er lidt underligt at være her igen”, siger Pascaline. Man skal nok bare lige vænne sig til det, håber hun. I dagene efter angrebet var Paris som en spøgelsesby, fortæller hun. Ingen havde rigtig lyst til at gå ud, men nu er hovedstaden, der har en stærk gå ud-kultur, ved at være sig selv igen. På én gang er alt og intet som før.

Pressen er smuttet, og det samme er Paris’ borgmester Anne Hidalgo, der var mødt op for at støtte op om åbningen. Nu er det stamkunderne, der er tilbage. En fyr hiver op i skjorten. I bæltet sidder syv mundharmonikaer, han vælger en af dem, og tilføjer et spor til den technosang, som en beruset fyr med overtøjet på danser flydende rundt til på gulvet i baglokalet.

”Nej, du må ikke gå endnu,” siger han indtrængende, da spillemanden pakker sammen for at nå den sidste metro.

Livet går videre på Le Carillon. Som stedets ejer Ali sagde, da han ved 16-tiden åbnede dørene for pressen og naboer: ”Velkommen, Le Carillon er åben. Vi fortsætter med at leve.”

Her holder de af hverdagen, og den vil de værne om.

Restauranten Le Petit Cambodge, der ligger lige overfor, forventer at åbne i slutningen af januar, mens spillestedet Le Bataclan håber at åbne i slutningen af 2016.

LÆS OGSÅ: Paris én måned efter terrorangrebet: Hverdagen kan blive det stærkeste våben, pariserne har

LÆS OGSÅ: Før og efter Morten Olsen fra Molenbeek

LÆS OGSÅ: 2015 i billeder