David Risley: “Jeg er generelt ikke interesseret i at eje noget. Der findes ting, jeg kan lide, men jeg er ligeglad med, om de tilhører mig eller ej”
Særlige genstande kan fortælle os selv og omverdenen om måden, vi lever på. Til tider kan de agere symbol, som gør det lettere for andre at forstå os. Om det så er en mursten med en påsat antenne eller en kasket og et par hovedtelefoner, man altid har med sig.
Foto: Oliver Enné
Egenproduceret mursten med en radioantenne
“Jeg ville ikke kalde det et kunstværk. Det er en radio. Ja, det er en radio. Tilbage i slutningen af 60erne forbød regeringen i Tjekkoslovakiet, at folk måtte have radioer. Så befolkningen begyndte at tegne radiosymboler på mursten, som de så sad og lyttede til, selvom der åbenlyst ikke kom nogen lyd fra dem. Og så kom regeringen og konfiskerede og opbevarede alle mursten i byen.
Det var en historie, jeg hørte, da jeg var til kunstmessen Documenta i Tyskland for en række år siden. Der var en del af de originale mursten udstillet som en slags kulturel artefakt. Den historie blev bare hos mig. Alene billedet af en masse mennesker, der sidder og holder mursten op til øret var fascinerende. Det er nærmest som en leg. Helt underspillet og humoristisk. Og regeringen blev så forvirret, at de valgte at tage murstenene fra folket. Nærmest som om, at de konfiskerede folkets fantasi.
Siden har jeg været optaget af idéen, og har haft lyst til at have et symbol på det. Men det var aldrig noget, jeg aktivt opsøgte. En dag gik jeg tur med vores hund Blinky på Frederiksberg, og fandt en mursten ved metrobyggeriet. Jeg kan huske, jeg tænkte; “flot mursten, den ville være perfekt. Den ligner allerede en radio.”
