David Risley: “Jeg er generelt ikke interesseret i at eje noget. Der findes ting, jeg kan lide, men jeg er ligeglad med, om de tilhører mig eller ej”

Egenproduceret mursten med en radioantenne

“Jeg ville ikke kalde det et kunstværk. Det er en radio. Ja, det er en radio. Tilbage i slutningen af 60erne forbød regeringen i Tjekkoslovakiet, at folk måtte have radioer. Så befolkningen begyndte at tegne radiosymboler på mursten, som de så sad og lyttede til, selvom der åbenlyst ikke kom nogen lyd fra dem. Og så kom regeringen og konfiskerede og opbevarede alle mursten i byen.

Det var en historie, jeg hørte, da jeg var til kunstmessen Documenta i Tyskland for en række år siden. Der var en del af de originale mursten udstillet som en slags kulturel artefakt. Den historie blev bare hos mig. Alene billedet af en masse mennesker, der sidder og holder mursten op til øret var fascinerende. Det er nærmest som en leg. Helt underspillet og humoristisk. Og regeringen blev så forvirret, at de valgte at tage murstenene fra folket. Nærmest som om, at de konfiskerede folkets fantasi.

Siden har jeg været optaget af idéen, og har haft lyst til at have et symbol på det. Men det var aldrig noget, jeg aktivt opsøgte. En dag gik jeg tur med vores hund Blinky på Frederiksberg, og fandt en mursten ved metrobyggeriet. Jeg kan huske, jeg tænkte; “flot mursten, den ville være perfekt. Den ligner allerede en radio.”

Ret hurtigt fik jeg så idéen om at sætte en modtagerantenne på. Den står oppe på mit skab i hjørnet af stuen. Lige ved siden af den vinylplade, jeg også gerne vil tale om. Men det er ikke et stykke kunst. Hvorfor? Fordi den ikke er skabt med en intention om at være kunst. Kunst handler om intention. Det her er bare en kopi af en ting, der har eksisteret. Jeg har bidraget med absolut ingenting.

Jeg er generelt ikke interesseret i at eje noget. Der findes ting, jeg kan lide, men jeg er ligeglad med, om de tilhører mig eller ej. Jeg er ligeglad med værdi. Jeg kan godt lide mustenen, fordi den repræsenterer en idé. Den har absolut ingen værdi. Hvis nogen stjal den, kunne jeg bare lave en ny."

Nøgler til lejligheden

“Jeg har aldrig boet så mange år i samme lejlighed. Jeg har boet her i seks år. Og jeg flyttede til København for 11 år siden. Inden da boede jeg i London, hvor jeg også havde mit galleri. To måneder efter jeg flyttede hertil, rykkede jeg galleriet ind i nye lokaler i Bredgade.

Det føles meget hjemligt at være her. Det har jeg ikke gået så meget op i før. Da jeg var yngre, flyttede jeg så meget, at jeg ikke rigtig ejede noget. Bare et par bøger, nogle plader og mit tøj. Det var det. Og her har jeg en familie. Min kæreste med hendes børn, og så min datter. Og vores hund.

I mit tidligere arbejde som gallerist rejste jeg konstant. Der var en uge, hvor jeg tror, jeg fløj 11 gange. Fire af dem var til New York og tilbage. Og ellers var det til Stockholm, videre til Köln, så til Oslo og så til New York igen. Nogle gange bare for en middag for kunstnere og gallerister. Til sidst ved man ikke, hvilket sprog man skal tale eller hvilken tidszone man befinder sig i. Det var en sjov tid, men nu virker min nye livsstil enormt luksuriøs og tryg. Jeg plejede at rejse verden rundt. Nu opholder jeg mig mest inden for de samme to kvadratmeter foran min arbejdsstation hver dag."

En kopi af René Daniëls’ skulptur ‘The Object’

“René Daniëls var billedkunstner, men han nåede at lave et par skulpturer. En af dem hed 'The Object' og er fra 1980. Han har været en af mine yndlingsmalere i lang, lang tid. Og han er stort set ukendt uden for Holland.

Da jeg var kurator for en udstilling på Bloomberg Space i starten af 00erne i London, lavede vi en udstilling med ham. Jeg er ret overbevist om, at det var hans første show i London. Det meste af kunstverdenen kendte ikke til ham, men det var stort for mig.

Han har en udvidet pulsåre i hjernen, der gør det svært for ham at tale. Men alligevel kom han til London med sin gallerist for at være sammen med os i et par dage. Han kommunikerer ved at pege, smile og skrive ord ned. På det tidspunkt drak jeg meget. Og han kunne også godt lide at drikke. Så i tre dage drak vi sammen og på trods af, at han ikke kunne kommunikere verbalt, fik vi talt om musik, kvinder og kunst. Det var virkelig et privilegium at få lov at være sammen med ham. Der talte vi sikkert også om hans arbejde med skulpturer.

Flere år senere sendte hans gallerist Paul en kopi af 'The Object', som er en vinylplade med blå oliemaling, der dækker midten, med en pensel igennem. Han havde selv lavet den. Han vidste, at jeg elskede den. Den originale står på et museum. Så han lavede bare en til mig.

Altså, du kunne lave den samme skulptur i morgen, og den ville betyde det samme for mig. Jeg tillægger selve genstanden en særlig værdi. Selve idéen er nok for mig. Over tid gik den model, hans gallerist havde lavet til mig, i stykker. Så jeg lavede bare en ny. Jeg fandt ganmel plade, malede den blå og kom en malerpensel igennem. Det var nemt. Den står lige ved siden af murstenen i min stue. I mit hoved hører de sammen. Pladen transmitterer og murstenen modtager. De kommunikerer."

En kasket og et par hovedtelefoner

“Jeg har næsten altid kasket på. Også derhjemme. Det samme gælder mine høretelefoner. Hvis jeg ikke har dem på, har jeg dem rundt om halsen. Sammen er de blevet en slags talisman. Folk kan ikke genkende mig uden. Så kasketten og høretelefonerne er på i størstedelen af mine vågne timer. For det meste lytter jeg til lydbøger. Af og til nyheder. Lydkvalitet betyder ikke så meget, så længe den bare er nogenlunde. Jeg mister dem tit, og de går ofte i stykker, så det vigtigste er, at de er komfortable, og at de lyder okay. Hvis de går i stykker, køber jeg et nyt par samme dag. Jeg kan ikke leve uden dem.

Jeg plejede at lytte til musik hele tiden. Men så blev jeg ramt af en hård depression for et års tid siden, og derfra kunne jeg bare ikke lytte til musik i en længere periode. Nu hvor jeg maler, er der blevet plads til, at jeg kan sidde og lytte til bøger, mens jeg arbejder. Når jeg maler, har jeg ikke brug for at tænke. Min gamle læremester, maleren Michael Simpson, sagde engang til mig: “Det sidste du tænker på, når du maler, er kunst.”

Lige siden jeg var teenager i England har jeg gået med hat eller kasket. Jeg gik engang med sådan en Sherlock Holmes-hat, da jeg var 18. Super prætentiøst. Især når man boede i Tamworth, som var en lille by midt i landet.

Gennem årene har jeg nærmest været villig til at iføre mig hvilken som helst hat. Dog aldrig cowboyhat. Sørgeligvis gik jeg med sixpence i en kort periode som teenager. Jeg har en teori om mænd med sixpence: Hvis de har én på, har de enten mistet håret eller er ved at miste håret.

For et par år siden gik jeg meget med bøllehat, men aldrig en smart én. Jeg har altid fundet mine hatte i en souvenirbutik på et ferieresort eller i en butik, der sælger ting til børn. Jeg har så mange af dem. Engang købte jeg én hver gang, jeg fandt en til tre euro i en strandbutik på ferie. Uanset hvilken farve de havde. Jeg havde en særlig lilla hat til børn, som jeg havde på til kunstmesser i hele verden. Jeg havde den også på til en gallerimiddag på Louisiana, hvor en kunstsamler blev meget vred på mig, fordi jeg var iført et jakkesæt og en lille bøllehat. Jeg elskede den hat.

Nu kan de købes i smarte butikker overalt, så nu kan jeg ikke gå i bøllehat længere. Så ligner jeg én, der interesserer mig for mode. Og for mig er det bare en hat. Jeg forlader sjældent mit hjem uden hat. Når jeg gør, bliver folk altid virkelig forvirrede."