Derfor er far-jokes faktisk gode

Derfor er far-jokes faktisk gode

Far-jokes handler som udgangspunkt ikke om at få dit barn til at grine. Nej, de handler om noget helt andet.

Offentliggjort

”Far, jeg er sulten!”

”Hej Sulten, godt at møde dig. Jeg er far.”

Man siger, at børn er det sværeste publikum i verden at lave sjov for. Og selvom far-jokes er nært beslægtede med onkelhumor i form af plathed og bogstavelighed, så handler de som udgangspunkt ikke om at få dit barn til at grine. Nej, de handler mest om opdragelse og viden.

Som fx:

”Far, jeg fryser.”

”Så gå hen i hjørnet, der er 90 grader.”

Vi laver sjov med vores børns dovenskab og med deres klynkeri. Vi vil have dem til at tage ansvar og sætte sig ind i tingene. Vi giver dem sandheden og svarer så bogstaveligt som muligt. Men de eneste, der griner, er os.

Når vores børn bliver teenagere, er far-jokes klart den bedste måde at sikre sig, at der stadig er puls lørdag middag efter en aften med alt for mange Bacardi Breezers.

Læg dit pas på trappen, tag et foto, og skriv: ”Pas på trappen.”

Du får med garanti et livstegn.

I den alder bliver far-jokes også en form for skjold. Fordi det gør ondt, når vi i andre situationer indser, at vores børn pludselig synes, at vi er pinlige at være sammen med. Men når vi fortæller far-jokes, er vi fuldstændig bevidste om, at vi er pinlige. Ja, vi ligefrem nyder at være det.

Far-jokes handler selvfølgelig også om kærlighed, og med tiden kan de ændre sig i form og udtryk. Jeg modtager flere gange om måneden billeder fra min egen far på 66 år, hvor han har taget en dum hat eller maske på.

Jeg ved godt, hvorfor han gør det. Det er hans måde at sige til mig, at vi stadigvæk er venner.

Hvis min far i stedet skrev i en sms, at han elsker mig, ville jeg omgående blive bekymret og tro, at han var ved at dø.

Den mest kendte far-joke lyder sådan her:

”I’ll call you later.”

”Don’t call me later, call me Dad.”

Måske der gemmer sig en mere sårbar årsag til far-jokes end blot opdragelse: Man er far for livet og vil huskes som netop det.

Kunsten at være far

I vores februarnummer og på euroman.dk sætter vi fokus på kunsten at være far. Vi har talt med komikerduoen Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der tilsammen har fem børn (med hver deres respektive hustru, forstås), om, hvad de har lært om opdragelse, ambitioner og skideballer – og om børn, der pludselig forsvinder, og ikke mindst om de små øjeblikke, der er det hele værd.

Derudover har vi talt med en lang række mænd om at være far, når det går strygende, og når det er allerværst. Lær at læse højt, rejs ud i verden med dine børn, vær en bedre (sviger)far, fortæl dine dårlige far-jokes med god samvittighed og meget mere.