Kan du huske alle kendissers favorit-telefon i 00’erne? Nu er der lavet en film om Blackberry. Og den er god

Dengang i 2007, hvor den smartphone, vi næsten alle klistrer os til i dag, blev lanceret, var vi vidne til et kvantespring inden for kommunikation mellem os mennesker. Men i årtiet før var det Blackberry, der herskede.

Jeg husker selv kun knap nok maskinen som en smart lille bred tingest, nogle amerikanske forretningsfolk evig og altid gik rundt med. Og uha da, man kunne både sende sms’er og ringe med den tingest – og endda tjekke e-mails.

Da to unge fyre fumlede rundt i Canada med idéen om at sætte en computer ind i en telefon i 1996, anede næppe mange almindelige mennesker, at de to havde fat i noget genialt. De var ikke de eneste, der tænkte tanken, men de var de eneste, der knækkede koden, så deres Blackberry kunne fungere på datidens ringe båndbredder.

Mike (spillet af Jay Baruchel) var overnørden i duoen, og Doug (Matt Johnson) var den bløde slacker med hippiefrisure og pandebånd. De slog sig sammen med supersælgeren Jim (Glenn Howerton), der kunne sælge selv det, der ikke var opfundet endnu.

Fortællingen om de tre er skabt af Matt Johnson, som har forvandlet den til en dybt underholdende iværksætterhistorie, der begynder i Waterloo, Canada. De forskellige kultursammenstød mellem nørderne og alverdens forretningsfolk fører mange sjove situationer med sig.

Som fx når nørdernes faste filmaften støder sammen med den effektivitet, der kræves i en efterhånden stor virksomhed. Vi er med hele vejen, også da Palm Pilot (hvem husker mon den avancerede elektroniske kalender?) forsøger en fjendtlig overtagelse.

Turen op er en fornøjelig ouverture, og selv da det begynder at gå nedad, har ’Blackberry’ god energi. Blandt andet ved hjælp af et stærkt soundtrack, hvor både Joy Division, The Strokes, The White Stripes og Moby får filmen til at surfe derudad uden af den grund at miste sin nogenlunde seriøse bund.

I 2007 stod nørderne med 30 procent af mobilmarkedet og kiggede frem mod måske at eje halvdelen. Men så lancerede Steve Jobs sin iPhone, hvor man kunne trykke på skærmen i stedet for på knapper.

Derfra gik det lodret ned ad bakke for Blackberry. Opfinderen Mike sagde: ”Vi bekymrer os ikke om iPhone – den vil dø af sig selv” Og så mødte Mike, som kom fra Waterloo, sit helt eget Waterloo.

Jay Baruchel har en svær rolle som den næsten autistiske opfinder. Han spiller en lukket person med ganske få udtryksmuligheder, men det gør han overbevisende, og det samme gør Matt Johnson som Doug.

De overskygges dog begge af Glenn Howerton som den benhårde og hidsige meddirektør Jim, der både har en drøm om at eje et ishockeyhold og samtidig ikke kan nære sig for at betale nogle medarbejdere med baguddaterede aktieoptioner, hvilket er på kant med loven.

Howerton æder scenerne som et grådigt kapitalistisk rovdyr, der har komisk lidt forstand på den teknologi, han sælger.

Eneste alvorlige anke i forhold til de knap to timers underholdning, der serveres særdeles veloplagt i ’Blackberry’, er de helt usandsynligt ringe parykker, skuespillerne bærer.

De ligner noget fra musikvideoen til Beastie Boys’ ’Sabotage’, og det er ikke positivt ment. Skal man være venlig, kan man sige, at det falske hår lægger lag til filmens komiske pointer, men det element vil formentlig fungere for de færrreste.

Til gengæld kan vi glæde os til, at den canadiske tv-kanal CBC senere dette efterår viser en tre timer lang tv-serie-udgave af ’Blackberry’. Det er en god time længere end biografudgaven og mon ikke, den også snart finder vej til vores del af verden.

’Blackberry’ har biografpremiere den9. november.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Anmeldelser