Far går i kimono, handler med te og taler sagte. Han hvisker nærmest. Mor er også tonet ned. Og trykket. Stemningen i familien er knugende, for kærligheden hviler på et skrøbeligt grundlag. Nogle år tidligere har faren Jake og moren Kyra købt robotten Yang som selskab til deres adoptivdatter Mika. Yang er en brugt model, som dog blev solgt med garanti.
Men da Yang går i stykker – kan man sige dør, når det er en robot? – er Jake (Colin Farrell) en presset mand. Datteren Mika er knust, og beskeden fra noget, der ligner fremtidens Elgiganten, er nedslående. Den glatte unge mand bag skranken foreslår, at Yang enten kan gå til genbrug, eller at robottens kontrafej kan bruges som et nyt ansigt på en sølle, virtuel assistent.
Det er ikke nok for Jake, der går mere skumle veje i forsøget på at genoplive Yang. Og sådan begynder han en odyssé ind i robottens indre og tilbage i dens erindringer.
’Drømmer androider om elektriske får?’ spurgte Philip K. Dick i den novelle, der i sin tid blev filmatiseret som ’Blade Runner’. Det er en af de mest intelligente varianter af det essentielle spørgsmål om, hvorvidt robotter kan have følelser eller blot efterligner dem? Derfor kredser vi til stadighed om det i litteratur, film og serier. Tænk bare på HBO-hittet ’Westworld’, ’Ex-Machina’ og, for at gå lidt længere tilbage, ’A.I.’.
I ’After Yang’ afsøger den sydkoreanske instruktør Kogonada således også forholdet mellem mennesker og maskiner. I denne, sin anden film, er han tro mod sine rødder som video-essayist. Kogonada tør godt lade spørgsmålene stå åbne, mens han til gengæld giver os et bud på stemningen i et fremtidsmiljø, der er uhyre spændende at gå på opdagelse i. Allerede i introsekvensen sikrer han sig øjne på stilke.
Vi ser filmens hovedpersoner, og andre fremtidsfamilier, give den fuld Travolta i noget, der ligner et ’Just Dance’-agtigt videospil. Selv når der er knald på Kogonada, har han heldigvis god smag. Og som instruktør skal han have en ekstra tak for at holde Colin Farrell helt nede på flade fødder i sine grundfølelser. Den iltre irer kan ellers ofte have tendens til lidt for ivrig gestik og speedsnak.
Men ikke her, hvor hvert eneste billede er sat i en gennemtænkt futuristisk ramme, så nysgerrigheden hele tiden næres. I alt for mange andre fremtidsfilm dvæles der for meget ved skøre påfund og gadgets, men den slags træder ikke frem foran følelserne i ’After Yang’. Kogonada holder et overbevisende greb om fremdriften i fortællingen kørende, og frem for at trække tingene i langdrag leverer han sit drama på blot halvanden time. Vi får kun snerten af et samfund, der ligger få år fra os, og dermed bevarer vi nysgerrigheden på dramaet.
På et tidspunkt spørger Mor Kyra robotten Yang: ”Gør det dig ked af det, hvis der ’ingenting’ er inden i dig?” Yang kigger uudgrundeligt på hende, og svarer så stille: ”Nej. Der kan jo ikke eksistere ’noget’ uden et ’ingenting’.” Det er stærkt formuleret. I ’After Yang’ lader Kogonada spørgsmålet om, hvorvidt robotter kan have følelser, stå tilbage uden alt for meget forklaring. Heldigvis.
Til gengæld fører han bevis for, at vi mennesker snildt kan have følelser for robotter. Og for film om dem. Især når de hvisker til os med lydløse råb, og de er så smagfuldt placeret i billedrammen, som kun kunstnere i denne sydkoreanske instruktørs klasse formår at gøre det.
’After Yang’ har premiere 25. august.
