’Industry’
I årtier har man hørt om den lukkede, kyniske finansverden, hvor det er op eller ud, hvor alle nederst i hierarkiet står for skud, og hvor der handles med så uhåndgribeligt mange penge hver dag, at det næsten kan være lige meget.
I ’Industry’, der fortæller om en lille håndfuld praktikanter i den fiktive investeringsbank Pierpoint & Co. beliggende i Londons finansielle distrikt, og hvis skabere selv har en fortid i finansverdenen, får vi et kig ind gennem nøglehullet. Og lad os sige det sådan her: Synet både fascinerer, forfærder og kan give en antropolog på feltstudie skrivekrampe.
Anden sæson havde premiere tidligere på året, men fik du heller ikke set den første, er det bare med at komme i gang.
’Industry’ kan ses på HBO Max.
’The White Lotus’
En af 2021’s allerstørste seriesucceser var ’The White Lotus’: Historien om rige og privilegerede amerikanere, der i mødet med et hawaiiansk luksushotel og dets personale får udstillet al den prinsesse-på-ærten-mentalitet, hykleri og dybe narcissisme, der følger med velstand og et liv i sus og dus.
Skarpe replikker, mesterlig komisk timing og en original historie om den moderne overklasse førte til hele 20 Emmy-nomineringer, og det siger sig selv, der måtte komme en sæson to.
Som bestilt. Med et nyt cast, der dog stadig tæller enkelte gengangere fra sæson et, på en helt ny location; Smukke Sicilien danner ramme for nye intriger og ufrivillig komik, der denne gang ikke så meget vil fokusere på klasseskel mellem gæster og personale, som det vil fokusere på kønslige energier og seksuel jalousi.
Der er hermed lagt i pizzaovnen til gode grin og lommefilosofiske betragtninger af højeste karat, når serieskaber Mike White igen lader os se, hvad hans sorthumoristiske og sylespidse pen nu har bedrevet.
Kan streames på HBO Max.
’The Bear’
Fra fine-dining til falleret sandwichshop. 'The Bear' er historien om den prisvindende mesterkok Carmen Berzatto, der efter en tragiske hændelse i familien overtager sin brors mildest talt misvedligeholdte sandwichshop i Chicago på randen af konkurs.
Der er cultureclash for alle pengene, når den sympatiske og velmenende Berzatto skal lede det hårdtprøvede og ikke-en-skid-givende køkkenpersonale, der frygter for deres levebrøds fremtid.
Det er en hjertevarm historie med masser af humor og hårde sandheder, som på fin vis skildrer, hvad der sker, når dem, der vil leve, møder dem, der vil overleve, og hvordan de to umiddelbart uforenelige ambitioner alligevel trives side om side.
Kan streames på Disney+.
'Santa Camp'
Selvom det lyder for fjollet til at være sandt, er den god nok. Sommer efter sommer tager massevis af amerikanske julemandsaspiranter i træningslejr på en campingplads i New Hampshire-skoven for at lære alle de vigtigste tricks, som en julemand har brug for.
I årets Santa Camp bliver grænserne for, hvad julemanden egentlig er, rykket. For hvad er en julemand egentlig?
I lejren møder man Santa Chris, en mørk julemand, der ønsker at gøre op med idéen om, at julemanden skal være hvid.
Man møder også den transkønnede Santa Levi og ikke mindst Santa Fin; en lille julemand med handicap, som ikke blev spået mange chancer for hverken at tale eller gå. Nu drømmer han om at deltage i en juleparade som julemand. Men det er ikke uproblematisk at udfordre julemandspatriarket.
Et fantastisk persongalleri og en vild juledokumentar, til alle os der ikke orker at se ’Alene Hjemme’ for 17. gang.
Kan ses på HBO Max.
’Riget Exodus’
De første to sæsoner af Riget er intet mindre en legendariske. Om det så gælder den gale tilblivelse af serien, dens flirten med den endnu ufødte dogmebevægelse eller dens absurd høje seertal, må og skal serien regnes for en af de største, der er blevet lavet. Og selvom manden bag, Lars von Trier, ingenlunde kan tilskrives at være beslægtet med Hollywood, laver han nu en den klassiske LA-finte: Han går tilbage til et hit.
Med en sand stjernekavalkade af skuespillere indtager Trier endnu engang Danmarks mest berømte hospital med det mål for øje at forvirre, forarge og forskrække danskerne i stor grad.
Uhyggen og underligheden vil ingen ende tage, når Bodil Jørgensens karakter, midt i sin søvngang, vågner foran Rigshospitalet og fornemmer noget frygteligt: Porten til Riget er ved at åbne sig igen.
Kan streames på Viaplay.
'For enhver f*cking pris'
Det er svært ikke af holde af de grønblusede viborgensere efter at have set TV Midtvests dokumentar om domkirkebyens fodboldstolthed Viborg FF. Og hånden på hjertet; vi fodboldfans ligger skarpt i jubelidioternes sving, hver gang der bliver lavet tv fra vores lille boldglade andedam.
Men det er fremragende underholdning, og som seer kommer man hele vejen ind i beslutningernes epicenter. Lige fra klubbens transferstrategi til bestyrelsesmøderne, hvor folk river sig i håret over ligarivalernes tilnærmelser på VFF’s cheftræner.
Skæbnen ville også, at sæsonen udformede sig som et sandt eventyr, der er juledagene værdigt. Selv har vi også talt med VFF’s direktør om serien, og det kan du læse lige her.
Kan ses på TVMV Play.
’Jeen-Yuhs: A Kanye Trilogy’
Højt at flyve, dybt at falde. Mens vi i nutiden følger Kanye Wests deroute med en del uro, har filmskaber Codie Simmons dokumentarserie 'Jeen-Yuhs' fokus på hvordan det hele startede for Kanye West.
Det er historien om et ukueligt geni, der med ildhu baner sin egen vej mod toppen af den amerikanske populærkultur. Men først og fremmest er det den hjertevarme historie om en dreng med store drømme, og hans mor der med store smil, varme krammere og vise ord forsøger at lære sin søn den svære kunst det er at stile efter stjernerne med fødderne nogenlunde plantet i jorden.
Kan streames på Netflix.
'Conversations with Friends'
Kærlighedsserien 'Normal People', der var en filmatisering af Sally Rooneys anmelderroste roman af samme navn, gik sin sejrsgang i 2020. Her fulgte man Connell og Marianne og deres komplicerede forhold til både hinanden og omverdenen.
I år er endnu en af Rooneys bøger blevet transformeret til en ny serie, og det er også samme instruktør, nemlig Lenny Abrahamson, der har styret dirigentstokken.
'Conversations With Friends' er en fortælling om den unge universitetsstuderende Frances og vennen Bobbi, der en aften til et oplæsningsarrangement møder fotografen Melissa og hendes mand, skuespilleren Nick. Trods den store aldersforskel fascineres Frances af det ældre par, og et kompliceret forhold indledes.
Kan ses på HBO Max.
'All Exclusive'
Setuppet som følger: Casper Christensen indgår over et døgns tid eller deromkring i hvert program i en samtale med en af 12 forskellige kendte og nøje udvalgte personer, danske såvel som udenlandske, mens Mikael Bertelsen indtager rollen som chauffør, pooldreng, dukkefører og redaktør. Alt sammen i smukke omgivelser i Portugal.
I første program er Iben Hjejle gæst, og samtalen kommer vidt omkring. De taler blandt andet om deres tidligere forhold og liv sammen, som blev afsluttet med et brud for ti år siden. I de følgende programmer er det blandt andet Sofie Linde og Helle Thorning-Schmidt, der ankommer som gæster.
Premiere 7. december på Viaplay.
’Better Call Saul’
Historien om den godmodige, dog luskede advokat Jimmy McGills rejse mod det totale fordærv og videre gennem skærsilden er fundamentet under en af nyere tids allerbedste serier – og en spinoff på ’Breaking Bad’. Helt utroligt flotte billedkompositioner, hjerteskærende dialoger, chokerende twists og fantastisk spillet drama, der stiller det eviggyldige spørgsmål: Kan man råde bod på sine unoder og udvikle sig til et bedre menneske?
Jimmy McGill bevæger sig rundt blandt kartelbosser, narkohandlere og amfetamindistributører, og al den eminente historiefortælling, som nu er på sjette og sidste sæson, udspiller sig i New Mexico under Albuquerques evige blå himmel og uendelige ørkenvidder. Det bliver næsten ikke bedre.
’Better Call Saul’ kan streames på Netflix.
'MGP: Børnefesten der gik amok'
Men hvordan skal vi nu få dig til at forstå, at 'MGP: Børnefesten der gik amok' er dokumentaren, som du ikke vidste, du havde brug for?
Det er følelsen af at blive kastet ned i en tidslomme fra en periode, man svagt erindrer, men ikke har brugt mange voksne sekunder på at tænke på.
En tid, hvor sange som ’Du er ikke som de andre pi'r’, ’Kickflipper’ og ’Arabiens Drøm’ hærskede, og popstjernerne hed Razz, Anne Gadegaard og Morten Phillipsen.
Over fire afsnit bliver historien om tilblivelsen børne-MGP foldet ud på nostalgisk og alvorlig vis. Seeren bliver taget i hånden af nogle de største MGP-stjerner, der knap 20 år senere kigger tilbage på, hvordan det på både godt og ondt var at være unge popstjerner, hvor fansene stod i kø, pladeselskaberne havde dollartegn i øjne, og DR løb fra ansvaret for de unge menneskers ve og vel.
Kan ses på DRTV.
'The Crown'
De fire første sæsoner i serien om det britiske kongehus er blevet godt modtaget, og den nye og femte sæson har heller ikke været en undtagelse.
I 'The Crown' følger vi de politiske og private hændelser i Dronning Elizabeth ll’s liv, som har været med til at forme hende som menneske. Sæson fem vil udspille sig i starten og midten af 1990’erne, hvor hendes søn Prins Charles og Prinsesse Diana oplever uro i ægteskabet og en senere separation. Med andre ord vil de kongelige kriser blive udrullet på tætteste hånd.
Castingen har vist mesterlige præsentationer. Særligt Josh O’Connors præstation i rollen som prins Charles og Olivia Colman som Dronning Elizabeth ll er blevet rost til skyerne.
Kan ses på Netflix.
'Drømmen om landsholdet'
Af mange fodboldkyndige typer er årgang 2003 blevet udråbt som en af de mest talentfulde af slagsen, der længe er set på de danske breddegrader.
Bevæbnet med et kamera er TV 2 rykket i hælene på fem af de største danske ’03-talenter, som huserer herhjemme og på fine udenlandske adresser.
Her bliver der skildret et fint og ærligt billede af nogle unge mænd, der jagter deres største drøm med både de op- og nedture, der følger med, når man er på gennembruddets rand i både livet og fodboldkarrieren.
Kan ses på TV 2 Play.
'Borgen'
Adam Price og DR's politiske dramaserie 'Borgen' har i år gjort comeback efter ni års pause med en fjerde sæson.
Serien, der modtog flere Emmy-priser, gjorde Birgitte Nyborg til Danmarks første kvindelige statsminister og blev beskyldt for at påvirke virkelighedens politiske spil på Christiansborg.
Sidse Babett Knudsen er tilbage i rollen som Birgitte Nyborg, og i den nye sæson er hun netop udnævnt til udenrigsminister efter en længere periode i oppositionen. Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen fik sit store gennembrud i rollen som journalisten Katrine Fønsmark, og når vi møder hende igen, er det som nyhedschef for en landsdækkende tv-station.
Blandt de nye navne på rollelisten er Mikkel Boe Følsgaard, Magnus Millang og Özlem Saglanmak.
Kan streames på DRTV og Netflix.
'Barry'
Efter første sæson af HBO's mørke komedieserie løb over skærmen i 2018, kårede vi Bill Hader til at have leveret en af de stærkeste mandlige skuespilspræstationer det år:
"Endelig, endelig, endelig … fik den brede filmverden øjnene op for Bill Hader! Den komiske timings ypperstepræst har levet en relativt stille karriere med ’Saturday Night Live’ og sjove biroller i blandt andet ’Trainwreck’. Men med ’Barry’ brillerer Hader så i sin egen serie, hvor han spiller en lejemorder, der pludselig bliver opslugt af et amatørteater. Det er så tosset, sjovt og elegant, at man frydes, og Bill Haders mimik er så suveræn i hver eneste scene, at man hele tiden skifter imellem latter og forundring. Det her er årets (endelige) gennembrud," skrev vi.
De to første sæsoner kastede da også seks Emmy-priser af sig. Og i år udkom så tredje sæson, der er otte afsnit lang.
Her skal Barry være desperat efter at forlade sin voldelige fortid til fordel for sin nyfundne lidenskab, men at komme ud er rodet og svært. Mens Barry har elimineret mange af de eksterne faktorer, der skubbede ham i retningen af vold, opdager han hurtigt, at de ikke var de eneste kræfter, der spillede ind.
Kan ses på HBO Max.
'Esbjerg fB: Love it or leave it'
Et trafikuheld i slowmotion. Det er nok den mest sigende beskrivelse af TV Syds geniale, men vanvittige dokumentarserie om fodboldholdet Esbjerg fB, der er blandt de største derouter i nyere dansk fodboldhistorie.
Med lige dele foragt og fascination blev historier om en gal tysk træner, sherifstjerner, spilleroprør og hvirvelvinde af kaos dokumenteret på tætteste hold. Store forventninger om oprykning, blev afløst af frygt for og sidenhen en skam over nedrykningen til 2. Division.
En vaskeægte tragedie, som de gamle grækere næppe kunne have skrevet bedre.
Kan ses på TV Syd Play.
’House of the Dragon’
Med tanke på hvor skuffende 'Game of Thrones' for mange fans sluttede, er det påfaldende hvor vellykket næste serie fra Westeros-universet har vist at være.
'House of the Dragon' foregår omkring 200 år før 'Game of Thrones' og følger den drageherskende Targaryen-familie, der forsøger at navigere sig sikkert gennem de politiske farvande, der middelalderligt er mudret til med misogyni, skjulte agendaer og personlige ambitioner.
En serie, der med dens fokus på karakterudvikling og interpersonelle relationer er mere voksen end sin moderserie, og som fungerer som en seriøs undersøgelse de kønsnormative muligheder og begrænsninger i en fantasifuld middelalder.
Og hvis det bliver for langhåret, kan man altid nøjes med at lade sig fascinere af de ildspyende drager og brutale slagmarker.
Kan streames på HBO Max.
’Orkestret’
En indebrændt og handlekraftig 2. klarinettist (Frederik Cilius) slår sig sammen med en underdanig og velmenende mellemleder (Rasmus Bruun) i forsøget på at pille glansen af en hustrustjælende listepik af en 1. klarinettist. Stor morskab og overraskende ømhed møder os i ’Orkestret’, som er udviklet i fællesskab af Mikkel Munch-Fals og Adam Price.
Serien er ekstremt velspillet og med et skarpt satirisk take på den politiske korrekthed i Danmark anno 2022. Vi kommer blandt meget andet omkring krænkelseskultur, wokeness og #MeToo, og over hele viften storspilles der. Neel Rønholt er vel aldrig set bedre, og stortalentet Emma Sehested Høeg er suveræn som aspirerende, underdanig musikant.
’Orkestret’ kan ses på DRTV.
‘Harry & Meghan’
“Jeg vil ikke have historien til at gentage sig.”
Ordene kommer fra prins Harry i Netflix-serien ’Harry & Meghan’, der handler om de store skandaler og konflikter, der har ombrust ham og hans kone Meghan Markle i det britiske kongehus gennem de seneste år.
I seks afsnit belyser dokumentaren det store pres og den tilsyneladende vilde paparazzi-jagt og medieopmærksomhed, der har været efter Meghan Markle, siden hun fandt sammen og senere blev gift med den britiske prins. En udvikling, der ifølge prins Harry minder skræmmende meget om det, der skete for hans afdøde mor prinsesse Diana.
Kan ses på Netflix.