Derfor skal du se sydkoreanske ’After Yang’

Far går i kimono, handler med te og taler sagte. Han hvisker nærmest. Mor er også tonet ned. Og trykket. Stemningen i familien er knugende, for kærligheden hviler på et skrøbeligt grundlag. Nogle år tidligere har faren Jake og moren Kyra købt robotten Yang som selskab til deres adoptivdatter Mika. Yang er en brugt model, som dog blev solgt med garanti.

Men da Yang går i stykker – kan man sige dør, når det er en robot? – er Jake (Colin Farrell) en presset mand. Datteren Mika er knust, og beskeden fra noget, der ligner fremtidens Elgiganten, er nedslående. Den glatte unge mand bag skranken foreslår, at Yang enten kan gå til genbrug, eller at robottens kontrafej kan bruges som et nyt ansigt på en sølle, virtuel assistent.

Det er ikke nok for Jake, der går mere skumle veje i forsøget på at genoplive Yang. Og sådan begynder han en odyssé ind i robottens indre og tilbage i dens erindringer.

’Drømmer androider om elektriske får?’ spurgte Philip K. Dick i den novelle, der i sin tid blev filmatiseret som ’Blade Runner’. Det er en af de mest intelligente varianter af det essentielle spørgsmål om, hvorvidt robotter kan have følelser eller blot efterligner dem? Derfor kredser vi til stadighed om det i litteratur, film og serier. Tænk bare på HBO-hittet ’Westworld’, ’Ex-Machina’ og, for at gå lidt længere tilbage, ’A.I.’.