"Dengang var en enkelt serie med Helmut Newton nok til at sikre en hel modelkarriere"
En ny dokumentar portrætterer Helmut Newton, der med sine ikoniske sort-hvidbilleder blev en af det 20. århundredes vigtigste modefotografer. Den tidligere model Bente Lundquist fortæller her om sit første møde med stjernefotografen i Paris, om at arbejde sammen med Newton og om at få kastet champagne i hovedet under et photoshoot.
Foto: Privat Bente ’Bennie’ Lundquist, som den danske model blev kaldt, i Paris i starten af 70’erne, fotograferet af Helmut Newton for Nova Magazine.
Jeg var 16 år gammel, da jeg kom til Paris i 1970, et halvt år efter jeg var blevet opdaget af en dansk fotograf, mens jeg var på arbejde i tøjbutikken Deres på Strøget. Allerede dagen efter jeg landede i Paris, fik jeg mit første job. Jeg blev fortalt, at jeg skulle være med i en modeserie til Vogue, som skulle fotograferes på La Coupole (berømt brasserie i bydelen Montparnasse, som dengang blev frekventeret af byens kunstnere og modefolk, red.). Fotografen, der skulle tage billeder af mig, hed Helmut Newton. Dengang vidste jeg ikke, hvem han var. Det var først efter skydningen, at det gik op for mig, at Helmut Newton var verdens største fotograf. På det tidspunkt var der ingen, der nåede ham til sokkeholderne.
På La Coupole blev jeg modtaget af en makeup-artist og den kendte franske frisør Jean-Louis David. Men det var Helmut Newton, der styrede det hele. Han vidste præcis, hvordan makeuppen skulle sidde, at mit hår skulle være krøllet, hvordan jeg skulle placere mig – hans sans for detaljen var imponerende. Den første dag lavede vi kun tre billeder. Alt blev bygget op fra bunden, og jeg følte, at jeg var med i et kunstfoto.
Dengang var en enkelt serie med Helmut Newton nok til at sikre en hel modelkarriere. Pludselig ville alle fotografer arbejde sammen med mig. Jeg kunne frit vælge mellem fem og 10 forskellige jobs om dagen. Mange af de andre fotografer udspurgte mig om Helmut Newtons arbejde; om hans helt særlige sans for at arbejde med lyssætningen i et billede.
De næste to år arbejdede jeg tæt sammen med Helmut Newton. Jeg var en af otte-ni modeller, der blev kendt som ’Newton-pigerne’. Vi lavede fotoserier for mange af verdens største magasiner, og der var ingen grænser for hans kreativitet. Engang bad han mig gå ned ad Boulevard Saint-Germain i pelsfrakke og med en hund i snor og puffe til andre fodgængere for at få et forarget udtryk fra dem. En anden gang lavede vi en fotoserie for det britiske magasin Nova Magazine, hvor jeg en hel dag stod med hovedet mellem benene og svingede mit hår op i luften. Jeg blev så dårlig, at jeg kastede op. Og som om det ikke var nok, fik jeg pludselig – helt uden varsel – kastet et glas champagne i hovedet. Efterfølgende sagde Helmut Newton undskyld, og vi grinede ad det. Han ville bare så gerne have lige dét billede, og min reaktion skulle være naturlig.
