”Den ene begravelse med en 18-årig blev erstattet af en begravelse af en på 17 år. Jeg kunne mærke, at det var noget, jeg gerne ville tale om, for det var meget voldsomt”

Først og fremmest: Tillykke med din nye film. Hvornår besluttede du dig for, at du gerne ville lave den?

”Jeg har altid gerne villet lave den, det har bare handlet om timing. Heldigvis havde jeg lagt op til det i slutningen af den første film (spoiler alert!, red.), hvor Dar Salim, der spiller hovedrollen som Zaid, kigger ind på sin nyfødte søn på fødestuen, men uden at kunne gå ind til ham, fordi hans hænder er smurt ind i blod. I stedet går han ud og bliver anholdt, og filmen slutter.

Omdrejningspunktet for denne film, som er Zaid og forholdet til hans søn, som han ikke kender, fordi han ender i fængsel i den første film, ville jeg gerne vente med at plukke ned fra hylden, til jeg var klar.

Ud over det så er det heller ikke særligt sjovt at lave en film med en toårig, som ikke kender begrebet om en far eller mangel på samme, eller som i hvert fald ikke kan sætte ord på det. Det ville i hvert fald blive meget svært at skabe noget mellem Dar og sønnen. Så hvornår vil en dreng begynde at spørge efter sin far? Det vil han måske som seks-syvårig.”

Har du bare ønsket en videreudvikling af universet, eller var der noget i den virkelige verden, der inspirerede dig?

”Under lockdown begyndte jeg at se nogle tendenser. Eller jeg fik i hvert fald det her indtryk af, at de unge, der bliver rekrutteret til de kriminelle miljøer, bliver yngre og yngre. Den ene begravelse med en 18-årig blev erstattet af en begravelse af en på 17 år. Jeg kunne mærke, at det var noget, jeg gerne ville tale om, for det var meget voldsomt.

Jeg kiggede på tiden og kunne se, at der var gået tre-fire år, siden den første var kommet. Det tager to år at skrive den, og så tager det et år at filme, klippe og lave lyd på den. Så det passer meget godt med, at der er gået de her seks-syv år, og det kan man jo også se på Dar, der vitterligt ser ældre ud. Det klæder universet og er meget bedre, end hvis vi havde lavet to’eren kort tid efter.”

Det er jo nogle ret farlige miljøer, I skildrer. Hvordan gik I til research-delen?

”Jeg ville gerne undgå at lave en fængselsfilm, og i min søgen ud af den knude faldt jeg over nogle forskellige PET-sager, der havde været i medierne, som omhandlede deres brug af hemmelige agenter til at infiltrere og opklare forskellige ting. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det bedste sted at rekruttere de her agenter er i de kriminelle miljøer eller i fængslet, for der får man givet et kendskab og en adgang, som ellers er meget svær at opnå.

Jeg talte både med indsatte og med PET, der gav mig et indblik i nogle af deres metoder. Og jeg fandt fx ud af, at sproget i de kriminelle miljøer har forvandlet sig. De er mere veltalende, belæste, har større ordforråd, og der er færre grammatiske fejl, hvis det giver mening?

Der er også flere og flere, der kører Volvo fremfor BMW, og tøjet er blevet mere nedtonet. Det, syntes jeg, var nogle ret fede detaljer, der siger mere rigtig meget om udviklingen i miljøet.”

Har folk været villige til at dele ud af deres viden?

”Ja, alle har været meget hjælpsomme. Jeg er nok heldig med, at mange kender den første film, så jeg har ikke skullet starte fra Adam og Eva, når jeg rakte ud efter hjælp. Folk ved godt, at jeg fiktionaliserer virkeligheden, så jeg hverken afslører eller udstiller nogen.”

Hvornår faldt den endelige brik på plads?

”Det er svært at sige, for jeg havde den følelse fire gange. Så troede min medforfatter Behrouz Bigdeli, som har en kæmpe aktie i manuskriptet, og jeg, at vi havde den, men så havde vi faktisk kun de første 30 sider af manuskriptet, mens de sidste 60 manglede, fordi idéen ikke var så god, som vi troede. Så skulle vi hjem og skrive videre, mens jeg var lidt ked af det bump på vejen, jeg lige havde mødt.

Så skrev vi en ny version, og så fungerede de første to tredjedele, og så var det hjem igen. Vi har skrevet tre versioner af manus, fordi vi både er blevet sendt hjem af Filminstituttet eller kollegaer, vi respekterer, som har haft nogle indvendinger.

Dar Salim har også haft nogle kommentarer, fordi han kender sin karakter rigtig godt og har en stærk intuition. Men det er også en god påmindelse om, at man nogle gange skal dykke lidt dybere i sig selv og ikke tage den første idé, man får.”

Der er gået seks år, og i den tid har du kun udgivet én anden film, ’Valhalla’. Er det bevidst, at du ikke har produceret andre film?

”Jeg har sagt nej til nogle ting, som jeg ikke kunne se mig selv i. Og jeg har også lagt nogle projekter ned selv, som jeg satte i gang. Jeg kunne godt have skyndt mig mere med ’Underverden 2’, hvis det var det, jeg ville. Jeg kunne nok også have fået nogle til at give mig nogle penge, bare fordi den første var en succes.

Men jeg var bange for, at det ville ødelægge filmen. Samtidig så er der også mere at tale om, når der går nogle flere år, og jeg er blevet dygtigere på de år. På den måde kan man jo se filmens spilletid på to timer som en nedkogning af seks års ekstra erfaring og refleksion. Det har den fortjent.”

Er det så blevet en bedre film end den første?

”Det er jeg den forkerte at spørge om. Men jeg kan sige så meget, at der er flere og flere i branchen, der, efter de har set den, er kommet op til mig, lettere stammende, og sagt, at den er bedre end den første. De har været meget overraskede, fordi ’to’ere plejer jo ikke at gå så godt’.”

Så du tror heller ikke på begrebet ’den svære to’er’?

”Lad mig sige det sådan: Det er endt rigtig godt, jeg er virkelig stolt af den, og jeg tror faktisk, at folk vil få en rigtig god oplevelse med den. Men det har været en svær proces. Sindssygt svær. Så på den måde har det været ’den svære to’er’ for mig.”

Hvordan har det været svært?

”Det tankemylder, der følger med processen, har fyldt rigtig meget: Har jeg nu fucket op? Skulle jeg ikke have gjort det her? Skulle jeg bare have ladet det ligge? Alle de der tanker har fløjet gennem mig. Jeg har haft nætter i skriveprocessen, hvor jeg bare har ligget og tænkt: Hvad fanden har jeg gang i?

Selv i klippeprocessen har jeg siddet og tvivlet: Bliver det nu godt? Og det er altid først efter, at det går op for en, at den følelse af usikkerhed er vigtig, for den skærper det endelige resultat.”

Hvor den første film ikke var forbundet med de store forventninger, men mere dukkede op lidt ud af det blå, så er det her opfølgeren til en kæmpestor succes. Har du ikke også mere at miste denne gang?

”Sådan kan man godt se på det. Men for mig har det blot givet mig en lyst til at gøre noget endnu vildere, og hvis man satser meget, kan man også vinde meget. Med denne film har jeg sat det hele på et bræt, og jeg føler virkelig, at jeg har fået meget ud af at tage nogle store chancer.”

Hvad er det for nogle store chancer?

”Når det kommer til selve optagelser, har vi valgt at filme næsten alting inde i København, hvilket kan være besværligt. Den er blevet skudt i Indre By, Sydhavn, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest – og endda Østerbro.

Vi har også været en tur i Nordhavn, ligesom vi lukkede Langebro ned fra klokken 23 til klokken fire om natten, hvor busserne skulle omdirigeres til Knippels bro. Der er mange, der tager deres produktioner til Prag, fordi det er billigere, og så prøver de at rekonstruere København med forskellige sets der.

Men det ville jeg ikke, for det her er en København-film. Det er i København, at pengene og kriminaliteten er. Det er her, at markedet for hash og kokain er. Det har været besværet værd, vil jeg sige.

Men vi har også været tvunget til at tage chancer på casting-fronten, fordi vi jo næsten slog alle ihjel i første film.”

Ja, du er jo efterhånden kendt for at caste folk, der ikke nødvendigvis er kendte for deres skuespil. Hvordan er du gået til processen denne gang?

”Det er en blanding, som det altid har været for mit vedkommende, mellem uddannede og ikke-uddannede. Jeg vidste fx, at jeg rigtig gerne ville have Birgitte Hjort Sørensen, så hun behøvede ikke engang en casting. Dar gav sig selv, det samme med Stine Fischer (der spiller moren til Dars søn, red.).

Den mest interessante historie gemmer sig i castingen af filmens hovedskurk, Muhdir, der spilles af Soheil Bavi. Soheil er fra Iran, der for resten har en virkelig stor filmkultur, og uddannet fra en af de fineste filmskoler i Teheran. Men han har også boet en masse år i Danmark.

Vi fik ham ind til casting på en af de mindre roller, og jeg havde næsten allerede lovet Muhdir-rollen væk til anden. Men vi kunne virkelig godt lide ham, så casteren og jeg gav ham lov til at prøve nogle af Muhdirs replikker af, og han endte med at save det hele midt over. Derefter måtte jeg lave et af de mindre sjove opkald.”

I et interview med Euroman fra 2017 siger du, at ’Underverden’, ud over at handle om hævn, handler om mødet mellem over- og underklassen…

”… Ja, men jeg tror, at jeg har fået et andet syn på klasse i dag. Jeg ved godt, at Glenn Bech har gjort det meget aktuelt at tale om klasseskel, men hvis man har mange penge, men er for ignorant til at vide, hvad og hvem man skal bruge dem på, så hører man ikke til i nogen overklasse, hvis du spørger mig.

Da jeg fik succes med ’Underverden’ og bildte mig selv ind, at jeg rykkede mig fra et sted til et andet, troede jeg også, at penge løste alt. Men det gør det ikke. Man bliver først nødt til at få det godt med sig selv. Og så kommer både penge og succes nok mere naturligt.

Da jeg lavede det interview i ’17, var jeg ret chokeret over, at alle reagerede så positivt og hele den opmærksomhed, der fulgte med. Det rykkede ved min selvforståelse, og det rykkede mit fokus fra, hvad der egentlig gør mig glad.”

Og hvad er så det?

”At arbejde med film. At filme scenerne, klippe dem sammen, høre første bud på musik fra Jens Ole (McCoy, komponist på begge ’Underverden’-film, red.), se Dars skuespil udspille sig for øjnene af mig. Se folk komme ud af biografen og være rørt.”

Så du er bedre rustet, hvis denne film skulle gå hen og blive en lige så stor succes?

”Ja, helt klart. Det har været seks virkelig lærerige år for mig, og jeg slapper meget mere af i det nu. Det er også gået op for mig, at jeg jo ikke har travlt.

Denis Villeneuve (franskcanadisk instruktør, der har instrueret film som ’Prisoners’, ’Sicario’, ’Arrival’ og ’Duné’, red.) lavede også film i 10 år i Canada, inden han brød igennem i Hollywood. Min karriere behøver slet ikke at peake nu. Det er der masser af tid til.”

’Underverden 2’ har premiere den 13. april.