Derfor betaler det sig at være vred på nettet

Derfor betaler det sig at være vred på nettet
Offentliggjort

Du lægger harmløse ferie- og babybilleder ud på Facebook i et væk. Og det er da hyggeligt nok, men hvis du virkelig vil slå igennem på de sociale medier, er det en helt anden og mere aggressiv vej, du skal gå.

Forskere fra universitetet i Beihang har besluttet sig for at undersøge, hvilke følelser, der hurtigst bliver delt med andre brugere. Til formålet har de analyseret 70 mio. beskeder gennem en periode på et halvt år på det kinesiske netværk Weibo. Weibo er en Twitter-lignende tjeneste med en halv mia. brugere, ca. dobbelt så mange som Twitter.

Beskederne blev ud fra ordvalget inddelt i kategorierne ’vrede’, ’glæde’, ’tristhed’ og ’afsky’. Tristhed og afsky havde sværest ved at få opmærksomhed og kun lidt bedre gik det for glædelige ord. Men vrede var den kategori, der blev delt mest. Det var især emner som konflikter med USA og Sydkorea og indenrigsemner som korruption på regeringsniveau, der fik brugerne til at reagere.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om en analyse af vestlige sociale medier vil give samme resultat. Vestlige brugere lever med en anden politisk dagsorden og frihed til at ytre sig. Men indtil videre tyder det på, at det gælder om at mobilisere mest mulig vrede for at komme ud med sit budskab. Slå Caps Lock til og tænk på den irriterende lærer, der altid var efter dig - for helvede!

FACEBOOK Bliv ven med Euroman